Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
22.10.2005
 Køen hos Williams vokser
 
21.10.2005
 Ferrari igen på kant med testreglementet
 

Hop til top22.10.2005

Køen hos Williams vokser

Selv om racerne i Formel 1 står stille i øjeblikket, så er kørerne alligevel på farten, det er nu kontraktforhandlingerne er i højeste gear, og der er rift om pladserne.

Et af de teams der har mindst en ledig plads er Williams, hvor det forventes at Mark Webber fortsætter i den ene racer, men hvem der eventuelt skal sidde i den anden racer, som afløser fir Nick Heidfeld der i 2006 sæsonen skal køre for det nye BMW team, er endnu uvist.

For nogle dage siden forlød det at finske Nico Rosberg var sikret en plads i teamet, men om det var som fast kører, eller som testkører meldte historien ikke noget om.

Williams teamets testkører Antonio Pizzonia, der ved flere lejligheder har afløst i Williams raceren for den sygemeldte Nick Heidfeld, er også meget interesseret i pladsen som Webbers faste makker i 2006 sæsonen.

Men flere kørere viser nu interesse for det måske ledige sæde, og en af de nye kandidater er hollænderen Christijan Albers, der i år har kørt for Minardi teamet.

AN  


 

Hop til top21.10.2005

Ferrari igen på kant med testreglementet

Ferrari har gennem denne sæson konsekvent ikke fulgt de andre teams når det gælder at teste. Nu skal der også testes inden juleferien.

Der foreligger en aftale om ikke at teste mere end 30 dage når sæsonen er skudt i gang. Det er en aftale som Ferrari ikke har overholdt i år - og har da også fået på puklen for dette. Ferrari har undskyldt sig med at det ikke var lige den aftale at man i sin tid skrev under på. Og nu er Ferrari så igen på kollisionskurs med de andre. Man har planlagt flere tests nu hvor sæsonen netop er slut.

Normalt tester man ikke fra sæsonen er slut til starten af december måned. Men det vil Ferrari gøre i år. Allerede nu er der planlagt flere test i både oktober og november måned. En talsmand fra teamet fortæller at Ferrari vil teste på Vallelunga d. 26. og 27. oktober og igen i starten af november, hvorefter at teamet midt i november måned tager til Bahrain.

Ikke nok med at Ferrari vil teste i de to måneder hvor man normalt "holder stille", man tager på trods af alle aftaler også uden for Europa til Bahrain. Og det endda på trods af at Jean Todt tidligere i denne måned - måske uforsigtigt - kom til at antyde at man overvejede at gå ind på de andre teams aftale om en begrænset testperiode.

Men eftersom at både Williams og Toyota skifter til Bridgestone, så har Ferrari set sig nødsaget til at udvide deres testarbejde. Jean Todt skulle ifølge Autosport have udtalt følgende om blandt andet testbegrænsningerne:

"Vi deltager i debatten, ja, men situationen er helt anderledes næste år. Vi vil ikke være det eneste stærke team som vil køre på Bridgestone. Med al respekt for Minardi og Jordan, så har de ikke kunnet hjælpe os med dækudvikling i år."

Hvordan de andre teams vil reagere og hvad de vil gøre efter Ferraris testannoncering, er uvist. Dog skulle det ligge klart at Williams ifølge Sam Michael også vil teste i november måned. Noget tyder i øjeblikket på at aftaler er til for at blive overtrådt. Det bliver sikkert svært at lave nye aftaler som alle kan være enige om. Modsat må man sige, at skal der laves aftaler, skal det gøres nu, så aftalebrud kan tages i opløbet.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk