Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
1.2.2006
 GPMA og FIA tættere på hinanden?
 Valencia test - tirsdag
 
31.1.2006
 V8 problemer - hos McLaren
 Super Aguri på Bridgestone
 Williams og Cosworth i 2007?
 

Hop til top1.2.2006

GPMA og FIA tættere på hinanden?

Der har i de seneste år været lidt krig - kun på ord - mellem FIA og bilfabrikanterne i Formel 1 - GPMA. I sidste uge var de samlet til forhandlinger.

Trods trusler om at lave deres egen serie når den nuværende Concorde aftale udløber, så kan parterne - GPMA og FIA - stadig tale sammen med det formål at opnå en eller anden form for enighed. De var således samlet i sidste uge for at drøfte flere ting. Der kom dog ikke noget endeligt resultat ud af mødet, men kilder tæt på begivenhederne fortæller dog at det var et meget positivt møde - og ikke som flere gange tidligere, med en noget fjendsk stemning.

Repræsentanter fra GPMA mødtes med Bernie Ecclestone i fredags og havde et møde der strakte sig over mange timer. Et af emnerne var salget af rettigheder til CVC Capital Partners. Den endelige bekræftelse på salget er ikke kommet endnu. Det der blandt mangler for at salget kan godkendes og bekræftes, er EU kommissionen som afventer svar fra EU's eget ministerium der styrer konkurrencelovgivningen i EU. Ligeledes afventer man også et svar på om de andele som den amerikanske bank, Lehman Brothers, har, vil blive solgt.

Det forlyder dog at det i mødet i fredags ikke var det væsentligste punkt på agendaen. Det var snarere den tekniske udvikling og hvad FIA's hensigter er i forhold til at gøre Formel 1 sporten billigere. Mange af de tekniske ændringer som FIA er kommet med er ikke til gavn for sporten - ifølge GPMA.

Præsidenten for Honda Racing Development, Yasuhiro Wada, udtrykte således et par dage før mødet i fredags en vis bekymring om de teknologiske begrænsninger som FIA har lagt forslag frem om.

"Jeg mener at vi ser tegn på at vi kan nærme os mere og mere, og kan måske opnå visse kompromiser. Men efter at have set forslagene om 2008 reglementet fra FIA, så er der en stor modstand imod det og flere er slet ikke tilfredse med de fremkomne forslag. Så vi skal gennem flere møder og diskussioner med FIA om det fremtidige reglement."

GPMA består i dag af BMW, Mercedes-Benz, Renault, Honda og Toyota. Williams var tidligere med via sit engagement med BMW, men har nu siden bruddet med BMW trukket sig ud fra samarbejdet, og Sir Frank Williams har endda udtalt at han mener GPMA er ved dø lige så stille ud.

PDL  


Hop til top
Valencia test - tirsdag

Gårsdagens testkørsler for Formel 1 kørerne på Valencia banen foregik på en regnvåd bane, så der blev ikke sat nogle toptider, men derimod testet regnsetup og regndæk.

Dagens to hurtigste kørere var ene om at sætte 1:19 tider - de kom begge fra Honda teamet, hvor Rubens Barrichello var 0,640 sekund hurtigere end Jenson Button.
Begge Honda kørere testede med den nye RA106 model.

Tredje hurtigst var Ferrari køreren Michael Schumacher, også han testede i den nye model, der hos Ferrari hedder 248 F1, sideløbende testede han også i en F2004 model udstyret med den nye V8 motor.
Ferrari teamet havde også en gæstekører på banen, Moto GP verdensmesteren Valentino Rossi, men hans dag var ikke noget at råbe hurra over:
Rossi kørte først ud på banen sidst på eftermiddagen, i en F2004 model med V10 motor, han nåede kun at køre lidt over en halv omgang, før han spandt af banen, og blev holdende i et af sandfangne.
135 journalister var eller mødt op for at overvære Valentino Rossis første officielle test!

Blandt McLaren kørerne var det Kimi Raikkonen der satte den bedste tid i en MP4-21 model, han sluttede med dagens fjerde hurtigste tid, mens teamets nye testkører Gary Paffett var yderligere tre pladser længere ned på ranglisten.

Williams teamet stillede med Mark Webber i den nye FW28 racer, samt Nico Rosberg i en hybridracer med V8 motor.
Sidstnævnte fik tre gange de røde flag frem på banen, to gange i forbindel med afkørsler, og en gang i forbindelse med en motorfejl der efterlod Williams raceren midt på banen.

Christian Klien var ene om at teste for Red Bull teamet, og han er nu ved at være træt af at teste i regnvejr.
Det regnede da han testede på Jerez, hans sidste test i Barcelona blev indstillet på grund af regn og senere sne på banen, og igen i går regnede det. Ikke de optimale forhold at lære den nye RB2 racer at kende under.

Tirsdagens tider fra Valencia banen:
Plac.KørerTeamTidOmg.
1Rubens BarrichelloHonda1:19,39960
2Anthony DavidsonHonda1:19,99664
3Michael SchumacherFerrari1:20,35888
AN  


 

Hop til top31.1.2006

V8 problemer - hos McLaren

Overgangen til den tvungne anvendelse af V8 motorer i denne sæson, har ikke været lige nem for alle teams. Blandt er der problemer med vibrationer fra motorerne.

I denne sæson skal alle som bekendt køre med V8 motorer - med en undtagelse. Derfor har der været gang i udviklingsafdelingerne rundt omkring. Nogen er startet meget tidligt og har allerede i lang tid testet deres nye V8 motorer. Men tilsyneladende er der visse problemer hos McLaren. Motoren fungerer langt fra optimalt ifølge Kimi Raikkonen.

De nye V8 motorers tvungne cylindervinkel giver tilsyneladende problemer. Hos nogle teams værre end hos andre. Største problem er vibrationer. Tilsyneladende er det et meget stort problem hos McLaren, idet Kimi Raikkonen er begyndt at ytre sig over motoren. Han testede den nye McLaren forleden i Barcelona og var ikke ret imponeret.

Kimi Raikkonen:
"Jeg forventede egentligt ingenting da jeg kom hertil, fordi jeg vidste at vi havde noget der skulle kigges nærmere på. Tingene skal løses for at vi kan være med og nu skal der arbejdes med forbedringer. Det største problem er motoren. Den er ikke som den burde være på nuværende tidspunkt, der er rigtig meget arbejde endnu i den. Den skal forbedres meget."

Motorproblemer var en stor medvirkende årsag til at Kimi Raikkonen tabte kampen om kørernes VM sidste år til Fernando Alonso. Alonso kommer til McLaren efter 2006 sæsonen, og så er spørgsmålet om Raikkonen vil forlænge sin kontrakt hos McLaren der udløber efter 2006 sæsonen.

PDL  


Hop til top
Super Aguri på Bridgestone

Som omtalt forleden, så lå Super Aguri F1 i forhandlinger med Bridgestone om leverance af dæk til teamet. Nu er en aftale indgået.

Super Aguri og Bridgestone har indgået en flerårig aftale om levering af dæk fra Bridgestone. Aftalen træder i kraft med øjeblikkelig virkning, og teamet kan nu forberede sig på sin første test nogensinde.

Super Aguri har dog et vist kendskab til Bridgestone dækkene fra erfaringerne i amerikansk motorsport. Men alle nye data må de selv opsamle indtil videre. Det vides endnu ikke om de kan indgå i samarbejdet med 4-banden - Ferrari, Williams, Toyota og Midland - om udveksling af data.

PDL  


Hop til top
Williams og Cosworth i 2007?

Cosworth sikrede sig leverancen til Williams da deres samarbejde med BMW ophørte. Nu satser Cosworth på at beholde Williams som aftager til deres motorer efter 2006 sæsonen.

Cosworth og Williams har kun aftale for 2006 sæsonen. Cosworth håber på at overbevise Williams - og andre - om at lige netop deres motorer er de bedste. Williams derimod har tilsyneladende andre planer. Det er tidligere kommet frem at de i mindst én sæson har forhandlet med Toyota, dog uden at der kommet noget konkret ud af det. Et af problemerne har været at Williams BMW samarbejdet har knaget længe i furerne og man derfor ikke har vidst hvornår et evt. brud ville komme.

Ikke navngivne kilder tæt på Williams, har ladet sive at Williams tilsyneladende vil skifte til Toyota motorer i 2007. Måske ikke lige med Toyota navnet, snarere med Lexus navnet. Lexus er Toyotas luxusmærke.

Cosworth derimod er meget åbne i forholdet til Williams. Cosworth har som målsætning at forblive i Formel 1 som motorleverandør. Det sætter selvfølgelig et vist pres på Cosworth, men det er firmaet ikke bange for. I en udtalelse fra Cosworth chefen, Tim Routsis, lyder det at Cosworth ikke tager sig af diverse rygter. Derimod vil man gøre så meget, at det bliver yderst vanskeligt for Williams at søge til en anden motorleverandør. Dermed mener Routsis, at man vil tilstræbe at levere motorer af topkvalitet.

Og måske har Cosworth noget at have tingene i. I hvert fald har Williams under tests ikke haft de store problemer med Cosworth motorerne. Motorerne kan tilsyneladende stå distancen, men er de også hurtige nok? Cosworth har ved tidligere lejligheder flere gange pointeret at de har været på den hurtige side af 20.000 omdrejninger i minuttet med deres motorer.

Williams teamets nye testkører, Alex Wurz, har også ytret sin imponerethed over Cosworth motorerne. Han har blandt andet udtalt at han aldrig har kørt i en bil med så hurtigt en roterende motor. Han siger også følgende i forlængelsen af foranstående:

"Jeg har kørt Mercedes V8'eren ved et par lejligheder, så jeg er sikker på at de har forbedret sig. Jeg vil dog ikke drage nogen sammenligninger, idet jeg ikke ved hvad der sker hos McLaren og Mercedes nu."

Det er vist efterhånden en offentlig hemmelighed at Mercedes har haft og måske stadig har visse problemer med deres nye V8 motorer.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk