Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
20.11.2000
 Marc Gene tæt på Williams-BMW?
 Bernie topper listen
 Montoya bydes velkommen
 Junqueira var Heads valg
 Salo - Godt med et års pause
 Barrichello vandt 500 miles løb
 
19.11.2000
 Prost - Je ne regrette rien
 Sauber venter spændt
 Hill fortryder intet
 Minardi kæmper stadig
 Williams - Button kan blive årtiets stjerne
 Montezemolo bliver hos Ferrari
 Panis er ligeså god som DC og MH
 

Hop til top20.11.2000

Marc Gene tæt på Williams-BMW?

Marc Gene har tidligere i år været sat i forbindelse med Williams-BMW. Men intet er endnu afgjort, men vedholdende rygter siger stadig, at Gene er den næste testkører hos Williams-BMW.

På grund af Minardis måske manglende deltagelse i Formel 1 næste år, er det usikkert om Marc Gene vil være at finde i Formel 1 i næste sæson. Da det blev kendt, at Telefonica træk sig som sponsor for Minardi, og PSN trak sig som sponsor, ja så må det have sort ud for kørerne. Hvad skulle de? Afvente og se hvad der ville ske, eller satse på at finde en arbejdsgiver? Med de spanske penge ryggen var Gene i hvert fald sikret hos Minardi, men da sponsoren trak sig, var det svært at tro på en forsat plads. Men nu ser det måske anderledes ud.

Williams-BMW har tidligere udtalt, at de ikke havde så travlt med at finde en testkører som erstatning for Bruno Junqueira, som har valgt at køre i Champ Car serien i USA. Men samtidig udtalte Williams-BMW, at man havde en seddel med flere mulige emner, og Marc Gene kunne være en af dem. Der har da også været etableret en forbindelse til teamet. Bl.a. har han været på besøg hos teamet, men intet er endnu afgjort.

For Marc Gene taler, at han har et par års Formel 1 erfaring. Det må være en væsentlig faktor, at tage med i valget. Han kender bilernes kræfter, og ved hvordan en bil reagerer på selv de mindste ændringer. Marc Gene har ikke selv bekendtgjort endnu, om han bliver hos Minardi, eller om han vælger at forsætte karrieren andetsteds. Men en mulighed som testkører hos Williams, vil ikke være det ringeste at komme til at lave. Flere andre kørere, der har været testkører hos Williams, er nået langt i Formel 1.

PDL  


Hop til top
Bernie topper listen

Formel 1's mægtigste mand, Bernie Ecclestone, er nu officielt Storbritanniens rigeste mand, efter at have klatret støt op ad listen i gennem det seneste årti. £610 millioner er hvad Sunday Times anslår Ecclestones årlige indtjening til.

I den anledning udtalte den 70-årige sig lidt om penges natur. "Pengene er udelukkende et biprodukt af hvor dygtigt og effektivt man kører sit firma," forsikrer onkel Bernie og forsætter: "Hvis man gør forretninger, er succesen målt i mængden af penge man tjener." Det lyder nærmest som en indledning til en selvhjælpsbog, 'Hvordan man bliver milliardær', af B. Ecclestone.

Men én ting er hvad Sunday Times kan afsløre. Der er mangt og meget offentligheden ikke ved, mener Ecclestone: "Næsten alle Formel 1's anliggender er tilhyllet i ekstraordinær hemmelighed; ikke alene er vilkårene i alle aftaler 'erhvervsmæssigt fortrolige', men selv eksistensen af nogle aftaler er en hemmelighed."

20. marts 2000 - Ecclestone god for 24 milliarder

CBA  


Hop til top
Montoya bydes velkommen

Frank Williams har fra starten advaret sin nye kører, Juan Pablo Montoya, om at der forventes hårdt arbejde fra colombianerens side. Montoya har efterhånden kommet sig oven på jetlagen efter turen fra Miami i sidste uge og er nu i fuld gang med at lære teamet nærmere at kende. Han har dog den fordel at han kender en smule til teamet fra sin tid som testkører.

Montoya tilbragte to dage i Williams hovedkvarter med at hilse på teamets ansatte og lære de folk at kende, som han skal arbejde sammen med i fremtiden. Sin debut i FW22'eren får han i næste måned, hvor Williams-teamet over en tre-dages test på Jerez både skal gøre sig erfaringer med Montoya og de nye Michelin-dæk.

Under sit besøg i hovedkvarteret i Grove fik Montoya god tid til at tale med Frank Williams og Patrick Head. Derefter stod den helt store rundtur på programmet: "Han har været til en masse møder og har besøgt forskellige afdelinger for at møde de mennesker, som han kendte fra sine dage som testkører, så vel som de nye, der har stødt til teamet siden da. Han skal også have et sæde tilpasset til sig og hans hovedarbejde i de næste par dage er at lære WilliamsF1-teamet at kende igen,” fortæller teamets talsmand Nav Sidhu.


Han ser ikke glad ud - men Montoya har er forhåbentlig ved at falde til i sit nye team.

Samtidig er Montoya flyttet ind i sit nye hjem i universitetsbyen Oxford, der bekvemt kun ligger lidt nord for fra teamets fabrik i Grove. Men mon f1-debutanten får meget tid til at vælge tapet og købe køkkenudstyr?

CBA  


Hop til top
Junqueira var Heads valg

Da Williams voterede om hvem de skulle vælge, var der delte meninger i teamet om det skulle være Button eller Junqueira der skulle have pladsen. Teamets tekniske leder, Patrick Head var faktisk mest stemt for at hente brasilianeren Junqueira ind for et år.

Men Williams valgte som bekendt i stedet Jenson Button, og det viste sig at være en god succes. "Jeg havde stort set besluttet at vi skulle have Junqueira, fordi vi allerede kendte ham og ingeniørerne var meget begejstrede for hans tekniske forståelse," siger Head. Jenson Button fik dem i stedet på andre tanker, da han kørte meget hurtigt under en test på Jerez i Spanien.


Junqueira testede og var tæt på - men Button gjorde det bedre

De forsøgte endnu en gang at teste Buttons evner. "Vi kom så til Barcelona, og han brugte venstre fod til at bremse med for første gang - det havde han ikke gjort før. Og på en bane hvor han ikke havde været før, var han med det samme hurtig og til sidst måtte vi vælge ham," forklarer Head. Fra 2001 slår Junqueira sine folder i CART-serien hvor han skal køre for Ganassi.

BB  


Hop til top
Salo - Godt med et års pause

Blandt kørerne er der i år flere der trækker sig tilbage som grand prix-kørere, for i stedet at teste det kommende år. Mika Salo er en af dem - han er dog sikker på at vende tilbage i 2002, når han i det kommende år skal være udvikler for Toyota.

Men der kun er en 10-dages tid til de første tests begynder, og den store aktivitet begynder - dog ikke for Salo! Han kan holde ferie et godt stykke tid endnu. Toyota ved ikke endnu hvornår de bliver klar til den første test. "Det bliver først en gang til marts," siger finnen. Men det bliver ikke ren ferie for Salo. Når først raceren er klar, så bliver der ikke tid til at slappe af.

Den overståede sæson har som været hård nok, så en kort puster kan han godt bruge. "Hvis man taler med kørerne, så er alle virkelig trætte og jeg er ingen undtagelse," forklarer han - efter et hårdt år som førstekører for Sauber med dertilhørende testarbejde i stor stil. Nu hedder det så Toyota - et projekt som han ser meget frem til. "At arbejde med et nyt projekt sådan som jeg gør med Toyota, er noget jeg har ønsket i flere år," glæder han sig. Og blot fordi han ikke kører grand prix næste år, bliver der stadig meget arbejde. "Der bliver meget test, og jeg vil køre mere i 2001, end jeg gjorde i år."

Så et års pause? Det bliver det nok næppe.

BB  


Hop til top
Barrichello vandt 500 miles løb

I weekenden afbrød Rubens Barrichello sin ferie for at køre et løb. På banen Kartodromo International de Cotia, lige uden for Sao Paolo i Brasilien, vandt Rubens Barrichello søndag et 500 miles løb.

Som det næsten fremgår af banens navn, var det i gokarts der blev kørt. Det skete sammen med et par racerkollegaer fra Champ Car og en enkelt fra Formel 1. Christian Fittipaldi og Tony Kanaan var holdkammerater med Rubens. Blandt de andre deltagere var bl.a. Gil de Ferran, Felipe Giaffone og Luciano Burti. Løbet startede lørdag aften ved midnat og sluttede søndag middag. De 500 miles (ca. 800 km.) blev kørt på 11 timer 38 min.

Rubens og hans holdkammerater kørte i alt 687 omgange, 5 mere end holdet som kom på andenpladsen. Luciano Burti og hans hold kom ind på tredjepladsen.

I december starter testprogrammerne hos de respektive Formel 1 teams, og det har været en god gang fortræning for de involverede Formel 1 kørere at deltage i dette gokart løb.

PDL  


 

Hop til top19.11.2000

Prost - Je ne regrette rien

Siden Alain Prost overtog Ligier-teamet er det mere eller mindre kun gået en vej: nedad. Bunden blev nået da 'det franske national-team' efter denne sæson mistede flere store sponsorer som Gauloises og Yahoo! og ikke kunne få dem erstattet med Telefonica, der som bekendt har droppet Minardi. Eneste lyspunkt er samarbejdet med Ferrari fra næste sæson efter det lange forløb med kiv og stridigheder med Peugeot. Pedro Diniz er et godt bud på en Prost-kører 2001 og han vil kunne bidrage med en betydelig sum, men der er stadig ikke fundet nogen titelsponsor til teamet.

Alain Prost kan næppe have forudset at det ville være så mange problemer forbundet med at lede sit eget f1-team, men han fortryder dog intet. Nogle drømme skal leves ud, siger den firedobbelte verdensmester. "Jeg fortryder intet, for hvis jeg ikke var gået videre med dette projekt, ville ideen have dundret videre inde i mit hoved."

CBA  


Hop til top
Sauber venter spændt

Sauber satser ungt i 2001 med Nick Heidfeld, der kun har en sæsons f1-erfaring, men til gengæld har fulgt Mercedes' 'udviklingsprogram', og Kimi Räikkonen, hvis erfaring indskrænker sig til britisk Formel Renault. Nu ventes der spændt på FIA's afgørelse: Får Räikkonen sin superlicens?

"Jeg vil bestemt ikke være glad, hvis det hele falder på gulvet, bare på grund af papirarbejde," siger Räikkonen for nylig i et interview på finsk fjernsyn. Räikkonen ved godt at selvom chancen indtræder meget tidligt i hans karriere, kan det vise sig at være den eneste han får. Og så er det bare med at gribe den.

Hos Sauber er man dog næsten helt sikre på, at FIA ikke vil stille sig i vejen. Det er blot et spørgsmål om tid. "Vi vil gerne have Räikkonen i vores anden bil. Når vi får bekræftelsen af hans superlicens fra FIA, vil offentligheden få det at vide," fortæller Peter Sauber.

Fra sidelinien følger den toogtyveårige brasilianer Enrique Bernoldi med. Hvis Räikkonen ikke får sin superlicens, er Bernoldi den næste på teamets liste, mens finnen overtager Bernoldis plads i F3000 junior-teamet Sauber Red-Bull.

CBA  


Hop til top
Hill fortryder intet

Efter at have været ude af mediernes søgelys i et år meddelte den tidligere verdensmester Damon Hill, at han ikke har fortrudt sin beslutning om at stoppe karrieren. Hill, der senest har skabt røre om sin person ved at erklære sig for en bedre racerkører end Michael Schumacher, fortalte i et BBC-program, at han gerne ville have sluttet sin karriere bedre.

Alt i alt er Hill tilfreds med sine resulater i Formel 1.

Han er citeret for at sige om sin sidste tid i F1: "Det var en rodet sæson, men hvis man har besluttet, at det ikke er noget, man har lyst til at lave, så er det svært at finde den præstation som er nødvendig for at være lige skarp. Men hvis jeg stoppede, da jeg vandt verdensmesterskabet, så ville jeg ikke have prøvet at føre løbet i en Arrows - eller vinde mit sidste Grand Prix på Spa."

Damon Hill er en tilfreds mand, og det kan han jo også sagtens være.

Julia Jensen

CBA  


Hop til top
Minardi kæmper stadig

Minardi teamet er ikke lukket endnu. Tværtimod bliver der stadig afprøvet forskellige muligheder for at redde endnu en sæson for det lille italienske team.

Gabriele Rumi kæmper for Minardi teamet.

Vi har her på sitet tidligere beskrevet at situationen er meget vanskelig for teamet. Og det er den stadig. Gabrielle Rumi, som har aktiemajoriteten i teamet, er stadig bag roret efter det mislykkede forsøg på at sælge sin del af aktierne til PSN. Han har dog ikke opgivet at gøre nye forsøg på at redde teamet. Det helt store problem, udover økonomien, synes at være at finde en motor. Det er måske ikke så vanskeligt at finde en motor, men det er der, at økonomien igen kommer ind i billedet. Teamet har ikke pengene – lige nu – til at kunne betale for motorer.

Der bliver dog arbejdet hårdt på at finde en løsning. Ford er gået med til at teamet kan benytte den motor som Minardi har brugt i sæsonen, resten af året. Og måske er Ford løsningen. Det svirrer igen i år med rygter om, at Bernie Ecclestone igen har henvendt sig til Ford/Jaguar/Cosworth for at bede dem om, at være med til at hjælpe Minardi. Neil Ressler fra Jaguar, skulle efter sigende være enig med Bernie Ecclestone, om at prøve at overtale Ford, som ejer hele den førnævnte treenighed, til at forsætte med at levere Zetec-R V 10 motorer til Minardi. Tidligere har Supertec motoren været nævnt, men den skulle være blevet for dyr for Minardi. Også Mugen-Honda har spøgt lidt i kulissen, og gør det måske stadig. Men officielt har Mugen-Honda meldt deres exit fra Formel 1. Grunden til at Mugen-Honda stadig nogle steder bliver nævnt, er at et firma, Oral Engineering, ejet af Mauro Forghieri – tidligere hos Ferrari, skulle være sat i forbindelse med Minardi/Mugen-Honda konstellationen. Men det benægtes af Forghieri. Tværtimod siger han, at han ingen forbindelse har haft til Minardi de sidste to år.


Forhåbentligt får vi det her at se igen i fremtiden.

Så er der situationen omkring økonomien. De store sponsorer og evt. købere af en del af teamet er øjensynligt væk. Dog har de nuværende kørere lidt penge med. Men hvor længe er de i teamet? Og er der nye på vej? En der flere gange har været omtalt, er Formel 3000 køreren, Fernando Alonso. Han har været sat i forbindelse med bl.a. Benetton og i øvrigt også Prost. Men han er måske på vej til at få sin debut som Formel 1 kører for Minardi. Måske fordi det afhænger af, hvad bl.a. Marc Gene finder på, bliver han testkører hos Williams? I så fald vil der blive plads til Alonso. PSN har trukket sig som køber af teamet, men kan måske stadig være at finde på sponsorsiden. Gaston Mazzacane får en del sponsorstøtte fra PSN. Ydermere er en anden sponsor, Lease Plan, måske interesseret i at træde ind som sponsor for teamet.

Ifølge Gabrielle Rumi, så vil meget blive afgjort i den nærmeste fremtid. Og måske tyder noget på at Minardi er at finde i Formel 1 også til næste år.

Gabrielle Rumi:
”Minardi er ikke død endnu, men modsat er helbredet heller ikke for godt. PSN ville ikke opfylde sin forpligtigelser. Jeg prøver nu at garantere en fremtid for teamet, og jeg håber på at kunne annoncere en positiv udvikling i løbet af en god uges tid.”

Noget tyder altså på, at Minardi er at finde i Formel 1 næste år, men mange ting er stadig uafklarede.

PDL  


Hop til top
Williams - Button kan blive årtiets stjerne

Det er ikke første gang diskussionen om Williams-teamets kørervalg præger snakken i Formel 1-verdenen, men som et af de mest succesrige teams nogensinde har de til tider meget omdebatterede valg også vist sig at være de rigtige. I denne sæson gik det ene sæde til den uerfarne Jenson Button i stedet for den en anelse mere etablerede Bruno Junqueira. Senere skulle man beslutte om hvem der skulle køre for teamet i næste sæson - og det medførte lige så mange diskussioner.

Det interessante er, at Frank Williams nu nævner, at var et spørgsmål om hvorvidt man skulle skifte Jenson Button eller Ralf Schumacher ud med Montoya - og altså ikke om colombianeren overhovedet skulle køre for teamet i 2001: "Nogle siger, at vi har skilt os af med forkerte gut, at vi skulle have beholdt Jenson i stedet for Ralf, men det vil kun tiden kunne vise. Det er kun ni måneder siden at de samme mennesker sagde at det var en fejl at anbringe så ungt et barn i en bil!"

Frank Williams føler, at de har valgt den rette løsning. Selvom Button kører for Benetton i de næste to år, er han stadig Williams' ejendom. Den tyveårige Button kunne meget vel blive dette årtis store kører, ifølge Frank Williams. "Når Michael (Schumacher, red.) trækker sig tilbage, selvfølgelig. Jeg troede aldrig, at han ville være så god, som han var, da vi anbragte ham i bilen. Husk på, at der nok kun er en eller to, der kan gøre det - der i blandt Juan Pablo Montoya. Han vil måske være lige så god som Jenson, han vil måske være bedre, eller han vil måske ikke være dårligere. Hvad end der sker, vil det ikke gå ud over min nattesøvn," forsikrer Frank Williams, der så kan drømme om den tid hvor teamet igen er F1's absolutte tophold. Teamet er nemlig på vej tilbage: "Vi kan bestemt ikke sige, at vi var 'Årets Team' eller at vi havde 'Årets Bil', men jeg har en fast tro på potentialet er der."

Den næste ballade om Williams' kører-valg kan vi forvente i 2003, når Button slippes fri fra Benetton.

CBA  


Hop til top
Montezemolo bliver hos Ferrari

Visse steder i medierne, har det siden Ferrari vandt begge mesterskaber, været rygter fremme om, at Luca di Montezemolo måske ville forlade Ferrari.

Men det har intet på sig, siger han selv og afviser dermed disse rygter.

Montezemolo:
"Jeg bliver hos Ferrari, jeg vil ikke forlade firmaet. Det er en livsbeslutning. Vi har gjort det overordentligt godt i år, og jeg er sikker på at vi vil vinde verdensmesterskabet igen til næste år. Det er grunden til at jeg ikke forlader Ferrari."

Men sideløbende Ferrari, skal Montezemolo også tage sig et andet Fiat ejet bilmærke, nemlig Maserati. I mens alle disse rygter har cirkuleret og nu afvist, har Ferrari haft travlt på andre fronter. Meget tæt på fabrikken, er der opført en hel ny fabrik, hvor man vil tage sig af kundemotoren, som Sauber og Prost kommer til at bruge i de næste år. Og som tidligere udtalt af Montezemolo, vil begge teams blive behandlet ens, selvom Sauber har haft mulighed for Ferrari motoren i længere tid end Prost, som først nu får muligheden.

Michael Schumacher har fået fjernet et stålsøm fra det ene ben. Sømmet blev sat ind efter hans ulykke på Silverstone sidste år. Og nu bliver tiden brugt til at genoptræning, og til at vedligeholde den fysiske form. Det sker både i hans hjem og i USA, hvor han vil holde ferie. Det er planen at Michael Schumacher vil starte med at teste i januar måned. Indtil da vil de indledende tests blive foretaget af Rubens Barrichello og Luca Badoer. Hvordan testprogrammet vil forløbe vides endnu ikke. Ferrari har meldt deres ankomst på Valencia og Barcelona banerne, men hvor meget man vil teste på deres egne baner inden, vides ikke. Men mon ikke at specielt Fiorano vil ligge asfalt til nogle tests inden man tager til Spanien?

PDL  


Hop til top
Panis er ligeså god som DC og MH

Craig Pollock har store forventninger til den nye kører i teamet, Olivier Panis. Efter Pollocks mening har Panis en masse gode kvaliteter i sig, specielt efter et år som testkører for McLaren.

Olivier Panis, som ikke kunne forsætte hos Prost teamet efter forrige sæson, blev hyret som testkører hos McLaren for i år, og er nu skiftet til BAR teamet, hvor han skal køre i foreløbig 2001. Han er i løbet af den forgangne sæson, ligesom vågnet af fra en dvale. Bare se på resultaterne fra diverse tests fra i år. Hvor mange gange har han ikke figureret øverst på listen, når man ser på omgangstiderne? Og det er den genopvågning, som Craig Pollock håber på at kan gøre gavn af.

Craig Pollock:
"Jeg tror, at det faktum at han har klaret sig så godt i et testprogram for McLaren viser, at han er stand til at udføre hvad Coulthard og Hakkinen gør i en bil. Jeg er sikker på, at det er muligt for ham at skifte til os, ikke bare pga. hans talent, men også med evnen til at kunne fortælle os, om forskellene på en McLaren og en BAR bil. Jeg mener at det er en meget positiv ting. Jeg burde egentlig ikke sige det, men det er et faktum."

Men måske er der også andre fordele ved, at netop Olivier Panis kommer ind i BAR teamet. Han taler eksempelvis samme sprog som Jacques Villeneuve. Nemlig fransk.

Craig Pollock:
"Vi har taget en lidt ældre kører, som taler samme sprog som Jacques, og som ikke er bange for at vende sig til Jacques, og fortælle ham at han godt kan tage den lidt med ro. Jo mere Olivier kan hidse Jacques op - i positiv forstand - jo mere vil Jacques tage sig sammen. Jeg tror at Olivier er i stand til at få teamet med sig ret hurtigt, og at de vil være villige til at yde indsats for ham. Det bliver måske et problem for Jacques - vil han være i stand til at få hans del af teamet til at gøre det samme for ham? For mig bliver det en sund intern konkurrence i teamet."

Det er hermed lagt op til en konkurrence, som Pollock og de to kørere skal passe på ikke løber løbsk. Det er sundt med konkurrence, men hvis konkurrencen bliver ondsindet, skader det mere end det gavner. Og det burde netop Craig Pollock vide. Det har været nogle enkelte forsøg på at få ham afsat som teamchef i den netop afsluttede sæson. Men han har overlevet forsøgene på at få ham afsat og siger: "Jeg er den administrerende direktør og teamchef i dette team. Jeg har i sinde at forblive det så lang tid som muligt. Det vi har brug for nu, er fred og ro til at komme videre."

BAR teamet påbegynder tests i december måned. Det bliver dog i første omgang i BAR 002 bilen, men med adskillige dele fra næste års model indbygget. BAR teamet regner med at kunne have den nye bil klar i midten af januar måned. I hvert fald er der planlagt en shakedown på Silverstone i netop midten af januar.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk