Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
13.11.2009
 Toyotas design til salg
 Glock nu på vej til Manor
 
11.11.2009
 Megatab for Belgisk Grand Prix
 Bruno Senna præsenteret
 Køb Schumachers første VM-racer
 Button stadig kun tæt på kontrakt
 Der er kører-kø hos Lotus F1
 

Hop til top13.11.2009

Toyotas design til salg

Selvom Toyota valgte at trække i den store nødbremse i Formel 1-regi, var arbejdet på næste års racer langt fremme. Så langt fremme at der ligger et muligt design som kan købes. To af de nye teams kunne være mulige købere.

Eftersom Campos samarbejder med Dallara om et chassis, ligesom Lotus har fundet sammen med Aerolab for at designe en racer, så kunne det nye amerikanske team, US GP eller Manor Grand Prix være mulige købere. Ingen af de to teams har en direkte partner i udvikling af selve raceren. Det tidligere BMW-Sauber team menes også at kunne fortsætte deres egen udvikling af raceren.

Yderligere er der mulighed for at købe det design som Lola ellers præsenterede - de blev afvist af FIA som mulig deltager i feltet, selvom de var langt fremme i designprocessen.

Et decideret salg af Toyotas team er dog blevet afvist. Yderligere mangler der afklaring fra FIAs om at Toyota officielt ikke indgår i startlisten for 2010. FIA vil nok stadig fastholde at teamet har bundet sig til sæsonen 2010, så måske kan et frasalg komme på tale hvis Toyota skal undgå en stor bøde fra FIA for at bryde Concorde aftalen.

BB  


Hop til top
Glock nu på vej til Manor

Det var ellers forventet at Renault stod som de første på listen for Timo Glock efter at Toyota ikke længere er at finde i Formel 1 i 2010. Men med Renaults egne usikre meldinger om fremtiden, er tyskerens interesse faldet. Nu står det nye Manor team som det bedste kort. Glock, der var ude af sin racer i de sidste to Grand Prix'er i 2009, var ellers i Abu Dhabi for at kigge på en mulig kontrakt med Renault. Men da det franske team først i slutningen af året har deres planer for den nærmeste fremtid på plads, er der ikke blevet underskrevet nogen aftale. Glocks manager, Hans Bernd Kamps fortæller til pressen af der for tiden tales med tre teams, og at "Manor er et af dem." Dermed kommer der nogle navne på mulige erfarne kørere for det nye team.

Selv forventer Kamps at der kommer en klarhed om Manors planer for 2010 en gang i næste uge.

BB  


 

Hop til top11.11.2009

Megatab for Belgisk Grand Prix

Det belgiske Grand Prix, der er et af de mest populære Grand Prix'er i kalenderen kom ud af 2009 udgaven med et dundrende underskud - lidt over 5,1 millioner euro, eller 38 millioner kroner står der på bundlinjen med røde tal.

For tiden kæmpes der meget hårdt for at bevare banen og give mulighed for at køre race på den legendariske bane, men der er problemer med retssager omkring støjforholdene i området. Banen har kontrakt om at lægge asfalt til Formel 1 frem til 2012, men der skal ske noget for at vende de negative forhold omkring økonomien. Et tab i den størrelsesorden hænger ikke sammen.

Der var blot lidt over 50.000 tilskuere til stede ved søndagens løb, hvor Kimi Raikkonen vandt sin sidste sejr for Ferrari.

BB  


Hop til top
Bruno Senna præsenteret

Campos nye kører, Bruno Senna blev i dag præsenteret i Murcia. Her kan den brasilianske kører berette at han i 2010 ikke modtager nogle penge for sin indsats - men omvendt heller ikke betaler for sit sæde.

Derfor afhænger meget af Bruno Sennas egne sponsorer som kan bidrage til han kan få sæsonen 2010 til at løbe rundt. "Jeg modtager ikke nogen løn, men har lov til at have personlige sponsorer. Jeg er her fordi jeg kan stole på Adrian. Jeg talte med alle teams, undtagen Ferrari og næsten alle krævede at jeg lagde fem millioner euro i sponsorpenge," siger Bruno Senna.

Campos ser også gode muligheder i at hente Senna til - ikke mindst på grund af det berømte efternavn som forsvandt så pludseligt fra Formel 1 i 1994.

Derudover begynder der også at komme interesse for hvem der skal have det andet sæde hos Campos. Og her var der længe tale om at det skulle være McLarens erfarne testkører Pedro de la Rosa. Men da økonomien hos Campos er ret presset bliver der ikke mulighed for at tage ham ind. Dermed er der for tiden kun to kandidater i spil - Vitaly Petrov fra Rusland og Pastor Maldonado fra Venezuela. Begge kørere skal dog medbringe sponsorpenge for at få et sæde. Campos har haft problemer med at tiltrække spanske sponsorer, og derfor er Pedro de la Rosa røget langt ned på ønskelisten.

Hvornår Campos stiller op til deres første test er fortsat ikke kendt.

BB  


Hop til top
Køb Schumachers første VM-racer

Så er det nu du har chancen for at købe Michael Schumachers Benetton fra 1994 som førte ham til den første af de syv Formel 1 VM-titler. Benetton B194'eren som han vandt med er nu til salg på eBay. Men du skal nok finde små 20 millioner kroner frem hvis du vil være med.

Prisen ligger for tiden på 2,5 millioner euro og der er stadig mulighed for at byde på raceren. Den er i det der kan kaldes original stand, og er tillige køreklar. Ford Cosworth-motoren er blevet pudset og opdateret, så du kan få en fornemmelse af hvordan det var for tyskeren at vinde sin første VM-titel. Raceren er køreklar - så den er blevet repareret siden tyskeren bankede den ind i Damon Hill for at vinde titlen.

Så til den store Formel 1-entusiast er der her et stykke legetøj til salg - som er lidt mere end en modelbil i 1:18...

BB  


Hop til top
Button stadig kun tæt på kontrakt

Jenson Button er stadig det bedste bud på en kører hos Brawn GP, men teamet har stadig ikke en underskrift fra verdensmesteren. Ross Brawn giver det dog 99% sikkerhed for at han igen er med i 2010.

For tiden er Button i Japan på ferie, så derfor trækker det også ud med at få sat en underskrift på aftalen. Derudover har Button forsøgt at slå sine slæber ind hos McLaren - i et forsøg på at presse prisen op. Brawn har allerede nu indikeret at de ikek er villige til at betale Jenson Button mere for at placere 1-tallet på deres racere. Ifølge rygterne har Button sat et prisskilt på sig selv for 2010 og skal have lidt mere end 50 millioner kroner for sin indsats - hvilket er dobbelt så meget som han har fået i løn i år.

Godt nok har Buttons verdensmesterskab kommet på økonomisk 'monkey class', så det er naturligt at han gerne vil score kassen nu. Omvendt har McLaren også indikeret at de ikke har lyst til at gå med i en budkrig om Button - eller andre kørere for den sags skyld.

BB  


Hop til top
Der er kører-kø hos Lotus F1

Et af de nye teams i Formel 1 i 2010 er Lotus. Det nye team kommer ikke til at mangle kørere. Faktisk er det sådan at adskillige har henvendt sig til teamet med håb om at få et sæde. Det er en skøn blanding af unge og ældre kørere, talentfulde og erfarne som har indtaget deres plads i køen. Og nogen af dem har haft de første samtaler.

Det nye malaysiske Formel 1 team med det gamle hæderkronede navn Lotus, kommer ikke til at mangle kørere i den kommende sæson. Køen vokser og man har allerede haft de første samtaler med et par af kørerne.

Blandt andet er den tidligere verdensmester Jacques Villeneuve en af kandidaterne til et sæde. Han har haft de første indledende samtaler med teamet, hvor blandt andet Mike Gascoyne er en af de ledende personer. Men også Christian Klien bliver nævnt som en af de kørere der har været i kontakt med teamet.

Teamets CEO, Riad Asmat, udtaler at man er rimelig benovet over den store interesse. Udover de to førnævnte kørere, kan man i køen også finde de to nu forhenværende Toyota kørere, Jarno Trulli og Kamui Kobayashi. Og især sidstnævnte fremhæver Riad Asmat. Lotus F1 har noteret sig den præstation som Kamui Kobayashi har leveret i de Grand Prixer hvor han har erstattet Timo Glock. Faktisk er Riad Asmat faktisk lidt benovet over at Kamui Kobayashi har nævnt Lotus F1 som emne nr. 1 efter Toyota.

Lotus F1 har meldt ud at man arbejder på at have den endelige kørersammensætning klar i slutningen af denne måned. Køen hos Lotus F1 kan stadig nå at blive længere.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk