Jos Verstappen har i snart lang tid været sat i forbindelse med Minardi, men endnu er der ikke kommet noget konkret frem om forhandlingerne. Men iflg. Verstappen selv skulle der angiveligt snart være noget på vej.
Jos Verstappen:
”Fortvivl nu ikke, jeg er stadig meget positiv. Jeg håber på at kan annoncere gode nyheder i midten af januar. Jeg forventer ingenting i dette år, snarere i slutningen af januar måned. Måske endda før, dvs. i midten af januar.”
Jos Verstappen har snart været i kontakt med alle teams, men har tilsyneladende kun ført forhandlinger med to teams, nemlig Minardi og Jordan. Det er de to eneste teams hvor der har været en vis sandsynlighed for et sæde, resten har ”kun” været tilgængelige som testkører.
”Vi har været i forbindelse med alle de teams hvor vi har ment at der kunne være en mulighed. De fleste tror at vi kun har talt med Minardi, men det er ikke sandt. Vi har talt med andre teams også. Det er alt hvad jeg kan sige, det er jo en følsom ting. Men vi ved hvad vi gør og selv om intet er sikkert i Formel 1, så ser det ret positivt ud og jeg er sikker på at jeg kommer tilbage.”
Alt imens at forhandlingerne står på, så tager Jos Verstappen til Norge på skiferie sammen med familie og venner og specielt sin gode ven, Michael Schumacher og hans familie.
David Richards har mange jern i ilden. Teamchef for BAR, chef for Prodrive osv. Det har fået flere til at spekulere på om BAR teamet måske vil skifte navn. Det kunne man godt forestille sig set i sammenhæng med at tobaksreklamer inden få år bliver forbudt. BAR teamets ejere er som bekendt British American Tobacco. Navnet Lotus er også nævnt i den sammenhæng. Lotus navnet er ejet af flere, men det er ikke særlig sandsynligt i og med at Lotus i forbindelse med Formel 1 tilhører en anden.
Alt bliver ved det vi kender, men derfor er det ikke givet at det bliver ved med at være sådan. David Richards siger:
"Navnet er kun en del af mærkets identitet, så hvis tiden er rigtig til det, kan det blive aktuelt at skifte navnet ud. Op til 2003 sæsonen vil vi introducere en ny selskabsprofil for at markere en ny start for teamet, og for at øge interessen for hele organisationen. Disse ændringer vil kun få begrænset indflydelse på selve teamets udseende."
Men måske er der større ting i gære. BAT har snart pumpet utroligt mange penge i teamet uden de helt store resultater. På den anden side står Honda. Honda har i et par sæsoner været med til at udvikle på bilen. Står Honda til at overtage teamet i løbet af et år eller to? Som beskrevet tidligere forlader Leo Ress Sauber teamet til fordel for Honda iflg. mange af de mere seriøse rygter.
Sauber teamet siger farvel til Leo Ress. Leo Ress har haft ansvaret for konstruktionen af modellerne fra C7 til C19. Leo Ress har været en af de absolutte nøglepersoner i Sauber teamet. Således var han ansvarlig for flere vinderbiler for Sauber. I 1989 vandt Sauber en dobbeltsejr på Le Mans, og i 1989 og 1990 vandt Sauber SWC mesterskaberne. Rent faktisk var Leo Ress også med i arbejdet på C6 modellen da han startede i teamet i 1984, den gang dog "kun" som frivillig medarbejder.
Peter Sauber:
"I vores selskab var Leo Ress ansvarlig for R&D afdelingen og var ansvarlig for at opbygge og udvide denne afdeling. Uheldigvis har resurserne ikke været store nok til at udbygge denne afdeling til det som Leo Ress ønskede at den skulle være. Derfor har Leo Ress ønsket at forlade os for at søge nye udfordringer. Leo har skabt historie for Sauber. Han har været ansvarlig for mange succeser i sportsvognsracing. Jeg vil gerne takke Leo for den store indsats han har ydet for Sauber og ønsker ham al held i fremtiden."
Leo Ress har dog ikke haft det helt nemt. Især samarbejdet med Sergio Rinland kunne være ret stormfuldt, og det resulterede da også i at Rinland forlod Sauber teamet. Det forlyder at Leo Ress er på vej til Honda. Og hvad vil en specialist i aerodynamik og design mon der? Planlægger Honda at vil starte deres eget team? Det har været forsøgt før, men det er ligesom altid rendt ud i sandet.
Juan Pablo Montoya var en af de store profiler i 2002, men trods de store anstrengelser blev det ikke til nogen sejre. Til gengæld satte han 7 poles, men det giver som bekendt ikke points. Det vil han lave om på i 2003. Indtil nu er det kun blevet til en enkelt sejr i Formel 1. Det var i det italienske Grand Prix i 2001. 2003 skal være året hvor han igen vinder.
Montoya:
"Jeg vil vinde løb. Men det vigtigste er altid at være bedre end i den foregående sæson. Til trods for - og måske også på grund af omstændighederne - er jeg meget tilfreds med 2 pladsen for konstruktørerne og med 3 pladsen for kørerne, simpelthen fordi vi forbedrede os fra i fjor. Men det er selvfølgelig altid bedre at slutte som nr. 1. Det har været en ret interessant sæson, hvor vi har slået rekorden for den hurtigste omgang i Formel 1, og sat 7 poles."
Måske hele Williams teamet vil forbedre sig hvis især de to kørere kunne få det lidt bedre sammen. Det har været adskillige tilfælde hvor Montoya og R. Schumacher ikke har været specielt enige om tingene.
Jacques Villeneuve og Michael Schumacher har aldrig været verdens bedste venner. Der har været flere kontroverser de to imellem. For det meste startet af Jacques Villeneuve. På trods af hans ellers noget anderledes indstilling, så er JV dog så professionel at han ikke er det mindste i tvivl om hvem som bliver verdensmester i sæsonen 2003.
Jacques Villenueve:
"Så længe han ikke brækker et ben eller Ferrari begår en kæmpefejl med hans bil, så er der intet der kan stoppe ham."
Det er vel en typisk Villeneuve erkendelse. Selv har han store forventninger til BAR's nye BAR005, som ifølge planen bliver præsenteret den 14. januar.
"Jeg er ret sikker på at vi kommer til at kæmpe tæt med McLaren og Williams i næste sæson, og hvis de forventede forbedringer kan forsætte som de gør nu, så kan vi være med i kampen om mesterskabet i 2004."
Så er spørgsmålet om det er lidt spil for galleriet eller den nye 005 virkelig bliver så god som JV prøver at give udtryk for. Men der er også andre der gerne vil blande sig i topkampen. Første halvdel af sæsonen 2003 vil give mange hints. Ikke alene om hvem der kan blande sig i toppen, men sikkert også om hvem der ikke kan klare sig. Det gælder både resultatmæssigt og ikke mindst økonomisk. 2003 bliver en spændende sæson på flere områder, måske desværre ikke om hvem der vinder.