Andre klasser

Danskeren kørte sig nemlig foreløbigt frem til pole i tiden 1:15,219. Det er en ny rekord, og Jan satte de ellers så uovervindelige Audi'er tilbage - henholdsvis med to og seks tiendedele. "Vi skiftede til nogle Michelin dæk til varmt vejr i morgenens træning, men jeg fik ikke chancen for at prøve dem da David var i raceren," siger Jan om det altafgørende dækvalg.

Jan forventer dog at tiderne meget vel kan blive bedre. "Jeg tror at tiderne falder i morgen (det der så bliver i dag - red.), men vi har noget på hånden til det," siger Jan der virkelig var glad for pole. Og så er der også noget ved Laguna Seca. "Jeg er vild med Laguna Seca - det er en af mine favoritbaner," jubler Magnussen.

Top-tiderne til ALMS-løbet på Laguna Seca

Heldigvis har CART en regel der siger, at alle kørere skal have mulighed for mindst 20 minutter under grønt flag i en kvalifikation på de almindelige baner (road + bybaner). Havde dette ikke været tilfældet i lørdagens 2. kvalifikation, så var der ikke nogen chance for, at tiderne fra fredagens 1. kvalifikation var blevet forbedret.

Og man må virkelig sige, at Montoya og Ferran udnyttede de få muligheder der vitterligt var, for at køre et par optimale omgange. Det hele spidsede for alvor til i de sidste 5 minutter. Efter at sikkerhedsfolkene havde fået fjernet Michael Andretti's bil fra banen (p.g.a. af en stallet motor), så gik startskuddet til en hæsblæsende og intens kamp imellem de to.

Først var det dog pludselig Paul Tracy, der drønede ind på en 3. plads, og hans team-kammerat, Dario Franchitti overtog den placering blot 30 sekunder senere. Derefter kørte både Montoya og Ferran så ud på banen.

Montoya kørte derefter en helt fantastisk omgang, og overtog pole-positionen. Det var dog ikke en del af Ferran's planer, så han kørte derefter en endnu hurtigere omgang, for ligesom at bevise, at hans foreløbige pole-position i fredagens 1. kvalifikation skam ikke var nogen tilfældighed. Montoya nåede dog lige præcis at krydse målstregen inden det ternede flag blev vist, og den omgang han derefter kørte, var absolut noget, som selv de mest hærdede australske motorsportsfans måtte spærre øjnene op for.

Da han kørte over målstregen igen lød hans omgangstid på 91,722 sekunder, hvilket var 0,105 sekunder hurtigere end Ferran's. Montoya's 7. pole-position i denne sæson var dermed en realitet, og selvom der måske nok skal mirakler til for at han kan genvinde sit mesterskab, så skal man aldrig sige aldrig i CART.

De to KOOL Green team-kammerat, Franchitti og Tracy, beholdt deres 3. og 4. startplaceringer. De sidste i Top-5 blev Montoya's team-kammerat, Jimmy Vasser.

De øvrige i Top-10 blev følgende: Michael Andretti, Tony Kanaan, Helio Castroneves, Christian Fittipaldi og Cristiano da Matta.

Lørdag den 7. oktober stod undertegnede endnu en gang foran banen med sug i maven og glæde i øjnene. Det kan godt være, at Jyllandsringen er ingenting i forhold til alle de store baner rundt om i Europa, men den stemning du finder på Jyllandsringen er så folkelig og hyggelig som ingen andre steder; et forum for danske motorsports entusiaster.

Jeg går min sædvanlige runde rundt, før jeg begynder min egentlige årsag til at være der, nemlig at snakke med kørerne og få set en masse race!

Det viser sig, at Formel 1800 kørerne lige har været ude at køre tidtagning. Så jeg får en lille snak med Peer Olander Nørgård. Hans følelser er ret blandede, da han aldrig har kørt så hurtigt på Jyllandsringen, som han lige havde kørt, men det var altså ikke hurtigt nok til at holde den førende af mesterskabet, Michael Outzen, bag sig. ”Men jeg håber at finde en måde, så jeg kan køre endnu hurtigere” smiler Peer og løber tilbage til Team Havoline teltet.

Lørdag var den mest irriterende dag at fange kørerne på, da alle var opsat på at, få bilerne gjort i perfekt stand til søndagens finale. Så jeg går ned til Jan Magnussen og Michael Carlsen. Der fortæller Jan lidt om næste års planer. ”Som det ser ud nu, skal jeg køre for Panoz igen til næste år, men jeg har også forhandlinger i gang omkring ChampCar” fortæller Jan hemmelighedsfuldt.

Mens vi står og snakker, kommer en smilende fyr, nærmere kendt som Anders Majgaard (F1800 kører for Team Havoline) hen til Jan med et stort smil om munden, nikker til Jan og kigger ind i den grøn/gule Peugeot. ”Hmmm, hvorfor ligger i ikke bare en mursten på speederen? Så skal i kun koncentrere jer om at køre” griner han. De omkringstående griner, og det samme gør Anders, som i virkeligheden er temmelig irriteret, da hans 4. gear røg under tidtagning. Med den kommentar vender jeg næsen mod mit hotel, med håbet om Jan og Michael ikke har i tankerne at følge Anders’ ellers så geniale råd.

Så blev det søndag og kl. 11 startede min arbejdsdag på Jyllandsringen. Den første kører jeg ser, er Kristian Kolby. Han må da have tid til en kommentar eller to. Meget relevant spørger jeg om DTC. ”Det har været svært pga. en masse småproblemer med bilen, og så er jeg jo ikke vant til at køre på Jyllandsringen” griner Kolby ”men det har været rigtigt sjovt! Kæmpe oplevelse og en rigtig hyggelig stemning! Så jeg kommer igen til næste år!”. Jamen, det glæder vi os så til…

Efter kommentaren fra Kolby er det tid til finalen i Formel 1800. Bilerne ruller ud og i det sekund de kører forbi en, kan man virkelig ikke lade være med at smile. Et utrolig blandet felt med biler tilbage fra 1990! Dog undrer jeg mig over én ting: Hvor er den anden Havoline bil? Det skulle jeg snart finde ud af…

Michael Outzen gik med guldet, men jeg måtte hellere ned og sige tillykke med sølvet til Peer Olander hos Team Havoline, og høre hvor i alverden Anders Majgaard havde været henne.