Andre klasser

Løb nr. 11:
Michigan
(ovalbane)
Juan Pablo Montoya vandt for 2. gang i 2000 et 500 mil løb efter en gevaldig herredyst med Michael Andretti.

Der havde været meninger fremme om, at CART burde overveje, at droppe de lynhurtige Superspeedways, men alt dette så canadiske Paul Tracy stort på, da han med en gennemsnitshastighed på 234,949 mph. (ca. 376 km/t.) drønede rundt på 2-mil ovalbanen, og sikrede sig dermed hans første pole-position i sæsonnen. Michael Andretti startede som nr. 2, Christian Fittipaldi som nr. 3 efterfulgt af Dario Franchitti og Gil de Ferran.

Alle i Top-16 var indenfor samme sekund, så der var virkelig lagt op til et spændende løb.

Hele vejen igennem de i alt 250 omgange, var der næsten konstant en knivskarp kamp om 1. pladsen. Officelt skiftedes den 55 gange fordelt på 10 forskellige kørere, men da man målte dette, når bilerne krydser selve start-/målstregen, så var der reelt tale om mindst det dobbelte, hvis man tager hele banen i betragtning.

Montoya og Andretti gav over de sidste ca. 17 omgange en opvisning i, hvad ovalbane race handler om. Næsten hver gang de krydsede start-/målstregen, så var de kun adskildt af noget nær mindste margin. Gang på gang overhalede Andretti columbianeren i sving nr. 1, hvorefter det hele skiftede igen i sving nr. 3. Derfor valgte Andretti på den allersidste omgang, at vente med at overhale indtil det 2. sidste sving, og det lykkedes. Men, Montoya formåede alligevel er klemme sig foran på selve målstregen selvom det kun var med 0,040 sekunder.

Dermed sikrede Montoya sig endnu en sejr i et 500 mil løb. I maj måned vandt han Indy 500, og han var nu ved at have etableret sig som en erfaren ovalbane kører. Sejren i Michigan var desuden den bedst mulige optakt til det næste løb på 1 mil ovalbanen i Chicago - en bane, som ejes af hans team-ejer, Chip Ganassi.

Selvom Andretti altså ikke kunne gentage sejren den forrige uges løb i Toronto, så var han på ingen måde skuffet over resultatet. Han havde, ligesom Montoya, nydt deres tætte kamp, som på alle måder var helt fair kørt.

Skotske Dario Franchitti blev nr. 3 efter et forholdsvis anonymt løb. Det var kun til allersidst, at han kæmpede sig vej frem i feltet, og dermed gav han en personlig opvisning i, at når man kører et 500 mil løb, så er de første 200 mil sådan set underordnede. Det er de sidste 50, der for alvor tæller.

Canadiske Patrick Carpentier blev en flot nr. 4 efter at han i flere perioder af løbet havde været med helt fremme. Den sidste i Top-5 blev Helio Castroneves.

Løb nr. 12:
Chicago
(ovalbane)
Løbet i Chicago bød på endnu en førstegangsvinder, nemlig Cristiano da Matta.

Juan Pablo Montoya sikrede sig sæsonens 5. pole-position, og dermed var det den bedst mulige optakt for Ganassi Racing på deres hjemmebane. Der var dog meget hård kamp om placeringerne. Helio Castroneves og Tony Kanaan var nemlig kun helholdsvis 0,026 og 0,030 sekunder langsommere end columbianeren. Kenny Brack startede som nr. 4 og Cristiano da Matta som nr. 5.

Efter et par flotte resultater i de foregående par løb, så lykkedes det endelig for Cristiano da Matta at opnå det ultimative resultat da han vandt løbet i Chicago. Det var desuden den første sejr nogensinde til team-ejer, Cal Wells, i CART serien.

Teamet blev oprindelig grundlagt i 1995 af Wells og Frank Arciero, og hed indtil denne sæson Arciero/Wells Racing. Op til starten af denne sæson forlod Arciero så teamet, og Wells kunne med hovedsponsoreren Pioneer i baghånden så stifte PPI Motorsports. Det værste øjeblik for Wells var dog uden tvivl, da hans kører, Jeff Krosnoff, blev dræbt i løbet i Toronto i 1996. Da Matta og hele teamet dedikerede da også sejren i Chicago til netop Krosnoff.

Før 2000 sæsonstarten
Efter en fantastisk 1999 sæson, hvor Juan Pablo Montoya vandt PPG Cup'en med mindst mulige margin over Dario Franchitti, så var vinterperioden nærmest ulidelig at komme igennem. Desværre blev 1999 sæsonen jo også præget af to tragiske dødsulykker. Gonzalo Rodriguez mistede livet på Laguna Seca, og Greg Moore blev brutalt revet bort, da han bragede mod den inderste betonvæg på California Speedway i Fontana.

Men 'the show must go on', og det samme var også tilfældet i CART. Set ud fra et dansk synspunkt, så var 1999/2000 Silly Seaon virkelig spændende.
Hele 3 danske kørere var hotte emner, nemlig Jan Magnussen, Tom Kristensen og Jason Watt. Det hele endte dog med at blive en mental fuser eftersom at ingen af de 3 jo kom til at køre i serien. For Jasons vedkommende var baggrunden jo meget tragisk, men heldigvis har han beholdt det positive og optimistiske sind, som altid har været et kendetegn for ham.

Selvom Danmark altså ikke blev repræsenteret i CART i 2000 sæsonen, så kunne vi dog glæde os over, at vores svenske broderfolk fik én af deres kørere med i serien, nemlig Kenny Brack. Han var måske nok for mange et meget ubeskrevet blad til trods for, at han skam havde gjort sig positivt bemærket i 1999. Han vandt nemlig det legendariske Indy 500, og det er jo noget der bliver lagt mærke til - i hvert fald 'over there' - og Bobby Rahal var da heller ikke sen til at løfte fjerpinden for at tilbyde den unge svensker en kontrakt.

Der var skandinavisk islæt i form af Kenny Brack

De andre rookier var Noberto Fontana (der først meget sent afløste Richie Hearn hos Della Penna teamet), Takuya Kurosawa (Coyne Racing), Shinji Nakano (Walker Racing), Oriol Servia (PPI Motorsports) og Alexandre Tagliani (Player's/Forsythe).

Morris (Mo) Nunn havde forladt Ganassi Racing for at etablere hans eget team. Bryan Herta var i lang tid udset til at blive Nunns foretrukne valg, men det blev i stedet den meget talentfulde Tony Kanaan. Han skulle egentlig have fortsat hos Jerry Forsythe's McDonalds-sponsorerede team, men han blev i stedet købt fri af Nunn. I stedet fik Herta så det ledige sæde hos McDonalds 'Drive Through' teamet. Desværre for Herta, så trak teamet sig ud af serien, og dermed blev amerikaneren sorteper. Han fik dog mulighed for at køre som afløser hos bl.a. Walker Racing, Nunn Racing og Forsythe Championship Racing.

Roger Penske kunne desuden præsentere hans to nye kørere, efter at Al Unser Jr. havde sagt farvel, og i stedet skiftet til IRL (Indy Racing League).
Det skulle oprindelig have været Gil de Ferran og Greg Moore, der skulle køre for den erfarne team-boss, men med Moores dødsulykke på banen i Fontana, så blev der pludselig et sæde ledigt. Dette blev overtaget af Helio Castroneves, der i 1999 havde slået sine folder hos Hogan Racing, men da Carl Hogan annoncerede, at han lukkede hans team, ja så var fremtidsudsigterne ikke de allerbedste for Castroneves.
Penske var dog hurtigt ude med et tilbud til den unge brasilianer, og det endte altså med, at teamet blev et rent brasilianske foretagende på kørersiden.