Wurz har ikke haft et fast sæde siden slutningen af 2000, og der er ikke den store udsigt til at få en plads hos McLaren. Ifølge det tyske blad Auto, Motor und Sport har Wurz indtil på fredag til at bestemme sig til tilbudet fra McLaren.
Men noget tyder på at det også kunne blive BMW der får den erfarne tester. Angående hvem der bliver BMWs tredje- og testkører siger Mario Theissen: "Vi har muligheder i begge retninger: en lovende ung gut eller en erfaren testkører."
Som bekendt skal der i de kommende sæsoner køres med V8 motorer på 2,4 liter. Udviklingen af motorerne blev startet for snart længe siden, når det drejer sig om udvikling i Formel 1. Allerede i oktober og november måned udtalte flere ledende personer i de respektive teams en vis frygt for at det kan skabe ulig konkurrence at have begge motortyper kørende rundt samtidigt. Også selv om det er pålagt at V10 motorerne skal køre med begrænser. Begrænsningen sker ved hjælp af et maksimum omdrejningstal på 16.700 omdr./min og en luftindtagsbegrænser på 77 mm. Men er det nok?
Det mener blandt andet Renault direktøren Pat Symonds ikke. Han forelagde problematikken med V10 motorerne på mødet i fredags hvor man var samlet i FIAs tekniske arbejdsgruppe - TWG.
"Jeg bragte det op på mødet og fortalte blandt andet FIAs tekniske delegerede Charlie Whiting, at det at FIA har tilladt biler at køre rundt med restriktor og omdrejningsbegrænser efter min mening, er ulovligt."
"Hvis jeg mistænkte nogen for at omgå en restriktor, så ville jeg ikke kunne protestere, fordi der for så vidt ikke er noget teknisk reglement der påbyder at man skal køre med restriktoren."
"Jeg ved ærligt talt ikke hvordan vi kommer videre herfra. Det er et antal mennesker som mener at V10 stadig vil have en fordel, og jeg mener at det er en ret uheldig situation, fordi grunden til at vi stemte for at V10 motorerne stadig kunne anvendes - er væk. Set i bakspejlet skulle vi ikke have gjort det, fordi dem vi ville beskytte ikke længere er med mere."
"Ideen var at de som ikke havde adgang eller ikke havde råd til V8 motorer, skulle have muligheden for at køre med V10 motorer. Efter min mening har Scuderia Toro Rosso ikke alene budgettet til V8 motorerne, men også nogle der er villige til at levere til dem."
Og så bliver det teknisk. V10 motorerne har uundgåeligt mere drejningsmoment end V8 motorerne, hvilket vil give en stor fordel på langsomme baner hvor man har brug for en hurtig acceleration - den mest udprægede er Monaco.
Pat Symonds:
"Hvad kan forhindre eksempelvis Toyota eller andre i at stille op i Monaco med en V10 motor? Hvis nogen begynder at misbruge dette, kan det ende i et stort brag. Modsat kan Scuderia Toro Ross undlade at gøre noget bemærkelsesværdigt og så vil det hele sikkert blive glemt. Men stadigvæk, så er der noget forkert i den mekanisme der er startet her."
FIA svarer tilbage at der ikke vil blive foretaget nogen ændringer. I hvert fald ikke før man har en stor mængde data fra tests til rådighed. En unavngiven talsmand fra FIA udtrykker dog at der kan forekomme sidste øjebliks ændringer.
"Indtil vi ser biler i fuldt racetrim, får vi ikke noget sandt billede af deres hastighed, så vi ville ikke kunne vide hvilken størrelse restriktor der rettelig skulle anvendes. Vi har dog gjort det klart at vi kan gå ind og ændre restriktor størrelsen så sent som ved fredagens træning - hvis det bliver nødvendigt."