Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
27.10.2010
 Skal Red Bull Racing ændre taktik resten af året?
 Belgiens Grand Prix igen i risikogruppen
 
26.10.2010
 Mercedes GP 2011 - hvad nu?
 Koreas GP - efterspil
 

Hop til top27.10.2010

Skal Red Bull Racing ændre taktik resten af året?

Det blev ikke til points til Red Bull Racing og teamets kørere i det koreanske Grand Prix i weekenden. Den nuværende stilling betyder endnu større fokus på at få points da begge kørerne er blevet overhalet af Fernando Alonso i Ferrari.
Sebastian Vettel mistede også points i forhold til Lewis Hamilton der også er en kandidat til kørernes mesterskab.

Jenson Button mistede en masse points i det koreanske Grand Prix i søndags. Men det er vel også det eneste positive i den øjeblikkelige stilling hvis man ser det fra Red Bull Racings side. De andre bejlere til titlen fik alle points mens Red Bull kørerne ikke fik noget som helst med fra Korea. Spørgsmålet i teamet er om man ikke skal ændre taktik i de sidste to Grand Prixer i år.

Man har hidtil mere eller mindre satset på begge teamets kørere, men teoretisk er det ikke nok mere. Situationen er den at Mark Webber som har det bedste udgangspunkt af de to kørere, skal vinde de to resterende Grand Prixer og så må Fernando Alonso ikke blive bedre end nummer tre i de to Grand Prixer. Det værste scenarie er faktisk at Sebastian Vettel tager points fra Mark Webber.

Man må dog ikke glemme Lewis Hamilton i dette spil. Han er 21 points efter Fernando Alonso og kun 10 points efter Mark Webber. Teoretisk kan Red Bull Racing risikerer at tabe begge verdensmesterskaber i de sidste to Grand Prixer. Ferrari kan ikke vinde konstruktørmesterskabet, men McLaren kan med et godt resultat fra begge deres kørere, inklusiv et enkelt udfald fra en af Red Bull kørerne, vinde konstruktørmesterskabet, og måske kørernes mesterskab også, såfremt det ikke går Fernando Alonsos vej.

Teamchef Christian Horner havde efter det koreanske Grand Prix ikke nogen umiddelbar løsning klar, men sagde dog at man i teamet inden det brasilanske GrandPrix, vil kigge dybt i de teoretiske muligheder man har. Christian Horner ville ikke sige at der nu skal køres for Mark Webber som er 14 points foran Sebastian Vettel der indtager den øjeblikkelige fjerdeplads. Mark Webber er 11 points efter Fernando Alonso i den øjeblikkelige mesterskabsstilling.

Vi er sidst på sæsonen. Det betyder også at forbruget af motorerne får betydning. Har man brugt alle motorer helt op eller er der stadig kilometer nok i de man har tilbage? Sebastian Vettel sparede på sin løbsmotor i Korea, men det var ikke nok. Red Bull Racing og Renault har endnu ikke analyseret motoren der sendte Vettel ud af det koreanske Grand Prix. Havde motoren kørt for mange kilometer, var der en teknisk defekt, og skyldtes det simpel slitage? Motorerne er en væsentlig faktor i den nu afgørende kamp om mesterskaberne.

PDL  


Hop til top
Belgiens Grand Prix igen i risikogruppen

Det belgiske Formel 1 Grand Prix har tidligere været ude - dog kun i enkelte sæsoner. Dog har dette Grand Prix i de seneste sæsoner levet på kanten til at ryge ud af Formel 1 kalenderen næsten fra sæson til sæson.
Den situation er ved at opstå igen. FIA præsident Jean Todt kan ikke garantere for Formel 1 på banen, der fattes penge endnu en gang.

Spa-Francorchamps banen i Belgien står trods forbedringer i de seneste sæsoner, til endnu en gang at risikere at ryge ud af kalenderen. Det er igen økonomien der truer banens placering på Formel 1 kalenderen.

Ifølge Jean Todt som kom med udtalelsen om det belgiske Grand Prix i forbindelse med sin tilstedeværelse ved det koreanske Grand Prix, så er det ikke det sportslige element der er afgørende når det drejer sig om det belgiske Grand Prix. Det er snarere et økonomisk politisk problem der er afgørende her.

Han kom også ind på det franske Grand Prix. Selvom at han er franskmand vil han ikke favorisere dette. Han sammenligner faktisk de to forhold lidt idet han nævner at det igen er på højt politisk plan at forholdende skal afgøres. Jean Todt siger at FIA kan godkende et Grand Prix, men ellers er det de lokale politikere på alle niveauer, de lokale forbund, promotoreren og FOM der skal afklare hvorvidt et Grand Prix kan komme på kalenderen eller ej.

FOM kan være den afgørende faktor. Bernie Ecclestone har tidligere sendt det belgiske Grand Prix ud - og ind igen på kalenderen. Men samtidigt kommer der nu pres fra andre steder i verden, hvor nye baner gerne vil på kalenderen. Det går ud over det forholdsvis store antal Grand Prixer som Europa som verdensdel altid har været repræsenteret med.

PDL  


 

Hop til top26.10.2010

Mercedes GP 2011 - hvad nu?

Ross Brawn vandt med sin Brawn racer i sidste sæson verdensmesterskabet. I denne sæson er resultaterne ikke rigtig kommet på tavlen i samme grad som i sidste sæson. Ingen sejre og bedste placeringer som nummer 3 i 3 Grand Prixer er det blevet til.
Efterfølgeren til dette års W01 racer er færdig designet, og er til tests i vindtunnelen i øjeblikket. Skal den redde Mercedes's indsats i Formel 1?

Ingen kan være i tvivl om at Mercedes havde stilet højere i denne sæson end den nuværende fjerdeplads som man er næsten sikker på at have med kun 2 Grand Prixer tilbage. Det er blevet til et hav af tredje- og især fjerdepladser for teamet. Og det er man nok ikke tilfreds med hjemme i Tyskland.

Flere kilder indikerer at hvis ikke Mercedes forbedrer sig væsentlig, hvilket i den verden kun kan betyde at være et af de to bedste team, efter at 2011 sæsonen er kørt, ja så vil man i Daimler koncernen overveje om Mercedes stadig skal være repræsenteret i Formel 1. Det afviser Norbert Haug dog, idet han udtaler at det er ikke noget man har snakket om hos Mercedes.

Dog er der måske grobund for et nyt rygte idet at Ross Brawn indikerer at han måske ikke i fremtiden - efter 2011 - vil være tilstede ved alle Grand Prixer. Hans kommentar er at han i forbindelse med sit sabbatår efter tiden hos Ferrari og senere, har overvejet sin fremtid. Planen er at han selvfølgelig vil arbejde for Mercedes i forhold til det der er aftalt, men at han også arbejder videre på sin gradvise tilbagetrækning fra Formel 1 sporten.

Det kan i første omgang betyde en af to ting. Enten er han simpelthen ved at køre træt efter mange års formiddabelt og også krævende arbejde i Formel 1 sporten, eller også er der nogen ting hos hans nuværende arbejdsgiver som ikke fungerer efter hensigten.

I hvert fald tilkendegiver både Ross Brawn og Norbert Haug at det grundlæggende designarbejde med 2011 raceren er færdig og at man nu er i fuld gang med at teste i og videreudvikle designet i vindtunnellen. Ifølge begge personligheder vil den ny racer være væsentlig mere innovativ end forgængeren. Norbert Haug forlænger med at sige at man har været nødt til at tage visse risici i designprocessen. Hvordan det skal forstås kan ingen vide, men der antydes af Norbert Haug, at udseendet af raceren bliver noget anderledes end på 2010 raceren.

PDL  


Hop til top
Koreas GP - efterspil

Der blev ikke givet straffe til nogen kørere mens de var på banen, omend nogen godt kunne mene at det var nødvendigt.
Efterfølgende er der dog blevet evalueret på visse køreres indsats eller mangel på samme. To kørere har begge fået en straf der dog først bliver effektueret i det kommende brasilianske Grand Prix.

To kørere blev straffet efter det koreanske Grand Prix. Begge fik en straf i form af 5 placeringers tilbagerykning i startopstillingen i det kommende brasilianske Grand Prix. Force India køreren Adrian Sutil fik de fem placeringers straf for en noget kraftig påkørsel af Kamui Kobayashi på omgang 47 da Adrian Sutil forsøgte en overhaling. Under nedbremsningsmanøvren på den efterhånden mere og mere tørre bane, ramte Sutil en våd plet og tabte for så vidt raceren og kørte ind i Kobayashi.

Ydermere får Adrian Sutil en straf på $10.000 for bevidst at have kørt næsten hele løbet med defekte bremser. Det er en overskridelse af et element i det sportslige reglement.

Toro Rosso køreren Sebastien Buemi får den samme 5 placeringers straf som Adrian Sutil. Han får den for at have sendt Timo Glock fra Virgin Racing ud af løbet i en noget håbløs nedbremsningsmanøvre for enden af langsiden. Både Sebastien Buemi og Timo Glock røg af banen med defekte biler og ingen af dem kunne forsætte.

Især Timo Glock var mere end almindelig træt af episoden, da både han og teamet på dette tidspunkt lå til at køre sæsonens bedste placering hjem. Faktisk kunne Virgin Racing have overhalet Lotus i den samlede stilling hvis Glocks placering havde holdt løbet ud.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk