Da Olivier Panis steg ud af bilen efter sit sidste Formel 1 løb, skete der noget helt fantastisk. Han fik den besked fra teamchefen, Tsutomu Tomita, at han kunne beholde bilen han lige var steget ud af. Bilen blev formelt overrakt Panis søndag aften da Toyota afholdte en fest for Panis. Alle teamchefer var indbudt, og selv Sir Frank Williams, Ron Dennis og Flavio Briatore mødte op.
Olivier Panis:
"Det er en god bil og en virkelig flot gestus. Jeg var virkelig bevæget. Ved kørermødet fortalte Michael Schumacher, at han vil komme til at savne mig. Jeg antager at alt har sin tid."
Da Olivier Panis var steget ud af bilen og var ankommet til pressemødet efter løbet, blev han bl.a. spurgt om hvordan han følte det var at køre det sidste GP. Til det svarede han, at han ikke syntes at det var særlig bevægende eller nostalgisk, men at han måske vil føle det anderledes efter nogle dage, men lige nu syntes han at han havde været heldig.
Udover Oakwell investeringsgruppen og Red Bull chefen Dieter Mateschitz, er der nu også kommet en bilfabrik på banen som interesserede i Jaguar teamet. Vi skal vende blikket øst på for at finde den nye bejler til teamet. Det er den koreanske bilfabrik, Hyundai, som angiveligt har henvendt sig til David Pitchford for at høre nærmere.
Det skal nævnes at oplysningerne endnu er på rygteniveau, men det er faktisk lidt interessant med Hyundai. Hyundai udtrykte for få år siden stor interesse i Formel 1, men opgav dengang planer pga. af økonomisk krise i koncernen. Hyundai er dog med i motorsport via rally i WRC serien, eller rettere var, da teamet trak sig midt i denne sæson. Hyundai har dog ambitioner om på sigt at få organiseret et koreansk Grand Prix. Hyundai var inde i billedet da motorfabrikanten Asiatech skulle lancere en motor, men havde ikke kapital til at gennemføre projektet og satte sig selv til salg. Hyundai var interesserede, men prisen var ikke rigtigt. Det forlyder dog fra flere sider at Hyundai selv har en måske kommende Formel 1 motor på tegnebordet.
Men det er endnu så løse rygter, at der skal flere fakta på bordet. Der er tilsyneladende mange bejlere til Jaguar. Udover Oakwell investeringsgruppen og Red Bull, og nu Hyundai, så er der på rygteplan også interesse fra Roman Abramovich - ja ham igen - og et kinesisk statsstøttet projekt. Omkring Roman Abramovich går der snak om at overtage Jaguar og lade bilerne kører med SMART mærkede Mercedes motorer. Det er lige før at Jaguar teamet kan starte sin egen Silly Season.
Da Jaguar for nyligt annoncerede at Ford havde sat teamet til salg, var der sikkert en del der græmmede sig. Der var dog også nogle der gned sig lidt i hænderne. Nogle af dem tænkte at her er en chance for at komme i Formel 1. En af dem har sikkert været Dieter Mateschitz, ham med Red Bull energidrikken og med mange sponsorkroner i motorsport generelt. Visse kilder har endda mere end antydet at Mateschitz allerede har købt teamet, men det benægtes kraftigt af Jaguar chefen David Pitchford, som til flere medier der var til stede i Japan fortalte at det har intet på sig. Meddelelsen blev overbragt telefonisk. Det sjove ved den historie er, at et websted som har meddelt at Mateschitz har købt Jaguar, selv havde fået overbragt historien via to oversættelser. Fra engelsk til tysk og til engelsk igen. Det er smuttet et eller andet i grammatikken.
Dieter Mateschitz er dog sikkert interesseret under alle omstændigheder. Han har aldrig lagt skjul på at han er interesseret i at købe et Formel 1 team og drive det. Men der er andre bejlere også. En investeringsgruppe har udtrykt interesse for teamet også, måske derfor at David Pitchford ikke var med teamet i Japan.
Investeringsgruppen er ingen ringere end et af verdens allerstørste, hvis ikke det største investeringsgruppe. Oakwell Associates er navnet. Oakwell Associates har ikke mindre end 1200 mindre investeringsselskaber under sig, og har en samlet omsætning på anslået 120 milliarder og det er i dollars. Firmaet har meddelt at man har stor interesse i at investere i Formel 1 og har en målsætning om at hæve niveauet i teamet til McLaren, Williams og Ferrari standard. Meddelelsen fra firmaet er dog kommet uden navn på, så hvor officiel meddelelsen er, er uvist. Normalt har sådanne selskaber ikke travlt med at fortælle om deres evt. kommende investeringer. Men tilsyneladende er Jaguar ombejlet. David Pitchford siger da også, at han og Ford er ret fortrøstningsfuld mht. at få teamet solgt.