Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
29.1.2004
 Ralph Firman til Jordan?
 Luca Badoer som testkører for Sauber?
 
28.1.2004
 Sauber tester i Valencia
 Jos bryder med Jordan
 

Hop til top29.1.2004

Ralph Firman til Jordan?

Efter at Jos Verstappens muligheder for at lave kontrakt med Jordan teamet tilsyneladende er udtømt, står der andre i kø i stedet. En af dem er Ralph Firman.

Jos Verstappens muligheder for en kontrakt med Jordan teamet er tilsyneladende væk efter at man øjensynligt har afbrudt forhandlingerne. Men det giver så en ny mulighed for de næste i køen, som gerne vil sikre sig et sæde til denne sæson. En af de mest ivrige af dem, er en at teamets kørere fra sidste år nemlig Ralph Firman. Han udtaler selv at han er mere end ivrig, nærmest desperat for at sikre sig et sæde.

Ralph Firman har en stor fordel samt nogle mindre, når snakken drejer sig om hans muligheder. Ralph Firman er englænder, og dermed en af storsponsoren Benson & Hedges favoritter til et sæde. Desuden kender han teamet fra sidste sæson. Spørgsmålet er så om han og med hjælp fra B & H kan skrabe de nødvendige midler sammen. Sammen med ham i køen står også en anden brite, nemlig Allan McNish. Deres fælles problem er at de begge er briter og dermed kan B & H vælge hvem de vil favorisere. Så er det et spørgsmål om hvad de to kørere kan skaffe af penge selv. Derefter kommer alle de finurligheder som også skal puttes i en kontrakt.

Ralph Firman:
"Jeg er ivrig, ja nærmest desperat efter at blive i Formel 1. Vi gør så meget vi kan, alle fingre er krydsede."

Ralph Firman siger også at han stadig er inde i billedet til en plads, men også at han ved at Eddie Jordan kikker på flere andre muligheder. Ralph Firman har en anelse om at Eddie Jordan muligvis vil tage sin afgørelse inden for små 2 uger. En ting er helt sikkert, Eddie Jordan søger den mest lukrative og til dels også sportslige aftale.

PDL  


Hop til top
Luca Badoer som testkører for Sauber?

Ferraris testkører, Luca Badoer, kan meget vel blive testkører for Sauber i den kommende sæson. Men så bliver det kun ved fredagstræningen.

Det nye reglement åbner op for muligheden for at de seks nederste placerede teams må anvende tre kørere om fredagen ved de fri træninger. Det har Ferrari kikket lidt nærmere på og har overvejet om ikke Luca Badoer skulle køre lidt der. Det kan han af gode grunde ikke hos Ferrari, men hos kollegaerne fra Sauber er det muligt. En testkører der skal anvendes om fredagen må maksimalt have kørt 6 Grand Prix'er i de to seneste sæsoner, så det åbner op for muligheden for Luca Badoer.

Så er spørgsmålet om Ferrari vil betale for en tredje bil hos Sauber. Sauber teamet har tidligere været ude med meldinger om at de ikke har råd til at køre med tre biler ved fredagens træning, men hvis Ferrari betaler for bil og kører er det vel ikke noget problem.

Der er dog en vis modstand mod disse rygter. Flere har ytret at det er mod reglementets ånd, men et decideret lovbrud vil det ikke være. Formålet med at indsætte Luca Badoer som testkører hos Sauber om fredagen, er helt klart at teste dæk. Ferrari er det eneste topteam som anvender Bridgestone dæk, hvor både Williams og McLaren begge kører på Michelin, samt at Renault som statusmæssigt er lige efter også kører på Michelin.

Sauber har endnu ikke sagt hverken ja eller nej til Ferraris forslag. Det lader til at Ferrari heller ikke selv har endelig besluttet sig for muligheden. Jean Todt har udtalt sig om muligheden til nyhedsbureauet Reuter:

"Luca har muligheden for at være den tredje kører hos et team som er placeret mellem femte og tiende pladsen. Hvad enten beslutningen bliver, så er det indtil videre ren og skær spekulation. Men hvis vi beslutter os for at gøre det, så er det en mulighed."

Dermed kan Sauber og Ferrari forsætte en form for udveksling af kørere og erfaringer. Sidste år testede Felipe Massa for Ferrari. Det er også på tale at Fisichella ved gunstige lejligheder skal teste hos Ferrari. Felipe Massa og Fisichella er som bekendt kørerne hos Sauber i år. Samarbejdet mellem de to teams er tilsyneladende øget udover at Sauber bruger Ferrari motorer og gearkasser. Nu samarbejder man også på kørersiden - i hvert fald i testarbejdet. Er Sauber ved at udvikle sig til et juniorteam som flere iagttagere påstår?

PDL  


 

Hop til top28.1.2004

Sauber tester i Valencia

I sidste uge testede Sauber for første gang den nye C23. Det skete på Circuit de Catalunya. I denne uge går det løs i Valencia.

I sidste uge var Sauber for første gang ude med deres nye C23. Ved den lejlighed testede man det ene af chassiserne. Nu står det andet for tur. Det sker på Circuit de la Comunitat Valenciana Ricardo Tormo - i daglig tale Valencia banen. Nu skal det andet af teamets chassiser testes.

I går var Felipe Massa på banen første gang i den nye C23-02 som chassiset hedder. Han fik kørt hele 98 omgange med en bedste tid på 1:11.209. I dag onsdag, overtager Fisichella bilen og forsætter testarbejdet.

Fra teamet forlyder det at man i princippet igen tester en helt ny bil. Testen blev lidt vanskeligere end man havde regnet med, da der var en hel del vind på banen, men man nåede igennem det planlagte testprogram uden de store problemer. Fisichella skal i dag arbejde meget med setup og forsætte det Bridgestone testprogram man er involveret i.

PDL  


Hop til top
Jos bryder med Jordan

Ingen der interessere sig blot lidt for Formel 1, kan vel være i tvivl om at hollænderen Jos Verstappen gerne ville køre for Jordan teamet i år.

Selv om det hele startede med at han manager omkring nytårstid på det kraftigste benægtede at der blev forhandlet med Jordan teamet, så fortalte de vedvarende rygter dog noget helt andet.
Og her i de første tre uger af januar har hverken Jordan eller Jos Verstappen, lagt skjul på at de var inde i seriøse forhandlinger.

Men midt i sidste uge, syntes Verstappen at nu var der gået lang tid nok, og han afkrævede derfor Jordan teamet og vel specielt teamchef Eddie Jordan et hurtigt svar, noget der bestemt ikke var populært, og her troede de fleste så at sagen ville stoppe.

Sagen (forhandlingerne) stoppede dog ikke, og op til weekenden forkyndte Verstappens hovedsponsor Trust, at nu var alt faldet på plads, og man var klar til at underskrive kontrakten, således at Verstappen i denne sæson skulle være fast kører i Jordand Formel 1 team.

Dette skulle dog vise sig ikke helt at holde vand, for i går oplyste Jos Verstappen, at alle forhandlinger med Jordan teamet var blevet indstillet.

"Vi har alle gjort vores bedste for at få en aftale i stand, men nu er der ingen mening i at fortsætte forhandlingerne længere" - udtaler Jos Verstappen - "Jeg vil dog påpege at jeg havde den størst opbakning fra mine partenere. Og specielt Michel Perridon fra Trust har været en stor hjælp, og han gav sig mere end 100% for at få aftalen bragt i orden. Vi har i fællesskab besluttet at stoppe forhandlingerne, en beslutning som alle mine sponsorere bakker fuldt op omkring."

Dette er naturligvis en meget stor skuffelse for Jos Verstappen, da sædet i Jordan teamet sandsynligvis var det sidste ledige i Formel 1 feltet til den kommende sæson.
Den eneste anden mulighed Verstappen nu har for en fast plads i feltet, er hvis ungaren Zsolt Baumgartner ikke kan rejse pengene til dem plads i Minardi teamet som han ellers har kontrakt på.
Verstappen er dog ikke den eneste kører, der holder øje med den måske ledige plads i Minardi teamet, denne er foreksempel også danske Nicolas Kieas på udkig efter. Verstappen har dog et stærkt kort på hånden, han er nok den af de interesserede kørere der kan rejse den største 'medgift', noget som helt klart vil indgå i Minardi teamet og teamchef Paul Stoddart's overvejelser, hvis Baumgartner og hans ungarske statsstøtte smutter mellem fingrene på dem.

To andre kørere er nok mere glade i øjeblikket, det er Ralph Firman og Allan McNish, der begge bejler til Jordan pladsen, men som var blevet skubbet ud på et sidespor af Verstappens mange millioner i sponsorstøtte.

AN  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk