Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
4.10.2005
 Japans GP - Dæk preview
 Honda overtager BAR
 
25.9.2005
 Alonso yngste verdensmester!
 

Hop til top4.10.2005

Japans GP - Dæk preview

Michelin vil uanset hvad vinde begge mesterskaber i år. Både kørernes og konstruktørernes. Men er der noget Michelin ikke har vundet endnu, så er det dét japanske Formel 1 GP.

Michelin har aldrig vundet på Suzuka, men meget skal gå galt hvis det ikke sker i år. Bridgestone må kikke langt efter tidligere sejre på banen. Den eneste ottetalsbane i Formel 1 ligger i weekenden endnu en gang asfalt til det japanske Formel 1 GP. Kørernes mesterskab er afgjort - i hvert fald når det gælder topplaceringen. Og da det er to Michelin teams som kæmper om konstruktørernes mesterskab, så er det mesterskab også hjemme for Michelin. Så Michelin har vundet alt hvad der er at vinde i år - undtagen på Indianapolis Motor Speedway, hvor man måtte bøje sig i støvet og erkende at man havde svigtet.

Michelin:
Michelin har af flere omgange prøvet at vinde på Suzuka, men endnu er det ikke lykkedes. Det tætteste man er kommet er et par andenpladser - henholdsvis i 2003 og 2004. Men alt ligger i kortene til at det sker i år. Selvom det ser ud til at Michelin vinder løbet i år, så bliver det som sædvanligt ikke let. Banens karakteristik kræver et tæt samarbejde med Michelins teams når det gælder setup. Aerodynamikken er her en vigtig faktor. Selvom der ofte bliver kørt på banen i de forskellige japanske mesterskaber og serier, så har banen en vis evne til at forandre sig gennem en løbsweekend. Michelin har kigget nærmere på data fra tidligere løb, og har analyseret sig frem til at dækvalget bliver dæk i området medium til medium-hård som man vil tilbyde sine teams. Valget er selvfølgelig sket udfra tidligere data og de seneste tests med Michelins teams. Det nøjagtige compoundvalg vil selvfølgelig blive truffet efter træningspassene fredag og lørdag.

Bridgestone:
Bridgestone har godt nok hjemmebane på Suzuka, men der skal kigges langt efter en sejr. I hvert fald under normale omstændigheder. Bridgestone erkender da også, at det man er fokuseret på i de to resterende løb i år, er at sikre Michael Schumacher én tredjeplads i mesterskabet, og nok så vigtigt, at Ferrari sikres tredjepladsen i konstruktørmesterskabet. Teoretisk er det muligt. Da det er hjemmebane for Bridgestone, kan man hente totalt friske dæk ikke ret langt væk, nemlig i Tokyo hvor fabrikken ligger. Man noterer sig også at Suzuka med sin ottetalsform, giver et stort set lige højt dækslid på højre og venstre side af bilen. Men så er det lige det med nogle chikaner og et par steder med kraftig nedbremsning fra høj fart. Det giver så andre udfordringer. Men det har Bridgestone og Ferrari tænkt på. Det er testet senest på Paul Ricard i Frankrig. Stemningen er for så vidt god hos Bridgestone, man ved at man ikke kan vinde noget, så arbejdet går på at sikre Ferrari de bedst mulige placeringer når det ternede flag vinkes, både på søndag og når sæsonen sluttes i Kina.

PDL  


Hop til top
Honda overtager BAR

Så sent som sidste vinter blev ejerforholdene bag BAR teamet ellers ændret. Dengang overtog Honda 45 procent af firmaet fra de oprindelige ejere - British American Tobacco. Nu har BAT valgt at sælge deres 55 procent til Honda, der dermed får deres eget Formel 1 team igen.

Navnet vil fra næste sæson være Honda - fulgt af en sponsors navn. Dermed slutter en relativ kort indsats fra BAR i Formel 1. De startede i 1998 med at købe Tyrrell teamet og i 1999 introducerede de deres eget navn og fik 1997 mesteren Jacques Villeneuve som chauffør.

Succesen udeblev dog og efter en række dårlige til middelmådige sæsoner, begyndte der at komme udskiftninger i ledelsen. I 2004 viste teamet for første gang tænder, nu med den genopståede Jenson Button som ankermand. 2005 har været lidt en nedtur ovenpå sølvmedaljerne i konstruktørernes VM fra sidste år. Men her mod slutningen har det virket som om de har fået styr på det hele.

Men nu bliver det hele altså overtaget af Honda, og dermed får vi endnu en bilfabrikant involveret i Formel 1 på fuldtid. I forvejen har vi Toyota, Ferrari, Renault og snart også BMW.

Det er ikke første gang Honda deltager i Formel 1 med et fabriksteam. I årene 1964 til 1968 havde Honda et lille ambitiøst team. To sejre blev det til. Richie Ginther vandt i Mexico i 1965 og John Surtees vandt på Monza i 1967.

Siden vendte Honda tilbage som motorleverandør, med stor succes, i 80'ernes turbo-tid. Først med Williams og senere med McLaren blev det til oceaner af sejrer og titler. I første halvdel af 90'erne gik det lidt tilbage og Honda trak sig ud.

Men ikke helt. I mange år deltog via deres datterselskab Mugen i Formel 1 i den lidt tungere del af feltet. Mugen motoren var kendt for at være særdeles kraftfuld. Og det var den der i 1996 sikrede en sejr til Olivier Panis i Monaco. To år senere lå den i Jordans gule racer og det var med den Damon Hill vandt karrierens sidste sejr i Belgien 1998. Året efter udnyttede Frentzen den stærke motor til rent faktisk at kæmpe med om VM titlen og vinde to sejre i sin Jordan.

Kørerne i næste års Honda team er allerede på plads. Jenson Button blev løst fra sin kontrakt med Williams og Rubens Barrichello har også forlængst sat sin autograf på en kontrakt. Dermed har Honda en solidt sæt kørere. En ung mand på vej frem og en rutineret brasilianer der har prøvet at vinde.

MMT  


 

Hop til top25.9.2005

Alonso yngste verdensmester!

Målet var klart på forhånd. En 3. plads til Alonso i dagens løb og VM var hans, uanset hvordan det gik Kimi Raikkonen. Og 3. pladsen kom i hus, og dermed sluttede kampen om VM 2005. McLaren fejrede nederlaget med den første dobbeltsejr til Häkkinens dage.'

Det var Juan Pablo Montoya der efter de 71 omgange kunne kører over målstregen som fortjent vinder af Det Brasilianske Grand Prix. Et løb han også vandt sidste år.

Det var ellers Fernando Alonso der havde sikret sig pole til dagens løb, og spanieren kom da også godt fra start. Men en ulykke på første omgang, der sendte Pizzonia og Coulthard ud, bragte safety car'en på banen. Da den smuttede i pit igen lagde Montoya an til angreb og på den bagerste langside pressede han sig indenom Alonso.

Alonso på sin side virkede nu heller ikke specielt interesserede i at forsvare. VM titlen fyldte forståeligt nok mere i hans hovede, end at vinde dagens løb. Dog formåede han at holde Raikkonen bag sig i flere omgange.

Længere nede i feltet var der også gode dueller i de tidlige omgange. Fisichella og Schumacher byttede plads et par gange, inden Michael Schumacher måtte give sig. Men det var dog kun midlertidigt. Da løbet sluttede havde den detroniserede verdensmester sneget sig tilbage på 4. pladsen. De sidste par løb taget i betragtning, faktisk et meget fornuftigt resultat for Ferrari. Specielt da Barrichello tog 6. pladsen.

De to sidste pointgivende placeringer gik til Jenson Button og Ralf Schumacher. Christian Klien, der ellers imponerede i både tidskørsel og starten af løbet, endte uden for pointene.

Juan Pablo Montoya havde inden løbet gjort det klart, at han ikke ville lukke sin holdkammerat forbi, hvis Alonso lå til at vinde VM. Og det løfte hold columbianeren, der i dag fik sin tredie sejr i år. Dermed er denne sæson ved at udvikle sig til den bedste i hans karriere. Montoya har virket mere moden på det sidste, uden at have smidt sin personlighed væk.

Men dagens mand var selvfølgelig Fernando Alonso. Indtil videre har han begået en fejl i denne sæson - i Canada. Ellers har han kørt fremragende. I starten af året fik han grundlagt titlen med en række fornemme sejre.

Da McLaren så begyndte at vise tænder, blev han ved med at hive podiepladser i land. Og når McLaren var uheldige eller ødelagde det for sig selv, var han der til at samle sejren op. Og sådan vinder man et verdensmesterskab! Renault har mod slutningen ikke været så hurtigere som McLaren, men hastighed er ikke alt - heldigvis.

MMT  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk