Andre klasser

Før sæsonstarten
Der havde i den mellemliggende vinterperiode været en del rokeringer på kørerfronten, hvilket efterhånden er et typisk kendetegn for motorsporten.

Den mest mærkbare ændring var hos Ganassi Racing, der havde "mistet" deres 1997 og 1998 PPG Cup mester, Alex Zanardi, til Formel 1. Team-ejer Chip Ganassi havde som afløser fundet columbianeren, Juan Pablo Montoya, i F3000 serien. Han blev dermed team-kammerat til den efterhånden meget erfarne Jimmy Vasser, der havde været hos teamet siden 1995. Allerede i den efterfølgende sæson vandt han PPG Cup'en og Zanardi de to efterfølgende sæsoner.

Det var med andre ord ét af de absolutte top-teams, som den kun 23-årige Montoya skulle køre for. De fleste CART fans, og i særdeleshed de amerikanske, havde i Zanardi's "regeringstid", sat stor pris på hans aggressive og optimistiske kørestil. Derfor ærgede det mange, at CART mistede ham til Formel 1. Der var derfor fra starten af lagt et stor pres på den unge Montoya - et pres, som han helt bestemt følte vægten af.

Samtidig var det sæson nr. 1 efter Bobby Rahal's farvel. Mange havde med stor spænding ventet på, hvem der skulle afløse ham. Lidt overraskende fik italienske Max Papis den rolle, men set i forhold til de resultater, som han havde opnået i 2 halvdel af den forrige sæson, så var det måske alligevel ikke så overraskende endda. Han blev team-kammerat med Bryan Herta, der havde været en del af teamet siden 1996.

Spring Training
Sæsonen lagde som sædvanlig ud med en omgang Spring Training på Homestead oval-banen i Miami i begyndelsen af februar måned. Det var den første virkelige indikation af, hvordan de enkelte teams havde "overlevet" vinterperioden. Selvom det selvfølgelig altid er lidt risikabelt at bedømme de enkelte kørere og teams ud fra sådan en 2-dages test-kørsel, så plejer det som regel at holde nogenlunde stik - i hvert fald statistisk set.

Den 1. træningssession blev domineret af Player's/Forsythe teamet med de to kørere, Patrick Carpentier og Greg Moore. Carpentier kørte i den hurtigste tid og Moore som nr. 5. Endvidere var både Vasser og Papis overbevisende med henholdsvis 2. og 3. hurtigste tid. Montoya klarede sig også bedre end forventet eftersom at han var 4. hurtigst. Dario Franchitti skuffede med kun at være 21. hurtigst.

Den 2. og sidste træningssession tilhørte endnu engang Player's/Forsythe teamet. Igen var Carpentier hurtigst og Moore var dennegang nr. 2. Vasser viste igen gode takter med en 3. hurtigste tid, dog skarp forfulgt at Gil de Ferran og Papis. Montoya var dennegang 7. hurtigst og Franchitti forbedrede sig en smule, da han var 17. hurtigst.

Statistisk set burde denne sæsons kamp om PPG Cup'en altså komme til at stå med Carpentier, Moore, Vasser, Montoya og Papis som favoritterne. Samtidig var der masser af "dark horses" at tage højde for, og heriblandt var bl.a. Papis, Franchitti, Ferran, Paul Tracy og Michael Andretti.

Løb nr. 1:
Marlboro Grand Prix of Miami, Homestead (oval-bane)
Årets første løb blev ligesom de foregående 4 sæsoner kørt på Homestead oval-banen i Miami d. 5. og 6. marts, altså samme bane, hvor man 1 måned tidligere havde kørt Spring Training.

Umiddelbart så det ud som om, at det statistiske aspekt kom til at holde stik. Det var i hvert fald Greg Moore, der efter kvalifikationen var på pole-position. Hans team-kammerat, Patrick Carpentier, startede som nr. 2. Mexicanske Adrian Fernandez fra Patrick Racing teamet formåede dog at skabe lidt rod i statistikken, da han var 2. hurtigst. 4. hurtigst var Helio Castro-Neves fra Hogan Racing efterfulgt af den helt store overraskelse, brasilianske Cristano da Matta, fra Arciero/Wells teamet. Både Dario Franchitti og Juan Pablo Montoya gjorde det ganske fornuftigt med henholdsvis 7. og 8. startplacering.

Starten på 2. halvdel af sæsonen 2. halvdel af 1999 sæson blev set ud fra et dansk synspunkt meget interessant. Grunden til dette var naturligvis Jan Magnussen's comeback til FedEx CART serien. Efter hans debut i 1996 med i alt 4 løb fik Jan chancen hos Patrick Racing teamet, bl.a. takket være hans sponsormæssige relationer til Visteon. Samtidig havde han gjort rigtig god reklame for sig selv i ALMS (American Le Mans Series) hos Panoz-teamet, så da endelig nyheden om Jan's comeback var en realitet, var det samtidig startskuddet til en kraftig stigning i de danske motorsportsfans interesse for denne motorsportsserie.

Løb nr. 11:
Molson Indy i Toronto, Canada (bybane)
Starten på 2. halvdel af 1999 sæsonen blev kørt på den yderst krævende 1,7 mil lange bybane i Toronto.

Bybanen i Toronto minder på mange måder om Formel 1 banen i Monaco, der også er nådesløs overfor evt. fejltagelser.

Vejret spillede endnu engang en afgørende rolle i forbindelse med den ene af de 2 kvalifikationskørsler. Efter fredagens 1. kvalifikation var det Dario Franchitti, der var på en foreløbig pole-position. Juan Pablo Montoya havde overraskende lidt svært ved at finde sig til rette på bybanen og han var "kun" 8. hurtigst i den 1. kvalifikation.

Lørdagens 2. kvalifikation blev for alvor præget af vejret. Op til og under hele lørdagens kvalifikation hang tunge og truende skyer over Toronto og man forventede derfor en temmelig våd kvalifikationskørsel, hvor satsninger m.h.t. til dæk og setup ville høre til dagens orden.

Regnen kom dog aldrig og slutresultatet blev, at Gil de Ferran kunne indkassere hans første pole-position i Toronto og hans 2. i sæsonen. Han havde også været på pole-position til løbet i Japan.

Franchitti formåede ikke at forbedre hans bedste tid fra fredagens kvalifikation, men det var dog godt nok til at give en startplacering som nr. 2.

3. hurtigst var Michael Andretti efterfulgt af Montoya's team-kammerat, Jimmy Vasser. Netop det faktum, at Vasser endelig formåede at starte foran hans team-kammerat, var helt sikkert en stor personlig tilfredsstillelse for ham. Efter ham fulgte Andretti's team-kammerat, Christian Fittipaldi. Montoya kunne heller ikke forbedre hans tid fra fredagens kvalifikation og startede derfor som nr. 8.

Løbet blev vundet af Franchitti og dermed kan man roligt sige, at retfærdigheden sejrede i Toronto. Franchitti kunne nemlig ha' vundet løbet i både 1997 (hans rookie sæson) og i 1998, men direkte sort uheld og tekniske problemer havde dengang frataget ham sejren. I 1997 var han på pole-position, men allerede i det første sving blev han ramt bagfra at Bobby Rahal, hvorved han spandt og mistede en masse placeringer. I 1998 førte han 76 af de i alt 95 omgange da tekniske problemer gjorde, at han måtte udgå af løbet.

Rent faktisk var historien fra 1997 tæt på at gentage sig da han i det første sving blev ramt bagfra af Fittipaldi, men begge kunne dog fortsætte og allerede i det 3. sving overhalede Franchitti pole-sitter Ferran og dermed var vejen til den endelig sejr banet.

Resten af løbet bød på masser af flot motorsport med action og drama over alt på banen. Franchitti's team-kammerat, Paul Tracy, sluttede på en flot 2. plads efter at han i store dele af løbet havde kæmpet bravt med hans team-kammerat.

Nr. 3 blev Fittipaldi efterfulgt af Roberto Moreno og Max Papis.

For Montoya blev løbet i Toronto en stor skuffelse. Han måtte udgå af løbet da han var indblandet i en ulykke med mexicanske Michel Jourdain Jr., der på det nærmeste kørte den unge colombianer af banen.

Løb nr. 12:
U.S. 500, Michigan Speedway (oval-bane)
Løbet på højhastigheds oval-banen i Michigan har været en del af CART siden seriens egentlige begyndelse helt tilbage i 1979.

Som Juan Montoya og Ayrton Senna før ham, har denne højst talentfulde kører gennem årene imponeret folk med hans evne til at skabe pole positioner og hurtigste omgangstider på baner han aldrig har set før. Han vandt 24 timers løbet på Le Mans da han, blot en uge før det berømte løb, sluttede sig til Stefan Johansson og Michele Alboreto på Joest-Porche holdet. På trods af at han aldrig havde kørt på den legendariske bane, sprang han ind i bilen og satte to hurtigste omgange, samt den nye banerekord. En fantastisk præstation.

Hans pålidelighed under kvalifikationen uanset hvilken form for løb han har kørt i, siden han som seksårig startede med at køre gokart, er fremragende. I 1997, mens han konkurrerede i den højt ansete Europæiske F3000 serie, startede han på forreste række seks ud af ti gange. Han førte også serien den halve sæson indtil hans uerfarne italienske Auto Sport hold i den anden halvdel af sæsonen faldt fra hinanden.

Gennem de sidste fire eller fem år, er Tom blevet overset af større hold i alle større "open wheel racing" serier, hvoraf F1 og CART er de største. Som hans manager Nils Finderup siger: "Det er en forbrydelse at lade sådan et talent gå til spilde". Jeg er 1000 procent enig med Nils. Det er en forbrydelse, men også uforståeligt for mig. Der er ingen logisk forklaring på hvorfor i al verden CART hold ikke har udnyttet sådan et ekstraordinært og poleret talent.

CART holdenes stærkeste side er nok ikke at "talentspejde" kørere, men den her fyr har efterhånden været i rampelyset et stykke tid, og har mod heftige modstandere vundet løb i yderst konkurrencepræget serier. For eksempel vandt han det Japanske Fuji F3 World Cup Championship i 1993 foran navne som vi i dag alle kender; Alex Wurtz, Giancarlo Fisichella, David Coulthard og Jacques Villeneuve. I 1996 fik "Tom K", som hans ven og fotografen Barton Workman kalder ham, en mulighed for at bevise sine fantastiske køreevner for folkene i det Amerikanske "open wheel racing" fællesskab, da han i lige konkurrence testede med/mod Jörg Muller, Alan Mcnish og Patrick Carpentier om det frie sæde hos Team Bettenhausen. Tom Kristensen satte sig i bilen og praktisk talt blæste konkurrenterne ud gennem bagruden, idet han fik det bedste ud af en biltype han aldrig havde siddet i før. Men efter testkørslerne fik Tom ikke pladsen. Den gik til Patrick Carpentier.

Tom blev i 1997 kontaktet af Lola, der ville have ham som kører i deres nye F1 hold. Alting så ud til at falde på plads for Tom med en plads i Lola's "single-seater", men af underlige årsager gik pladsen til Vincenzo Sospiri. "På det tidspunkt var jeg skuffet, men efter jeg fandt ud af hvad der skete med holdet efter konkursen, var jeg glad for jeg ikke fik pladsen", sagde Kristensen.