Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
15.12.2005
 selch
 Bernie overtager det belgiske GP
 Cosworth bryder en barriere
 Michelin trækker sig fra Formel 1
 
14.12.2005
 Karthikeyan indkaldt til endnu en test
 Blokerer Midland F1 for Super Aguri F1?
 

Hop til top15.12.2005

selch

Selch
AN  


Hop til top
Bernie overtager det belgiske GP

Mandag blev Bernie Ecclestone enige med den wallonske delstatsregering om at overtage promotionsrettighederne for det belgiske GP.

Mandag slap den wallonske delstatsregering ud af den værste knibe i forhold til økonomi og det belgiske Formel 1 GP. Efter konkurs hos den tidligere rettighedshaver, overtog delstatsregeringen midlertidigt forpligtigelserne for at redde det belgiske GP. Men det viste sig at det ret hurtigt vil blive for dyrt, da man også skulle betale gælden for den tidligere rettighedshaver. Oppositionen til delstatsregeringen modsatte sig dette. I stedet er der forhandlet til flere sider, og som vi kunne fortælle fornyeligt, kom Bernie Ecclestone ind i billedet.

Mandag kunne de to parter efter en del forhandlinger så underskrive en aftale om at Bernie Ecclestone overtager promotionsrettighederne for det belgiske GP - og kan nu også kalde sig Formel 1 promotor. De belgiske aviser skriver blandt andet om aftalen, at Bernie Ecclestone skulle have udtalt, at den nye Spa aftale vil være med til at sikre det belgiske GP i en årrække frem, og at aftalen også vil være en fordel for både ham selv og også den wallonske delstatsregering. Det skal sandsynligvis læses som en aftale der sikrer begge parter en god pose penge.

PDL  


Hop til top
Cosworth bryder en barriere

Den nye Cosworth V8 motor brød en ny barriere forleden. Grænsen på 20.000 omdr. min. blev brudt på Circuit de Catalunya.

Cosworth har brudt en grænse eller barriere om man vil. De seneste sæsoner har man talt om 18 og 19.000 omdr. min. for V10 motorerne, men allerede nu er 20.000 omdr. min. grænsen nået. Cosworth har tidligere på året meddelt, at man havde været over de 20.000, men det var i en prøvebænk. Nu er grænsen overskredet på den sorte asfalt. Og ikke nok med det. Cosworth meddeler at man sandsynligvis vil nå de 21.000 omdr. min. inden 2006 er omme.

Den nye CA-2006 V8 motor vil dog ikke få lov til bare sådan at køre over de 20.000 omdr. min. hele tiden. Holdbarheden skal selvfølgelig også være til stede, men efterhånden som sæsonen 2006 skrider frem vil Cosworth og de andre motorfabrikanter få udviklet V8 motoren - både i forhold til holdbarhed og højere omdrejningstal. Hos Cosworth er ambitionsniveauet sat efter at man i løbet af få år igen vil førende lige som man var det med den gamle DFV V8, som man senest havde succes med sammen med Benetton i 1994. Den blev efterfølgende overhalet kraftigt af V10 motorerne som nu - næsten - er en saga blot i Formel 1.

PDL  


Hop til top
Michelin trækker sig fra Formel 1

Michelin trækker sig fra Formel 1 sporten, men først efter 2006 sæsonen. Det var hvad der stod i en pressemeddelelse fra dækfabrikanten onsdag.

Når 2006 sæsonen er slut, er det også slut for Michelin i Formel 1. Dækfabrikanten trækker sig. Som hovedårsag nævnes det i pressemeddelelsen, at Michelin trækker sig fordi deres filosofi om fri konkurrence mellem to eller flere dækfabrikanter i Formel 1 ikke er til stede, efter at FIA har offentliggjort deres seneste planer hvori det fremgår at man arbejder hen mod én dækleverandør.

Michelin fastslår dog også at man ikke trækker sig fra motorsporten, men kun Formel 1. Ligeledes siger Michelin også at hvis FIA en dag kommer på andre tanker vedrørende en ændring således at der igen kan være flere dækleverandører, så er det meget sandsynligt at Michelin igen vil være repræsenteret i Formel 1.

Pressemeddelelsen kommer fra allerhøjeste plan hos Michelin idet at det er Edouard Michelin som udtaler sig. Beslutning om at trække sig kommer efter at Michelin har haft lange og dybe samtaler med de teams som man leverer til i 2006 sæson, samt Sir Frank Williams.

FIA kort kommenteret Michelins meddelelse og siger blandt andet at mange teams i lang tid gentagne gange har efterlyst og anmodet om at der kun er én enkelt dækleverandør. Faktisk er der allerede lavet aftale om at når den nye Concorde aftale starter i 2008, så er det med én dækleverandør. Dette ser nu ud til at gælde allerede fra 2007. Og så en lille giftig pil fra FIA. De siger nemlig, at én enkelt dækleverandør utvivlsomt vil gøre Formel 1 mere fair, sikre og mindre dyrt for teamene, og ikke mindst, er der al mulig grund til at tro at man vil undgå en gentagelse af skandalen på Indianapolis Motor Speedway i år.

Har Michelin fået nok af FIA - i Formel 1 - eller er der økonomiske hensyn at tage stilling til? Det amerikanske GP 2005 blev dyrt for Michelin, meget dyrt.

PDL  


 

Hop til top14.12.2005

Karthikeyan indkaldt til endnu en test

Narain Karthikeyan er indkaldt til endnu en test hos Williams. Det kan indikere at Nicolas Kiesa måske ikke får det sæde han og baglandet har arbejdet så hårdt på.

Karthikeyan er blevet indkaldt til endnu en Williams test, efter at han tilsyneladende imponerede hele teamet ved sin endags test i sidste uge. Ikke alene gav han ifølge teamet gode inputs til teamet, han kørte også hurtigere end Nico Rosberg ved den anledning. Karthikeyan skal teste for Williams i dag onsdag og igen fredag. Teamet tester nok en gang på Jerez i Spanien.

Det er umiddelbart dårlige tegn for Nicolas Kiesa. Kiesa har så vidt vides kun deltaget i de indledende manøvrer i flere simultantests og har endnu ikke fået muligheden for at teste. Og måske er tiden knap. Ifølge Williams teamets testplan, vil teamet ikke teste mere i år efter at testen er slut på fredag. Om der kommer sidste øjebliksændringer er dog ikke til at vide. Meget kan dog afhænge af hvor godt Karthikeyan klarer sig i sin anden test for Williams. Falder han igennem er det ikke udelukket at Kiesa kan få chancen også for en test.

PDL  


Hop til top
Blokerer Midland F1 for Super Aguri F1?

Super Aguri F1 kan deltage i 2006 sæsonen hvis ikke et eller flere teams forhindrer dem. Tilsyneladende blokerer Midland F1 i øjeblikket for deltagelsen.

Super Aguri F1 vil gerne med i Formel 1 i 2006, men flere forhindringer skal overvindes først. Super Aguri nåede ikke at betale depositumet for deltagelse rettidigt, men FIA vil ikke umiddelbart lægge nogen hindringer i vejen for at Super Aguri F1 kan deltage alligevel, bare depositumet bliver betalt inden for en rimelig frist og alle andre forpligtigelser ellers bliver overholdt. Det være sig et lovligt chassis mv.

Men for at Super Aguri F1 kan deltage, nu da depositumet ikke er betalt rettidigt, så kræves der også én enstemmig godkendelse fra de andre teams i feltet. Ifølge en unavngiven kilde er alle klar med deres godkendelse - undtagen Midland F1. Angiveligt har Bernie Ecclestone overtalt de andre teams til at give godkendelsen, men det er endnu ikke lykkedes med Midland F1. Og måske - hvis man ser det fra Midlands side - er der en grund til ikke at give godkendelsen. Ingen ved hvor Super Aguri F1 står henne.

Man ved dog at teamet vil anvende Honda motorer og Bridgestone dæk, men chassiset - nej. Super Aguri har dog købt nogle Arrows chassiser af Paul Stoddart, og prøver at gøre dem klar til deltagelse i 2006. Og overholder teamet alle forpligtigelser med chassiset også, så hænger det stadig på Midland. Midland frygter faktisk for at Super Aguri vil klare sig bedre end dem selv, og det betyder mistede indtægter fra fordelingen af mediepengene. Som reglementet er nu, er det kun teams i top 10 som får del i pengene. Og med 11 teams er risikoen tilstede for Midland som kun med nød og næppe klarede sig bedre end Minardi i 2005 sæsonen.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk