Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
8.12.2009
 Stefan GP giver ikke op
 Giancarlo Fisichella ser Sauber som en mulighed
 
7.12.2009
 Silverstone sikret i 17 år
 Alvaro Parente til Campos teamet?
 

Hop til top8.12.2009

Stefan GP giver ikke op

Det serbiske Stefan Grand Prix team arbejder ufortrødent videre på at komme med i Formel 1 feltet i 2010, og deres optimisme er stor, selv om den sidste ledige plads lige er blevet bevilliget Sauber teamet.
Stefan Grand Prix teamet forhandler stadig om overtagelsen af såvel Toyota F1 teamet og deres design til 2010 raceren, og som noget nyt tilbyder de nu også at personalet kan følge med over i deres team.

Teamchef og -ejer Zoran Stefanovich fra Stefan Grand Prix ligger i fortsatte forhandlinger med John Howett fra Toyota F1 teamet, deres sidste møde var i går i Beograd, og efter mødet udtalte Zoran Stefanovich:
"Stefan Grand Prix er sikre på at FIA vil give os grønt lys til at stille op i Formel 1 verdensmesterskabet. Alle hos Stefan Grand Prix udtrykker tilfredshed med at Sauber ansøgning til 2010 Formel 1 verdensmesterskabet blev afsluttet med succes, vi ønsker Peter Sauber og Sauber teamet tillykke" - Zoran Stefanovich tilføjede herefter - "vi er allerede i gang med at ansætte det nødvendige personale, for at kunne drive teamet."

Zoran Stefanovich har allerede tilbudt de nu ledige medarbejdere fra Toyota F1 teamet, at nogle af dem kan fortsætte deres arbejde under Stefan Grand Prix teamet.
"Nogle af dem vil kunne fortsætte med at arbejde på fabrikken i Köln, mens en anden del kommer til at arbejde på Stefan Grand Prix teamets base hjemme i Beograd" - sluttede Zoran Stefanovich.

Toyota F1 teamet fyrede ca. 500 medarbejdere i forbindelse med lukningen teamet.

AN  


Hop til top
Giancarlo Fisichella ser Sauber som en mulighed

Giancarlo Fisichella skiftede i sidste del af den overståede sæson til Ferrari som erstatning for Felipe Massa. Han er siden blevet hyret som teamets faste reservekører, og skal sandsynligvis også lave noget preseason test. Men en åbning i hans kontrakt med Ferrari giver faktisk mulighed for at han kan komme til at køre Grand Prixer for et andet team også.

Giancarlo Fisichellas Formel 1 karriere går mod hæld, men den nu 36 år unge romer, kan faktisk komme ud at køre flere Grand Prixer, hvis tingene flasker sig. Her er Sauber teamet lige pludselig blevet interessant.

Der er tilsyneladende en åbning i Giancarlo Fisichellas kontrakt med Ferrari der gør det muligt for ham at køre for et andet team, men ikke hvem som helst. Efter at Sauber har fået Toyotas billet til Formel 1 deltagelse, så er der en mulig indgangsvinkel her. Sauber har annonceret at de i 2010 sæsonen vil køre med Ferrari motorer, så kan det give en mulighed for Giancarlo Fisichella at køre her. Han er allerede flere steder blevet nævnt som et muligt emne til et sæde. Men det kræver at Sauber og Ferrari bliver enige om betingelserne.

Selv vil Giancarlo Fisichella ikke udelukke muligheden:
"Først og fremmest er jeg glad for at Sauber har fået muligheden for at deltage i verdensmesterskabet, og jeg vil da gerne kunne samarbejde med et team som kender og som jeg altid har kommet godt ud af det med. Sammen med Ferrari må vi se om det kan lade sig gøre."

PDL  


 

Hop til top7.12.2009

Silverstone sikret i 17 år

Det engelske Grand Prix er sikret i de næste 17 år og Silverstone får vel som ventet arrangementet forsat. Det var den meddelelse som præsidenten for BRDC som ejer Silverstone banen, Damon Hill sammen med banens administrerende direktør, Richard Phillips, i dag kunne præsentere ved et pressemøde i London. Der har været ført lange og seje forhandlinger med FOM/Bernie Ecclestone og først nu er man kommet frem til et resultat.

Silverstone banens historie i de seneste år har været præget af økonomiske problemer og ikke mindst diverse tvister med Bernie Ecclestone, der ikke er specielt begejstret for Silverstone generelt, hvad end den dybere liggende årsag end er.

Men nu er det afgjort. Silverstone bliver vært for det engelske Grand Prix i de næste 17 år. Det har ifølge Damon Hill været nogen lange, seje og drøje forhandlinger der har været ført. Man har skullet finde ud af hvor og hvem der skulle give og tage. Der er dog en klausul indbygget der gør det muligt efter 10 år at komme ud af kontrakten.

De to repræsentanter løftede også sløret for en dog ikke nærmere detaljeret ombygning af både bygninger og bane. Dog blev der sagt at pit - og paddock området vil blive forbedret. Dette arbejde begynder lige efter jul og ventes færdig til det engelske Grand Prix 2011. Der vil også komme småændringer på banen, men vigtigst er dog tilskuerfaciliteterne. Der vil komme andre og bedre tribuner flere steder rundt på banen, ligesom campingområderne og deres faciliteter skal kraftigt forbedres.

Umiddelbart gav Damon Hill og Richard Phillips udtryk for stor glæde over det opnåede resultat. De kunne endvidere også oplyse at MotoGP serien i 2010 vil køre en afdeling på banen. Desuden arbejdes der på at få MotoGP på besøg noget oftere. Her tager man konkurrencen op med Donington banen der ellers har været vært for MotoGP i adskillige år.

PDL  


Hop til top
Alvaro Parente til Campos teamet?

Med flere teams i Formel 1 feltet i næste sæson, er jagten gået ind på ledige sæder, og det er en intens jagt. Hos Campos teamet mærker man stor interesse for at få lov til at køre for teamet. Teamet er dog i en situation hvor det ene sæde er optaget af Bruno Senna, mens det andet sæde har meget stor opmærksomhed. Teamet har angiveligt selv en favorit, mens andre er blevet pillet fra. De har tilsyneladende ikke de lovede penge.

Ifølge flere portugisiske medier, er Alvaro Parente ved at nærme sig et førstevalg til det ledige sæde hos Campos teamet. Alvaro Parente vandt i 2008 World Series of Renault og fik som en del af præmien en test hos Renault Formel 1 teamet. Derudover har han angiveligt sponsorpenge nok med sig.

Alvaro Parente er portugiser og udover at have flere portugisiske sponsorer i form af både private firmaer, så støttes han tilsyneladende også af den portugisiske regering i et eller andet omfang - i hvert fald ifølge de portugisiske medier. De firmaer der støtter Alvaro Parente har angiveligt temmelig store interesser i Spanien og er derfor interesserede i at støtte en landsmand hos et spansk team. Vitaly Petrov og Pastor Maldonado er også inde omkring Campos, men er tilsyneladende ikke i stand til at skaffe de nødvendige sponsorpenge.

Men teamet ser dog også til andre sider, fordi det vil gavne teamet at have en mere erfaren kører med. 2 unge talenter gør det ikke alene. Meget er dermed endnu uafklaret.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk