Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
25.1.2005
 Midland F1 har købt Jordan
 VW ikke i Formel 1
 
24.1.2005
 Midland F1 og Jordan enige?
 

Hop til top25.1.2005

Midland F1 har købt Jordan

I går kunne Eddie Jordan bekræfte Alex Shnaiders udtalelser til flere medier i søndags, at Jordan Grand Prix er solgt til Midland F1.

Jordan Grand Prix er solgt til Midland F1. Det kunne en meget følelsesladet Eddie Jordan i går bekræfte på et pressemøde. Samtidigt indeholder Jordans officielle pressemeddelelse en stor strøm af taksigelse til en masse mennesker som har været involveret i og omkring Jordan teamet gennem tiderne. Eddie Jordan var forståeligt nok meget berørt over at skulle give slip på hans livsværk.

Nu er det ikke sådan at et navneskifte sker straks. Bilerne vil forsat hedde Jordan resten af sæsonen. Det eksakte navn vil være Jordan Toyota EJ15. Men når sæsonen så er omme, vil effektueringen af ejerskabet ske endeligt.

Alex Shnaider er et rimeligt ubeskrevet blad i motorsporten. Men intentionerne om at drive en forretning også via motorsport - her Formel 1 - er absolut til stede. Shnaider har skabt sin store formue via en uddannelse i Canada. Tilbage i Rusland begyndte han at købe firmaer og virksomheder op som ikke kunne afsætte deres produkter. Via en form for provisionssalg fik han skabt sig så stor en formue at han var i stand til at overtage nogle af de firmaer og virksomheder han havde arbejdet for. Bl.a. er flere af Ruslands største stålfirmaer nu inddraget i Shnaiders mange ejerskaber. Men også udenlands gør han sig. Bl.a. samarbejder han med medie- og byggekongen Donald Trump om flere projekter. I England er det Midland Gruppen som han kontroller efter flere opkøb. Og det er via Midland Gruppen at der nu skal satses i Formel 1. Det ventes at flere russiske sponsorer vil have deres logoer på bilen. Hvis ikke i år så i hvert fald i næste sæson.

I 2006 er det så sket med Jordan Grand Prix. Eddie Jordan får dog en ledende stilling i teamet, som også vil have Gary Anderson og Mark Smith i staben. Begge har i flere år tidligere været ansat hos Eddie Jordan i Jordan Grand Prix. Midland F1 vil nu forsøge at føje de to teams sammen. Erfaring er nok af at hente hos Jordan, mens udvikling af bl.a. et nyt chassis vil ske uden for Jordans regi, chassiset vil blive udviklet hos Dallara i Italien. Flere andre ting vil Shnaider informere om ved senere lejligheder.

PDL  


Hop til top
VW ikke i Formel 1

Ifølge Peter Sauber vil VW gruppen ikke deltage i Formel 1. Han antyder endda det måske går den anden vej for de store bilfabrikker.

Det har ofte været talt om at VW vil træde ind i Formel 1. Det har været nævnt flere gange med mellemrum, men nu ser det ud til at VW ikke har planer om en evt. deltagelse i Formel 1. I hvert fald ikke hvis man skal tro Peter Sauber. Faktisk tror han snarere at en eller flere af bilfabrikkerne måske trækker sig fra sporten i stedet.

Peter Sauber:
"Jeg mener at Ford var den første af flere som trak sig ud. Bilindustrien er i øjeblikket ikke i en situation hvor man kan bruge løs af pengene. Jeg har talt med bilfabrikanterne flere gange - både dem som er i sporten og dem som er uden for. Før eller siden vil Sauber måske vælge at gå sammen med en bilfabrikant, men i øjeblikket tror jeg ikke at der kommer flere nye ind. Jeg mener heller ikke at Volkswagen er i en situation i øjeblikket til at kunne gøre det."

Peter Sauber og hans team har snart mange gange været sat sammen med netop VW på den ene eller anden måde om et kompagniskab i Formel 1.

PDL  


 

Hop til top24.1.2005

Midland F1 og Jordan enige?

I løbet af søndagen kom det frem et par steder, at en købsaftale af Jordan teamet havde fundet sted i løbet af weekenden.

Et mindre antal medier kunne søndag berette om at en købsaftale af Jordan teamet er blevet lavet og underskrevet i løbet af weekenden. Bl.a. kunne Autosport og Welt am Sonntag fortælle at en aftale var lavet og at denne aftale skulle være underskrevet i løbet af weekenden. Der er dog ikke kommet en decideret officiel annoncering af en endelig aftale endnu.

Midland F1 ejeren Alex Shnaider fortæller til Welt am Sonntag at handlen mellem Jordan og ham selv skulle være en realitet. I skrivende stund er dog stadig ikke kommet nogen officielle bekræftelser fra nogle af parterne, kun Alex Shnaider selv.

Han fortæller også om hvordan forløbet skal være resten af året. Jordan bilerne forsætter med Jordan navnet resten af sæsonen, men skifter navn sidst på året. Samtidigt vil Midland selv forsætte udviklingen af et nyt Dallara chassis til næste sæson. Imens vil Shnaider og co. analysere Jordan teamet nærmere og finde ud af hvad man vil forsætte med og hvad man ikke vil anvende mere. Såfremt handlen virkelig har fundet sted, er der en - trods de seneste års vanskeligheder - stadig en god del viden og erfaring til stede i Jordan teamet, som kan bruges.

Et andet spørgsmål der dukker op er, hvor meget af teamet har Shnaider købt? Er det hele teamet, Jordans andel, eller de 49 % som er ejet af et investeringsselskab? Som tidligere nævnt er der i skrivende stund ikke kommet nogen decideret officiel bekræftelse på handlen og hvad der er som Shnaider i virkeligheden har købt.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk