Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
17.11.1999
 Irvine anerkender at Schumacher er nr. 1
 Panis skal køre CART
 Ingen familieduel
 Update på Senna-sagen
 Trues Schumacher af Barrichello?
 
16.11.1999
 Sauber omstrukturerer
 Testskema for Jordan
 Jordan får støtte af Honda
 Mercedes: Nej til farveskift.
 Irvines datter
 Walkinshaw sur på rygter
 

Hop til top17.11.1999

Irvine anerkender at Schumacher er nr. 1

Efter Grand Prixet i Malaysia sagde Eddie Irvine, at Schumacher ikke kun var den bedste førstekører i formel 1 verdenen, men også den bedste andenkører.

Men i et interview i tirsdag gav Eddie Irvine yderligere udtryk for sin anerkendelse af holdkammeraten fra 99 sæsonen. Her sagde han bl.a. at "[Schumacher] hjalp mig mere end nogen anden kører nogensinde kunne have gjort. Og hvis jeg skal være ærlig, så kunne jeg aldrig have givet ham den samme støtte. Han havde et superbt løb i Malaysia og vinkede mig forbi så jeg kunne køre sejren hjem. Han angreb også alt hvad han kunne i Japan".

Desuden sagde Irvine også, at Schumacher er den bedste kører "derude", og at han tænker på om folk overhovedet er klar over hvor talentfuld Schumacher egentlig er.

Det må siges at være flotte ord fra en mand der ikke just sætter sit eget lys under en skæppe, specielt efter de drøje "ord-hug" der faldt fra Irvines side til slut i sæsonen. Men Irvine bliver alligevel nok aldrig bedste venner med Schumacher, dertil er de alt for forskellige. Som Irvine udtrykker det, så var de to aldrig "kammerater". Deres forhold var udelukkende professionelt, og fulgte aldrig de to kørere ud på den anden side af banen.

HPR  


Hop til top
Panis skal køre CART

I et interview med det franske L'equipe har Olivier Panis fortalt at det er 99% sikkert at han skal køre i Amerika til nærste år. Det kan næsten kun dreje sig om CART serien.

Da Panis allerede har en kontrakt som testkører for Mercedes i F1, samtidigt med at han skulle have kørt for dem i det tyske standardvognsmesterskab, virker det mest sandsynligt at han vil komme til at køre for et Mercedes hold. Mo Nunn's fabriksstøttede Mercedes hold virker nok som det mest oplagte hold, da Mo allerede er ude og lede efter en ny kører til den eneste vogn han har i CART serien.

HPR  


Hop til top
Ingen familieduel

Tidligere på formel-1.dk har vi rapporteret at både Mercedes og BMW har været fremme med et megatilbud for Michael Schumachers service - men nu dementerer alle at historien skulle holde vand. Blandt andet skulle især BMW have været fremme med et tilbud som Schumacher efter sigende skulle have meget svært ved at sige nej til.

Mercedes menes at være kommet med et tilbud på 360 millioner kroner om året - udformet som en livstidskontrakt. Dog menes det at BMW kom med et tilbud der var markant større - og det vil efterhånden springe alle lønrammer i Formel 1. Men både BMW og Mercedes siger at der ikke er hold i disse rapporter.

Norbert Haug afviser og siger at det er pure opspind. "Planer om en så stor erhvervelse som Michael Schumacher er ikke aktuel for os." Derudover tilføjer Haug at Mercedes har i sinde at respektere den nuværende kontrakt som Schumacher har med Ferrari - den udløber efter sæsonen 2001, men det menes at tyskeren har en udtrædelsesklausul hvis teamet ikke gør det bedre end i år. Gerhard Berger der er chef for BMW afviser også at de skulle være kommet med et tilbud om at gøre Williams til et familieteam hvor Ralf og Michael kunne afholde familieduel. "Jeg kan med sikkerhed sige at der ikke har fundet nogen samtaler sted med Michael Schumacher om et engagement med BMW-Williams," siger Gerhard Berger, men teamet vil i fremtiden bygge teamet op omkring Ralf Schumacher.

Der er kamp om Schumacher og der er mange store beløb indblandet for at få ham bundet til et mærke i det mindste frem til han fylder 40. Der nævnes ofte flere gigantiske summer - blandt andet 6 milliarder kroner skulle der være budt at have Schumacher tilknyttet et team over en tiårig periode - hvoraf halvdelen i givet fald skulle anvendes til at opbygge et Schumacher-team. Der er virkelig store planer!

Også Michael Schumachers talsmand afviser at der er blevet ført konkrete forhandlinger. "For os er der ikke noget konkret. Vi ved kun hvad der står i aviserne. At mange folk vil have Schumacher er ikke noget nyt," siger Buchinger. Talsmanden gør det også klart at Michael Schumacher har i sinde at holde den nuværende kontrakt der løber indtil 2002 - men spekulationerne om Formel 1's hurtigste kører er allerede gået i gang, måske to år før han overhovedet er fri til at skifte team. Meget kan dog komme til at afhænge af Ferraris muligheder for at vinde VM i den kommende sæson, men de sidste par år har pilen peget opad.

BB  


Hop til top
Update på Senna-sagen

På fredag er det igen tid til at retssagen om Ayrton Sennas tragiske uheld bliver genoptaget, når appellen skal behandles. Det kommer til at ske under ledelse af dommer Agnoli, mens det er den offentlige anklager Passarini der har appelleret den tidligere domsafsigelse fra december 1997 hvor dommer Antonio Costanzo frifandt Adrian Newey og Patrick Head for uagtsomt manddrab. Anklageren ville have haft Newey og Head dømt til et års betinget fængsel. Sagen genoptages Passarini vil have prøvet beviserne endnu en gang. Der er fundet advokater til at tale de to anklagedes sag.
BB  


Hop til top
Trues Schumacher af Barrichello?

I hvert fald hvis man skal tro Ferrari direktør Luca Montezemolo. Han udtaler: " Vores 2 kørere næste år er ligestillede, kun stopuret afgør om der evt. skal være en nr. 1 og nr. 2. Det er muligt at vi sidst på sæsonen går ind og siger, hvem der skal køre for hvem. Det vigtigste for os, er konstruktørernes VM".

Om Barrichello siger han: " Barrichello er en rigtig god kører. Han er stadig ung, men har en stor erfaring. Tiden er inde til at han kan komme langt frem i F1. Jeg forventer, at han kan presse Michael Schumacher. Men lad os se hvad der sker i løbet af sæsonen".

Så er spørgsmålet, om der er kommet andre boller på suppen hos Ferrari, eller det bare er et udtalelse for at sløre at Schumacher stadig er nr. 1?

PDL  


 

Hop til top16.11.1999

Sauber omstrukturerer

1999 var ikke et guldrandet år for Sauber, men igen forsøger Peter Sauber at få teamet rettet til så de måske kan tage et skridt fremad. Således er blevet foretaget et par ændringer i teamets struktur. Peter Sauber fortsætter som den overordnede leder og formand for Sauber AG. Den operationelle styring af teamet bliver fra den 1. januar 2000 overtaget af Heinz Haller der er direktør i Sauber samt medlem af teamets direktion. Han har tidligere arbejdet på internationalt plan i en kemisk virksomhed. Den operationelle leder på det tekniske område vil fortsat være Jost Capito.

Derudover har teamet fra 1. december ansat en ny leder til at opbygge teamets marketingafdeling. Marco Feser kommer til Sauber-teamet og har fået til opgave at markedsføre Sauber og lade det integrere i hele Sauber-koncernen. Feser har tidligere erfaring fra bilbranchen, ved blandt andet at have arbejdet med udviklingen af Porsche som et brand.

BB  


Hop til top
Testskema for Jordan

November er off-season og de 11 teams holder deres racere på fabrikkerne mens der flittigt bliver udviklet og gjort forberedelser til den kommende sæson. Der er godt 14 dage tilbage indtil det igen er tilladt at køre tests og flere teams er begyndt at lægge planer for hvornår og hvor der skal køres – og hos Jordan er man klar til at give testtid til deres nye kører samt til at teste en Formel 3000-kører.

Trulli har fået nøglerne til Jordan-raceren og er klar til at teste

Jarno Trulli kommer til teamet fra Prost og er klar til at teste for sin nye arbejdsgiver, når han mellem den 1. og 3. december forestår de første testdage på Jerez i Spanien. Den næste testsession som nr. 3 i konstruktørernes VM stiller op til er i Barcelona mellem fra den 9. til 12. december. Det ventes at tjekken Tomas Enge får chancen den sidste dag. Tjekken bliver Jordan-teamets nye testkører. Heinz-Harald Frentzen er stadig på bryllupsferie og vender først tilbage til testarbejdet i januar måned.

BB  


Hop til top
Jordan får støtte af Honda

I den kommende sæson er Honda leverandør af fabriksmotorer til BAR, men også Jordan kommer til at være under Honda-"hatten", eftersom Jordan kommer til at modtage motorer fra Mugen der er Hondas tuningsdivision. Siden Honda i 1991 trak sig ud af Formel 1 fortsatte Mugen med at udvikle på den gamle motor og blandt andet fik de deres store gennembrud i 1996 hvor Olivier Panis sikrede Mugen den første sejr - siden da gik det videre til Jordan hvor motoren fungerer i næsten perfekt balance med chassiset.

Der er meget der tyder på at BAR og Jordan ikke får den samme motorer, men det ventes at der i nogle tilfælde kan drages fordel af fælles synergier, men udviklingen og arbejdet vil blive opdelt i to divisioner med det primære fokus på motoren til BAR. Men Mugen har lovet Jordan at de vil være godt med, og flere kilder peger på at den nye Honda-motor ikke er helt så stærk som tidligere antaget og at den ikke er holdbar. Mugen-motoren er i forhold til de andre motorer i Formel 1-feltet i den bedre ende, men kan ikke holde trit med eksempelvis Ferrari og Mercedes.

BB  


Hop til top
Mercedes: Nej til farveskift.

Kilder hos Mercedes har i dag afvist rygterne om et muligt farveskift på McLaren-Mercedes teamets to biler. Rygter vedr. Et farveskift har stået på et par dage, hovedsagelig i den tyske presse.
Rygterne gik på at McLaren Mercedes teamet fra næste sæson ville køre i hovedsponsoren West's rød-hvide farver, som Zakspeed teamet gjorde det sidst i firserne. Men med udmeldingen fra Daimler-Chrysler, som ejer 40% af McLaren-Mercedes teamet, er luften taget fra det rygte, I hvert fald for en tid.
CS  


Hop til top
Irvines datter

Som international stjerne må man vinke farvel til sit privatliv og vænne sig til mediernes snagen. Formel 1-kørerne er i pressens søgelys og de må finde sig i underholdende historier - sande som usande - bringes for dagen i magasiner, aviser m.m. Derfor er det kommet som noget af en overraskelse, at formel 1s playboy nummer 1, Eddie Irvine, er far til en pige på tre år. Irvine har aldrig holdt datteren som en hemmelighed, men har ikke før udtalt sig om hende offentlig. Nu afslører han hende selv i sin bog: "Life in the fast lane".

Moderen er den halvt skotske, halvt kinesiske Maria Drummond, som Irvine mødte da han kørte formel 3000 i Macau. Deres forhold varede indtil 1996, da Irvine blev ansat i Ferrari. De to kommer stadig godt ud af det med hinanden, selvom de ikke ses så ofte og Irvine, der indrømmer han hader børns støj, er meget glad for Zoë, som pigen hedder: "Hun er som regel meget genert overfor mig, men i år er vi kommet tættere på hinanden." Han fortæller om et besøg på hans skib 'Anaconda': "Zoë er mega! Vi grinede, legede ombord på min båd og i havet og brugte bare tid sammen. Hun er overhovedet ikke noget besværligt barn, hun er en skøn unge, som holder meget af sin seng - præcis som mig!"

Irvine, der bor sammen med sin hollandske modelkæreste, så gerne at Drummond og Zoë flyttede til Nordirland for at være tættere på hans forældre, men siger selv at: "Det er Marias beslutning og sådan skal det også være."

CBA  


Hop til top
Walkinshaw sur på rygter

Arrows teamchef Tom Walkinshaw tilbageviser på det kraftigste rygter om, at Prodrive firmaet, som er ledet af bl.a. den tidligere Benettonchef, David Richards, er på vej til at overtage Arrows teamet.

Prodrive er et team, som har specialiseret sig i at klargøre biler til løb. Specielt i BTCC (Ford Mondeo) og VM-serien i rally (Subaru) har Prodrive gjort sig gældende.

Det er dog en kendsgerning, at Arrows i de sidste par sæsoner, har mistet sponsor på sponsor, Zepter og Danka, som ikke har villet proppe flere penge i teamet. Og efter Prins Maliks fejlslagne forsøg på at få specielt afrikanske sponsorer, og dermed farvede kørere ind i Formel 1, er der ikke meget at gøre med økonomisk. Man sætter i øjeblikket sin lid til den ene ejerne af teamet, Morgan Grenfell, som er et børsfirma, en division i Deutsche Bank der blev bragt ind i billedet af Prins Malik.

Ligesom Benetton, der heller ikke har det godt økonomisk, er man i fuld gang med at gøre bilen til næste sæson klar. Der skulle det være sikkert at man vil køre med Supertec motoren, som nok vil være en bedre løsning end den motor man har benyttet i år. Den er oprindelig udviklet af Brian Hart, som ellers er lidt af en troldmand med motorer, men måske ikke når det gælder V10 motorer. Man har endvidere lavet et nyt designteam, som udelukkende skal arbejde med 2000 modellen. Hvad med kørere, ja, det skulle være sikkert at Pedro de la Rosa forsætter, og med hensyn til Takagi, er det ikke helt på plads endnu - læs penge.

Tidligere på året var Arrows også sat i forbindelse med Lotus Racing, der er ejet af David Hunt, en bror til afdøde James Hunt, tidligere verdensmester. Men det havde vist ikke meget på sig. Det er også dementeret af Tom Walkinshaw tidligere på året.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk