Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
8.10.2003
 Hvad nu Villeneuve?
 Eddie Jordan ville gerne vælge om
 Ferrari shakedown
 
7.10.2003
 Kører problemer hos Minardi?
 

Hop til top8.10.2003

Hvad nu Villeneuve?

Jacques Villeneuve er færdig som BAR-kører, efter at teamet valgte at satse på japaneren Takuma Sato - for i større grad at 'please' partneren Honda. Men hvad skal der nu ske med verdensmesteren anno 1997?

Ingen betvivler Villeneuves evner, selvom hans talent har været parkeret i alt for mange år mens han har opholdt sig hos BAR. Den umiddelbar eneste åbning er Jaguar, efter at der ikke kunne findes en plads til canadieren hos Toyota. Bernie Ecclestone ærgrer sig over udsigten til at miste en af de sidste markante kørere der ikke er en rendyrket PR-plakat. "Jeg anser ham stadig for at være en stor kører, men han behøver et team som vil give ham mere motivation. Toyota ville have været den perfekte platform for ham, fordi de kunne give ham en racer som er i stand til at vinde løb. Jeg foreslog endda at han skulle tage til Ferrari og køre sammen med Michael Schumacher - gratis. Men det blev der ikke noget af fordi Michael insisterer på at være nummer 1," siger Bernie Ecclestone der om nogen anden kender til alle de mange forhandlinger der sker i kulissen.

Og netop et skifte for Villeneuve til Ferrari har tidligere været oppe og vende. Italienerne ville gå amok med udsigten til at forene et af teamets største efternavne gennem tiderne - men der stod lige en tysker i vejen. Og da de to kørere i forvejen ikke spiller kort sammen, så vil det være umuligt at få noget konstruktivt ud af. Og netop derfor blev Villeneuve hængende ved BAR. Allerede i vinters var der røster om at canadierens fremtid næppe var med BAR, da han i forvejen var meget løntung inden David Richards tog over. Derfor var har det da også været meget fristende at tage Takuma Sato ind som Grand Prix kører, uagtet at han i 2002 var sportens ukronede crashkonge.

Samtidig kan det i sidste ende være Villeneuve selv der har problemet. Han har konsekvent ikke ønsket at være deltager i det helt store PR-arbejde, og det kan måske koste. "Jeg føler at Jacques har været dårlig rådgivet tidligere," siger Ecclestone. Med lidt mere engagement kunne mulige aftaler med McLaren eller Benetton/Renault have været indgået - men profilen passede ikke helt ind. Det koster nu.

Hvad fremtiden skal bringe er stadig uvist - som sagt er Jaguar den eneste åbenlyse mulighed. Men det bliver på ingen måde til den stjerneløn som han tidligere har hævet hos BAR. Et comeback til CART er slet ikke på tale. Han har flere gange kritiseret serien som han mener ligger på et lavt niveau, så han har ingen planer om at vende tilbage til Players-teamet - et team som i øvrigt for et år siden forsøgte at få Villeneuve tilbage på en guldrandet kontrakt... Den bliver næppe lagt på bordet igen!

Så hvis det ikke bliver til Formel 1 kan det meget vel ende med at han stopper! Eller allerhøjst på sigt stiller op på Le Mans - det eneste løb han har ønske om også at deltage i. Hvis han vinder 24-timers løbet vil han have en fornem rekord ved også at have vundet Formel 1-VM og Indy500.

Men inden vi skriver den store racer-nekrolog over Jacques Villeneuve, så lad os se hvad der sker. Men måske kan det japanske Grand Prix blive hans sidste...

BB  


Hop til top
Eddie Jordan ville gerne vælge om

I 2003 blev det indført at der gives point til de otte førstplacerede. En af de store fortalere var Eddie Jordan, men set i bakspejlet burde han havde holdt ideen for sig selv. Det kommer nemlig til at koste i sidste ende.

Der gives penge til de deltagende teams alt efter deres placering i konstruktørernes mesterskab, og her ligger Jordan på en kedelig 9. plads - kun bedre end Minardi. Havde pointskalen været som i 2002 ville Jordan ligge på 5. pladsen, grundet Giancarlo Fisichellas sejr på Interlagos. "Det var min ide at pointene skulle ændres, fordi jeg følte at det ville give teams som Minardi en bedre chance for at få belønning for deres indsats," siger den irske teamchef til avisen The Sun.

Og da netop Minardi ikke har fået nogle point, og Jordan slet ikke konstant har været i nærheden af top-8, er forslaget i stedet blevet en boomerang. "Jeg var glad da forslaget blev accepteret, men nu har jeg det dårligt med det. Det har kostet os meget, så jeg tror jeg vil holde mine kloge ideer for mig selv i fremtiden," siger Jordan.

Dog var han ikke ene om forslaget, som også flere andre mindre teams har støttet. Og kigger man på de "mindre" holds indsats, så har det været Jaguar der har vundet mest ved det nye forslag. Her er et lille overblik over "topscorerne" ved ændringen af pointsystemet - gældende for de små hold:
Jaguar + 15 pts (2002-skala: 3 pts)
BAR + 13 pts (2002-skala: 5 pts)
Sauber + 10 pts (2002-skala: 9 pts)
Toyota + 10 pts (2002-skala: 4 pts)

Så hvis den var holdt mere rent ud fra 2002-skala, ville Jaguar stadig have haft en dårlig sæson - de er uden reelt at være gået frem på banen, steget med 15 point på en sæson. Men ud fra 2002-skalaen, ville de ikke ligge i kamp med BAR om 6. pladsen, men derimod på en 9. plads!

Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Dette års mesterskab har i det hele taget været mere spændende, og det skyldes også pointskalaen at mesterskabet ikke allerede er afgjort her på randen af det japanske Grand Prix. "Mens pointsystemet er gået os imod, har det gjort mesterskabet endnu mere interessant for fansene," siger Eddie Jordan. Mellem Räikkönen og Michael Schumacher er der ni point, så matematisk kan mesterskabet stadig blive finsk. I konstruktørernes mesterskab er der tre point mellem Ferrari og Williams.

BB  


Hop til top
Ferrari shakedown

I går kørte Ferrari teamets ene testkører, Felipe Massa, den sidste shakedown test på de to F2003-GA racere som Michael Schumacher og Rubens Barrichello skal benytte i Japans Grand Prix.

Disse sidste forberedelser til løbet på Suzuka banen blev kørt på Fiorano i varmt, men overskyet vejr.

Massa kørte samtidig med shakedown testen også test af nye elektroniske komponenter som skal benyttes i løbet i Japan.
Han kørte totalt 15 omgange, heraf de tre af den på den korte bane, og dagens bedste tid blev 0:59,710.

AN  


 

Hop til top7.10.2003

Kører problemer hos Minardi?

Årets sidste Formel 1 Grand Prix på Suzuka banen i Japan, kan måske komme til at rumme en overraskelse på kørersiden, idet Minardi teamet netop har sendt italieneren Gianmaria Bruni afsted med retning mod Japan.

Bruni har i denne sæson fungeret som Minardi teamets testkører, men der er dog ikke mange der tror at han blot skal ud for at deltage i fredagstesten, rygterne går mere i retning af at Bruni skal afløse den ene af teamets to kørere.

Og her nævnes den mest sandsynlige kører på vej ud at være hollænderen Jos Verstappen, Dette skulle angiveligt skyldes, at Verstappen har udtalt sig yderst kritisk om Minardi teamet i forbindelse med, samt efter USA's Grand Prix på Indianapolis banen.

Den anden mulighed er ikke rar set med danske øjne, idet det også er muligt at teamet har valgt at Bruni skal køre årets sidste Grand Prix i stedet for danske Nicolas Kiesa, hvilket der dog ikke er nogen åbenlys grund til.

Bruni var med teamet på Indianapolis, hvor han deltog i fredagstesten, og han testede også med Minardi teamet i Italien i sidste uge.
Er der hold i rygterne om at Bruni skal afløse en af de to kørere, så betyder det at han i kan komme til start på Jerez banen denne weekend, hvor sidste afdeling af Formel 3000 euro-serien køres, og hvor Bruni ellers ligger til at kunne vinde mesterskabet.

AN  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk