Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
17.12.1999
 Forbud mod V 12´ere?
 Lehto endnu et bud
 Trulli roses af Jordan
 De la Rosa 2000-sikret
 Manning - Jeg er klar!
 BAR på banen
 Neddæmpet BMW
 
16.12.1999
 Korthuset vælter for Benetton
 Vellykket BAR-Honda
 Salos 1. test for Sauber
 Nye regler på vej
 

Hop til top17.12.1999

Forbud mod V 12´ere?

FIA, det internationale motorsportsforbund, er samlet i disse dage for at drøfte og fremkomme med diverse regelændringer, alt sammen med henblik på at forbedre formel 1 og gøre den mere sikker og samtidig mere spændende (læs overhalinger). Det er ikke altid deres tiltag lykkes lige godt.

I de seneste dage er der kommet ting frem omkring bilernes konstruktion. Og nu er turen kommet til motorerne. Man påtænker at forbyde V 12 motorer for at bremse omkostningerne, og det skulle så ske indtil i hvert fald 2005. Og det er jo vældig smart fundet på, især når Ferrari faktisk har deres nye V 12'er klar til at komme i testbænken, og Toyota så vidt vides også arbejder meget intenst på en V 12'er, for øvrigt med hjælp fra en tidligere Ferrari motorkonstruktør. Der er også snak om, at både Honda og Peugeot har noget på tegnebrættet.

På en måde er det lidt tragisk med et sådant forbud, hvem husker ikke den søde lyd af en 12'er accelerere ud af et sving senest fra Ferrari som kørte meget længe med 12 cylindrede motorer. Nogle af problemerne med de 12 cylindrede var vægten og brændstof- forbruget, men det mener i hvert fald Ferrari at have løst.

Men vi skal nok tage den lidt med ro indtil videre, da alle disse nye regler og regelændringer, skal være fremlagt og vedtaget i senest september måned, for at de kan træde i kraft året efter.

På den anden side set kunne man godt skele lidt til Champ Car, hvor man har helt faste regler om motordesign. Det hedder sig, at det i princippet skal være muligt for alle at vælge den motor man vil have, så der bruger man en leasingsvariant for at holde omkostningerne nede. Så er det op til motorkonstruktørerne at begrænse omkostningerne.
Men der er sikkert mange meninger om dette.

PDL  


Hop til top
Lehto endnu et bud

Kandidaterne til Zanardis sæde er blevet udvidet til også at omfatte Jyrki Jarvilehto Lehto (blandt venner blot kaldet JJ...), der seneste i 1994 kørte for Benetton. Finnen har kontakt til BMW via sit engagement i deres sportscar-division, og var med i den stærke trio der førte Le Mans i dominerende stil i år - sammen med Tom Kristensen og Jörg Müller. Müller er fortsat med i løbet om pladsen, mens den klart hurtigste af de tre kørere, Tom Kristensen ikke længere vurderes til at have nogen chance. Tankevækkende.

"Det er godt for os, fordi vi kender cheferne hos Williams," siger Lehto der efter et uheld aldrig rigtig kom tilbage til toppen - også efter at være blevet lidt op af Schumacher. "Det er kun en lille chance for at der sker noget, men jeg vil være glad hvis jeg får en chance for at teste for Williams," siger han videre og dermed sidder han også på et meget yderligt mandat.

Flere kilder peger også på Darren Manning som et bud, men det vil næsten være totalt uhørt hvis et ærke-konservativt team som Williams hyrer en Formel 3-kører til en Formel 1-sæson. Det vil være historie. Undertegnedes bedste bud er fortsat Bruno Junquiera - især efter hans testtider for BMW.

BB  


Hop til top
Trulli roses af Jordan

Jordan-teamet har fået en ny storkører i form af Jarno Trulli. Damon Hill forlod sædet efter en decideret off-season hvor tankerne var helt andre steder end i Formel 1. Tim Holloway, der er chefingeniør i Jordan-teamet har bemærket at det giver en forskel at få friske kræfter ind i teamet. "Det gik overhovedet ikke godt, og jeg vidste at han fandt det utrolig svært," siger han om Damon Hills 1999-sæson – men i Formel 1 kan man ikke tillade sig at se tilbage men i stedet fremad.

Holloway kan notere sig de forskelle der har været på de to kørere – Hill nåede aldrig rigtig at finde den rigtige rytme – blandt andet på grund af de rillede dæk som ikke passede britens mere traditionelle bløde og glidende kørestil. "Trulli er aggressiv på en kontrolleret måde, og han er meget jævn under nedbremsninger om med speederen," siger han. Trulli er kendt for at være aggressiv og presse racerne til grænsen – og det er efterhånden et faktum at Formel 1-racerne anno 1999/2000 skal køre med en stor portion aggressivitet – den glidende stil som blandt andet David Coulthard også er opfostret med passer simpelthen ikke ind i Formel 1 mere…

Eddie Jordan med sine "musikere" i 1999 og 2000!

BB  


Hop til top
De la Rosa 2000-sikret

Arrows har offentliggjort at teamet fortsætter med Repsol og dermed også med Pedro de la Rosa i den kommende sæson. Dog er der fortsat stor usikkerhed om hvem der får det andet sæde - måske bliver det en kamp mellem hollænderne Coronel og Verstappen. "Vi er naturligvis glade for at Repsol har besluttet sig for at forny deres samarbejde med os i yderligere et år. Jeg er også meget imponeret over Pedros modenhed og professionalisme under hans første år i teamet og jeg er sikker på at vi vil give ham en racer og motor i den kommende sæson der vil give ham konkurrencedygtige resultater," siger Tom Walkinshaw over de to forlængelser. Man kan så tilføje at det sandsynligvis kun kan gå fremad for Arrows.

Spanieren der blev slået af Marc Gene som den bedste spanier i Formel 1, er glad for yderligere en sæson i motorsportens superliga. "Jeg er meget glad for at Repsol har besluttet at forsætte deres støtte af Arrows. Teamet arbejder hårdt på de sidste tiltag på A21'erne med Supertec-motoren, som jeg er sikker på vil være en konkurrencedygtig drivkraft næste år," siger Pedro de la Rosa.

BB  


Hop til top
Manning - Jeg er klar!

At man har kørt en Formel 1-racer for første gang har åbenbart fået Darren Manning til at gøre sig selv 100% klar til at køre Formel 1. Den 24. årige brite der i år har vundet det japanske Formel 3-mesterskab og vundet de to store internationale Formel 3-løb i Korea og Macau, har efter en to-dages test med Williams et mål: Formel 1 - og gerne allerede nu!

"Jeg føler at jeg er klar til Formel 1, og de sidste par dage har bevist det Jeg klar til at få en chance," siger Manning der tydeligvis ikke er bange for at få for høje tanker om sig selv. Briten var begejstret for de kræfter der er i Formel 1, og følte at der var mange sammenfald mellem Formel 1 og Formel 3. "Den anden dag jeg kørte, endda i fugtige forhold, følte jeg at mig forenet med Williams'en som jeg gør i min Formel 3-racer. Alt var meget bekendt," siger Manning.

Manning var selv meget tilfreds med tiderne og de omgange han kørte og at de lå tæt på Ralf Schumachers præstation.

BB  


Hop til top
BAR på banen

'British American Racing Honda Formula One Team', eller bare BAR, har netop afsluttet en succesfuld firedages test på Jerez-banen sammen med 7 andre teams. BAR Honda 02, som teamets år 2000-racer hedder, fik kørt 1010 km uden problemer. Bag rattet sad de to faste kørere Jacques Villeneuve og Ricardo Zonta. Teamet havde meget at sige om testen, så lad os give ordet videre til dem selv:

Jacques Villeneuve
"Vi har lavet noget godt arbejde disse tre sidste dage med mange omgange. Det føltes som en rigtig test bør. Der har ikke været noget problem bilen eller motoren – det ser alt sammen ud til at fungere fint. Vi har ikke arbejdet på nogen særlige set-ups, men blot koncentreret os om at få kørt en masse og få nogle kilometer bag os. Det er åbenlyst, at vi behøver mere fart, men det kommer snart. Det er et godt førsteindtryk og et godt tegn for resten af sæsonen."

Craig Pollock, administrerende direktør, BAR
"Shakedown-testen på Silverstone og denne uges Jerez-test taget i betragting, ser det ud som om, at den tekniske stabilitet vi manglede igennem 1999-sæsonen, har gjort enorme fremskridt. Som et resultat af dette er teamets morale væsentlig steget, og også på grund af den fremragende kemi der har udviklet sig mellem os og Honda-folkene, som vi arbejder nært sammen med. Alle i teamet er blevet virkelig grebet og imponeret af den reaktionstid Hondas teknske medarbejdere demonstrerer hver gang et spørgsmål melder sig.

Vi er dog mere end klar over, at selv med forbedret stabilitet, er der lang og svær vej igen, før vi når vores mål. Betydningsfuldt er, at nærmest hele British American Racing Team anno 1999 er blevet sammen. Efter alt hvad vi har været igennem, indser alle at vi står i en bølgedal og ikke kan tage alt for givet. Jeg tror nu alligevel, at det positive resultat af disse to første tests har givet megen god drivkraft, og vi ser frem til at forsætte vores forberedelser til den nye formel 1-sæson."

Robert Synge, teamchef, BAR
"Det har været en meget positiv test for os. Vi havde ikke sat os for at præstere noget særligt her på Jerez. Vi ville snarere koncentrere om stabilitets-spørgsmålet og på at begynde at forstå bilen og det dens mekaniske pakke. Det er opmuntrende, at vi ind til videre ikke har fundet nogle særlige sårbarheder. Som forventet har Honda-motoren været excellent og har kørt stærkt og pålideligt i de fire dage testen har varet. Det er stadigt tidligt i forløbet, men indtil videre går det godt."

Takefumi Hosaka, F1-projekt leder, Honda R & D
"I denne test har vi opnået mage gode ting og samlet en stor portion vigtig data. Vi har færdiggjort det projekt vi havde planlagt, inklusive en løbssimulation på mere end halvfjerds omgange. Det er lykkedes os at opnå alt dette takket Hondas mekanikere og British American Racings ansatte. Som vi kunne forvente, er der et par få tekniske problemer, der må løses, men kørerne og teamet er ekstremt tilfredse. Vi er på rette vej med vores 2000 forberedelser."

CBA  


Hop til top
Neddæmpet BMW

I den tidligere formel 1-kører Gerhard Berger har BMW alene fået en kendt og pressevant frontfigur, men også især en erfaren og fornuftig motorsportschef. Man har lært af andres fejltagelser og attituden er langt mere realistisk og afdæmpet end man kunne forvente. BMW-Williams testede fornyelig på Barcelona-banen i Sydspanien. Ralf Schumacher testede de to dage og og derefter tog BMW's testkører, Jorg Muller, over den sidste dag.

"De omgangstider vi har sat i denne test er okay. Vi ligger i midten af feltet, hvilket også er hvor vi forventer at være i de første løb i 2000," sagde Gerhard Berger der en kort tid i begyndelsen af sin formel 1-karriere kørte for netop BMW. "Vi havde vores op- og nedture med stabiliteten og vi bliver nødt til at arbejde med dette, men vi er ikke bekymrede."

Alex Zanardi dukkede heller ikke op til denne test, selvom teamet allerede i November bekræftede dette.

CBA  


 

Hop til top16.12.1999

Korthuset vælter for Benetton

Med budskabet om at Toyota gør deres entre i Formel 1 fra 2001, er bestemt ikke noget der har givet Benetton en mere lys fremtid. Den store japanske bilgigant har været et meget godt bud på en potentiel partner i et team der næsten desperat søger efter en seriøst partner til at leverer motorer. Toyota bliver det ikke sammen med og nu må de i stedet se sig om efter andre muligheder.

Benetton ”mistede” Ford efter 1994 da de i stedet ville forsøge at udvikle en V10-motor i stedet for den lette og på det tidspunkt meget succesrige V8-motor. Eller rettere – Benetton købte sig til Renault-motorerne ved at Briatore købte Ligier-teamet. Da Renault efter 1997 trak sig ud og Benetton i virkeligheden var på randen af et totalt kollaps, var markedet efterhånden meget smalt. Der var kun få motorer i Formel 1 og derfor måtte teamet, såvel som Williams-teamet nøjes med Supertec/Mecachrome motorerne, der ikke kunne følge det niveau Renault stod for. Ford? Ja, de havde over en del sæsoner leveret motorer til Sauber – dog uden den store succes. David Richards der siden hen kom til at stå i spidsen for Benetton forsøgte flere gange at overtale Ford til igen at vende tilbage til teamet – men Ford ville behandles på samme måde som sidst – og valgte i stedet at støtte et nyt team, med den bagtanke at overtage teamet, sådan som vi har set det skete.

Andre teams arbejdede i andre retninger – Peugeot vil næppe være med i Formel 1 hvis ikke det var for det franske Prost-team. Williams var hurtigt ude og fik overtalt BMW til at indgå en alliance, der bliver sat på vandet i den kommende sæson. BAR – der havde store ord og fagter omkring deres debut var også i stand til at få fabriksstøtte i form af Honda. Benetton? Supertec igen-igen! Og det ser ikke ud til at der er lys forude. Teamet kommer i bås med et team som Arrows – der præstationsmæssigt var det dårligste i år. Teamet har siden 1995 bevæget sig støt og roligt mod bunden – og fyringer af teamchefer og designere har ikke løst problemerne. Det er næsten mest synd for de to kørere – Fisichella som en af de største talenter og Wurz som en af fremtidens ’tænkende’ kørere. At de bliver og ikke finder et andet team er for mig en gåde. Der skal mirakler til at det kan gå fremad.

BB  


Hop til top
Vellykket BAR-Honda

Jacques Villeneuve kørte for første gang med BAR's nye Honda V10 motor på Silverstone for nylig og teamet virker meget tilfreds. Fireogtredive problemløse omgange blev det til i den første udgave af teamets anden racer. "Motoren lyder og føles god, " sagde Villeneuve bagefter, men en nærmere vurdering ville han dog ikke give: "Det var svært at sammen ligne farten med 1999-bilen på grund af den glatte bane." Malcolm Oastler, BAR's tekniske direktør, udtalte derimod en typisk kommentar til pressen. "Shakedown-testener gået ekstremt godt - faktisk kunne vi ikke have forventet det til at gå bedre. Det er et bevis på det hårde arbejde folk har haft igennem det sidste halve år, med at designe og bygge bilen, og det samarbejde vi har lært dette år," sagde han.
CBA  


Hop til top
Salos 1. test for Sauber

Takket være en række begivenheder blev 1999 året hvor Mika Salo først blev fyret fra Arrows, men siden hen hyret af tre andre. I tirsdags foretog finnen sin første test for Sauber på Jerez. Han var 6.-hurtigst ud af de tretten kørere og gennemførte 61 omgange. "Målet var først og fremmest at lære bilen og teamet at kende," sagde Salo. "Vi brugte vores nye Ferrari-motor for første gang og vi var nødt til at være forsigtige i begyndelsen. Det er derfor, jeg kun havde halvtreds procent af motorens kapacitet til rådighed i morgentimerne." Sauber vil først fremmest koncentrere sig om at få gearkassen i orden til sæsonstarten, afslørede han. "Vi ville være helt sikre på at gearene virkede ordentligt. Om eftermiddagen kunne vi bruge flere hestekræfter."

Mika Salo gjorde opmærksom på, at de tider testen viste, ikke var megen nytte: "Når alt kommer til alt, så er der syv teams der tester her, og hvert team har noget splinternyt at køre med. BAR har den nye Honda-motor, Williams har deres BMW og Ferrari har Barrichello etc. Minardi, for øvrigt, leder efter en ny kører og en af kandidaterne er Peter Sundberg fra Sverige. Det ville være rart at have endnu en fyr fra Nordeuropa her i formel 1." Der er kun ham selv og navnebor, landsmand og barndomsven Hakkinen tilbage i f1-feltet. De to Mika'er ser dog ikke meget til hinanden mere.

CBA  


Hop til top
Nye regler på vej

Så har FIA igen haft hovedet i blød om hvilke ændringer der skal laves i Formel 1-reglementet efter at der har været topmøde i London. FIA har ikke kun set på det tekniske reglement, men lægger også op til en del ændringer i det sportslige reglement. Max Mosley har lagt op til at teams og kørere allerede næste år vil blive straffet hvis der bevidst køres taktisk på banen - forstået på den måde at det bliver forbudt at sinke andre kørere, blandt andet med det malaysiske og japanske grand prix i tanke.

Det er tanken at køreren først får en advarsel og hvis forseelsen ikke rettes eller bliver gentaget udløser det en 10 sekunders straf efter de gældende regler for stop-and-go straffe. Er det helt grelt vil det udløse en karantæne i et løb! Det bliver så løbskommissærerne der skal overvåge om alt går rigtig for sig, blandt andet ved at følge de enkelte køreres omgangstider. Problemet med en sådan lov er at den er meget fleksibel - det vil sige at den kan tolkes vidt forskelligt af kommissærerne og det kan give en masse ballade og protester.

Men det er især på det tekniske område at vi finder de mest markante ændringer, under målsætningen: mere sikre, langsommere racer der kan overhales. Den målsætning er allerede lanceret af FIA da de før 1998 gjorde raceren 20 cm. smallere og indførte rillede dæk. Det forventede resultat udeblev: antallet af overhalinger steg ikke markant og racerne blev ikke langsommere. Sikkerhedsmæssigt var 1999-sæsonen et bevis for at Formel 1 stadig kan gøres mere sikker. Zontas uheld på Interlagos, Schumachers på Silverstone og Diniz på Nürburgring er eksempler på uheld der gav mere fokus på sikkerheden i Formel 1.

Blandt andet havde FIA fat i en af Formel 1-sportens mest erfarne designere, John Barnard der i dag er tilknyttet Prost-teamet. Han er kommet frem med en foreløbig skitse eller koncept til hvordan det tekniske reglement bør ændres. Over en toårig periode bliver racerne 20 cm. bredere, samtidig med fronten af chassis'et også skal ændres. Blandt andet skal fronten være bredere sådan at det er muligt at beskytte kørernes ben - med Schumachers uheld i tanke. Derudover foreslår Barnard at bagdækkene gøres bredere - måske som en kompensation for at Max Mosley ikke vil opgive sin teori om de rillede dæk. Derfor spørger Barnard ikke om at komme tilbage til slicks men forsøger så i stedet med nogle bredere dæk. Hvis det står til Barnards koncept skal bagdækkene være 7,5 cm. bredere.

Med hensyn til sikkerhed, vil styrtbøjlen blive forstærket, efter Diniz store uheld på Nürburgring. Derudover skal sidekasserne gøres stærkere og rykkes frem for at give mere sikkerhed på siden af racerne. Endvidere opretholdes forbudet mod beryllium, hvilket har fået flere motorleverandører og teams til at droppe planer om evt. at udvikle V12-motorer.

I et forsøg på at forbedre forudsætningerne for overhalinger skal diffusoren forbydes, hvilket adskillige har været inde på. Diffusoren leder luftstrømmene i bagenden af raceren og er blandt andet med til at lave mange turbulenser bag raceren hvilket hindrer overhalinger. Derover skal både front- og bagvingerne gøres mindre. FIA fortsætter med at behandle konceptet i februar, hvor det endelige reglement sandsynligvis præsenteres, hvis FIA har i sinde at det skal gennemføres i 2001.

BB  


 

Hop til topCopyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk

ÅrTeamPlaceringPoint
1995Benetton-RenaultNr. 1137
1996Benetton-RenaultNr. 368
1997Benetton-RenaultNr. 367