I en pressemeddelelse fra arrangørerne af det kommende Grand Prix i USA informerer man om at man ret faktisk har pengene til at betale det gebyr som FOM forlanger.
Ydermere hævder man at man har penge til at forudbetale en del af beløbene for de kommende sæsoner.
Man har pengene til det oprindelige gebyr. Man hævder checken ligger klar til afsendelse. Man har endda underskrevet den oprindelige kontrakt og afsendt den til FOM. Oprindelig fordi man hævder at der er dukket en ny kontrakt op fra FOM. Derfor er checken ikke afsendt til FOM.
Den nye kontrakt indeholder ifølge Bobby Epstein, den ene af stifterne af Circuit of The Americas som banen hedder, flere nye og urealistiske og uigennemførlige krav. Derfor er checken ikke afsendt.
Der er med andre ord sendt en kontrakt retur til FOM i underskrevet tilstand, men der er ikke kommet en underskrevet kontrakt retur. Derimod har FOM afsendt en ny kontrakt med nye krav. Derfor ingen betaling.
Er det igen en af Bernie Ecclestones små tricks, eller forholder tingene sig anderledes? Endnu er det amerikanske Grand Prix 2012 ikke sikret.
Det kom frem i sidste uge at arbejdet med byggeriet af 'Circuit of The Americas' er stoppet. Det skete da det viste sig at kontrakten med FOM ikke var underskrevet og at en indbetaling på mindst $ 25 millioner ikke var klaret.
Det har som sædvanlig fået Bernie Ecclestone frem i skoene og har blandt andet udtalt at der skal underskrives en kontrakt inden et møde i World Motor Sport Council d. 7. december og helst så tidligt som muligt. Det amerikanske Grand Prix er et af punkterne på dette møde. Er tingene ikke bragt i orden inden da, er det amerikanske Grand Prix 2012 aflyst og udsat til 2013 som tingene er lige nu.
Arrangørerne kan dog nå det endnu hvis de kan stille med en bankgaranti på de førnævnte $ 25 millioner - samt en underskrift. Arrangørerne har - efter pres - indrømmet at det er dem der har fejlet i sagen om pengene eller rettere mangel på penge.
Arrangørerne af Grand Prixet - Full Throttle Productions - som for øvrigt er ejet af en af baneejerne, Tavo Hellmund, prøver at dæmpe sagen ved blandt andet at udtale at man er klar i 2013 fordi at Formel 1, teamene og sponsorerne har brug for det amerikanske marked. Det er vel at fordreje sandheden en anelse. Full Throttle Productions har selv haft problemer med at skaffe sponsorer - og penge. Og nu gror der ukrudt på hele arealet fordi arbejdet er gået i stå.
Men Bernie Ecclestone har givet en frist til amerikanerne. Kan de nå at finde både penge og en kuglepen?