Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
7.1.2011
 Hispania signer med Narain Khartikeyan
 Det nye McLaren look - hvordan bliver det?
 
5.1.2011
 Første crashtest bestået for Ferrari
 

Hop til top7.1.2011

Hispania signer med Narain Khartikeyan

Hispania Racing Team som ellers har proklameret at de har haft travlt med at offentliggøre noget om eventuelle kørere til teamet, har nu alligevel valgt at offentliggøre meddelelsen om at teamet har underskrevet kontrakt med den indiske kører, Narain Khartikeyan.
Narain Khartikeyan vender dermed tilbage til Formel 1 efter at have været ude siden 2005 hvor han kørte for det daværende Jordan team.

Et af de få ledige sæder i Formel 1 er nu besat. Hispania Racing Team har underskrevet kontrakt med inderen Narain Khartikeyan som får en kontrakt gældende for 2011. Narain Khartikeyan har tidligere kørt i Formel 1. Det var i 2005 hvor han kørte for Jordan/Midland teamet. Han huskes vel egentligt mest for en meget stor ulykke i forbindelse med det kinesiske Grand Prix. Desuden var asfalten ikke altid bred nok for den indiske kører.

Siden 2005 har han dog været inde omkring Formel 1. Både i 2006 og 2007 testede han for Williams teamet, men ellers har det været andre klasser han har begået sig i. I Formel racing har han kørt i den nu lukkede A1 GP serie og i SuperLeague Formula. Desuden har han kørt i Le Mans Series og i selve Le Mans løbet for Colin Kolles's Audi team. Og i 2010 i NASCAR i Truck Series.

Narain Khartikeyan er selvfølgelig glad for sin nye Formel 1 kontrakt. Han er dog også fuldt ud klar over at der kræves noget af ham. Selv siger han at nu først og fremmest skal have genopbygget sin fysiske form og så have lært teamet og bilen at kende.

Rygter vil vide at Narain Khartikeyan har betalt ca. 8 millioner €uro for sædet. Penge som blandt andet er kommet fra Tata Group. Der er dog stadig et sæde ledigt hos teamet og her er der flere kandidater. Blandt andet er Vitantonio Liuzzi den vel nok største favorit, mens flere GP2 kørere også er mulige emner. Det ventes at prisen for det ledige sæde bliver i samme størrelsesorden som tilfældet er for Narain Khartikeyans sæde.

PDL  


Hop til top
Det nye McLaren look - hvordan bliver det?

Mange har gisnet på om McLaren vil forsætte med at have sølv-looket på deres Formel 1 biler? Spekulationerne er taget til i den senere tid, for motorleverandøren Mercedes har genindført begrebet 'sølvpile' på deres biler.
Hos McLaren siger man at sølvfarven er deres brand, men vil man forsætte med det, nu hvor den sidste rate af tilbagekøbet af aktier fra Mercedes skal afvikles.

McLaren Formel 1 bilerne blev sølvfarvede da et stort cigaretmærke stoppede sponsoreringen af teamet. Siden har man kendt McLaren bilerne som mere eller mindre sølvfarvede, og vel egentligt takket være den mangeårige motorleverandør og senere teammedejer Mercedes.

Mercedes har solgt sine aktier i McLaren teamet, og i år hvor sidste rate af tilbagekøbet skal betales, spekuleres der i om sølvfarven forsæt vil præge McLaren bilerne.


Hvor meget sølvfarve kommer der på McLaren bilerne i år?
(Foto: McLaren media)

Selv hævder McLaren teamet at sølvfarven er et McLaren brand, men mon ikke at Mercedes er uenige med dem om det. Begrebet 'sølvpile' blev genindført da Mercedes købte sit eget Formel 1 team.

Et hint kunne måske være at kigge nærmere på 2011 den merchandise som McLaren teamet så småt er ved at have klar til salg. Hvor der tidligere har været sølvfarvede kasketter, så ser det i år ud til at de primært er sorte, ligesom også de beklædningsdele som foreløbig er set, også er primært sorte.

PDL  


 

Hop til top5.1.2011

Første crashtest bestået for Ferrari

Forberedelserne til den kommende sæson er i fuld gang, og noget der skal være i orden er sikkerheden. Derfor er der en obligatorisk crashtest der skal bestås inden bilerne kommer ud at køre.
Ferrari bestod forleden den første del af crashtesten på deres nye bil. Det var dog ikke helt uden problemer. Et mindre brud hævede øjenbrynene.

Den obligatoriske crashtest er efterhånden i fuld gang rundt omkring hos teamene. Ferrari crashtestede forleden en del af crashtesten af den nye monocoque på den nye bil. Men det var ikke helt uden problemer.

Crashtesten blev udført på CSI laboratioriet i Bollate lige uden for Milano under de af FIA udstukne retningslinier. Der var også en godkendt observatør til stede, så alt foregik efter foreskrifterne. Monocoquen bestod testen, men man observerede et mindre brud på selve overfladen af monocoquen, men ikke noget der var alvorligt nok til at monocoquen ikke bestod testen.

Den Aldo Costa ledede design afdeling kunne ånde lettet op, især fordi man har anvendt en væsentligt ændret opbygning af monocoquen. Designet er anderledes ligesom anvendelsen af composit materialer også er ændret væsentligt. Ferrari kan nu forberede sig på de næste crashtests der vil finde sted i nærmeste fremtid.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk