Siden Neil Ressler afsluttede sit arbejde med at finde en teamchef i Bobby Rahal, har der været store dramaer på de indre linier. Rahal blev ofret i en magtkamp der mest af alt kunne sammenlignes med den kamp der til tider finder sted i politiske partier. Med opbakning fra blandt andet Eddie Irvine blev konsulenten Niki Lauda kørt frem som ny topleder i et team der havde meget svært ved at finde den rigtige kurs.

Jackie Stewart og Perry Jones.
(Foto: Jaguar)
Men også Lauda havde sine problemer. Internt blev der sat en undersøgelse i gang om strukturen og arbejdsgangen i det problematiske team. Undersøgelsen, som Richard Parry-Jones stod bag, viste at fremtiden for teamet ikke kunne inkludere Lauda - og derfor blev østrigeren fyret i rollen som teamchef og chef for det samlede konsortium der består af Jaguar, Cosworth og PI Research. Som chef for PPG (Premier Performance Group) som de tre selskaber består af, bliver Tony Purnell.
Dermed står pladsen som teamchef fortsat åben, men taget i betragtning at det har store konsekvenser når tingene ikke kører, er det næppe et ønskejob der står åbent. Jaguar har således ingen teamchef, og det kan få konsekvenser for 2003. Bindeleddet mellem kørere og ingeniører mangler i det forestående testarbejde og dermed kan udviklingen og tegningen af teamet komme til at lide under fyringen.
Jaguar håber dog at Lauda vil fortsætte som specialrådgiver, men mon dog?
Tirsdag kan måske gå hen og blive en skæbnesvanger dag for Niki Lauda. Ford har udsendt en meddelelse om at man indkalder til pressemøde i London i dag tirsdag hvor Ford vil være repræsenteret af Richard Parry Jones, vicepræsident for Fords produktudvikling og så Sir Jackie Stewart. Man har ikke underrettet om hvorfor man indkalder til denne pressekonference, men måske er der noget i gærde.
Der er ikke sluppet det mindste ud om emnet for denne pressekonference, så det er rent gætværk. Men allerede nu spekuleres der bl.a. i om Niki Lauda måske skulle være på vej ud og at man vil annoncere hans efterfølger. Det kunne være Jackie Stewart, men også andre kunne være på tale.
Efter at Niki Lauda kom til roret efter Bobby Rahal har teamet ikke forbedret sig synderligt. Man skal kikke langt ned i resultatlisterne for at finde Jaguar. Men det kan være helt andre årsager til pressekonferencen, vi vil prøve at følge op på det når der kommer mere nyt.
Takuma Sato kan beholde sit sæde hos Jordan teamet hvis der kommer flere penge på bordet. Jordan har det ikke så godt økonomisk, og det har da slet ikke hjulpet at hovedsponsoren Deutsche Post ikke har villet være med mere. Så meldingen til Sato er at han skal finde flere penge fra sponsorer for at beholde sit sæde.
Men hvad med Eddie Irvine? Han vil sikkert ikke betale for et sæde. På det seneste har også Felipe Massa været sat i forbindelse med teamet, men intet er afgjort endnu. Noget tyder dog på at man har til hensigt at beholde Sato hvis pengene er der.
Mark Gallagher, Marketingschef hos Jordan:
"Det er rigtigt at valget af den anden kører hos har med penge at gøre. Fisichella og Sato er begge under kontrakt, men når det drejer sig om Satos kontrakt, kan det vise sig nødvendigt at gribe til de økonomiske aspekter. Dermed ikke være sagt at det kun drejer sig om dette forhold. Vi må kikke på os selv i forhold til en kørers evner og den samlede pakke som helhed, da vores målsætning er at slutte som nr. 4 i konstruktørernes mesterskab. I en perfekt verden vil et team ikke ændre på for mange ting og slet ikke kørersammensætningen. Taku gjorde meget store fremskridt i år og vi arbejder tæt sammen for at finde den nødvendige opbakning for ham."
Det forlyder også at Eddie Jordan har sendt signaler til Japan hvor Sato kommer fra om at de skal bakke ham mere op økonomisk. Ligeledes har teamet følere ud for at finde flere sponsorer, både til Sato men sandelig også til teamet selv.
Mark Gallagher:
"At finde en erstatning for Deutsche Post er ikke hovedtemaet i øjeblikket, men vi er selvfølgelig beviste om det, og har flere jern i ilden. Det må være klart at under vanskelige omstændigheder at vi er i en bedre position end flere andre teams, fordi vi er mindre og er vant til at følge et stramt budget."
Det tyder på at man gerne vil beholde Takuma Sato. Det er nu op til Sato og hans omgivelser at finde de nødvendige penge.
Justin Wilson som senest har gjort sig positivt bemærket i Formel 3000 er måske ved at sikre sig det ene af de to ledige sæder hos Minardi. Den talentfulde kører er allerede udråbt af teamchef Paul Stoddart som en af fremtidens store stjerne. Justin Wilson er i disse dage i Faenza hos Minardi. Forhandlingerne er i fuld gang, og for så vidt er man enig, men der er et stort problem. Justin Wilson hører ikke til de mindste mennesker i denne verden. Med en højde på godt 1,85 m kniber det med pladsen. Justin Wilson havde tilsyneladende fået stillet et sæde i udsigt hos Jordan, men der var simpelthen ikke plads til ham i bilen. Nu prøver han så hos Minardi. Allerede i år var han på vej til Formel 1. Da Alex Yoong skulle holde sin ufrivillige pause, var Justin Wilson inde i billedet, men i stedet fik Anthony Davidson chancen. Og igen var problemet Justin Wilsons højde.
Justin Wilson er som tidligere nævnt i Faenza i disse dage. Nu arbejdes der på højtryk for at få lavet plads til ham i bilen. Han har i hvert fald Paul Stoddarts store sympati. Sympatien skal nok læses som et udtryk for to ting, nemlig at Justin Wilson både er en talentfuld kører, men også at han vil betale tilstrækkeligt mange penge for et sæde i Formel 1. Minardi har bare et problem. Deres nye bil er ikke bygget færdig endnu, så Justin Wilson må nøjes med at sidde i bilen uden at komme til at køre. Derimod kan man lave visse simulationer som skal gøre det ud for nogle omgange på en bane. Det skal vise om han kan sidde i bilen under løbsforhold.
En anden kører som er inde i billedet er Jos Verstappen. Han har været på tale længe, men har ikke villet gøre noget før han ved hvilke motorer som Minardi vil få i bilerne i næste sæson. Tilsyneladende bliver det Cosworth motorerne, en offentliggørelse er lige på trapperne. Ligeledes har Minardi snart en måske to nye sponsorer klar. Man mistede jo en god del penge ved ikke at forlænge med Alex Yoong som havde rigtig mange penge med fra Kuala Lumpur. Tilsyneladende har Giancarlo Minardi fundet nogle interesserede østeuropæiske sponsorer. Ifølge teamet er der snart en offentliggørelse på vej. I hvert fald siger man at teamet er at finde på startgriddet i Albert Park næste år.
Formel 1 lider under forbud mod tobaksreklamer og nu kan det endda blive endnu værre. I den forløbne uge har medlemmer af Europaparlamentet været samlet for at drøfte mulighederne for en evt. fremrykning af de kommende forbud mod tobaksreklamer. Samtidig ønsker man også en stramning af de gældende og de kommende regler.
Én af de ting man har drøftet er muligheden for at rykke det totale forbud mod tobaksreklamer frem. Efter de nuværende planer skal forbuddet træde i kraft i 2006. Det nye ønske er at det skal træde i kraft i juli 2005. Samtidigt skal forbuddet gælde for al reklamering. Dvs. i pressen, på internettet, radio og tv. Desuden må der ikke reklameres ved nogle begivenheder så som sport og andre ting.
Allerede nu er der enkelte lande der er forud for EU. Således er det belgiske Grand Prix allerede sløjfet af kalenderen. Det sker vel egentlig af to årsager, nemlig at den belgiske regering ønsker at være forud for EU på dette område, og så at ingen teams i feltet vil/må køre uden reklamer for tobak. Sponsordiktat?
Det kan dog nok i første omgang nok blive lidt vanskeligt at få gennemført en fremrykning af forbuddet. Af de nuværende 15 lande i EU er der ikke noget forbud i lande som Tyskland, Østrig, Luxembourg, Spanien og Grækenland. Det er ikke noget man er begejstret for i EU. Beslutningsprocessen kan dog være lang i EU's bureaukrati. Det forventes at der under topmødet i starten af december vil blive drøftelser og diskussioner om det nye forslag. Det er primært sundheds- og handelsministrene der skal drøfte dette.
Der er dog en del steder modstand mod at fremrykke forbuddet og ligeledes at stramme det yderligere. Man er bange for at det skal svække forbuddet frem for at styrke det. Foreløbig har Formel 1 cheferne godtaget det første og dermed det gældende direktiv om at der ikke må være tobaksreklamer fra 2006. En ændring vil give stor travlhed med at finde alternative sponsorer, og som vi har set i år er det ikke nogen let opgave.
Rygterne fik i den forgangne uge ny næring, da den tidligere Sauber kører, brasilianeren Felipe Massa, fortalte den Italienske navnkundige sports avis "La Gazzetta sportiva" at han skal køre for Jordan i næste sæson, og senere på ugen har han gentaget denne udmelding til det velansete britiske ugemagasin Autosport.
Senest har en talskvinde fra Jordan teamet bekræftet, at man har kontakt til Felipe Massa, men at der ikke er taget nogen endelig beslutning.
Oven i alt dette kommer så de mere eller mindre løse rygter, som går i alle retninger. Det mest troværdige handler om Eddie Irvine, som for 14 dage siden blev sat i forbindelse med Jordan. Disse rygter er også blevet bekræftet at Jordan teamet, som endda omtaler Irvine som en ven af teamet. Og ifølge teamet har de stadig regelmæssig kontakt til Eddie Irvine.
Blandt de lidt mere perifere rygter er navne som Jos Verstappen, Anthony Davidson og Jordan teamets tidligere testkører, Pedro de la Rosa, blevet nævnt. Sidstnævnte har en solid støtte med sig fra det spanske olie selskab Repsoil. Men oven i alt dette har Jordan teamet også sagt, at de er i gang med at hjælpe Takuma Sato med at finde de nødvendige sponsorer, som vil gøre japaneren i stand til at beholde sit sæde i Jordan teamet.
Hvor står vi så nu? For at komme det et par skridt nærmere, bliver vi nok nødt til at læse lidt imellem linierne, for det drejer sig måske om langt mere end at få det sidste sæde besat. Det kan også handle om teamets overlevelse på længere sigt. For selv om Mark Gallagher (Jordans Marketing Direktør) siger at teamet kan overleve på næste års budget, så er teamet kommet i en vanskelig situation efter at teamets titelsponsor, Deutsche Post, har trukket sig. Hvad det nøjagtig handler om i penge, vil man ikke ud med, men det er nok ikke helt forkert at antage, at det handler om en tredjedel af teamets samlede budget.
Det dilemma teamet står i nu er, om man skal vælge en kører efter hjertet, altså enten Eddie Irvine eller Felipe Massa, eller man skal have så mange penge hjem, som det er muligt, for så er muligheden der stadig for Takuma Sato, Pedro de la Rosa og andre kørere der her i opløbet kan finde den nødvendige kapital.
Som en afsluttende bemærkning har Mark Gallagher dog sagt, at sædet ikke kan gå til hvem som helst, da man ønsker en kører, der også kan bidrage til teamets succes på banen. Så hvis Eddie Irvine kan overtale Benson & Hedges om, at der er englænder nok i ham til bære Union Jack og dermed få Benson & Hedges overtalt til at øge den finansielle støtte til Jordan teamet, så er det eftertragtede sæde i den gule bil formentlig hans.
Slutteligt må det dog siges, at det stadig kan gå i alle retninger.
BAR teamet lægger ud med tre dage på Circuit de Catalunya uden for Barcelona, hvor de påbegynder testkørslerne af deres nye BAR 005 chassis med Anthony Davidson bag rattet.
Ligeledes vil teamet teste for Honda, som de jo i år er ene om at have som motorleverandør.
Renault teamet starter på Valencia banen, også i Spanien, hvor Jarno Trulli skal teste i en R202 hybridracer, som er en gammel model udstyret med nogle af de nye dele som skal benyttes på R203 modellen senere.
Renault lægger ud med en fire dages test, de tre første dage er udvikling i hybridraceren, den sidste dag er test for Michelin og her skal der specielt testes regndæk.
Også Williams teamet skal teste på Valencia, og de lægger hårdt ud med en fem dages test, og her er test af BMW motoren i højsædet.
I 2002 sæsonen kørte teamet med over 19.000 omdr/min. på P82 motoren, og hvis denne udvikling fortsætter, så vil P83 motoren blive feltets kraftigeste.
Det nye pointsystem som Formel 1 skal anvende fremover er noget som Max Mosley er rigtig glad for. Og det kan endda være at andre klasser under FIA skal anvende det også. Hvor det før var de seks første i mål der fik points, er det nu de otte første der får points.
Max Mosley:
"Der er planer om at også World Rally Championship skal anvende det nye pointsystem. Og viser det sig at det anvendeligt kan der blive tale om endnu flere klasser."
Men som så ofte før er Ferrari ikke tilfredse. Luca di Montezemolo har siden de nye forslag er kommet frem udtrykt sin utilfreds med langt de fleste forslag. Således også med dette. Luca di Montezemolo mener at der nu er for lille forskel mellem nr. 1 og nr. 2. Modsat kan man sige at det nu er af større betydning at får flest mulige points. Kampen om VM vil blive en mere spændende affære. Der er større chance for pointlighed og dermed større kamp om de vigtige points. Det må konstruktørerne også regne med i deres mesterskab.
Den verdensomspændende økonomiske nedtur ser ikke ud til at vende lige med det samme. Det har tidligere fået bl.a. Jordan, BAR og Minardi til at foretage begrænsninger i antallet af ansatte. Nu har Jaguar valgt at gøre det samme. Da teamet er en del af Fords Premier Performance Group, vil det ikke kun være teamet der går ud over. Det berører de dele af PPG som har med Formel 1 at gøre. Udover Jaguar vil det også berøre Cosworth Racing og PI Research, men dog kun i begrænset omfang. De fleste fyringer vil foregå hos Jaguar.
Fyringerne vil selvfølgelig begrænse lønudgifterne i et vist omfang, men det er ikke kun der at besparelserne vil være. Man har opsagt kontrakterne med Pedro de la Rosa og Eddie Irvine. Især sidstnævnte var meget løntung for teamet. De to nye kørere, Mark Webber og Antonio Pizzonia skal jo nærmest kun have en brøkdel i løn i forhold til de to førstnævnte. Måske det er den primære årsag til at speciel Irvine ikke fik forlænget sin kontrakt.
Fra teamet forlyder det at man ikke forventer at økonomien globalt set bliver forbedret indenfor en overskuelig fremtid. Og da man i flere områder i PPG har en overkapacitet af ansatte, er man nødsaget til at foretage disse drastiske personaleændringer. Jaguar har dog ikke som et par andre teams mistet nogen sponsorer af betydning frem mod den kommende sæson.