Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
25.1.2000
 Jaguars R1 ryster støvet af !
 Slut med mundkurv
 Frank Williams gambler
 Button: Nej til McLaren
 McLaren klar den 3. februar
 Jackie Stewart trækker sig
 Sne i Barcelona
 Jaguar Release:
 Hakkinen i første test i år
 Williams har travlt
 Audi i Formel 1?
 
24.1.2000
 BAR mod fremtidig succes
 BMW.Williams FW22 præsenteret
 Ferrari klar den 7. februar
 Heidfeld drømmer om VM
 Button vinder
 David Richards advarer formel 1 bosserne
 Jaguar står på www-vognen
 Minardi klar til at teste
 Forbedret stabilitet hos Sauber
 BAR også on-line
 

Hop til top25.1.2000

Jaguars R1 ryster støvet af !

Dagens præsentation afslørede en alt andet end bedaget racer, skinnende frisk grøn med store hvide baggrunde for sponsorernes røde reklamer: HSBC, MCI Worldcom, Lear, Hewlett Packard og nytilkomne Beck’s Bier og DHL (kurerservice).

Når jeg bruger udtrykket bedaget er det fordi man længe har været i tvivl om, hvorvidt man ville give vognen farven British Racing Green, som både synsmæssigt, og efter sigende også rent faktisk, virker meget tung og traditionel. Jaguar skal derfor herfra ønskes til lykke med et meget vellykket førstehåndsindtryk.

Jackie Stewart: “Fødslen af et nyt Formel-1 team er altid en følelsesladet begivenhed, og jeg er stolt af, atter at blive forbundet med et mærke jeg kørte i de tidlige stadier af min karriere, et bilmærke med en glorværdig og succesrig fortid.” (Men følelsen var åbenbart for overvældende, for senere bekendtgjorde Jackie Stewart at han har valgt at træde et skridt tilbage og overlade den daglige drift af Jaguar-team’et til Neil Ressler, mens han dog fortsætter som medlem af ledelsen.) JS fortsatte: “Da Ford købte team’et var det klart mit håb at Jaguar ville blive koblet på aftalen. Jaguar har en ambitiøs og fremadstræbende ledelse. Det har været et stor fornøjelse at samarbejde med dem i forberedelserne til den nye sæson.”

Chief Operating Officer Paul Stewart ser R1 som en logisk videreudvikling af sidste sæsons SF3 og fortsatte: “Hver eneste lille detajle i sidste års bil blev analyseret og forbedret af vor tekniske direktør Gary Anderson og hans folk. Og jeg er overbevist om at de og kørerne vil finde yderligere forbedringer inden sæsonstarten i Melbourne. Men vi har allerede nu en vogn med vinderpotentiale.”

Jackie Stewart er enig i dette synspunkt og underbyggede det med omtale af de fine resultater Burti, Herbert og Irvine og opnåede i vinterens testkørsler. “Cosworth motoren blev allerede sidste sæson anset for at være en af de bedste i feltet, især med hensyn til kombinationen af effekt, vægt og kompakt størrelse. Og dette års motor – Cosworth CR2 – er endnu mere konkurrencedygtig !”

Der er uden tvivl lagt op til en spændende sæson.

GRN  


Hop til top
Slut med mundkurv

Der er en tendens til at forveksle det at være åbenmundet med det at være kontroversiel - hvilket mere end én stjerne har bygget sit image på. Men nu kan snakkesalige formel 1-kørere uden frygt for bistre overordnede og stramtandede pr-medarbejdere, tale ud. FIA har nemlig fastslået at ingen kører må underskrive en kontrakt, der begrænser hans mulighed for at kommunikere til pressen. Men en ting er skriftlige forpligtelser, en anden mundtlige aftaler.

FIAs meddelelse kommer som en reaktion på en hændelse i november, da Ferrari, provokeret af Irvines udtalelser om indbyrdes forhold, ændrede sin pressepolitik ved at sørge for, at kun information godkendt fra en særlig presseafdeling kunne videregives. Samtidig greb FIA fat om problemet der går den anden vej ved at meddele: "Det er hvert teams pligt at sørge for, at deres kørere ikke uden forståelig grund nægter at udtale sig til nogen repræsentant fra medierne."

CBA  


Hop til top
Frank Williams gambler

Valget af den unge Jenson Button som erstatning for Alessandro Zanardi er ifølge Frank Williams en satsning, men det er også en satsning som den erfarne teamchef tør løbe. Det menes at koste BMW-Williams 4 mio. kroner at få Button til at køre for sig - og i forhold til de summer der er blevet brugt på Zanardi der i den grad floppede i Formel 1, er pengene måske givet meget godt ud. Men en så stor satsning på en ung og uprøvet kører der ikke engang har kørt særlig mange omgange i en Formel 1-racer, er enten gal eller genial.

Det ved Frank Williams selvfølgelig godt - men han forventer at det vil give et godt afkast. "Vi har set nok til ham til at vide at han ikke er spild af vores tid. Der er så meget postyr og 'Button-mania', men under det er der substans. Ud fra det vi har set mener vi at han er værd at prøve i Formel 1." Frank Williams mener at de først efter sæsonen, eller i hvert fald efter den første halvdel, kan vide om det var godt eller skidt at hente Button til teamet. "Jensons største minus er hans manglende erfaring, men det er der ikke nogen genvej til," siger Frank Williams der mener at Button skal bruge tiden på suge til sig af erfaring. Der forventes altså ikke mirakler af unge Button, men måske point. "Hvis han kan få nogle point vil det være det første skridt på stigen for ham - det vil være en stor præstation, men det vil være svært," siger teamchefen.

BB  


Hop til top
Button: Nej til McLaren

Allestedsnærværende Jenson Button der - hvis du ikke skulle have opdaget det - har fået kontrakt med BMW-Williams og dermed bliver den yngste brite i Formel 1 nogensinde, har haft flere kort på hånden. Adskillige teams har stået i kø for at få fat i Button der blandt andet nåede at teste for Prost-teamet inden BMW-Williams fik fingrene i den 20-årige brite. Button var favorit som testkører for Prost indtil for få dage siden - og også hos Jaguar har været villighed til at få Button til en test.

Andre teams har haft de store roser fremme. Blandt andet har BAR-bossen sagt at han også var meget interesseret i Jenson, men at han ikke turde binde an med en så ung kører. Også McLaren har været meget tæt på at få fat i Button. I stedet er han nu gået til rivalerne fra Williams.

Button skulle ifølge en britisk avis have sagt nej tak til et tilbud fra McLaren om en femårig kontrakt som juniorkører på vej til Formel 1 - men det faldt ikke i Buttons smag. Nu blev det i stedet til en fuldtidskontrakt med BMW-Williams - og det kan enten gå godt eller galt for så ung en kører.

BB  


Hop til top
McLaren klar den 3. februar

Efterhånden er de 12 teams ved at gøre sig klar til sæsonen 2000 og endnu en dato kan nu skrives i lommebogen - den 3. februar præsenterer McLaren-Mercedes deres nye MP4/15-racer der skal forsvare Mika Hakkinens VM-titel og forsøge at fravriste konstruktørernes VM fra Ferrari. Præsentationen finder sted på Jerez - hvilket for McLarens vedkommende er lidt overraskende efter flere storslåede præsentationer i London... Teamet fortsætter med Hakkinen og Coulthard.
BB  


Hop til top
Jackie Stewart trækker sig

Dagen var ellers beregnet til at give den nye Jaguar-racer det fulde fokus, men Jackie Stewart stjal selv en meget stor del af billedet. Den 60-årige tidligere Formel 1-verdensmester trækker sig ud af teamet som formand for Jaguar Racing. Hans plads bliver overtaget af Neil Ressler fra Ford. Stewart offentliggjorde dette under præsentationen af Jaguars første racer - en racer der bygger videre på det team som han og Ford byggede op fra 1997.

Men der er ikke tale om at Stewart flygter fra Formel 1 - han træder blot tilbage fra stillingen som øverstbefalende i Jaguar Racing for at fortsætte sit arbejde i bestyrelsen. Det har blot vist sig at være meget tidskrævende for Jackie Stewart. "De sidste fire år har jeg arbejdet hårdere end på noget andet tidspunkt i mit liv," fortalte Stewart. "Jeg har arbejdet 18-19 timer om dagen. Det er virkelig ikke godt for nogen," siger han videre og har derfor valgt at overlade jobbet til folk med mere tid og flere kræfter.

Jackie Stewart vil fremover være at finde i Formel 1 - i Jaguar-teamet, ved tests og ved grand prix-løb rundt om i verden. Beslutningen giver også Stewart mere tid til familien. "Det vil også give mig mere tid - forhåbentligt - til mine fem børnebørn og min elskede Helen."

Tiden som Formel 1-chef har givet godt for Jackie Stewart - teamet blev solgt til Ford for over 700 mio. kroner. Sønnen Paul fortsætter med den samme jobbeskrivelse.

BB  


Hop til top
Sne i Barcelona

Et mindre snekaos i Barcelona har hindret flere teams i at få testet her i dag. Det var blandt andet ventet at Mika Hakkinen for første gang skulle teste siden han vandt mesterskabet sidste år på Suzuka. Men finnen havde vist også fået taget vejret hjemmefra med til Spanien...

Det ventes dog at testen kan fortsætte når banen igen er fri for sne hvorefter Hakkinen og Panis fortsætter testen af 2000-komponenter i 99-raceren. Et andet team der er blevet berørt af vejret er BMW-Williams, der er blevet i Spanien.

BB  


Hop til top
Jaguar Release:

Så kom den endelig ud i dagens lys, den nye R1. En flot skinnende lys/mellemgrøn farve med reklamerne placeret i store hvide felter.

En fyldigere omtale kommer snarest, men kan du ikke vente (og er heldig nok til at komme igennem), kan du besøge jaguar-racing.com.

GRN  


Hop til top
Hakkinen i første test i år

Så er Mika Hakkinen tilbage igen. Efter en " lang " vinterpause, er Mika gået i gang med at teste. Han starter sit testprogram i dag i Barcelona. McLaren testprogram har indtil nu, været foretaget af David Coulthard og Olivier Panis, men nu er Mika tilbage igen. Efter programmet skal han i første omgang teste i -99 modellen med en del 2000 ting i bilen.

Der skal også snart til at ske noget, så han er ordentligt forberedt til sæsonstarten i Australien. Der er ingen tvivl om, at Mika Hakkinen fra sæsonstarten kommer under et stærkt pres. For Michael Schumacher jagter i hvert fald to ting, nemlig et VM, og han vil jo nok gøre sit til at Mika Hakkinen ikke vinder 3 år i træk, og MS skal jo også være med til at forsvare Ferrari's VM for konstruktører.

Men MH har ikke ligget på den lade side i vinterpausen. Nej, han har skam været på arbejde. Og det er for teamets motorleverandør. Der er kommet en ny reklamerfilm fra Mercedes, hvor man ser hr. og fru Hakkinen ude at køre, på en iset vej i en Mercedes A-klasse. Efter en dårlig omtale fra diverse journalister, hvor " elgtesten " fik bilen til at rulle rundt, så er bilen som bekendt blevet udstyret med en del ny elektronik, til at forhindre bl.a. dette. Og den reklamerer Hakkinen-parret så for i den nye reklamefilm. Mercedes's begrundelse for at bruge parret i filmen er: " Mika og Erja er det mest populære finske par, og Mika er utrolig populær overalt i Europa ".

Så må vi se om nogle vil bringe MH og McLaren/Mercedes på " glatis " i den kommende sæson.

PDL  


Hop til top
Williams har travlt

Nu hvor sæsonstarten nærmer sig, begynder de forskellige teams forskellige at få travlt. Williams har i forbindelse med præsentationen af den nye FW 22, og deres nye andenkører, Jenson Button, også præsenteret en anden nyansættelse, nemlig Ian Collier, som får titel af Chief Operating Officer. Han skal være en slags bindeled mellem Frank Williams, Patrick Head og de andre 370 ansatte i teamet.

En udtalelse fra teamet: " Vores firma er vokset så meget, at vi nu med 370 ansatte, er nødt til at have en mellemleder til at skabe en ordentlig kontakt fra ledelsen, og ud i de forskellige afdelinger. Det skal skabe en endnu større effektivitet i hele teamet ".

PDL  


Hop til top
Audi i Formel 1?

Ja, der snakkes stadig. Vil Audi gøre deres entré i Formel 1? Det er det store spørgsmål.

Audi's motorsportschef, Wolfgang Ullrich siger til bl.a. Autosport : " Hvis vi i Audi synes, at det er det rigtige at gøre, vil vi gå ind i Formel 1, men lige nu er det ikke aktuelt ".

Det er spørgsmålet om det er rigtigt, for Audi's konkurrenter i Tyskland, Mercedes og nu også BMW, er i Formel 1. Man kunne jo godt forestille sig, at hvis Audi får en flot placering i Le Mans, og viser gode resultater i ALMS, kunne det åbne mulighed for deltagelse i Formel 1.

Ifølge forlydender fra folk, der har deres daglige gang hos Audi, er der antydninger der går på, at Audi vil arbejde på at komme i Formel 1, især hvis der gøres en god figur i Le Mans. Andre forlydender siger, at Audi har en speciel gruppe der primært arbejder på at undersøge mulighederne for at komme i Formel 1. Men der er mange gisninger om dette, det kan jo være at vi ad åre kan se en Seat eller en Skoda i Formel 1?

PDL  


 

Hop til top24.1.2000

BAR mod fremtidig succes

Så har er den anden præsentation år blevet gennemført. BAR er klar til at angribe en ny sæson, og mens teamet kom ind i Formel 1 sidste år med store ord og fagter, er teamet lidt mere neddæmpet om deres egne ambitioner.

Teamets formelle navn bliver i år 2000: "Lucky Strike Reynard BAR Honda", sådan som de blev præsenteret i Queen Elizabeth II Conference Centre i London her til middag. BAR-raceren bliver i år ikke todelt, men i stedet bliver det Lucky Strike der sponsorer begge sider af BAR'en, der i øvrigt bliver meget hvid! Husker man tilbage på de berømte billeder som Bernie Ecclestone næsten med vilje præsenterede til offentligheden i Belgien, ligner racerens farver meget godt.

År 2000 markerer også en ny tid for BAR - de indgår nu i en alliance med Honda der kommer tilbage til Formel 1 som fabriksmotor, eller som Hosaka kaldte det - "den trejde æra!" "Vores ret nye udseende viser at 2000-sæsonen marker en frisk start eftersom vi indlader os i partnerskab med Honda. At arbejde med et firma som har en ingeniørledet, resultatorienteret indgangsvinkel til alt hvad de går ind til, har en meget positiv effekt på alle i Brackley," siger Craig Pollock.

At det skulle blive BAR og Honda der fandt sammen, kan måske være Reynards bidrag. "Honda kender og forstår motorsporten utrolig godt, som vi hos Reynard alle ved fra vores succesfulde samarbejde med dem i ChampCar gennem de sidste fem år," siger Adrian Reynard. "Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse at partnerskabet mellem BAR og Honda er faldet til så hurtigt med informationer der går frit mellem design og ingeniørgrupperne i de to organisationer," fortsætter Reynard videre.

Hosaka er enig i dette. "Da vi ledte efter en partner i Formel 1 var det vigtigt for os at vi kunne danne et samarbejde som tillod os at øge vores teknologi. Vi følte at BAR ville give os de bedste muligheder og faciliteter," som Hosaka berettede. Honda leverer RA000E-motoren der menes at runde 800 hestekræfter.

Derudover har Honda også en særlig strategi når det drejer sig om at finde nye ingeniører, hvilket Takefumi Hosaka forklarede: "Vi ønsker at tiltrække de bedste og nyeste ingeniører og vi begyndte at hyre folk til vores Formel 1-team lige da vi annoncerede at vi var på vej tilbage til sporten. Vi har masser af interesser og vi har nu et par folk der arbejder på programmet, nogle hos BAR, nogle hos HRD og andre i Japan. De nye ingeniører er udfordrende hjerner og er meget vilde med Formel 1-projektet." Samme filosofi har også Craig Pollock der i teamets første fase har haft fat i unge ingeniører der nu efterhånden er ved at have fået erfaring og han håber at de i fremtiden bliver i det der skal blive en fremtidig succes - BAR-Honda.

BAR-Honda 002'eren ligner forbløffende meget sidste års racer hvilket Malcolm Oastler forklarede lidt omkring. "BAR002-chassiset er på ydersiden ens i forhold til sidste års racer, men der er mange ændringer, nogle synlige mens andre ikke er, som et resultat af en hård vundet lærdom gennem 1999," siger Oastler og betegner raceren som en udvikling snarere end en revolution.

Teamet fortsætter med Jacques Villeneuve og Ricardo Zonta, mens Darren Manning er blevet testkører og Patrick Lemarie er 'udviklingskører'. Teamet tester allerede i denne uge den nye racer - det sker på Silverstone og derefter går det videre til en længere test i Sydafrika i februar. Teamet håber på en bedre sæson end sidste år, hvor alt hvad der kunne gå galt, gik galt. Dette år kan også blive noget problematisk med et nyt samarbejde, men der bør være mere potentiale i år til at BAR kan få scoret det første point.

BB  


Hop til top
BMW.Williams FW22 præsenteret

BMW.Williams teamet præsenteret i dag deres nye Formel 1 racer BMW Williams FW22, for offentligheden og for den massivt fremmødte presse. Begivenheden fandt igen sted på Circuit de Catalunya, hvor teamet har testet den sidste uge op til præsentationen. Testen har vist, at der fortsat er problemer med BMW motoren og frustrationerne har været svære at skjule, især for den unge brasilianske kører Bruno Junqueira.

Men op til præsentationen i dag var både problemer og frustrationer skubbet i baggrunden, og det var smilene og visionerne, der var dagens tema.
Det var en meget spændt presse, der var mødt op, for ikke alene skulle den nye FW22, samt den nye sponsor og farve layout afsløres, men også det endelige svar på ugers spekulationer om, hvem der skulle afløse Alex Zanardi i BMW.Williams teamet.
Valget faldt dog, som de fleste sikkert havde gættet, på Jenson Button, som dermed bliver Englands yngste Formel 1 kører nogensinde. Den anden kører, som var med i kampen om det eftertragtede sæde, Bruno Junqueira, må dermed tage til takke med rollen som testkører i første omgang: ”Vi ønskede at give begge kørere så meget tid på banen, som overhovedet muligt, før vi tog vores endelige beslutning” sagde Frank Williams og han fortsatte: ”De kunne dog have kørt mere, men med den meget lille forskel, besluttede vi os for Jenson Button, fordi vi føler, at han på længere sigt har et meget stort potentiale”.

En meget glad Jenson Button sagde til sin udnævnelse: ”Jeg tror stadig, at jeg er på den niende sky i øjeblikket. Det er en ubeskrivelig følelse at være en del af BMW.Williams F1 teamet.

Alle top folkene bag teamet var mødt op til dagens pressekonference på Catalunya banen, og Frank Williams, Patrick Head samt BMWs motorsports chef, Gerhard Berger, og Dr. Mario Theissen svarede på spørgsmål fra det meget store presseopbud. Med oppe på podiet var også Compaq’s Visepræsident for marketing og Communication.

Den nye BMW.Williams FW22, der er designet af et design team, ledet af chef aerodynamiker, Geoff Willis, og chef designer, Gavin Fisher, som forklarede om principperne omkring den nye FW22. ”Filosofien bag FW22 har været en intelligent design udvikling, frem for noget revolutionerende nyt, og det selv om vores samlede resultat i sidste sæson ikke var tilfredsstillende. Der var dog specifikke præstationer som viste, at de vigtigste principper omkring FW21 var baseret på et solidt udgangspunkt.
Der er ikke nogle væsentlige reglement ændringer i år, men vi står selvfølgelig ved begyndelsen af en ny æra med BMW. En ny motor skaber nye problemer, som kræver nye løsninger.”

Herfra fortsatte Geoff Willis: ”Den ydre udformning af FW22 reflekterer resultatet af et sammenhængende design program og vindtunnel tests. Aerodynamisk set var sidste års FW21 meget konkurrencedygtig, med led af problemer på baner, hvor vi kørte med høj ”downforce”. Vi har nu lavet nogle overordnede forbedringer vedr. aerodynamikken, og vi har fokuseret på at løse de mest karakteristiske problemer fra sidste år”. Patrick Head, som er teknisk direktør i Williams Teamet, gav også projektet et par ord med på vejen. Han sagde: ”Den største forandring er tydeligvis installationen af den nye BMW V10 motor, men vi har forsøgt at videreudvikle styrkerne ved FW21 designet og kun ændret på de områder, som vi ikke følte levede op til forventningerne.

Som altid ved disse præsentationer er der mange fine ord, pindemadder med vin og champagne, og alle smiler, men bag facaden ved alle de involverede parter, at problemerne langtfra er løst, og BAR teamets totale fiasko i sidste sæson, ligger som en tung skygge over det nye partnerskab mellem bilgiganten BMW og Williams teamet. Hos BMW behøver man blot at bevæge sig ned i ark

CS  


Hop til top
Ferrari klar den 7. februar

Ferrari der for godt en uge siden aflyste deres præsentation har fundet et nyt tidspunkt. Det bliver den 7. februar af F320'eren bliver præsenteret i Maranello. Teamet præsenterer også her den nye andenkører, Rubens Barrichello mens Michael Schumacher fortsat er med hos Ferrari der i år skal vinde et mesterskab efter flere forgæves forsøg. Raceren præsenteres klokken 10.30 hos Ferrari. Grunden til udsættelsen er ifølge Ferrari at man ikke har fået lavet alle tests i vindtunnel.
BB  


Hop til top
Heidfeld drømmer om VM

En af Formel 1-feltets nybegyndere, tyskeren Nick Heidfeld drømmer om Formel 1-VM. Den unge tysker er blevet placeret hos Prost af Mercedes for at uddanne "Quick Nick", men det bliver nok ikke hos Prost at Heidfeld bliver verdensmester. "På et eller andet tidspunkt vil jeg være verdensmester i en sølvpil," siger Heidfeld der er favorit til at overtage David Coulthards sæde hvis skotten ikke gør det bedre i 2000-sæsonen.

Heidfeld er endnu ikke begyndt at tælle dagene til han får debut i Australien, men tiden går langsomt. Han glæder sig meget til at komme til at arbejde under Alain Prost og sammen med Jean Alesi, der har vist sig at være villige til at lære tyskeren Formel 1 godt at kende. Målet for sæsonen: klare sig godt fra starten! "Det vil glæde mig hvis jeg i egen kraft kan køre i top-10," siger Heidfeld der hvis han skal drømme helt vildt om debuten, håber på en podieplads - selvom der skal mirakler til for at opnå det.

Heidfeld tipper at kampen kommer til at være mellem Ferrari og McLaren, og at det i år bliver Michael Schumacher der trækker sig sejrrigt ud af sæsonen 2000.

BB  


Hop til top
Button vinder

Jenson Button har vundet slaget om det ledige sæde hos Williams. Williams har i dag bekræftet det som alle vel ret beset vidste - Button skal køre Formel 1 for BMW i 2000. Flere dages test har ikke rigtig været de to kørere der har "skudt hinanden ud" - det er vist mere en svag racer der har skudt hele sønder og sammen.

Næsten helt utroligt så kunne de to kompetanter køre godt 50 omgange på den sidste og altafgørende dag. Som tidligere beskrevet på formel-1.dk har det været Jenson Button som har været nr. 1 hos BMW-Williams, selvom man har forsøgt at give det udseende af at der var en direkte shoot-out. Tiderne har så kun understreget at Button er bedre end Junqueira så derfor er det helt oplagt at han får sædet. Derudover har Junquiera mistet fatningen på grund af den manglende tid i raceren og det faktum at Button har fået mere opmærksomhed.

Button kørte i går i tiden 1:23,34 - hvilket var 16/100 bedre end Bruno Junqueira - der endda havde fem omgange mere på banen end Button. Så dermed er den nu 20-årige Jenson Button klar til Formel 1. Det menes at Button har fået en etårig kontrakt med forlængelsesmulighed, men det ventes at Juan-Pablo Montoya kommer i Formel 1 næste år, hvorefter Button måske skal finde et andet arbejde - og hvem ved hvordan han slipper gennem Formel 1-debuten i en racer der dårligt kan køre en omgang uden at være tæt på at falde fra hinanden. Så får vi vel endelig fred for at høre mere om Button de næste par dage...

BB  


Hop til top
David Richards advarer formel 1 bosserne

Prodrive boss, David Richards, har været ude med en advarsel. Ifølge advarslen skal formel 1 bosserne til at begynde at se sig om efter andre sponsorer. Det hænger sammen med, at tobaksreklamer bliver forbudt i Europa om 5 - 6 år. Og Richards mener, at de allerede nu skal til at lede efter andre sponsorer.

David Richards siger også, at formel 1 succes'en i dag er skabt af én mand, nemlig Bernie Ecclestone. Bortset fra de olympiske lege, er formel 1 den mest sete sportsgren i tv.

Richards mener, at de forskellige marketingsafd. i teamene og i FIA - og måske i samarbejde - allerede nu, skal til at arbejde for og med andre sponsorer, ellers bliver der kun nogle ganske få teams, der så kan få lov til at køre i cirkel rundt om sig selv, idet de andre ikke har et budget, der kan få det til at løbe rundt.

"I lang tid har der været teams, der faktisk lever af, at der indtil nu har været en "pæn" pengestrøm fra sponsorer. Det vil ændre sig når forbudet kommer, idet det slet ikke er sikkert at nye sponsorer, vil binde penge i formel 1, som tobaksfirmaerne har gjort indtil nu." siger altså David Richards.

PDL  


Hop til top
Jaguar står på www-vognen

Tirsdagens præsentation på Lords Cricket Ground i London står i internettets tegn. Fra kl 12 skulle man kunne følge lanceringen af årets vogn R1 i ny bemaling, inkl. nyheder kommentarer diverse rygter osv, på adressen: http://www.jaguar-racing.com

Hermed følger Jaguar det mønster der er lagt af de teams (Williams, Benetton og i dag: BAR) der tidligere har præsenteret biler til 2000 sæsonen. Den største interesse samler sig nok om nøjagtig hvilket type grøn holdet har valgt. Det oplagte valg er naturligvis British Racing Green, men dels gør den farve sig ikke så godt på TV, dels var der bekymring om hvorvidt selve malingen skulle vise sig så tung, at det ville koste tiendedele for hver omgang. På holdets base i Milton Keys har teknikerne de sidste måneder testet forskellige nuancer, og team'ets pressemand Cameron Kellecher har til det sidste holdt kortene tæt ind til kroppen i sine kommentarer om dette arbejde: "Vi har simpelthen testet og testet, og de farver man har set i offentligheden, er ikke nødvendigvis den nuance der er valgt til præsentationen i morgen tirsdag."

Hårdnakkede rygter vil vide at man har bøjet sig for traditionen og netop valgt British Racing Green. Givet er det vi får 'syn for sagn' i morgen; personlig ville jeg nok foretrække en mere 'flashy' lys grøn i lighed med den er vist på Ford/Jaguar Racings hjemmeside.

Fredag afsluttede Jaguar testkørslerne i Barcelona med et par bemærkelsesværdige præstationer. Johnny gennemførte 61 laps og satte dagens ( og ugens) hurtigste tid 1,21,9, medens Irvine havde en voldsom afkørsel, hvorved han smadrede raceren. Selv kunne han dog gå nogenlunde uskadt fra vraget, bortset fra nogle smerter i den ene skulder. Årsagen skulle angiveligt være udskridning pga af noget væske, hans egen bil havde spildt på banen.

Herbert er godt tilfreds med R1: "Vognen er pragtfuld og jeg har det rigtig godt med den," kommenterede han dagens kørslen. "Sidste års Stewart SF03 var god, men denne her er bedre. Jaguar motoren (men det er nu en Ford) giver os kræfter hvor vi behøver det. Vi kan måske give de andre nogle overraskelser i år."

"Vi er længere fremme med udviklingen nu end på tilsvarende tidspunkt sidste år," supplede Jaguars tekniske direktør Gary Andersen. "Det er lykkedes os at gennemføre langt mere før-sæsons testkørsel end tidligere, og bilen har vist sig meget stabil. Selve chassis'et er ændret væsentligt i forhold til SF03, og der er udført betydelige justeringer i aerodynamikken." Fra testkørslerne forlyder det, at holdet omgærder den nye R1 med stort hemmelighedskræmmeri, såsnart vognen er tilbage i pitten, køres den ind og porten smækkes i !

Michael Schumacher blev fornylig spurgt om sin vurdering af Jaguars chancer i 2000. "Det er svært at bedømme," sagde han. "Jeg har kun hørt nogle få rygter om forløbet af deres test i Barcelona, da jeg selv sluttede før de ankom. Jeg har hørt de sætter nogle pæne tider, men tiden må vise hvordan det går."

GRN  


Hop til top
Minardi klar til at teste

Så er det lille italienske Minardi-team klar til at teste for første gang i år. Efter planen skal det ske i denne uge på Fioranobanen i Italien. Det lille, men målrettede team, har lige som de andre teams kreeret en masse nye " stumper " som skal prøves af. Testen vil foregå med -99 bilen med år 2000 dele monteret.

I øjeblikket har teamet kun en kører på kontrakt, nemlig Marc Gene, som er sponsoreret af det spanske teleselskab, Telefonica, som også har en væsentlig aktieandel i teamet. Det er netop kommet ud, at teamet vil annoncere sin anden kører i forbindelse med lanceringen af 2000 bilen den 16 februar.

Det vil vel egentlig blive spændende at se, hvad det under finansierede Minardi-team har skabt i vinterpausen. Selvom teamet meget sjældent præsterer de store resultater, så er det beundringsværdigt, at man forsætter en næsten håbløs kamp for at blive i formel 1.

PDL  


Hop til top
Forbedret stabilitet hos Sauber

2.februar 2000 kl.20:00 i Zurich Hallenstadion bliver et helt specielt øjeblik for team Red Bull Sauber Petronas, da team’ets nye C19-racer som skal føre team’et op i toppen af Formel-1 i det nye årtusind, vil blive fremvist. De to kørere – Pedro Diniz og Mika Salo (som jo bekendt hjalp Ferrari til konstruktør-titlen i 1999, da en vis hr. Schumacher havde brækket benet) – har store forventninger til den nye racer som skulle være blevet forbedret betydeligt (men har man ikke ligesom hørt det før?).
Pedro Diniz har allerede testet C19 på Jerez i Spanien iog har på tre dage fået kørt hele 830 km, hvilket svarer næsten til tre hele løb. Sauber havde kun medbragt en enkelt racer til Spanien og det gav Diniz en mulighed for at teste forskellige front- og bagvinger samt nogle nye forbedrede Brembo-bremser.
Eneste problem var et olielækage som forhindrede Diniz i at opnå toptider, men ellers skulle stabiliteten være klart forbedret.
Der arbejdes nu på endnu et chassis til Mika Salo som så vil støde til team’et d. 25.januar og udfører endnu flere tester på C19 i de efterfølgende dage.

Vialli

AN  


Hop til top
BAR også on-line

Alle teams er på nettet med deres respektive hjemmesider – men den rivende udvikling på nettet har fået flere teams til at bringe præsentationen on-line: BMW og Benetton har indtil videre gjort det, og nu følger BAR også trop. Det sker når teamet den 24. januar 2000 i Queen Elizabeth II-kongrescenteret præsenterer teamets nye racer – hvor der også er stor spænding om farvevalget (i hvert fald mere end BMWs farver som stort set allerede var kendt…) Det markerer også et comeback til Formel 1 for Honda, så præsentationen kommer til at markere en ny epoke i Formel 1.

BAR håber at kunne revanchere sig i forhold til den miserable 1999-sæson. Du kan følge BAR-præsentationen Eksternt link på mandag klokken 12:00 dansk tid.

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk