Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
10.12.2008
 Jerez test - tirsdag
 Loeb på vej mod Formel 1?
 Standardmotorer godt på vej
 Paffett håber stadig på F1 sæde
 Red Bull bekræfter deres forbliven
 Formel 1 til Bulgarien?
 
9.12.2008
 Jenson Button til Toro Rosso?
 

Hop til top10.12.2008

Jerez test - tirsdag

De to Scuderia Toro Rosso kørere Sebastien Buemi og Sebastien Bourdais satte tempoet da Formel 1 kørerne i går tog hul på endnu en testrunde - denne gang på Jerez banen i Spanien.

Faktisk startede testen allerede mandag, hvor Williams teamet havde den unge Formel 3 kørere Dani Clos på banen, som under de 80 omgange han kørte testede både setup og forskellige dæktyper på FW30B raceren.

Tirsdagens test så et mix af både faste kørere og test kørere på banen, og specielt for Sebastien Buemi var det vigtigt at slutte med dagens hurtigste tid, da han endnu ikke har sikret sig en Formel 1 kontrakt for den kommende sæson.
En anden kører i samme position, er Gary Paffett der igår testede for McLaren teamet, også han solgte varen godt - han sluttede på 3. pladsen ud af de 9 kørere der var på banen.

Tirsdagens tider:
Pl.KørerTeam TidOmg.
1Sebastien Buemi Toro Rosso-Ferrari 1:18,74291
2Sebastien Bourdais Toro Rosso-Ferrari 1:19,28877
3Gary Paffett McLaren-Mercedes 1:20,13426
4Pedro de la Rosa McLaren-Mercedes 1:20,16421
5Kimi Raikkonen Ferrari 1:20,26148
6Nick Heidfeld BMW Sauber 1:20,67849
7Kazuki Nakajima Williams-Toyota 1:21,33857
8Nelson A. Piquet Renault 1:21,547124
9Christian Klien BMW Sauber 1:22,09815

AN  


Hop til top
Loeb på vej mod Formel 1?

Efter Sebastien Loebs test for Red Bulls Formel 1-team, har det sat skub i rygter og tanker om det ikke ville være en ny udfordring for franskmanden der igennem de seneste år har vundet alt hvad der kan vindes i WRC. Selv er han ikke afvisende om at gå i retning af Formel 1. Der er dog ét enkelt problem!

Og det hans alder! 34 år - og når man kigger på den nuværende personalepolitik i Formel 1, så er 34 år alt for gammelt til Formel 1. Ikke mindst når man kigger på Red Bulls eget guldæg i Sebastian Vettel - som i år rundede 21 år! Efter testen i Barcelona var der dog mange der lagde mærke til at franskmanden ikke var helt uden evner i en Formel 1-racer. "Teamcheferen mener at jeg er for gammel, men mentalt er jeg ikke: alderen vil ikke være en hindring for mig. Med et testprogram i 2009 vil jeg kunne køre med i Formel 1 i 2010," siger han.

Og mon ikke det er ved at være tid til at prøve noget nyt? Sebastien Loeb har også erfaring fra Le Mans hvor han kørte for Pescarolo Sport.

BB  


Hop til top
Standardmotorer godt på vej

Max Mosleys ide om standardmotorer i Formel 1, er tilsyneladende godt på vej til at blive gennemført. Men der skal være flere møder i de kommende uger. Det første møde er allerede i dag.

Max Mosley ser ud til at få gennemtrumfet sin ide om standardmotorer i Formel 1. Der har været megen modstand mod ideen, og er der for så vidt stadig, men der er også tilhængere.

Som oplægget har været fra Max Mosley i den senere tid, så er der flere muligheder. Enten at forsætte med de nuværende motorer, hvor udviklingen alligevel er blokeret, men hvor man skal være villige til at sælge til andre teams, til en i forvejen fastsat pris. En pris der er fastsat af FIA.
En anden mulighed er selvfølgelig at acceptere standardmotorer fra en ekstern leverandør - Cosworth.
Tredje mulighed er at man selv bygger sin standardmotor. Det skal dog med de samme specifikationer som Cosworth bygger deres motor efter.

Det der lidt overraskende i den seneste udvikling er, at ifølge Max Mosley har mindst 3 teams sagt god for FIAs standardmotor. Ud over disse 3 teams, har Renault tilsyneladende også udtrykt særdeles positive ting om standardmotorerne. Det er værd at bemærke at det ikke er Flavio Briatore der har udtrykt disse holdninger. Han har hele tiden været meget forbeholden overfor ideen om standardmotorer. Blandt andet har han hele tiden henvist til at motorerne i deres nuværende specifikationer alligevel er reglementsbestemt fastfrosset.

Der er dog ingen tvivl om at hvad enten man er fabriksteam eller uafhængig, så skal der i disse tider spares penge - masser af penge. Et af stederne det kunne gøres er netop på motorsiden. Max Mosley har tidligere annonceret en fast pris på standardmotorerne samt på gearkasse og kraftoverførsel. En pris der er udregnet til at mindst 4 teams vælger FIAs standardmotorer. Max Mosley lover endda rabat hvis flere teams vælger denne løsning.
De kommende dages møder vil give et nærmere indtryk af hvilken retning de deltagende teams vælger at gå. Sjovt nok er FIA mere eller mindre involveret i næsten alle møder, startende i dag med FOTA og på fredag med WMSC. Tilsyneladende er en blåstempling af ideen om standardmotorer godt på vej.

PDL  


Hop til top
Paffett håber stadig på F1 sæde

Den tidligere DTM mester og nuværende McLaren testkører, Gary Paffett håber stadig på at han kan få chancen i Formel 1. Briten, der særligt hjemme i England altid har været udskreget som et stort talent, har endnu sit første Grand Prix til gode. Men måske kan Mercedes lempe ham ind hos den nye partner, Force India.

Det er i hvert fald ikke umuligt at briten kan få et sæde der. "Der er blevet åbnet en dør ved at McLaren slår sig sammen med Force India på det tekniske område og med Mercedes omkring motor og gearkasse, og jeg føler at jeg er klar til at køre Formel 1," siger han.

En af de tunge argumenter for at give Paffett et af de to indiske sæder, er den erfaring han har fået ved at teste for McLaren. "Jeg har tre års erfaring med at teste for det bedste team i Formel 1. Bare det i sig selv er uvurderligt for et team som forsøger at udvikle en racer, og det vil være med til at samle puslespillet i samarbejdet mellem Force Inda og McLaren," siger han.

Under alle omstændigheder skal Paffett også selv ud og finde nogle penge - samt han skal kæmpe med mange kørere der gerne vil ind. Feltet er blevet mindre og med Hondas exit fra Formel 1 er tingene ikke blevet nemmere. Men Paffett tror stadig på det.

BB  


Hop til top
Red Bull bekræfter deres forbliven

Krisen kradser økonomisk i Formel 1 - senest med Hondas lukning af teamet. Flere teams bekræfter i øjeblikket deres forbliven - også Red Bull.

Det har skabt chokbølger i motorsportsverdenen og i særdeleshed i Formel 1 at Honda i sidste uge valgte at trække sig og lukke teamet. Siden har flere teams meldt ud at de forsætter, og nu også Red Bull.

Ifølge Helmuth Marko som er Red Bulls chefrådgiver når det gælder motorsport, så har Red Bull ingen planer om at trække sig fra Formel 1 sporten, hverken med Red Bull Racing eller Scuderia Toro Rosso. Helmuth Marko siger dog også at der er behov for at lave store besparelser. Men det gælder hele for hele feltet.

Helmuth Marko nævner også at det bliver hos Red Bull Racing at de store besparelser skal findes. Målsætning er at man vil lave besparelser på op mod 30 % og at disse besparelser hovedsagligt skal findes hos Red Bull Racing idet Toro Rosso allerede kører med et temmeligt lavt budget. Blandt andet takket være at Red Bull Technology fungerer som leverandører af mange komponenter til Toro Rosso.

Også andre teams skal finde sparekniven frem. Hos Mercedes vil man spare op mod 50 % over de næste 2 år. Også BMW Sauber som også har meldt ud at de forsætter i Formel 1, skal man spare. Her er der dog ikke nævnt nogen beløb eller procentsatser. Fælles for alle er dog at en stor del af gamet er finanseret via sponsorer. Her må der være stor usikkerhed om hvordan sponsorernes situation er og især bliver på det økonomiske område. Dette gælder for så vidt for alle teams i større eller mindre grad.

Midt i krisen kan Red Bull dog annoncere at man har lavet aftale med en ny medsponsor. Det er it-firmaet Trust, som tidligere har været med i Formel 1 som sponsor. Det være sig hos Minardi og som sponsor for flere kørere, især med hollandsk islæt. Senest har Trust sponsoreret GP2 teamet Arden.

PDL  


Hop til top
Formel 1 til Bulgarien?

I disse krisetider trodser et af de gamle østlande krisen, og lægger billet ind på at få Formel 1 til landet. Bulgarien vil lige som Ungarn og nabolandet Tyrkiet, have fornøjelsen af at få Formel 1 til landet.

En af de gamle østlande i Europa, Bulgarien, forventes snarest at ansøge officielt om at komme på Formel 1 kalenderen. Faktisk er ansøgningen klar og skal præsenteres for FIA d. 15 december og for FOM og Bernie Ecclestone dagen efter.

Det forventes at banen - som endnu ikke er anlagt - skal placeres i den nordlige del af landet, ikke langt fra byen Pleven. Pleven ligger et par timers kørsel fra hovedstaden Sofia, og 3 - 4 timers kørsel fra de kendte feriesteder ved Sortehavskysten.

I Bulgarien anser man det som lidt af et prestigeprojekt. Man er udmærket klar over at det er en yderst vanskelig opgave man står overfor, men man er klar til at tage den selvpålagte udfordring op. Det der måske kan være på plussiden er, at man ud over at søge om at komme på Formel 1 kalenderen, også ansøger om at komme på MotoGP kalenderen.

Spørgsmålet er hvordan både FIA og FOM vil tage imod en sådan ansøgning. Med den nuværende finanskrise siddende i baghovedet, vil d'herrer Mosley og Ecclestone måske lige klappe hesten lidt og se tiden an. Modsat kan det måske åbne for andre døre i de tidligere østlande, som nu er mere eller mindre fuldgyldige medlemmer af EU.

PDL  


 

Hop til top9.12.2008

Jenson Button til Toro Rosso?

Med den overraskende øjeblikkelige lukning af Hondas Formel 1 team, står både Jenson Button og Rubens Barrichello uden arbejdsgiver pt. Hvad gør de?

Jenson Button og Rubens Barrichello står uden arbejdsgiver efter at Honda har lukket sit Formel 1 team, og for så vidt også sat det til salg. Derfor skal de to kørere ud at finde et nyt job. Allerede inden lukningen sagde Rubens Barrichello at et job hos Toro Rosso kunne være aktuelt, og så vidt vides har der også været kontakt. Der afsøges dog også andre muligheder. Men hvad med Jenson Button?

Han er nu også sat i forbindelse med Toro Rosso. Og han er måske mere interessant for Toro Rosso end Rubens Barrichello. Rubens Barrichello har godt nok mere erfaring, men har til gengæld alderen mod sig. Jenson Button har endnu ikke rundet de 30 år og har ydermere den fordel at han kender Franz Tost som idag er på en højt placeret post i Toro Rosso teamet. De to arbejdede sammen i Williams-BMW teamet tilbage omkring tusindårsskiftet.

Der er dog adskillige ting der skal afklares. Toro Rosso skal være interesseret i at tage en næsten aldrende kører ind i folden. Desuden afventer mange hvad der sker med Honda teamet. Teamet er for så vidt sat til salg, og allerede nu er David Richards og hans Prodrive selskab, sat i forbindelse med en overtagelse. Ude i den store verden bliver denne forbindelse nævnt flere og flere gange. Og skulle det ske at David Richards og Prodrive overtager Honda teamet, vil det faktisk blive til et gensyn. David Richards har været teamchef for Honda for år tilbage.

Hos Honda er man selvfølgelig ked af udviklingen. Men i forholdet til Jenson Button er der en løsning på vej. Honda har stadig en kontrakt med Jenson Button, men da teamet officielt er lukket, tilbyder man Jenson Button en kompensation fordi man ikke kan opfylde de kontraktlige forpligtigelser. Desuden har han fået lov til allerede nu at begive sig ud på markedet for at finde en ny arbejdsgiver. Den økonomiske løsning er en positiv handling ligesom frigørelsen af kontrakten er, men det kan blive svært at finde et sæde for det evige talent. En god kører der aldrig helt er slået igennem. Måske en tur omkring Toro Rosso kan vække nogle af de gemte aner.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk