Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
4.12.2000
 Første dag på Jerez
 Red Bull kvitter F1 efter 2001
 Gene går glad til arbejdet
 Nyt talent til Jaguar
 
3.12.2000
 Det engelske Grand Prix sikret
 Rahal - Ind i top 5
 Mazzacane med flere kasketter?
 Minardi tester i Valencia
 Den nye Jaguar klar om en måned
 Button er Williams´ ejendom
 

Hop til top4.12.2000

Første dag på Jerez

David Coulthard stod for en lille forpremiere på stortesten på Jerez, da han allerede i dag rullede ud for at gøre sig klar.

Skotten var den eneste der kom på banen, mens alle de andre deltagende teams er i gang med at gøre sig klar til det helt store ryk fra i morgen tidlig. Skotten brugte dagen til at teste dæk, og kørte banen med mindre downforce. McLaren og han forventer at FIA kommer med ændringer der kan give mindre downforce i raceren, hvorfor det kræver en del tilpasning.

Vejret var perfekt - og i slående kontrast til den regnfyldte testdag på Silverstone i fredag. Dagens tid lød på 1:23,02 og Coulthard kørte 58 omgange.

Den helt store test begynder i morgen og varer tre dage.

BB  


Hop til top
Red Bull kvitter F1 efter 2001

Hvis Sauber-teamet har holdt øje med Minardi og Sauber i de seneste par måneder, ved de hvad de kan forvente om et lille års tid, når hovedsponsor Red Bull efter al sandsynlighed forlader det svejtsiske team. Ejeren af Red Bull, Deitrich Mateschitz, der også ejer en del af teamet, ser ikke ud til at interesseret i at blive i sporten. Han er hverken tilfreds med resultaterne eller med Peter Saubers valg af Kimi Raikkonen fremfor teamets testkører Enrique Bernoldi.

"Vi har en kontrakt med Sauber for 2001 og jeg har tænkt mig at opfylde den," siger Deitrich Mateschitz. Men derefter lyder det som samarbejdet er ovre. Mateschitz er nemlig ikke så F1-begejstret, at det for ham ikke handler om at være med, men om at vinde. "Jeg er ikke særlig glad for den olympiske ånd og er ikke involveret i Formel 1 bare for at være med. Jeg forstår godt, at man ikke kan være en konstant vinder, men man bør i det mindste brillere. Man ser ikke en Williams køre mod en Jordan eller en McLaren i disse tider. Det er BMW versus Honda og Mercedes. Jeg er ikke bil- eller motorfabrikant, så hvorfor skulle jeg ønske at være med i den klub?" spørger Mateschitz. Rygterne går at Red Bull kunne blive Minardis nye sponsor, men Deitrich Mateschitz’ udtalelser taget betragtning, kan disse rygter nok opfattes som dementerede.

CBA  


Hop til top
Gene går glad til arbejdet

I morgen kommer Marc Gene for første gang ud og teste, sammen med Williams-teamets anden ny-ansatte, Juan Pablo Montoya. I fredags deltog spanieren i er gokart-arrangement arrangeret af Williams-sponsoren Reuters, og der udtalte han sig om hvilke forhåbninger han knytter til jobbet. "Måske er jeg her for to år, men jeg håber, at jeg kun er teskører i et år,” siger Gene, der dog godt ved at de to ting ikke er forenelige. Williams-teamet har nok løbskørere i de kommende år. Selvom Gene endnu ikke kan sige med sikkerhed, om han har truffet en rette beslutning, er han glad for ikke at skulle kæmpe om et sæde mere i år. ”Nu er der fire team i Formel 1, der ikke har bekendtgjort deres kørere endnu – Minardi, Prost, Sauber og Arrows. Der er en voldsom kamp der, og det er der at de unge kørere gerne vil ind. Jeg tror, at jeg har bevæget mig væk fra det. Det er et overstået kapitel i Formel 1 nu,” fortæller den 26-årige spanier. Men kampen er ikke ovre for Gaston Mazzacane. Gene håber, at teamkammeraten fra Minardi har lykken med sig: "Jeg ville gerne se Gaston køre hos Prost eller hos Arrows eller hos Minardi, for jeg mener at han er en meget hurtig kører.”

"Jeg håber, at jeg ikke er nødt til at rykke ind i et dårligt team. Jeg håber virkelig, at mit næste skridt bliver til et team med en officiel bilproducent. Tiden vil vise om jeg gjorde det rette eller om jeg skulle have valgt et af de fire teams, der endnu ikke har offentliggjort noget, for jeg talte med dem på samme tid som Williams. Jeg havde en chance for at køre eller teste, og jeg valgte at teste. I dag er jeg mere overbevist end nogensinde, at jeg traf det rette valg,” siger Gene, der alligevel vil føle et lille stik, når starten til Melbournes Grand Prix går. ”Men når det første løb starter, og bilerne kommer af sted, og jeg ikke er der, vil det ikke føles så godt.” Til gengæld får han ikke mindre tid i Williams’en end han havde i Minardi’en. "Sidste år testede vi syv dage hele året. Alene i december tester jeg elleve dage.” En anden forskel på Williams og Minardi er, bortset fra en hel del bedre bil, organisationen. "Den sværeste ting for Minardi er timingen. De ved aldrig hvad der sker i næste uge,” forklarer Gene.

Et eksempel på dette er, at mens Minardi nu ikke engang ved hvem deres kørere i 2001 er, talte Frank Williams allerede med Marc Gene, før det malaysiske GP. Det motiverede Gene til at køre et af de bedste løb i sin karriere, hvor han blandt andet holdt Mika Hakkinen bag sig over tre omgange og forsvarede sin plads overfor Ralf Schumacher i tyve omgange. Det blev der også lagt mærke til: "Jeg må indrømme at jeg under løbet på et særligt tidspunkt tænkte: ’Tja, hvis jeg får det her job, så gør jeg afgjort et godt stykke arbejde i dag’. Frank Williams sagde, at han mente at det løb var meget imponerende kørt af mig. Han sagde, at han ønskede en til at presse teamets kørere.”

CBA  


Hop til top
Nyt talent til Jaguar

Mange nye talenter dukker op i Formel-1 sammenhæng for tiden. For eksempel har Benetton taget chancen med Mark Webber, og alle kender solstålehistorien om den forholdsvis ukendte Jenson Button, som i den foregående sæson har fået en strålende start på Formel 1 karrieren hos Williams. For de fleste håbefulde talenter er og bliver vejen til Formel 1 en uopnåelig drøm, men nu har Jaguar annonceret, at tyske Andre Lotterer skal teste for holdet i Spanien i midten af december.

19-årige Lotterer kørte i år det tyske F3 med Bertram Schafer-teamet og sluttede på en tredjeplads. Det er formand Wolfgang Reitzle, der har overbevist Jaguar om, at Andre Lotterer er en kommede stjerne. Han får følgeskab af Tomas Scheckter og skulle også have testet sammen med indiske Narain Karthikeyan. Det er naturligvis for tidligt at spå om eventuel succes endnu, men som alle ved er der kun en vej frem i Formel 1.

Julia Jensen

XT  


 

Hop til top3.12.2000

Det engelske Grand Prix sikret

Vi har tidligere her på sitet, fortalt om de besværligheder som man i England har haft med at få sikret det engelske Grand Prix i fremtiden. Nu er der indgået en længere varende aftale.

Silverstones aftale som arrangør af det engelske Grand Prix udløber næste år, og FIA havde skrevet kontrakt med den forhenværende Grand Prix bane, Brands Hatch. Men organisationen bag banen, er løbet ind i en masse problemer med at få banen godkendt. FIA har for så vidt sagt god for planerne, men miljømyndigheder og andre godkendelses instanser, har endnu ikke lavet endelige godkendelser. Og med de interne problemer der også har været i organisationen, er man kommet utroligt langt bagefter den plan som var lagt. Og nu har de to baners organisationen så indgået aftale om, at Silverstone forsat huser det engelske Grand Prix.

På en pressekonference i London i går, lørdag, blev aftalen offentliggjort. Det skal dog lige nævnes, at aftalen ikke er trådt i kraft endnu. Den skal endelig godkendes på et ekstraordinært møde med BRDC, som ejer banen. Mødet finder sted den 18 december.

Det der sker er, at Silverstone lejer eller leaser rettighederne i 15 år. Det er ikke oplyst, om det gælder for alle 15 år, eller om Brands Hatch vil få rettighederne tilbage, hvis banen får alle godkendelser og ombygningen bliver færdig. Silverstone skal også ændre nogle forhold, men de er alle godkendte. Sagen har været lidt ømtålelig for Silverstone, som fik en masse kritik, efter nogles mening også uberettiget kritik, efter forårets vandpantomime. Men nu skulle der så være arbejdsro igen.

Jackie Stewart, som er præsident for BRDC, og også involveret i Jaguar teamet, som sjovt nok flytter til Silverstone området udtalte ved pressekonferencen: "BRDC er glade og lettede over, at vi har sikret en fremtidig udvikling af Silverstone, som centret for britisk motorsport. Vi er fast besluttede på, at Storbritannien vil bevare denne overlegenhed, selvom vi dog ikke må blive for selvglade og sikre."

Frank Lowe, stifter og bestyrelsesmedlem af Octagon, selskabet som ejer Brands Hatch: "Denne aftale, som når og hvis bliver godkendt af BRDCs medlemmer, vil være en stor nyhed for britisk motorsport. Silverstone er en af de mest berømte baner i verdenen, men mangler faciliteterne for at leve op til dette ry."

Manglen på moderne faciliteter som Frank Lowe hentyder til, har allerede været på bordet hos BRDC, og BRDC har godkendt nye planer for ombygning og forbedring af disse. Frank Lowe tilføjede også ved pressekonferencen, at Octagon vil arbejde videre med at få alle godkendelser igennem, og at man vil forsætte om- og udbygningen af banen. Men i de første mange år, vil vi altså forsat se det engelske Grand Prix blive kørt på Silverstone.

Artikel - Det engelske Grand Prix og dets fremtid - Vol. 1
Artikel - Det engelske Grand Prix og dets fremtid - Vol. 2

PDL  


Hop til top
Rahal - Ind i top 5

Bobby Rahal har sat et klar mål for den kommende sæson. Jaguar skal være blandt de fem bedste, og set i forhold til det potentiale der ligger, bør det bestemt være et realistisk mål - det er hverken for højt og det er heller ikke alt for lavt.

Men top-5 er ikke fremtiden, men nu handler det mest af alt om at teamet begynder at skabe respekt omkring sig selv. Den nye teamchef er klar til at lede teamet på en hel anden måde. "Jeg følte at vi behøvede en anderledes ledelse i den tekniske gruppe. Jeg mener at vi skal have en mere proaktiv indgangsvinkel," forklarer Rahal med udnævnelsen af Steve Nichols som ny teknisk leder.

Det skal nu give dem basis for fremskridt. "Hvis vi kan slutte som nummer 5 eller 6 i mesterskabet, så vil jeg være tilfreds," siger teamchefen. Det skal også gå fremad. "Sidste år var et ringe år - det var en meget stor skuffelse," siger Rahal - og man må give ham ret!

BB  


Hop til top
Mazzacane med flere kasketter?

Gaston Mazzacane er en ønsket mand - eller rettere: hans penge er ønskede. Derfor er han nu i gang med at shoppe rundt hos flere teams for eventuelt at få en kontrakt næste år.

Kontrakten med Minardi er ikke så sikker som tidligere, da teamet har haft en del problemer med at finde motor og sponsorer. Men Minardi er sandsynligvis stadig målet. "Gaston har en kontrakt med Minardi som fornyes år for år, men det forhindrer ham ikke i at teste for et andet team," forklarer Mazzacanes manager, Eduardo Ramirez.

Men i de udtalelser ligger der også at Minardi ikke nødvendigvis er forpligtet til at tage Mazzacane til sig - endsige at de har kan tage give ham en plads. Forvirringen omkring Mazzacane er derfor total. Udover Arrows er Prost også inde i billedet, efter at Pedro Diniz valgte at stoppe som aktiv kører for i stedet at forsøge sig som leder (om det så skal være bedre.)

BB  


Hop til top
Minardi tester i Valencia

Det skrantende Minardi-team er sat til at skulle teste på Valencia-banen, hvor de giver brasilianeren Ricardo Sperafico chancen.

Han sejrede i år i det italienske Formel 3000-mesterskab, der har teams med der i de fleste tilfælde ikke har klaret sig godt nok i det internationale F3000-mesterskab. "Vi vil give os maksimalt for at gøre det godt," siger Sperafico.

Det bliver i det hele taget spændende om Minardi kommer til start i testen. De har ondt i økonomien, og flere brikker er ikke faldet på plads. Såfremt de ikke kommer til testen i Spanien, må teamet være på vej mod en snarlig lukning.

BB  


Hop til top
Den nye Jaguar klar om en måned

Jaguar ser ud til at blive nogle af de første - hvis ikke de første - til at præsentere den nye 2001-racer. Allerede den 9. januar 2001 fremviser de den nye R2-racer.

I det hele taget er Jaguar i gang med en gennemgribende omstrukturering. Gary Anderson blev sendt på porten. Flere nye personer er på vej ind, mens lige så mange andre er på vej ud. Nigel Stepney står stadig øverst på Rahals liste, og det forventes at der kommer flere nyudnævnelser de kommende uger.

BB  


Hop til top
Button er Williams´ ejendom

Hvis Jenson Button fortsætter med at imponere i de kommende år hos Benetton, ligger hans fremtid hos Williams-teamet. Det kan der ikke være nogen tvivl om, for Frank Williams har bundet den unge brite til teamet med en meget solid kontrakt, der løber over mange år. Det bremsede mange andre teamchefer i forsøget på at få fat i Button fra næste sæson af. Der var rygter om flere forskellige team, men Flavio Briatore var en af de få, der kunne acceptere, at det kun blev 'til låns'.

"Vi kunne ikke få alle rettigheder til ham, og derfor gik vi ikke efter ham," forklarer Eddie Jordan, der bliver bakket op af Jackie Stewart, der siger: "Han har en forpligtigelse overfor Williams og en kontrakt, der er meget truende for et multinationalt selskab. Frank kunne til hver en tid løfte røret og ringe efter en, som man er gået i gang med at udvikle. Det ville have været hårdt."

På tirsdag får Button sin debut i Benetton-raceren på Jerez i Spanien. Giancarlo Fisichella er stadig i Rom, hvor en fysioterapeut forsøger at gøre en operation senere på måneden overflødig. Fisichella har problemer med sit højre knæ efter en ulykke på sæsonen, så Button får sit nye teams fulde opmærksomhed. "Det er godt at Button kører, så vi kan få hans tilbagemeldinger på bilen, og også introducere ham for teamet," siger Mike Gascoyne. Benetton har næste års model, B201'eren, klar i januar. Indtil tester man med en version af dette års bil tilpasset den nye Renault-motor.

CBA  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk