Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
15.11.2000
 Formel 1 i New Zealand?
 Burti var på rette sted
 Gene til Williams?
 Sauber - Aerodynamikken forbedres!
 Karthikeyan skal teste
 
14.11.2000
 Ny testkører hos Benetton
 Mercedes ikke bange for BMWs fremskridt
 BAR klar med ny bil i januar
 Benetton klar til test
 Scheckter klar i 2002
 "Jeg skal vise dem!"
 Sears - Ralf er arrogant
 Heidfeld glæder sig
 Alonso involveret i Ferrari handel?
 Prost - ny bil klar til tiden
 

Hop til top15.11.2000

Formel 1 i New Zealand?

Mangle lande har efterhånden opdaget hvor populær Formel 1 er blevet. Derfor er der heller ikke noget underligt i, at mange ønsker at få del i kagen. Den enorme turisme, med hele fly fulde af entusiastiske Formel 1 fans får lysten til at afholde Grand Prix'er i vejret. Og så gør det jo heller ikke noget, at de tager penge med.

Senest går der rygter om, at New Zealand er ved at skaffe de fornødne pengemidler til at bygge en bane tæt ved Auckland International Airport. De fremtidige ambitioner deles af mange andre håbefulde lande, der gerne vil have foden indenfor i verdens mest fashionable sportsgren. Bl.a. Egypten, Korea og Kina. Ecclestone besøgte for et stykke tid siden Syd Afrika, og man regner med, at der bliver et løb der i 2002. Også Kina menes at have gode chancer for at komme gennem FIA's nåleøje af høje standarder, fordi en stor del af Formel 1's mange fjernsynsseere stammer fra det land.

Imens drømmer New Zealand videre. Forbilledet er Malaysia, der også byggede banen tæt ved lufthavnen, og som i øjeblikket nyder godt af turistindtægter i forbindelse med afholdelsen af Grand Prixet. Om Kiwi-øen kan gøre dem kunststykket efter? Det vil tiden vise.

Julia Jensen

CBA  


Hop til top
Burti var på rette sted

Brasilianeren Luciano Burti bliver forfremmet fra testkører til fast kører, når han fra den kommende sæson overtager det sæde som Johnny Herbert forlader. Men der skal lidt held til at få et sæde i Formel 1, og det erkender den kommende fuldtids-debutant.

"Man skal være på det rette sted på det rigtige tidspunkt," forklarer Burti der i denne sæson ikke kørte andet end test for Jaguar. Det blev oven i købet til et enkelt grand prix, så Burti er ikke helt ny i faget. Det at han får chancen skal omsættes med det samme. "Når man får chancen, skal man få det bedste ud af det, og det er hvad jeg har i sinde i den kommende sæson," forklarer han videre.

Han trådte til under det østrigske grand prix, og der gik lige lidt over en måned inden han fra Jaguar fik at vide at det blev ham der fik sædet. "Jeg blev forsikret et sæde ligefør Spa, men teamet ventede med at annoncere det før Monza, hvor jeg underskrev kontrakten," forklarer brasilianeren.

7. september 2000 - Burti udnævnt som Jaguar-kører
15. oktober 2000 - Rahal stoler på sine kørere

BB  


Hop til top
Gene til Williams?

Marc Gene besøgte Williams-teamets hovedkvarter i Grove, Oxfordshire i weekenden. Her blev der diskuteret en kontrakt om et testkørersæde med sir Frank Williams. Teamets tidligere testkører Bruno Junqueira tager til USA for at konkurrere i CART-serien.

Gene er under kontrakt med Minardi, men kan forlade teamet alt efter situationen. Hvis PSN-handelen virkelig er gået i vasken, ser situationen meget sort ud. En talskvinde fra Minardi fortæller: "Ledelsen har ikke besluttet sig for nogen kørere næste år. Det afhænger af sponsorerne, motoren og mange andre faktorer." Marc Gene, der må formodes at have en vis insider-viden om forholdene i teamet, har ikke kunne se hvordan Minardi skulle komme videre til at få en hæderlig 2001-sæson. Gene har ellers været meget loyal over for Minardi, men nu ser det ud til, at han har tabt troen på det italienske team.


Gene scorede 1 point til Minardi i Europas GP i 1999, men nu søger han andre steder hen.

Et testsæde hos Williams ville ikke være ulogisk valg. Flere af Williams tidligere testkørere er kommet videre i F1, og selv om teamet ser ud til at have mere end nok kørere i de kommende år, kunne en god præstation sammenlignet med løbskørerne åbne døre i andre teams. Desuden kunne det skille Gene af med omdømmet som pengekører.

Genes manager Blanca de Foronda vil dog ikke udtale sig om mødet i England. "Jeg kan ikke bekræfte noget som helst for tiden. Han vil helt sikkert være i Formel 1, men jeg kan ikke fortælle for hvem i øjeblikket. Vi vil kunne sige mere om et par uger. Så vil vi kunne komme med en officiel bekendtgørelse, " lover de Foronda.

CBA  


Hop til top
Sauber - Aerodynamikken forbedres!

Det bliver aerodynamikken der skal forbedres hvis Sauber skal komme fremad – disse vise ord kommer fra teamchefen, Peter Sauber. Man må sige at det har taget ham en del tid at nå til den konklusion…

Sauber kom ellers til 2000-sæsonen med et lovende design der bød på mange nye tiltag, men det gav intet. Salo sikrede teamet 6 point henover sæsonen, og så blev det ellers ikke til så meget andet. "Vores hovedfokus er på at forbedre aerodynamikken effektivt," forklarer teamchefen der forsikrer at alt går efter planen. Den schweiziske teamchef er generelt skuffet over sæsonen der gik, og især over teamets to kørere. "Salo sikrede sig seks point, men vi var faktisk ikke helt tilfreds med hans præstation. Vi havde forventet mere, især i kvalifikationen," siger Sauber.

Pedro Diniz leverede heller ikke den store indsats og fik også sparket. "Diniz scorede ingen point overhovedet, hvilket er meget skuffende for os, såvel som for ham selv," siger teamchefen der dog peger på at brasilianeren kørte gode tider i løbet – men det hjalp lige meget.

I 2001 skal det så blive meget bedre – der får de to kørere der samlet har en lille Formel 1-erfaring. Nick Heidfeld har kørt et år hos Prost, hvor der ikke har været andet end problemer, mens Kimi Räikkönen dårlig nok er kommet ud af gokarten endnu… Men det skal gå fremad for Sauber – lad os først se det!!!

BB  


Hop til top
Karthikeyan skal teste

Den indiske Formel 3-kører, Narain Karthikeyan står overfor sin første Formel 1-test. Han har i år kørt for Stewart i den engelske Formel 3-serie – dog uden den store succes. Men han får en test – det var en del af aftalen.

Så den kommer han til at få når Jaguar meget tidligt i december kører en shakedown, så der bliver næppe den store test til den første inder i Formel 1. Alligevel ser han meget frem til testen. "Det betyder meget for mig. Jeg har ventet på dette i meget lang tid, og hvis det endelig sker, så vil det være meget godt for mig og mit land, da jeg vil være den første inder der kører en Formel 1-racer," siger en stolt Karthikeyan.

Den 23-årige inder kommer dog næppe til at få mange tests for teamet, da Jaguar har skrevet kontrakt med Tomas Scheckter om testarbejdet i 2001. Under testen til Karthikeyan køre med en ny Ford-motor og samtid prøve en ændret gearkasse.

BB  


 

Hop til top14.11.2000

Ny testkører hos Benetton

Australieren, Mark Webber, har tegnet kontrakt med Benetton teamet. Kontrakten gælder foreløbig for 2001, og indeholder også, at Mark Webber igen i år skal køre Formel 3000.

Mark Webber har i år kørt for Arrows juniorteamet i Formel 3000, og var også i en periode testkører for Arrows Formel 1 teamet, men pga. uoverensstemmelser med bl.a. Tom Walkinshaw, blev det ikke til mere end nogle få testkørsler, og så altså deltagelsen i Formel 3000, hvor det blev til en samlet tredjeplads.

Men andre har set hans kvaliteter, og Flavio Briatore var ikke sen til at hive ham ind til en test på Estoril i september måned. Der gjorde han det så godt, at Briatore ikke var tvivl om, at han skulle sikre sig Webber. Mark Webber brillerede ved testen, ved bl.a. først at køre lige op med Fisichella, for derefter flere gange at sætte bedre tider end netop Fisichella.

Flavio Briatore:
"Da Webber testede for os tidligere i år, blev vi meget imponeret over både hans indstilling og hans evner. Jeg er glad for, at vi kan ham mulighed for at han kan udvikle sin Formel erfaring, samt at give ham chancen for at køre i Formel 3000."

Mark Webber:
"Jeg nød virkelig at teste for teamet på Estoril. De var alle meget støttende i det jeg prøvede at opnå, de har virkelig været fantastiske. Jeg føler at jeg har opnået meget allerede, men jeg ser også frem til at kunne være en god backup for Giancarlo, Jenson og alle ingeniørerne i næste sæson. Jeg er meget glad for at have fået den store mulighed, for at kunne deltage hos et team, som er forbundet med en masse store navne i Formel 1, nemlig Benetton og Renault. Det giver mig mulighed for at få kørt en masse kilometer i en Formel 1 bil, samt at jeg kan lære en masse af at arbejde hos et top team."

Han skal nok få noget at se til. Allerede i starten af december, starter Benetton sit testprogram med en B200 med en helt ny Renault motor og gearkasse under motorhjelmen.

PDL  


Hop til top
Mercedes ikke bange for BMWs fremskridt

Mange har set Williams-BMW som en kommende trussel for de top teams i fronten af feltet, specielt efter den imponerende debut for BMW motoren, men det er Mercedes ikke så bange for.

Selvom Mercedes ikke vandt nogle mesterskaber i Formel 1 i år, så har man været med helt fremme. Som nr. 2 i konstruktørernes mesterskab, har man faktisk formået at score mere end fire gange så mange points som nr. 3 i mesterskabet, nemlig Williams-BMW. Og selvom BMW har haft en flot comeback sæson, er Mercedes altså ikke bekymret.

Norbert Haug:
”De har haft et godt år, men hvis man kikker på tidsforskellen, er der stadig et stort stykke op. Selv med 50 hk mere vil det stadig ikke være nok til at kunne gøre den store forskel.”

Det er en meget selvsikker Norbert Haug, der her udtaler sig. Det er selvfølgelig lidt overdrevet, men med den bil som McLaren har haft de sidste sæsoner, er der vel ikke noget at sige til hans udtalelse.

PDL  


Hop til top
BAR klar med ny bil i januar

Der arbejdes hårdt i alle teams, og selvfølgelig også hos BAR. Man er selvfølgelig interesseret i at forsætte fremgangen fra i år.

Teamet starter, ligesom de andre teams, deres tests i december. Det er sikkert at den nye kører i teamet, Olivier Panis, vil deltage i testen, det vides endnu ikke med bestemthed om Jacques Villeneuve vil deltage i de første tests.

Men der vil blive arbejdet og arbejdet. Man har planlagt at arbejde hen imod en endelig shakedown i midten af januar. Den vil finde sted på Silverstone. I første omgang vil Olivier Panis køre i dette års bil, men hvor vidt den vil være modificeret med nyudviklinger vides endnu ikke.

PDL  


Hop til top
Benetton klar til test

I december bliver der igen mulighed for at teste. Mange teams arbejder på højtryk for at blive klar til de første tests. Benetton vælger en kombineret løsning.

Det er nemlig sådan, at det nye chassis ikke er klar endnu, men man har tilpasset en B200 med den nye Renault motor og en helt nye gearkasse. Endvidere vil en ny baghjulsaffjedring blive testet. Ved den første test, som finder sted på Jerez i Spanien, er der flere nyheder. Teamets nye testkører, Mark Webber, og den nye kører, Jenson Button, forventes at vil få deres debut i en Benetton.

Siden sæsonafslutningen, har teamets nye chefdesigner, Mike Gascoyne, har haft vældig travlt. Planlægning af testbilen, udvikling af den nye bil, er blot nogle få ting i det kæmpestore program, som er planlagt. Det forventes at de biler der vil være at finde på Jerez, er en eller to eksemplarer af den meget modificerede B200, samt et par stykker af den B200 som har deltaget i årets Grand Prixer.

Mike Gascoyne:
"Bilen som vi vil benytte i den kommende måneds test, vil være en B200 monteret med en ny gearkasse, baghjulsaffjedring og en ny Renault udviklet motor. Teamet har lavet et kæmpe stykke arbejde for at tilpasse den nye bagende på bilen. Ved testen skulle det derfor blive muligt at eliminere en masse problemer med den nye aerodynamiske pakke, samt at udvikle den yderligere."

PDL  


Hop til top
Scheckter klar i 2002

Ligesom Luciano Burti brugte sit år som testkører til at komme videre i Formel 1-hierarkiet, håber Tomas Scheckter, at han efter tiden hos Jaguar vil kunne træde i sin fars fodspor. "Jeg nyder at teste, men jeg er racerkører. Jeg kan lide at deltage i konkurrencen, men jeg fik ikke et sæde næste år. Jeg vil helt sikkert holde udkig efter et i 2002,” siger Scheckter. Det bliver i så fald sandsynligvis ikke i Jaguar, at unge Scheckter får sin debut. Eddie Irvine og Luciano Burtis kontrakter løber til og med 2002. Selvom det ikke er usædvanligt, at et team tager afsked med en kører før tid, må det siges at være en temmelig kæphøj attitude, hvis Tomas Scheckter ligefrem regnede med dette.

Jody Scheckter, verdensmester for Ferrari i 1979, plejer at kunne få indskudt et par or i sin søns pressemeddelelser, så her følger den obligatoriske lovprisning: "Han ved at man kun er i Formel 1 i en kort periode,” siger Jody Scheckter. ”Man må give 1005 af sin tid og sin koncentration. Han har indset det i en meget ung alder, hvilket viser at han har den nødvendige modenhed til at live en succes. ”

CBA  


Hop til top
"Jeg skal vise dem!"

Jenson Button er skuffet over at være blevet sendt til Benetton i to år. Men han skal vise dem, skal han!

Briten tog Formel 1 med storm, da han helt sensationelt fik sædet, og selvom det til tider grænsede til et usmageligt hysteri, så har Jenson vist sig at være årets opdagelse, hvor det blev til 12 point og flere flotte løb. Men han føler at det er en fejl af dimensioner at han skal lånes ud til Benetton. "Inderst inde føler jeg at Frank Williams har begået en fejl. Vi har haft et godt år og jeg ønskede at tingene ville have gået anderledes," siger han med stor skuffelse til avisen Sunday Times - især da det nok vil være et skridt tilbage rent sportsligt. Men det kan måske vendes til en succes, hvis Renault får en god pakke strikket sammen i de kommende sæsoner.


Jenson kørte i sin debutsæson lige op med de store

De to år hos Benetton skal overbevise Frank Williams om at han har begået en fejl. "Jeg får nu en virkelig stor chance for at vise Frank at han var forkert på den," siger Button, der allerede i starten af sæsonen vidste at han ikke fik sædet i 2001. Han har dog svært ved at vurdere chancerne hos Benetton, da han endnu ikke har kørt i raceren. "Indtil jeg har kørt i raceren, er det svært at forudsige noget," forklarer han, men peger på at teamet trods alt sluttede som nummer 4 i denne sæson.

Samtidig får han en stærk holdkammerat, Giancarlo Fisichella - der i øvrigt selv skal til at finde formen efter en svag slutning på 2000-sæsonen. Det tyder på at de to kørere i den kommende sæson bliver stillet lige, hvilket ikke var tilfældet i denne sæson, hvor Fisichella havde den bedste racer, med undtagelse af finaleløbet på Sepang. "Jeg starter på lige fod med Fisichella, men han fik et par andenpladser til teamet i år, og det er ikke noget man nemt får, når man ikke kører for McLaren eller Ferrari," siger han og sætter kursen mod sin første podieplacering.

12. november 2000 - Lauda roser Button

BB  


Hop til top
Sears - Ralf er arrogant

Ny aktør i efterårets mest barnlige øv-bøv debat: manager David Sears. Der forsøges ellers at blive lagt låg på balladen mellem de to Williams-kørere, men den kan åbenbart ikke stoppes endnu.

David Sears, der er manager for flere topkørere har også Montoya i sin stald, og han mener at Ralf Schumacher blot lider under sin egen arrogance. "Jeg har det personligt meget fint med Ralf, men han kan nogen gange virke arrogant, og han har meget høje tanker om sine egne evner," siger Sears.

Det er især Ralfs udtalelser om valget af nye kørere der er faldet flere – Sears inklusiv – for brystet. "Han mener ikke at der er nogen der kan komme ind i hans team og blot køre ham bagud," siger Sears.

13. november 2000 - Ralf: Montoya får det svært

BB  


Hop til top
Heidfeld glæder sig

Tyske Nick Heidfeld skifter til Sauber for at få en bedre racer - og det kan da også kun gå fremad efter en elendig sæson hos formsvage Prost. Nu er han ved at gøre sig klar til de første tests med den nye arbejdsgiver.

"Hele teamet er meget venligt, og jeg tror at et godt samarbejde starter her, og jeg føler mig godt tilpas," siger han efter at have besøgt fabrikken i Schweiz, hvor han har fået støbt sit eget sæde. Nu håber han blot at uheldet fra 2000-sæsonen er ovre. "Jeg er meget skuffet over den måde det hele gik," forklarer han og peger på at det samme fandt sted i hans yngre dage i gokart.

Næste år bliver det bedre. "Jeg er glad for Sauber, og jeg vil vise hvad jeg har lært," siger tyskeren der ikke fik noget point i sin debutsæson. Han venter fortsat på at få bekræftet at Räikkönen bliver hans holdkammerat, så det er fortsat en ubekendt faktor hvem der sætter sig i det andet sæde.

BB  


Hop til top
Alonso involveret i Ferrari handel?

Vi har tidligere omtalt, at den unge spanske Formel 3000 kører, Fernando Alonso, er blevet kontaktet af Ferrari, og også andre teams. Det skulle være sket med henblik på eksempelvis en testkørerrolle.

I øjeblikket er Fernando Alonso på kontrakt hos Minardi i det delvist Minardi støttede Formel 3000 team, Astromega. De kontraktlige rettigheder på Alonso har Minardi. Der er i de seneste dage kommet flere forlydender og/eller rygter frem om Ferraris interesse i Alonso.

Muligheden for at vi måske ser ham i Formel 1, sker måske før end antaget. Rygterne siger i hvert fald, at Alonso kan være et emne til det ledige sæde hos Prost. Hvorvidt det bliver aktuelt vides ikke, men en teoretisk mulighed opstår på den måde, at hvis Ferrari hyrer Alonso, kan han måske gå ind og erstatte eller deltage i testarbejde på ligefod med Luca Badoer. Det vil åbne en mulighed for, at han kan få erfaring nok til at kunne deltage hos eksempelvis Prost teamet, som nu skal til at bruge Ferrari motorer. En evt. test kunne afgøre dette. En anden mulighed er, at Ferrari kunne plante Luca Badoer hos Prost, og overlade testarbejdet til Alonso.

En helt anden mulighed, som måske kan være mere nærliggende såfremt Alonso bliver hos Minardi, er at der efter hans egne udtalelser er en klausul, der siger at hvis han ikke er i Formel 1 inden år 2002, kan han ophæve hans kontrakt. Hvis han får en aftale med eksempelvis Ferrari, kan det betyde at han kan køre for eksempelvis Prost i 2002. Men det er alt sammen teori. Sålænge noget ikke er offentliggjort, er der ren spekulation.

Det forlyder fra Ferrari, at man ikke vil vise næste års model frem før engang til næste år. Man vil godt nok teste, men det sker ved private tests på Fiorano og Mugello. Vælger man alligevel at deltage i de planlagte åbne tests alligevel, vil det ske i en såkaldt 2000 hybridbil. En meget modificeret 2000 model.

PDL  


Hop til top
Prost - ny bil klar til tiden

Efter en yderst skuffende 2000 sæson, har Alain Prost ændret på mange ting i teamet. Der er sket en del udskiftninger hos personalet. En ny bil er på trapperne, og man skal til at arbejde med en ny motor.

Der har været nok af ting at beskæftige sig med i Prost teamet. En del af personalet er udskiftet, der er strammet op på flere ting, bl.a. fordi man skal til at bruge Ferrari motorer fra og med næste sæson. Og nu annoncerer man at 2001 modellen vil være klar til tiden. Det skal forstås sådan at man er klar til test i December, men det er ikke en 100% 2001 model man tester med. Den nye administrerende direktør, Villadelprat udtaler i en officiel meddelelse fra teamet: "I starten af december vil vi deltage i to tests, hver af tre dages varighed. Det vil ske i den nye bil, men med Peugeot motoren i denne."

Det forlyder også fra teamet, at de leveringsvanskeligheder som adskillige rygter har talt om, ikke har noget på sig. Man er blevet lovet Ferrari motoren i slutningen af januar måned, og der vil derefter blive mulighed for at teste den nye model inden sæsonen for alvor starter.

Udover en masse problemer i år med bil og motor, har Prost også skulle ud og finde nye sponsorer. Teamets hovedsponsor, Gauloises, har meddelt at man vil stoppe sponsoratet. Der udover har andre mindre sponsorer valgt at stoppe. Det har også været fremme at teamets anden store sponsor, internet portalen YAHOO! ville stoppe deres engagement, bl.a. fordi der har været noget ballade med at YAHOO! har tilladt nynazistiske links fra deres portal. Og det er ikke tilladt ifølge fransk lovgivning. Alain Prost benægter at YAHOO! vil stoppe deres engagement. De er bundet af en treårig aftale, samt at han benægter at der har fundet forhandlinger sted om at afslutte deres indgåede aftale. Men teamet fattes stadig penge, selvom det måske viser sig, at YAHOO! forsætter hos Prost. Der er endnu ikke indgået en aftale med en kører om det ledige sæde. Så alt tyder på - indtil videre - at Jean Alesi skal forestå december måneds test alene.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk