Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
18.2.2001
 Heidfeld hurtigst
 Toyota er kampklar
 Ferrari og Sauber tester sammen
 
17.2.2001
 Ecclestone tilbyder indflydelse
 Paul Stoddart: ´Ingen skam i at blive distanceret´
 Williams fik optimalt udbytte
 Ingen dramaer for Honda
 Den anden Ferrari-racer klar
 Stor støtte til enken
 BAR bedre forberedt
 Williams´ svære valg
 Bridgestone er klar
 Traction control er tilbage
 

Hop til top18.2.2001

Heidfeld hurtigst

Det var noget overraskende Nick Heidfeld der satte den hurtigste tid under søndagens testkørsel på Mugello. Tyskeren var godt 7/10 hurtigere end Rubens Barrichello.

Men det forlyder jo ikke under hvilke omstændigheder at Heidfeld satte den hurtige omgang - om det var med meget bløde dæk eller med meget lidt benzin. Heidfeld kørte ikke desto mindre et godt stykke - 77 omgange blev det til.


Heidfeld var hurtigst ved søndagens test på Mugello

Rubens Barrichello overtog den anden Ferrari-racer som Michael Schumacher var begyndt at teste og udvikle. Brasilianeren brugte tiden til at forsøge sig med forskellige opsætninger, samt at forsøge sig med et par starter. Han havde på dagen ingen tekniske problemer, modsat Schumacher der havde et par ufrivillige timer i garagen. "Jeg er glad for den måde udviklingsarbejdet er gået indtil i dag," siger brasilianeren der fortsætter test- og udviklingsarbejdet igen i morgen.

Testtider fra Mugello, søndag den 18. februar 2001

Nr.KørerTeamBedste tidOmg.
1.Nick HeidfeldSauber-Petronas1:23,36477
2.Rubens BarrichelloFerrari1:24,07984

BB  


Hop til top
Toyota er kampklar

Den 23. marts vil blive en historisk dag for japansk motorsport. For første gang i motorsportshistorien bliver en Toyota Formel 1 racer præsenteret. Præsentationen vil finde sted på Paul Richard banen i Marseille, som nu er Toyotas hjemmebane. Med præsentationen af raceren bliver samarbejdet mellem Toyota og den franske bane cementeret, et samarbejde der skal udvikle Toyota'en til en vinderbil. Den franske bane ejes af Excelis, et firma under Bernie Ecclestones ledelse.

Den nye racer er designet af samme team, med Andre de Cortanze i spidsen, som stod bag Toyotas fantastiske Le Mans racer, "GT-One". Toyotas egen V10 motor er udviklet under ledelse af Norbert Kreyer.

"Hvad vi forventer af kørerne er naturligvis en stor indsats ved dette testprogram," forklarer team manager, Ange Pasquali. "Især Mika Salo der medbringer al sin erfaring fra fortiden, hvilket betyder 7 år i Formel 1. Vores indledende plan er at Mika skulle tage sig af udviklingen af bilen, og Allan McNish skulle køre testene til at indsamle data fra nye baner. Så Mika vil bruge mere tid på Paul Richard end Allan."

Toyota får permanent base på Paul Richard, og repræsentanter fra deres leverandører, såsom Michelin, vil få kontorer i bygningen. Toyota starter et benhårdt testprogram fra 23. marts, og vil teste intensivt gennem hele året. Det er meget atypisk for et nyt hold at bruge så meget tid på at forberede sig, men der er nok ingen tvivl om at Toyotas ledelse ikke har i sinde at komme uforberedt til 2002 sæsonen og gøre dem selv til grin, som det var tilfældet med BAR, der satsede på at vinde Grand Prix'er allerede i deres første år. Toyota kommer i fornemt selskab med Ferrari og Renault, som de eneste formel 1 teams der bygger både chassis og motor selv.

RS  


Hop til top
Ferrari og Sauber tester sammen

Ferrari fik følgeskab af Sauber-teamet, som tog turen til Mugello for at gennemføre deres sidste test førend racerne bliver sendt til Australien. Schumacher fortsatte arbejdet i den anden Ferrari-racer.

Verdensmesteren fortsatte testarbejdet i den anden racer, og kørte 45 omgange. Dog var det ikke helt uden problemer, da han måtte holde sig i garagen i et par timer, da der opstod et mekanisk problem i raceren. "Jeg er meget glad for det vi udførte i dag. På trods af det ene stop, så er resultatet af arbejdet meget tilfredsstillende," siger Michael Schumacher.

Sauber havde lørdag deres nye kører, Kimi Räikkönen i aktion, og han kørte 40 omgange. Teamet havde især fokus på test af gearkassen som gav dem en hel del knas under testen i Valencia. Derudover viste den unge finne gode takter ved at sætte en tid der lå rimelig tæt på Schumachers bedste tid.


Kimi Räikkönen kørte godt til ved testen på Mugello

Testen fortsætter i dag - der er kørerne dog byttet ud, så Rubens Barrichello overtager hos Ferrari og Nick Heidfeld tager Sauber-raceren.

Testtider fra Mugello, lørdag den 17. februar 2001

Nr.KørerTeamBedste tidOmg.
1.Michael SchumacherFerrari1:23,78045
2.Kimi RäikkönenSauber-Petronas1:24,21840

BB  


 

Hop til top17.2.2001

Ecclestone tilbyder indflydelse

Bernie Ecclestone tilbyder nu de store bilfirmaer indflydelse på Formel 1 sporten, som den 70-årige englænder ellers hidtil har kørt som sit eget private bilshow.

Lørdag gik Ecclestone således ud og meddelte, at han var villig til at sælge 33 procent af aktierne i SLEC, selskabet bag Formel 1 cirkus'et, til BMW, Fiat, Ford, Mercedes og Renault.

"Det ville være en konstruktiv løsning for Formel 1" - erklærede Bernie Ecclestone således lørdag.

EU undersøger i øjeblikket forholdene i Formel 1 i almindelighed - og Bernie Ecclestones forretningsmetoder i særdeleshed.

/ritzau/

XT  


Hop til top
Paul Stoddart: ´Ingen skam i at blive distanceret´

European Minardi har endnu ikke kunnet bekræfte hvem der skal køre teamets anden bil. Nigel Mansell er som nævnt i en tidligere artikel, blevet ansat til at køre Paul Stoddarts to-sædet racer i det britiske og ungarske Grand Prix. Dermed er Mansell, som forventet, ude af billedet til det andet sæde. Mansells pris ville under alle omstændigheder have været for høj for European Minardi. Som det ser ud lige nu er de to topkandidater Gianni Morbidelli og Christian Albers. Der er dog andre kørere i kikkerten, men Paul Stoddart har ved flere lejligheder givet udtryk for, at han gerne ser en erfaren kører i det andet sæde. Derfor er Gianni Morbidelli en oplagt mulighed, og han har da også indrømmet at han er i forhandlinger med Paul Stoddart.

Morbidelli skal dog ikke vide sig sikker, da Christian Albers har fået besked om at han er blandt de 5 kandidater, der skal køre den anden racer. "Jeg var meget overrasket over at Stoddart og Rupert Mainwaring fortalte mig, at jeg på deres liste for en plads ved siden af Alonso," sagde Albers. Den meget omtalte liste skulle udover Morbidelli og Albers også omfatte Tarso Marques, der netop kørte for Minardi tilbage i 1996 og 97.

European Minardi har indtil videre kun foretaget én egentlig test af den nye bil, og det var en højst særpræget test, hvor også den to-sædet bil og European Minardis Formel 3000 racer deltog. I dag var Fernando Alonso i ilden igen, men ikke i Formel 1 raceren. European Minardi har valgt at lade Fernando Alonso tage definitiv afsked med Formel 3000, ved at lade ham hjælpe Andrea Piccini og David Saelens med at teste teamets Formel 3000 racer i dagens test på Imola. Alonso satte i Piccinis bil hurtigste tid om morgenen. Senere på dagen kørte Alonso i Saelens bil, og sluttede med 3. bedste tid af alle. Saelens og Piccini sluttede henholdsvis på 14. og 15. pladsen.

Fernando Alonso:
"Det var sjovt at sætte sig i en Formel 3000 bil igen og at få lov til at køre den på en bane som Imola. Bilerne føles stærke, teamet er godt drevet, og jeg er sikker på Andrea og David can se frem til et godt år, hvad resultater angår. For mig er fokusen nu 100% på Formel 1 og det australske Grand Prix. Jeg kan ikke vente til sæsonen starter."

Selvom Fernando Alonso glæder sig til sæsonstarten, så er det nok tvivlsomt at han kommer til at kæmpe med andre end sin unavngivne holdkammerat. Disse udsigter vækker dog ingen bekymring hos European Minardi. Minardi var hele sidste år de første til at blive distanceret, og det vil de ifølge Paul Stoddart også blive i år.

Paul Stoddart:
"Jeg ser ingen skam i at blive distanceret. Mange biler distanceres mange gange i et løb. Hvis alle havde de bedste teams' budgetter, ville løbene være meget tættere. Vi har ikke de ressourcer og vi forventer ikke at have dem på kort sigt. Men jeg ved hvad det kræver og vi vil tilføre investeringer til at få os et niveau op."

Ifølge European Minardi, vil deres anden kører blive præsenteret i næste uge, og i den forbindelse afviste teamet rygterne om at det australske "Football" team, Collingwood, skulle blive at finde blandt 2001 sponsorerne. Ligeledes forventes det, at det bliver i næste uge European Minardi vil køre en egentlig shakedown af den nye bil på Vairano banen, hvor Fernando Alonso muligvis vil få selskab af den endnu unavngivne andenkører.

RS  


Hop til top
Williams fik optimalt udbytte

Williams og BMW fik det de kom efter - varmt vejr og en god test på Kyalami. Teamet føler sig derfor også klar til at tage udfordringerne i 2001 op, især ved de to første løb under varme forhold.

Teamet fik kørt mange kilometer og fik spottet et par fejl undervejs, men det er jo det som tests er til for. "Vi har i alt kørt 2.700 kilometer gennem de seks dage," siger Sam Michaels der er nu chefingeniør hos Williams efter han skiftede fra Jordan. "Det har været et meget produktivt program, og vi har lært meget om raceren og dækkene - især hvordan de opfører sig under varme omstændigheder. BMW har også udforsket ved denne test, og er blevet belønnet med nogle meget nyttige kilometer som forberedelse til Melbourne," siger Michaels.

BMW har også udtrykt sig ganske godt tilfredse, men erkender at de skal køre i det store gear på udviklingsområdet hvis de skal kunne hamle op med Ferrari og Mercedes. Testen gik meget godt på sidstedagen i Kyalami - men der var dog et par mindre problemer. "Vi testede nogle nye dele på Ralfs racer, og de virkede godt men skal have lidt finjustering," forklarer Dr. Mario Theissen fra BMW. "Programmet blev noget generet i et uheld som involverede en ramt fugl og et ødelagt kølesystem," forklarer han - og det er vist ikke første gang det er sket for BMW. Sidste år var Jenson Button også på kollisionskurs med de sydafrikanske fugle der åbenbart har et noget lemfældigt forhold til de hurtige Formel 1-racere.


Ralf Schumacher og Williams-BMW har haft en god test i Sydafrika og er efterhånden sæsonklar

Billedet er dog klar for Theissen - BMW står godt. "Seksdages testen har været meget brugbar for os. Før Kyalami fandt vi løsninger til flere problemer som opstod i den seneste test i Barcelona, og de blev alle løst - det er er derfor vi nåede så mange kilometer over de seks dage på Kyalami," siger Theissen.

Teamet er dog ikke helt færdigt med testprogrammet. I næste uge tager teamet til Barcelona for at teste. Her er der dog alene Juan Pablo Montoya der tester. "Vi ser nu frem til et par dage i næste uge med Juan Pablo. Det vil være et sidste check inden vi tager til Australien," siger Sam Michaels.

BB  


Hop til top
Ingen dramaer for Honda

Honda satser i 2001 på to heste - BAR og Jordan. De to teams skal være med til at føre Honda tilbage til tidligere tiders storhed, og indtil videre er Honda meget godt tilfredst med vinterens tests.

De har haft kørt test med BAR på Kyalami, som det er beskrevet tidligere i dag, og derudover har Honda også været med i Valencia hvor Jordan testede deres nye EJ11-racer. I alt nåede de to EJ11-racere op på at have kørt 4820 kilometer, hvilket har givet mange informationer. Der var få problemer for Jordan, men i det hele taget nåede de mange omgange. Kazutoshi Nishizawa summerer Hondas testuge op: "Vi har haft en meget god uge på banen. Begge teams har kørt mange omgange, og vi har ikke oplevet nogle dramaer. Vi har dog også været travlt beskæftiget udenfor banen, hvor vi har sikret os at vi konstant går frem med udviklingen af motoren," siger han.

I det hele taget er der optimisme at spore hos Honda. "Vi føler os godt forberedte til Melbourne," lyder meldingen fra Honda, der sidste år sikrede sig en 4. plads i deres comebackløb i Formel 1 ved Jacques Villeneuve.

BB  


Hop til top
Den anden Ferrari-racer klar

Michael Schumacher fortsætter testarbejdet, da han vendte tilbage til teamet for at prøve den anden Ferrari F1-2001 racer. Testen foregår på Mugello.

Den anden racer er blevet samlet og skal testes igennem inden sæsonstarten i Melbourne, og den har fået chassis nummer 208. Den tyske verdensmester brugte dagen til at teste set-up og aerodynamik. I alt kørte han 70 omgange i chassis 208 og satte bedste tid på 1:24,148.

Der er ifølge Schumacher ingen forskel på de to racere. "Det nye eksemplar af F2001'eren kørte rigtig godt fra starten, ligesom den første. De føles nøjagtig ens," siger Schumacher om den anden racer, der således bestod den første test.

Udviklingen i den kommende sæson er som så småt allerede gået i gang - en udvikling som ikke aftager førend sidst på sæsonen. "Udviklingen går efter planen og jeg vil faktisk sige at vi er lidt forud for tidsplanen, da vi har haft færre problemer end vi havde ved samme tid sidste år," siger han og lægger op til at Ferrari har et større overskud på nuværende tidspunkt - allerede inden sæsonen er gået i gang. Schumacher tester raceren igen i dag. Søndag og mandag overtager Barrichello, og så bliver det igen Schumacher der kører test, inden teamet pakker sammen og gør sig rejseklar til Australien.

BB  


Hop til top
Stor støtte til enken

Det sorte kapitel under sidste års sæson, var det tragiske uheld på Monza, hvor brandmanden Paolo Gislimberti blev dræbt af et flyvsk dæk.

I det store harmonikasammenstød på vej til den anden chikane på den lynhurtige Monza-bane, blev hjul og vragrester slynget rundt, og det der ikke måtte ske, skete. Et dæk fra Frentzens Jordan var så uheldigt at ramme Gislimberti, der sådan set sad forsvarligt bag autoværnet hvor kun hjelmen ragede op. Desværre gik det galt, og siden da har Formel 1-sporten støttet enken, Elena Gislimberti og hendes nyfødte datter, som parret ventede da ulykken indtraf. Hun har modtaget store økonomisk støtte af teams, kørere ja selv af Formel 1-bossen Bernie Ecclestone. "Jeg mente før at Formel 1-kørere var fra en anden planet, og det har været en god overraskelse for mig at finde ud af at de er normale mennesker," siger Elena Gislimberti.

Hun har mærket at Formel 1-kørerne og folkene bag sporten ikke kun er kølige. "Jeg har modtaget mange kort, og flere af kørerne har endda skrevet til mig," siger Gislimberti der for første gang siden ulykken har talt ud om den sport som kostede hendes mand livet.

BB  


Hop til top
BAR bedre forberedt

På vej mod deres tredje sæson i Formel 1, er BAR blevet klædt bedre på end i tidligere sæsoner til sæsondebuten i Melbourne. Teamet er efterhånden klar til at sende racerne til Australien.

Teamet brugte flere dage i Sydafrika på at teste den nye BAR003-racer, og selvom den ikke altid var med fremme og sætte gode tider, så lader det til at raceren er meget stabil og holdbar, hvilket er vigtigt i de to første løb der køres under ret varme forhold. "Det har været en meget stor indsats af testteamet og kørerne. At gennemføre mere end 2000 km. ved en test med en enkelt racer, viser teamets bestræbelser," siger teamets tekniske leder, Malcolm Oastler.


BAR tog den lange tur til Sydafrika for at teste, og føler sig klar til sæsonstarten

Fordi testen gik så godt er han sikker på at de vil være i god form til åbningsløbet. "De informationer som vi har samlet sætter os i stand til at tage til Melbourne og være bedre forberedt end tidligere," siger Oastler. Teamet skulle oprindelig have testet i Barcelona i næste uge, men kører blot en shakedown på Silverstone, inden racerne sendes af sted til Australien. Om teamet kan holde formen fra sidste år, hvor de blev nummer fem i konstruktørernes mesterskab, bliver meget interessant at følge.

BB  


Hop til top
Williams´ svære valg

Når Williams når frem til sommeren 2002 kommer de i et dilemma. Hvilke to kørere skal de for fremtiden satse på?

De har tre kørere i stalden nu - den ene er udlejet til Benetton, men fra 2002 kan der ikke blive plads til den alle i ét team. Der er en kører der må sies fra. Frank Williams havde vel næppe troet at han ville komme i den situation da han sidste vinter måtte finde en ny kører som erstatning for et af de største flop gennem tiderne, Alessandro Zanardi. Patrick Head vil dog følge alle tre kørere meget tæt, og selvom han ikke lægger skjul på sin store begejstring for Juan Pablo Montoya, bliver det kun de to bedste af de tre der fortsætter. I de kommende to år bliver det Montoya og Ralf Schumacher der mødes til det der forventes at blive en dramatisk duel.

"Vi har en meget svær beslutning som skal tages vedrørende Jenson i midten af 2002. Han har masser af potentiale, men har også meget der distraherer, socialt og kommercielt," siger Patrick Head. Williams-teamets tekniske leder advarer derfor Button om ikke at udvikle et image som stor playboy, men at han holder en fin balance. "Han kan nyder livet og at have det godt. Det er en god kvalitet i disse dage - heldigvis er han ikke en af disse farveløse neurotikere," siger Head videre og erkender at Button kan give mere til Formel 1 end blot det at være en reklamesøjle.

Tiden hos Benetton/Renault kan være med til at modne ham, så han står rigtig godt i til at vende tilbage.

BB  


Hop til top
Bridgestone er klar

Der bliver set meget frem til den nye dækkrig mellem Bridgestone og Michelin. Det må siges at Bridgestone alt andet vil have et overtag, men meget kan ske som sæsonen skrider frem.

Bridgestone har her meget tæt på sæsonestartet fået en ny teknisk leder, Hisao Suganuma. Han er sikker på at Bridgestone har gjort deres hjemmearbejde godt nok forud for det første grand prix. "Jeg er sikker på at den konstruktion som vi har valgt, vil virke godt i Melbourne. Vi testede fem forskellige compounds og forskellige konstruktioner, og alle teams var tilfreds med de valgte dæk," siger Suganuma.

I det hele taget har dækkrigen mange perspektiver som kan vende op og ned på Formel 1-feltet. I det velansete motorsportsblad Autosport kan man blandt andet læse at Adrian Newey er bekymret over at Michelin kan levere nogle ekstremt bløde dæk, der kan sende flere af deres kørere helt i front, hvilket kan spolere den taktik som henholdsvis McLaren og Ferrari - der ventes at dem som VM står mellem - og gøre at deres kørere ikke får frit løb som de kan have været vant til. Fra en Formel 1-fans side ville det nok være ganske interessant, men i krigen mellem Goodyear og Bridgestone, hvor det var Bridgestone der var de nye, så vi det kun i enkelte tilfælde. Blandt andet med Panis i Barcelona, Trulli i Østrig og Hill i Ungarn, men ellers var det ikke et udtalt problem.

BB  


Hop til top
Traction control er tilbage

Helt som ventet blev der givet grønt lys for at det meget omdiskuterede traction control kan vende tilbage i Formel 1 siden det i 1993 blev forbudt.

Ved den markante reglementsændring forud for 1994-sæsonen blev mange af de elektroniske hjælpemidler forbudt, men i takt med at Formel 1 bliver mere og mere avanceret (og at der går mange rygter om snyd), er det igen blevet legalt at anvende en racer med traction control. "Det lod til at der blev opnået en enstemmig godkendelse af pakken med forskellige forhold vedrørende elektronik i Formel 1," siger en kilde. Teamcheferne var samlet til topmøde hos FIA og her blev det altså godtaget at tage traction control tilbage - dog mod at der skal sættes mere fokus på sikkerhed.

Der er dog flere kørere der er imod det vender tilbage, men måske bliver der ikke så meget at hente i traction control. "Nu har vi dækkrigen, og de er så klæbrige at der ikke bliver meget hjulspin, så at have traction control er spild af tid og penge," lyder det tørt fra Tom Walkinshaw. Han bliver støttet af Eddie Irvine der heller ikke er en stor fan af at det vender tilbage - det vil gøre oplevelsen for tilskuerne ringere, da motoren vil lyde som om den er ved at sætte ud. "Det er næsten som hvis IOC siger at det er i orden at bruge doping, fordi vi ikke kan stoppe folk i at bruge det," siger Eddie Irvine.

Det ventes at FIA den 1. marts udsender en offentlig bekendtgørelse af at reglerne vedrørende motorelektronik bliver ophævet. Traction control vil første gang være tilladt fra og med det spanske grand prix i slutningen af april.

Artikel - Et skridt frem og et tilbage?

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk