Andre klasser


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
5.12.2000
 Tom Kristensen til USA
 
1.12.2000
 DTC - Reglementet for 2001 er snart klar
 CART - Takagi skriver kontrakt med Walker Racing
 

Hop til top5.12.2000

Tom Kristensen til USA

Tom Kristensen har i dag afsluttet forhandlingerne med Audi og er parat til at tørne ud for den tyske gigant i næste års American Le Mans Series, hvor han kommer til at duellere med Jan Magnussen. Samtidig er Kristensen sikret endnu en optræden i 24 Timer Le Mans i juni.

Alle danske motorsports-entusiaster fik i dag en tidlig julegave, da lang tids forhandlinger mellem Tom Kristensen og Audi fik en lykkelig udgang. Den 33-årige dansker har nu skrevet under på en kontrakt med Audi for sæsonen 2001, således at Kristensen skal deltage i hele den amerikanske Le Mans-series 13 løb, ligesom han får mulighed for at forsvare sin Le Mans-sejr sammen med Audi den 16.-17. juni næste år.

"Jeg er umådeligt glad for, at vi fik enderne til at nå sammen," siger Tom Kristensen om sin kontrakt med Audi. "Jeg fik på grund af min BTCC-kontrakt med Honda kun mulighed for at køre tre løb for Audi i år, men det var nok til at give mig et indtryk af et yderst effektivt og professionelt team. Jeg glæder mig usigeligt til at prøve kræfter med ALMS, der på to år er blevet meget populært i USA, hvor serien trækker flere tilskuere og tv-seere end ChampCar. Og jeg kan berolige alle dem, der frygter, at jeg efter min farten rundt de seneste år skal komme til at kede mig med en helårskontrakt i USA. ALMS har nemlig udviklet sig til at blive et internationalt mesterskab med løb i Canada, Spanien, England, Malaysia og Australien, så jeg får stadig set rigeligt af verden!"

Audi sætter ligesom i år to biler ind i ALMS 2001, men til gengæld ønsker tyskerne ikke at gentage den tredobbelte triumf fra Le Mans i juni. Også her vil der derfor kun figurere to Audi'er på startlisten, men det ser Tom Kristensen ikke som nogen svækkelse.

"Konkurrencen i 2001 ser ud til at blive hårdere end i år. Blandt andre kommer Bentley med en spændende racer, der får samme motor som den i vores Audi R8, Cadillac koncentrerer sig udelukkende om Le Mans, og ikke mindst stiller Panoz med en helt ny bil, der ser giftig ud. Jeg tror, det er den rigtige beslutning kun at koncentrere sig om to biler i det franske storløb," siger årets danske motorsportskører.

Ud over Tom Kristensen skal hans medtriumfatorer fra Le Mans, tyskeren Frank Biela og italieneren Emanuele Pirro, køre for Audi i ALMS. Italieneren Rinaldo Capello fuldender kørerkvartetten. "Det er endnu ikke afgjort, hvem jeg bliver sat sammen med i den amerikanske serie, ligesom der ikke er taget stilling til, hvordan holdene bliver i langdistanceløbene Sebring og Le Mans, hvor Laurent Aiello og Michele Alboreto støder til de to besætninger. Men sammensætningen bekymrer mig heller ikke, for Biela og Pirro kender jeg særdeles godt, og Capello har været en alt for undervurderet kører i år, hvor hans makker Alan McNish har fået næsten al opmærksomhed. Lige meget hvem, jeg kommer til at dele bil med, vil vi blive konkurrencedygtige. Selv om flere af vores konkurrenter barsler med nye modeller, er der stadig masser af potentiale i den succesrige Audi R8, og med intensive test skal vi nok få den opdateret" slår Tom Kristensen fast.

Med den aktuelle underskrift er der omsider lagt op til den længe ventede duel mellem Danmarks to bedste kørere gennem tiderne, idet Jan Magnussen næste år fortsætter sin karriere hos Panoz, der også satser på ALMS og Le Mans. De danske esser har aldrig før kørt i samme mesterskab, men har dog krydset klinger/skærme i danske showløb og sportsvognsløb som Sebring, Le Mans og senest Petit Le Mans for to måneder siden. Første løb i ALMS-sæsonen 2001 bliver den 4. marts på Texas Motor Speedway.

tomkristensen.com

XT  


 

Hop til top1.12.2000

DTC - Reglementet for 2001 er snart klar

Det tekniske reglement for næste års udgave af Dansk Touringcar Challenge er meget tæt på at ligge fast. Det blev konklusionen efter et møde onsdag aften i Odense med deltagelse af en lang række kørere og teamchefer, der på forhånd havde haft lejlighed til at kikke på en forslagene til reglementsændringer og -justeringer.

"Vi har i aften gennemgået reglementet, og der er nogle få punkter, hvor vi ikke er helt hundrede procent enige om detaljerne. Men vi har fået så meget input i aften, at vi i DTC-organisation kan sætte dette reglement sammen indenfor ganske kort tid, hvilket vil sige en uge," fastslog Peter Elgaard efter mødet.

Den væsentligste reglementsændring vedrører reglementet for de motorer, som anvendes i DTC-klassen, herunder de økonomiske konsekvenser ændringerne må have for de deltagende teams. Hidtil har man i Dansk Touringcar Challenge kørt med et reglement, der var baseret på et fast vægt/effekt-forhold på 5,5 kilo pr. hestekraft, hvilket bl.a. er blevet håndhævet gennem nogle rullefeltsmålinger i forbindelse med løbene. Imidlertid har opbakningen til dette system været faldende i den forgangne sæson, og i stedet arbejder man nu på at indføre såkaldte restriktorer, der i bund og grund fungerer som simple flaskehalse, der begrænser motorernes luftindtag og dermed deres effekt.

"Vores udgangspunkt med det ændrede reglement har været et mål om, at vi i klassen får nogle forholdsvis ens motorer," forklarer Peter Elgaard.

"Vi går efter at få et niveau på mellem 220 og 230 hestekræfter, men vi ved endnu ikke, om størrelserne og udformningen på de restriktorer, som er beskrevet i reglementsudkastet, vil sikre lige præcis dette niveau. Det er vi nu i gang med at få undersøgt, men målet er helt klart, at vi får et reglement, som vi kan håndhæve med nogle nemme og målbare mekanismer."

Til at bistå ikke blot DTC-organisationen, men også de enkelte teams og kørere, kunne Peter Elgaard præsentere klassens nye tekniske kontrollant, Poul Heichendorff, der er kendt som erfaren herre i dansk bilsport. Som noget nyt vil de deltagende teams nu kunne få lejlighed til at konsultere Poul Heichendorff i tekniske spørgsmål med det formål, at man på forhånd får taget stilling til, om en given modifikation er lovlig i henhold til reglementet. Præcis som det er tilfældet i formel 1-sporten.

Forslaget til det kommende reglement for Dansk Touringcar Challenge omfattede også en række andre ændringer af de tekniske bestemmelser, mens der på det rent afviklingsmæssige vil ske småjusteringer. Således sker der en forhøjelse af den såkaldte "succesballast", som de bedste kører i et løb bliver præmieret med, ligesom det også bliver sværere at slippe af med optjent ballast. Dette skal alt sammen være med til at sikre, at DTC også i 2001 bliver et tæt og jævnbyrdig klasse.

XT  


Hop til top
CART - Takagi skriver kontrakt med Walker Racing

Team-chef for Walker Racing, Derrick Walker, har endelig annonceret, hvem der kører for hans team i næste års CART sæson - og igen har han valgt en japansk kører, dennegang den 26.årige Toranosuke Takagi, der bl.a. har kørt for Tyrrell og Arrows i Formel 1.

Samtidig har teamet fået ny hovedsponsor, nemlig Pioneer Electronic, der var hovedsponfor for PPI Motorsports i 2000 sæsonen. Teamets hidtidige sponsor var Valvoline.

Takagi glæder sig meget til at køre i CART serien selvom han dog udtrykker lidt nervøsitet ved at skulle prøve kræfter med oval-banerne. Han er dog sikker på, at takket være Toyota, så vil han kunne gøre en god figur i den kommende sæson.

Walker Racing har tidligere haft japanske kørere i deres stald. Det drejer sig bl.a. om Naoki Hattori og Shinji Nakano. Teamet har desuden en finger med i spillet i IRL (Indy Racing League) serien, hvor det er Sarah Fisher, der er kører.

www.cart.dk

XT  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk