I 2011 sæsonen genindføres KERS, ligesom der bliver mulighed for i et vist omfang at justere på hækvingen. Men FIAs tekniske arbejdsgruppe arbejder videre. Det er allerede bestemt at bilerne i 2013 skal udstyres med 1,6 liters turbomotorer. Men der kommer tilsyneladende mere.
FIAs tekniske arbejdsgruppe har netop udsendt skitser til Formel 1 teamene der viser og beskriver udkast til en ny udgave af frontvinger som FIA vil arbejde på at få indført. Ifølge de engelske medier vil den nye frontvinge få et udseende der ligner en 'te-bakke'.
Formålet er tilsyneladende at generere mere downforce via undersiden af bilerne. Ifølge de foreløbige forlydender bliver de nye frontvinger væsentligt mindre end de store og brede vinger der anvendes i dag.
FIA har bedt Patrick Head og Rory Byrne om at udarbejde forskellige skitser og udgaver af det nye design. Patrick Head har udtalt sig ganske forsigtigt om opgaven.
"I 2013 må man anslået kun bruge 65 % af det brændstofforbrug vi har i dag. Samtidig skal tilstrømningen af brændstof også begrænses - det er et krav. Vi blev informeret om at sådan vil det blive, så vi skulle finde frem til en specifikation på bilerne som maksimalt gør dem 5 sekunder langsommere pr. omgang."
"Rory har hos Ferrari lavet simulationer på enkelte baner, og vi har nu fundet frem til et antal muligheder som ende ud i et sæt geometri muligheder for bilerne."
I januar måned holder FIAs tekniske arbejdsgruppe møde hvor også teamene er indkaldt. Her skal de forskellige skitser og muligheder drøftes.
Lotus Renault GP har udsendt pressemeddelelse om at Vitaly Petrov også er hos teamet i næste sæson, ja faktisk i de to næste sæsoner. Dermed forsætter makkerparret Robert Kubica og Vitaly Petrov endnu en sæson sammen.
Vitaly Petrov forsætter hos Lotus Renault GP - dog med nye farver
(Foto: Renault media)
Lotus Renault GP har for så vidt været tilfredse med Vitaly Petrovs indsats, men erkender også blankt at der har været visse mangler. Af teamet er han blevet kritiseret for at være for svingende. Men man har dog sat sig ned sammen og har fundet ud hvor problemerne har været.
Teamet nævner selv et vigtigt faktum som ikke har fungeret for godt for Vitaly Petrov, nemlig det at få det hele til at fungere over de 3 dage én Grand Prix weekend strækker sig over. Samtidigt siger teamet også at man har brug for stabilitet og ved at beholde Vitaly Petrov fremfor de andre kandidater, håber man på at kunne blive endnu stærkere.
Vitaly Petrov selv siger at han er yderst glad for at han har kunnet forlænge aftalen med teamet. Han indrømmer også at tingene ikke har været lette og at 2010 har været et stort læreår. Nu vil han sammen med teamet sørge for at komme videre. Det gælder om at lære de nye ting der er indført til 2011 sæsonen. Ny dækleverandør, KERS og de justerbare hækvinger.
Han udtrykker også at det nære samarbejde han har haft med mekanikere, teknikere og ingeniører i 2010 sæsonen skal yderligere udbygges. Vitaly Petrov udtrykker også at han aldrig har følt sig som en fremmed i teamet, og han håber på at han i løbet af sæsonen kan betale tilbage på den tillid teamet har vist ham.
En formel men endnu uofficiel meddelse mere end antyder at McLaren teamchefen Martin Whitmarsh forbliver i rollen som bestyrelsesformand for teamenes sammenslutning FOTA.
FOTA får efterhånden en mere og mere dominerende rolle i Formel 1, og kan til tider godt give FIA ren besked om de ændringer motorsportsforbundet kommer ud med. Men samtidigt arbejder FOTA også paralelt med FIA især når det gælder om at begrænse omkostninger. En stor del af det arbejde blev startet af Luca di Montezemolo, og er med succes blevet videreført af Martin Whitmarsh.
Martin Whitmarsh forsætter angiveligt som FOTA formand
(Foto: McLaren media)
Oprindeligt var det lagt op til at rollen som bestyrelsesformand skulle gå på skift blandt de deltagende teams, men der har tilsyneladende været så stor opbakning om Martin Whitmarsh, at man har valgt at lade ham forsætte i rollen. Der var dog andre kandidater til posten, hvor blandt andet Ross Brawn, Mercedes og Adam Parr, Williams kunne være en mulighed.
Ross Brawn har tidligere udtrykt at han ikke decideret går efter posten sålænge at alle er tilfredse med Martin Whitmarshs arbejde. Ross Brawn er for nuværende formand for FOTAs tekniske arbejdsgruppe, men ventes at stoppe på denne post.