GP2 arrangørerne og Eurosport har indgået aftale om transmission af alle løbene i GP2 kalenderen i 2005. Alle løb bliver dermed vist live - desværre bliver ikke alle løb vist live i Danmark.
Grunden til at en del løb ikke bliver vist live, er den at Eurosport har startet en ekstra kanal, meget logisk kaldt for Eurosport 2. En kanal som blev introduceret d. 10. januar 2005. Her vil en del af løbene blive vist live. Desværre er det ikke ret mange antenneanlæg, kabelnet osv. der endnu har mulighed for at vise denne kanal. Vi kan så kun håbe på, at Eurosport vil vise løbene forskudt på Eurosport 1, den kanal som vi har kendt og kender.
Som vi kunne berette om forleden, blev Cristiano da Matta officielt bekræftet som kører hos PKV Racing i CCWS serien. Dermed er han blevet teamkammerat med veteranen Jimmy Vasser. da Matta havde ellers prøvet at få et sæde hos sit gamle team, Newman/Haas, men glippede pga. sponsormæssige årsager. I stedet blev det Kevin Kalkhoven der tog ham ind.
Men det kostede så til gengæld pladsen for en anden kører, i hvert fald i første omgang. Björn Wirdheim havde lagt billet ind på pladsen, men Kalkhoven og teamet besluttede sig i stedet for da Matta. Det efterlader Wirdheim udenfor indtil videre. Svenskeren har ikke opgivet endnu. Da beslutningen om da Matta blev kendt, gik staben bag Wirdheim straks i gang med at prøve at finde et sæde andetsteds. De fleste muligheder er ved at være udtømte. Dog prøver man alligevel at finde et fornuftigt sæde. Desuden taler man stadig med PKV Racing om mulighederne for en evt. tredje bil i teamet. PKV Racing er, så vidt vides, ikke afvisende overfor tanken.
Og efter hvad Wirdheims far og manager udtaler, vil Björn Wirdheim være at finde i en bil når det første løb i CCWS køres i starten af april i Long Beach. Ifølge Wirdheim senior, har Kevin Kalkhoven lovet at være behjælpelig med at finde et sæde til svenskeren. Og med da Mattas tilbagevenden til CCWS er der nu fire CCWS mestre kørende i serien. De andre er holdkammeraten Jimmy Vasser, Paul Tracy og Sebastien Bourdais.