Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
3.1.2002
 Stoddart udelukker intet
 Jaguar præsentation fredag
 Webber til KL Minardi?
 McLaren bliver ikke færdige til tiden?
 
2.1.2002
 Schumacher tror på McLaren
 Raikkonen forventningsfuld
 Må vi præsentere: Felipe Massa
 Prost-ansatte gør en sidste indsats
 

Hop til top3.1.2002

Stoddart udelukker intet

Om præcist to måneder går Formel 1-sæonen 2002 i gang – og som sædvanlig er der stadig uklarhed over de sidste tomme sæder i den tunge ende af feltet. Minardi hentede malaysiske Alex Yoong ind i slutningen af sidste sæson, og ham beholder teamet endnu en sæson. Men hvem skal køre den anden Minardi-racer?

Man skal dog ikke forsøge at finde svaret ved teamets test i den kommende tid, understreger teamchef Paul Stoddart. Minardi benytter sig som regel af mange unge kørere, og det har ikke indflydelse på valget, der ligeså godt kunne falde på kører, der slet ikke deltager i testene. "Der bør ikke læses noget som helst udfra tilstedeværelsen af en kører eller fraværet af en anden. Vi gør bare, hvad vi altid har gjort, hvilket er at teste en række unge kørere," siger Stoddart.

Nogle af de unge kørere vil sandsynligvis være David Saelens og Christijan Albers, der sidste år begge kørte for Minardis F3000-team, og Antonio Garcia, Matteo Bobby og Frank Montagny. Andre navne, der også bliver nævnt i forbindelse med sædet, men som nok ikke dukker op til testene, er de allerede F1-vante Tomas Enge, Tarso Marques, Jos Verstappen og Heinz-Harald Frentzen.

Et andet rygte, der næsten blev bekræftet af den australske kører Peter Hackett, der for nylig testede F3000 med Minardi, er at Mark Webber alligevel får sin F1-debut, takket være en australsk sponsor, hvis navn endnu ikke er blevet offentliggjort. Webbers testsæde hos Renault blev snuppet af Fernando Alonso, men netop finansieringen så ud til st forhindre Webber i at overtage spanierens plads hos Minardi.

Teamet skulle have testet i Barcelona i næste uge, men i stedet endte man med at arbejde videre der hjemme med den ny Asiatech-motor. Hos Minardi er man alligevel godt tilfreds med resultaterne. "Vi føler at vi har foretaget tilstrækkeligt arbejde på fabrikken med pålideligheden til at gøre, hvad vi ville have gjort i den første test-uge. Så vi presser på for at få PS02'eren på banen."

CBA  


Hop til top
Jaguar præsentation fredag

Som det næste team i rækken til at præsenterer deres 2002 racer så er det nu blevet Jaguar teamets tur.

Præsentationen vil finde sted på fredag kl. 11:30 på deres fabrik i Milton Keynes.

Både Niki Lauda og teamets to kørere, Eddie Irvine og Pedro de la Rosa, vil være tilstede ved præsentationen.

Selv om der nu kun er to måneder til sæsonen starter i Australien, så er Jaguar kun det 3. team der præsenterer deres nye racere.
I december præsenterede Toyota og BAR deres racere.

AN  


Hop til top
Webber til KL Minardi?

Spekulationerne omkring de sidste ledige sæder i Formel 1 feltet fortsætter, og nu melder en ny kører sig på banen.

Det er australieren Mark Webber som nu bejler til det ledige sæde i KL Minardi teamet ved siden af malaysiske Alex Yoong.

Det er en anden australsk kører, Peter Hackett, der kommer med oplysningen om Webber efter at Hackett lige har været ovre til en Formel 3000 test med Minardi teamet.
Og det forlyder i samme åndedrag at grunden til at Webber nu er med i kampen om det ledige KL Minardi sæde, er at han kan trække en større australsk sponsor til teamet, hvilken er dog endnu ikke oplyst.

Fra KL Minardi teamets side er der ingen kommentarer til "Webber sagen", og han er heller ikke med på teamets testliste i Barcelona i næste uge. På den liste står blandt andet: Antonio Garcia, Matteo Bobby og Frank Montagny.

Som andre bejlere til pladsen i KL Minardi teamet er tidligere blevet nævnt både Heinz-Harald Frentzen og Jos Verstappen, som dog også begge er nævnt i forbindelse med Arrows teamet.

AN  


Hop til top
McLaren bliver ikke færdige til tiden?

Ifølge et af de utallige vinterrygter bliver McLaren ikke klar med deres ny MP4-17, til sæsonstarten i Australien.

Problemerne skulle ifølge vores kilde bestå i en konstruktionsfejl af monocoquen, og man er nervøs for at den er for fleksibel. Det giver ikke noget sikkerhedsproblem, men man er nervøs for at disse vrid der kommer i bilen, kan forårsage fejl på andre komponenter.

McLaren arbejder benhård på at finde en løsning på problemet, og der er på ingen måde panik i teamet. McLaren plejer at starte deres test med den "gamle" racer, og man vil igen i år starte med en opdateret MP-16 (2001 racer).

Det der kan forstærke rygterne en smule, er at McLaren endnu ikke har offentliggjort en dato for hvornår de vil præsentere deres ny MP4-17. HVJ

AN  


 

Hop til top2.1.2002

Schumacher tror på McLaren

Med BMW-Williams på vej frem, og et Ferrari-team, der ikke ser ud til at blive mindre suveræne i 2002 end de var i 2001, står McLaren overfor noget af en udfordring. Løsningen på det indeholder en række ændringer fra sidste år, deriblandt en helt ny motor i MP4-17'eren, der skulle være mere pålidelig end sin forgænger, nye Michelin-dæk og en ny kører, efter en usædvanlig lang årraække med den samme kørerkombination. Det er en stor omvæltning - men Michael Schumacher nægter at afskrive de seneste års konkurrenter.

"Vi oplevede en lignende forandring fra 2000 til 2001: et nyt motorkoncept, en splinterny bil, en ny gearkasse. Og alligevel lykkedes det for os. BMW har også et nyt koncept, selv hvis det er mindre radikalt end Mercedes'. McLaren er ikke så langt bagefter, at det ikke er muligt for dem at tage skridtet til at være titelkonkurrenter." Schumacher forudser derfor en kamp om mesterskabet mellem tre rivaliserende parter, hvilket lover godt for en mere spændende sæson længe: "Jeg kan let se en tredobbelt kamp mellem Ferrari, BMW-Williams og McLaren-Mercedes. Williams vil sikkert kunne tage et nogle skridt fremad. Desuden har de et par gode kørere."

CBA  


Hop til top
Raikkonen forventningsfuld

Kimi Raikkonen er efter et enkelt år som Sauber-kører røget direkte ind hos McLaren, og det betyder både nye muligheder - og nye udfordringer! Den 22-årige satser dog både på GP-sejre og på at slå sin nye teamkammerat, David Coulthard, der har kørt for teamet siden 1996.

"Jeg havde håbet på at få et sæde hos et top team som McLaren inden for to år. Nu er den drøm blevet til virkelighed, og jeg håber på vinde et par løb," fortæller Raikkonen om sine forventninger til fremtiden. Han ser voldsomt frem til at komme i gang: "Jeg kan dårligt vente med at teste den nye bil. Jeg håber, det viser sig at være en god bil". Om sin nye teamkammerat siger han: "Jeg tror, at vi kommer til at arbejde godt sammen - men jeg håber at være hurtigere end ham!" Han mener, det handler om tilvænning. Når han kender teamet bedre, kan Coulthard godt begynde at se sig i bakspejlene: "Det vil tage lidt tid før jeg føler mig helt hjemme hos teamet, men jeg vil gøre mit bedste og forsøge at vinde løb. Selvfølgelig er David en fordel. Han kender teamet og er mere erfaren, men hvis jeg gør en indsats, kan jeg slå ham."

"Hvorvidt Raikkonen vil kunne være lige så god i sin anden sæson, er et stort spørgsmål, som det vil tage noget tid at besvare. Men efter min mening - nej," siger Michael Schumacher, der dog på sigt tror på Raikkonen: "Han har den sværeste periode, det første år, bag sig. Han har et stort potentiale." At Raikkonen har potentiale er som sådan bred enighed om. At det første år det sværeste, er det måske ikke alle der er enige i - spørg bare Alexander Wurz eller Jenson Button. Erfaring eller ej, at være et undervurderet, ubeskrevet blad hos Sauber kan have sine fordele frem for at være Mika Hakkinens afløser hos McLaren. På det punkt har Raikkonen - der sov som en sten få timer før sin GP-debut - et stærkt kort i sin lighed med netop Schumacher: Begge har de nerver af stål, og det skal komme finnen til god nytte i den kommende sæson.

CBA  


Hop til top
Må vi præsentere: Felipe Massa

Sauber skabte først skandale og siden succes, da teamet sensationelt valgte at hyre den uerfarne og totalt ukendte Kimi Raikkonen i 2001. Nu er spørgsmålet om Peter Sauber er ved at gøre det igen og trække en ny kanin op af hatten?

Sauber fik kun lov til at beholde Raikkonen en enklet sæson, og afløseren hedder Felipe Massa. Han er 20 år, men erfaringsmæssigt er han nået længere end førnævnte finne. I 2000 vandt han det italienske Formel Renault mesterskab og året efter sejrede han i den europæiske serie, samtidig med at han vandt det europæiske Formel 3000-mesterskab.

Sauber hentede ham ind til en to-dages-test på Mugello i slutningen af september sidste år, og her var man meget imponerede. Teamets tekniske direktør Willy Rampf havde kun ros tilovers for brasilianeren: "Det var rart at arbejde med ham. Han er fokuseret, beslutsom og sikker på sine egne evner. Den anden dag lod vi ham få lidt erfaring med mekaniske og aerodynamiske opsætninger. Han har så meget selvtillid, at vi oven i købet brugte ham til at begynde opsætningsarbejdet til Indianapolis (det forestående GP, red.). Om eftermiddagen var banen våd, og han klarede sig godt under disse forhold."

Selv betegner Massa sig som en meget angrebslysten kører. Sådan har det altid været, siger han: "hele mit liv har jeg været en aggressiv kører. Jeg bryder mig ikke om at ligge bag en anden kører og være nødt til at studere hvad de gør for få deres placering. Jeg har ikke lyst til at nå til løbets slutning og føle at jeg ikke har forsøgt. Jeg vil hellere lave en fejl end ikke at prøve." Det lyder som om Peter Sauber godt kan forvente en del krøllede biler i den kommende sæson.

Adriano Morini er Massas teamchef fra F3000: Han betegner Massa som mindre aggressiv og impulsiv end Montoya (som han ligeledes kender fra F3000): "Felipe er mere teknisk i sin kørestil, mere beregnende". Samtidig indrømmer han dog, at den nye Sauber-kørers største problem er en manglende teknologi-fascination. Ikke desto mindre tror han på, at Massa kan blive endnu en stor brasiliansk kører.

I hjemlandet er forhåbningerne til Massa ligeledes høje, og han er allerede blevet kaldt "Den nye Senna" - en krævende sammenligning, der ikke vækker begejstring hos hovedpersonen. Massa, hvis store helt er Nelson Piquet, mener at "De udtaler sig for hurtigt, for jeg er Felipe, ikke Senna". I første omgang vil sammenligningsgrundlaget være Nick Heidfeld, der begynder sin tredje sæson i Formel 1.

CBA  


Hop til top
Prost-ansatte gør en sidste indsats

"Talrigere i dag, stærkere i morgen", lyder Prost-tilhængernes motto, men kan det frelse teamet. Jean Todt er en af dem, der krydser fingre for at det lykkes...

Uden foran det franske industriministerium i Paris vil man i overmorgen kl. 14:00 kunne finde en gruppe på omtrent 200 personer. Der står de i et sidste forsøg på at redde deres arbejdsplads, nemlig Prost-teamet, der gik i betalingsstandsning i slutningen af november sidste år. Teamet blev dengang givet et halvt år til at redde sig, men Alain Prost har siden udtalt at den frist reelt gælder til d. 14. januar - ellers vil teamet ikke kunne være med når sæsonen går i gang i Melbourne d. 3. marts.

Der er endnu ikke fundet nogen frelsende sponsor, og de ansatte ønsker nu, at appellere til det franske erhvervsliv. Signalet er tydeligt: Prost-medarbejderne står sammen, men spørgsmålet er om det er nok til at redde 'Les Bleus' fra den endelige konkurs. "Bagved mediebilledet af vores team og dets leder, står der et team på næsten 200 mænd og kvinder svejset sammen og mobiliseret for at redde deres team. Og bagved de 200 mennesker står et stort antal franske selskaber, experter i den teknologi, der benyttes i Formel 1: vores leverandører og partnere," har en medarbejder forklaret.

Et af de store problemer ved teamets økonomi - udover det temmelig basale i at der ikke nogen penge - er udgiften til Ferrari-motorerne. Alain Prost har udelukket muligheden for at benytte sig af andre og billigere motorer i 2002, men han skal ikke forvente noget afslag i prisen, slog Ferrari-chef Jean Todts fast for nylig på fransk tv: "Vi har leveret motorer til Prost siden sæsonen begyndte. Vi har gjort alt for at hjælpe i år, og det er klart, at hvis vi kan hjælpe Alain Prost ved at sælge motorer og gearkasser til ham, vil vi gøre det. Men det er frem for alt op til ham at finde de økonomiske midler." Han udtrykte desuden sin store beundring for landsmanden: "Jeg sætter stor pris på Alain Prost, og jeg har enorm respekt for, hvad han udrettede som kører. Fire titler og 5 sejre, der er extraordinært. Det var utroligt modigt af ham at tage den største udfordring i sin karriere op (dvs. at blive teamchef, red.), og jeg ønsker ham alt godt, men jeg ved at, det vil blive meget svært." Og 'svært' er nok netop ordet.

CBA  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk