Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
10.11.2004
 Jordan teamet reddet?
 A1 GP bekræfter Cooper Tyre and Rubber Company
 Williams testrunde
 
9.11.2004
 Ferrari F2004 til salg
 

Hop til top10.11.2004

Jordan teamet reddet?

Jordan teamet har været meget tæt på ikke at kunne stille til start i 2005. Bl.a. økonomi og manglende motorer har været årsagen.

Jordan teamet har arbejdet en vis legemsdel ud af bukserne i de seneste uger for at få samlet alle stumperne og være berettiget til at kunne stille op i næste sæson. Teamet har lidt under en utrolig dårlig økonomi, og oven i det kom meldingen om at Ford ville trække sig og ville sælge alle aktiviteter i Formel 1. Deriblandt Cosworth delen.

Det har betydet at Jordan måtte se sig om efter en anden motorleverandør. Det er nu tilsyneladende lykkedes idet alle melder om at Toyota skal levere motorer til teamet. Endnu mangler dog den sidste og endelige underskrift. Efter forlydender er det kun de sidste i'er og t'er der skal sættes rigtigt inden den endelige underskrift. Det er også i sidste øjeblik, fordi den officielle deadline for tilmelding til næste sæson for teams, er i næste uge.

En ting er dog at få tingene på plads til at kunne komme til start. Noget ganske andet er at få tingene til at løbe rundt over en hel sæson. Skulle det ikke lykkedes, står der flere klar i kulissen til at overtage teamet. Blandt andet forlyder det at Formel 3000 teamchefen Christian Horner er temmelig interesseret, og der har også været tale om et kinesisk foretagende der har udtrykt interesse. Kineserne skulle endda være villige til at lade Eddie Jordan forsætte som frontfigur i et ikke opgivet tidsrum. Men det er endnu på rygtestadiet.

Mens Jordan således er næsten sikker på at stille op, så kniber det lidt endnu med Jaguar. Teamet er endnu ikke solgt. Flere står dog på spring og har givet tilbud til Ford på teamet. Stærkest står angiveligt Red Bull, som efter forlydender har givet et tilbud som opfylder de krav som Ford har stillet. Ford har dog endnu ikke sagt ja til det afgivne tilbud fra Red Bull. Der er dog andre også der er interesseret. Men endnu ingen afklaring for Jaguar teamet.

PDL  


Hop til top
A1 GP bekræfter Cooper Tyre and Rubber Company

A1 GP arrangørerne har nu bekræftet Cooper Tyre and Rubber Company som dækleverandør til serien.

Som vi tidligere har kunnet fortælle, så havde A1 GP arrangørerne lavet aftale med Cooper Tyre and Rubber Company om at levere dækkene til serien, som starter i efteråret 2005. Aftalen er nu endelig blevet bekræftet efter at den afsluttende underskrift er lavet. Aftalen gælder for tre år. Firmaet skal levere slicks og selvfølgelig også regnvejrsdæk til A1 GP bilerne.

Cooper Tyre and Rubber Company er måske ikke særlig kendte på danske breddegrader, men det er firmaet som i en årrække har ejet det noget mere kendte dækmærke Avon. Avon er pænt repræsenteret i flere af de mindre formel klasser. Højeste rangering i de seneste år været Formel 3000. Al levering af dæk sker da også gennem Avons fabrikker i Melksham, Wiltshire i England.

Dækkene er allerede ved flere lejligheder blevet testet og blevet godkendt. A1 GP serien som starter i september måned 2005, skal primært køre i de arabiske og asiatiske lande. Det er dog planen at der skal køres et enkelt løb i Europa og to i USA. Det er dog ikke helt på plads endnu, på hvilke baner der skal køres i Europa og USA.

PDL  


Hop til top
Williams testrunde

Williams står og mangler en kører ved siden af Mark Webber. Endnu er der ikke fundet nogen, teamet har dog udvalgt tre kørere til test i første omgang.

Williams har sagt farvel til Ralf Schumacher og Juan Pablo Montoya. Ny i det ene sæde er Mark Webber, mens det andet sæde stadig er ledigt. Forsøget på at få Jenson Button fri af BAR teamet mislykkedes, så Williams teamet leder stadig efter et seriøst emne til det ledige sæde. En del af udvælgelsesproceduren foregår ved testsessioner, og den holder Williams i hvert fald tre af i den næste måneds tid.

Første mand til at teste er Antonio Pizzonia. Pizzonia var vel en fornuftig stand in for Ralf Schumacher mens han plejede sin dårlige ryg. Marc Gene formåede i hvert fald ikke at gøre det samme indtryk. Pizzonia skal teste sammen med Mark Webber på Circuit de Catalunya d. 24. november.

En uge senere bliver det Anthony Davidsons tur. Han skal køre på Jerez banen d. 1. december. Anthony Davidson imponerede hos BAR som testkører, især som den tredje kører, men det er slut med den rolle, i hvert fald hos BAR, som takket være andenpladsen i konstruktørmesterskabet, skal nøjes med de to GP kørere. Så for Anthony Davidson er jagten gået ind på et fast sæde. Første chance er hos Williams.

Den tredje kører som er lovet en test, er Nick Heidfeld. Hans bagland har sørget for at han får en test hos Williams teamet. Han skal teste d. 9. december, også på Jerez banen. Måske får han her endelig chancen for at, i det mindste at prøve at gøre opmærksom på sig selv i ét top team, og så selvfølgelig at køre en top racer. Nick Heidfeld har kun sporadisk kunnet gøre opmærksom på sig selv hos henholdsvis Sauber og Jordan.

Så er det op til Williams at udvælge deres kører til det ledige sæde. Der er ingen garanti for at det bliver en af de tre førnævnte. I kulissen lurer David Coulthard der absolut mener at han stadig kan magte at køre op med de bedste. I hvert fald har hans manager, Martin Brundle, i øjeblikket travlt med at få afsat David Coulthard.

Så er der spørgsmålet om en kontrakt og især dens varighed. Williams har ikke lagt skjul på, tværtimod, at de gerne vil have Jenson Button tilbage. Det kan dog tidligst ske i 2006. Det kan betyde at det ledige sæde hos Williams kun skal afsættes for et år. Det har Jenson Button selv følt tidligere da han kørte for Williams tidligere. Der skulle sædet besættes indtil Montoya var fri af sin kontrakt i det daværende Champ Car. Er vi heldige, har vi en afgørelse fra Williams inden jul eller årsskiftet.

PDL  


 

Hop til top9.11.2004

Ferrari F2004 til salg

Hvem vil købe en Ferrari F2004? Alle Ferrari fans, hvis ellers pengepungen er i orden. Muligheden byder sig i maj måned 2005.

Går man og drømmer om at få fingre i én Ferrari F2004 vil der d. 23. maj 2005 blive mulighed for det. Lige på denne dag afholder det berømte auktionshus Sothesby auktion over flere Ferrari modeller i Maranello. Der vil også være flere andre kuriositeter til salg denne dag.

Tager man et kig på Sothesbys hjemmeside kan man se at der vil et usædvanligt salg af Ferrari racerbiler. Den 23. maj 2005 vil Ferrari afholde auktion over flere biler i Maranello. Ferrari har bedt Sothesby om at formidle salget af flere berømte biler fra fabrikken.

Udover Michael Schumachers F2004 racer med stelnummer 234, vil der også kunne bydes på Maserati MC12, som vandt den første sejr for Maserati i 37 år. Det skete ved FIA GT afdelingen på Oschersleben i år. Derudover vil også Ferrari modellen 412S med stelnummeret #0744 være til salg. Det var den bil som Phil Hill, Richie Ginther og John von Neumann kørte i. Derudover vil Ferrari sælge flere andre effekter fra mærkets historie. Kataloget til auktionen kan rekvireres hos Sothesby på deres hjemmeside.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk