Ved årets første testrunde, som finder sted på Circuit de Catalunya i Barcelona, kan man faktisk kun se en af de biler. Panasonic Toyota kommer med deres nye "baby". Alle andre teams forventes at møde med hybridbiler eller udviklingsbiler. Toyota starter med at teste på tirsdag hvor Allan McNish sidder bag rattet. Torsdag og fredag vil Mika Salo forsætte testen.
Tirsdag bliver samtidigt lidt af en speciel dag. Det vil være første gang at Toyota vil være på en bane samtidig med konkurrenterne. Og dermed vil det være første gang at man kan få et bedre sammenligningsgrundlag. Toyotas bil fra sidste sæson var en decideret testbil, kun lavet til dette formål. Den nye bil er løbsbilen som dermed får sin jomfrukørsel.
Texaco-Havoline har leveret olie og benzin til Jaguar indtil udgangen af 2001. Texaco valgte at afslutte deres samarbejdsaftale med Jaguar og i stedet satse på andre fronter. Det blev tidligere offentliggjort at Jaguar som afløser for Texaco havde fået en ny aftale med BP. Det er også rigtigt. Datterselskabet Castrol bliver den nye officielle leverandør af olier til Jaguar. Benzin skal BP selv stå for. Rent faktisk har Castrol allerede arbejdet sammen med Cosworth i udviklingen af den nye motor til Jaguar. Som en del af den nye aftale, skal Jaguar også anvende Castrol olie i de almindelige gadebiler.
Niki Lauda:
"Vi er glade for at have Castrol som partner. De forskellige smøremidler er i dag af stor betydning og har en stor indflydelse på en motors præstation. Som de førende på deres felt, er vi glade for at Castrol har set sig i stand til at bringe deres store ekspertise med til Jaguar."
Der er i vinterens løb lavet store og vigtige ændringer på både motorblok og topstykke i Cosworth motoren. Det skal selvfølgelig give flere hestekræfter.
Nick Hayes, Cosworth:
"Jeg er overbevidst om, at med den rigtige udvikling, så vil Cosworth CR-3 motoren markere sig godt i 2002. Vi søger hele tiden at lave forbedringer, ikke bare med motorkraften, men også med momentkurven og andre ting. Jeg vil gerne nævne Castrol i den forbindelse. Det er klart at et godt smøremiddel er af stor vigtig betydning for en motor med så mange dele som bevæger sig meget hurtigt. Og for at sikre en høj kvalitet på dette område har Jaguar Racing og Cosworth Racing indgået et stort og vigtigt samarbejde med Castrol. Castrol har en stor viden og ekspertise, som er så vigtig for Jaguar i teamets programmæssige udvikling. De har i gennem tiden arbejdet sammen med alle de store racerteams."
Tidligere har Castrol arbejdet sammen med Jaguar. Det var dog inden at Jaguar blev Ford ejet. Bl.a. kunne danske John Nielsen køre i mål som vinder på Le Mans i en Jaguar. Den gang var Castrol også leverandør til Jaguar. Også i flere andre løb hvor Jaguar deltog sidst i 1980'erne, bl.a. Daytona, havde Jaguar stor succes sammen med Castrol.
Fredag så man med store øjne i Paris en sympatiaktion for Prost teamet. Det var såmænd medarbejderne fra Prost teamet, der havde samlet sig uden for det franske finansministerium for at tilkendegive deres støtte og sympati for teamchefen, teamet og dermed deres arbejdsplads.
Ifølge Reuters som talte med talsmanden for de ansatte, Franck Doyen, så skulle der være 2 seriøse og konkrete forslag om at redde teamet. Men Franck Doyen vil ikke uddybe det nærmere. Til gengæld sagde han og nogle af hans kollegaer bl.a. følgende:
"Vi er her ikke for pengenes skyld, men for at gøre vores budskab kendt. Vi ønsker at vise vores moralske støtte ved at være her i dag, vi ønsker at teamet skal forsætte og at det skal forblive 100% fransk. Når folk tænker på Prost Grand Prix, så ser de kun Alain Prost og tænker ikke på at der er 200 højt specialiserede mennesker ansat, samt flere leverandører med stor ekspertise bag ham. Det er her er ment som et opråb til den franske industri. Det er frustrerende at det hele måske lukker pga. et dårligt regnskab og en larmende stilhed."
Flere end 200 ansatte og støtter mødte op til sympatiaktionen. Og ifølge teamets egen talsmand, Virginie Papin, sker det i en blanding af sympati, magtesløshed og forhåbning.
"Vi beder ikke om penge eller hjælp, men vil gerne gøre det klart for alle hvordan situationen er for teamet. Mange ansatte føler ikke at de kan blive på fabrikken uden at gøre noget."
Skulle det lykkedes at skrabe bare lidt penge sammen er de fleste øjensynligt klar til at tage til det første Grand Prix i Australien.
Virginie Papin:
"Vi kunne bare tage én bil og tage derud, men det vil selvfølgelig ikke være under de optimale forhold. Selv hvis sidste års bil bliver brugt, er der stadigvæk nogle nye dele som skal laves."
Det ser ud til at frustrationen over en usikker fremtid er nået til medarbejderne, som nu lader det komme til udtryk. Det bliver interessant at se hvad Alain Prost finder ud af. Han har med eller mindre selv givet midten af januar måned som en deadline for teamet.
Det kom frem i den forløbne uge i de engelske medier at Arrows ikke havde fået motorer så man kunne deltage i den første test i næste uge. Kilden skulle angiveligt være en ikke navngiven talsmand i Arrows teamet. Nu har Arrows så officielt taget til genmæle og siger:
"Vi har fået motorer og alt forløber efter planen, der er ingen forsinkelser. Det er en helt ny bil, og det har hele tiden været meningen at vi først skulle teste den i slutningen af januar måned."
Hvad der så end er rigtigt, så må vi nok vente med at se den nye Arrows til slutningen af måneden. Sagen om hvilke kørere der skal repræsentere Arrows venter vi også på.
Williams arbejder på højtryk på at få den nye FW24 gjort klar. I næste uge skal der testes i Barcelona, og senere på Valencia banen. Sidst på måneden skal den nye racer så være klar til præsentation. Som en af sidste års store positive overraskelser, forventes der meget af Williams i denne sæson. Og mon ikke at ingeniørerne har arbejdet med nogle kraftige forbedringer. I sidste sæson var der forskellige holdbarhedsproblemer. Motormæssigt får Williams en ny og endnu mere kraftfuld BMW motor. Nogle rygter siger at den har op med de 900 hk. BMW har i vinterens løb også arbejdet med at få klaret de problemer man havde med motoren i sidste sæson.
Der er i hvert fald ingen tvivl om at de to kørere, Ralf Schumacher og Montoya, vil prøve at give de andre kamp til stregen. Det bliver også spændende at se deres indbyrdes opgør. De to herrer er ikke altid lige enige.