Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
2.2.2002
 Renault er glade
 Jordan præsenterer i sidste udkald
 Skuffende resultater med FW24
 Fredags test - Pizzonia hurtigst i Spanien
 Arrows forhandler videre
 
1.2.2002
 Kommer der 12 til start i Australien?
 

Hop til top2.2.2002

Renault er glade

Efter en god test i Barcelona er Renault ganske godt tilfredse med den nye racer. Fem dage har de været på den spanske bane og kørt den nye R202 til.

Jarno Trulli fik tid til at falde til i den nye racer, mens testkøreren Fernando Alonso kørte dæktest for Michelin i sidste års racer. "Det var en meget tilfredsstillende dag. Jarno kørte 30 omgange og gjorde gode fremskridt med opsætningen af raceren selvom det var meget svære vejrforhold på grund af vinden. Fernando arbejdede for Michelin og kørte sit program uden problemer," siger Mike Gascoyne og konkluderer efter de fem dage: "De fem dage har som et samlet hele været meget produktive. Vi havde ingen større tekniske problemer og vi er glade for de fremskridt der har været med den nye racer," forklarer den tekniske leder hos Renault.

Teamet fortsætter testarbejdet i Valencia den 4. februar - hvor der skal køres regnvejrstest for Michelin teams.

BB  


Hop til top
Jordan præsenterer i sidste udkald

Det forventes at Jordan først kommer til at præsentere deres nye racer i nye farver i midten af februar - kort tid før racerne pakkes ned og sendes til årets første løb i Australien. Samtidig er der meget der tyder på at de fortsætter med at have Benson & Hedges som hovedsponsor.

Det har ellers været usikkert om tobaksfirmaet ville fortsætte, men nu tyder alt på at samarbejdet fortsætter. Derudover ventes det også at Deutsche Post fortsætter som sponsor, selvom teamet ikke har tyske interesser på kørersiden efter at teamet droppede Heinz-Harald Frentzen midt på 2001-sæsonen.


De sande farver bliver først fremvist i midten af februar
(Foto: Jordan)

Teamet har senest været i Barcelona til test - her er det gået nogenlunde, men bestemt ikke uden problemer. Gearkassen drillede noget på den nye EJ12, mens Takuma Sato også havde en tur af banen der kostede skrammer - for teamet var det heldigvis i den gamle EJ11. Næste test for Jordan bliver fra den 5. til 7. februar i Valencia.

BB  


Hop til top
Skuffende resultater med FW24

Williams kørerne er rigtig skuffede over de dårlige resultater de indtil videre har opnået med den nye FW24. Det er ikke BMW's motor de er skuffede over. Den er de meget tilfredse med. Nej, det er det dårlige chassis som man havde forventet sig mere af.
Da testen sluttede i Barcelona sagde Ralf Schumacher "Jeg er meget imponeret over hvor god motoren allerede er, men til gengæld er jeg meget skuffet over chassiset. "

Juan Pablo Montoya er heller ikke videre begejstret over hvordan raceren opfører sig på banen.
Efter testen sagde Juan Pablo Montoya: "Raceren er blevet bedre under testen, men vi har endnu ikke helt fået styr på kontrollen af raceren. Nogle gange understyrer raceren, andre gange overstyrer den."

FW24 er meget lig sidste års model FW23, og ved præsentationen sagde man da også at dette års model er en videreudvikling af sidste år model, som man havde så stor succes med.
Ifølge teamets tekniske direktør Patrick Head, så skulle der i nær fremtid komme flere ændringer til raceren. De fleste ting omhandler ændringer til racerens aerodynamik og pålidelighed.

Selvom kørerne er meget tilfredse med den nye motor P82, så indrømmer BMW at man er lidt bagud i forhold til det planlagte.
Rygter siger man skulle have afprøvet en ny motor da man testede i Spanien, men at motoren aldrig nåede frem til testen. Rygtet antyder også at teamet kun har 1 motor tilbage som man kan teste med. Motoren skulle være brugt da Antonio Pizzonia testede i torsdags. Man var nemlig nødt til at udskifte hans tidligere motor, da der opstod problemer med denne.

På grund af mangel på motorer, var Williams nødt til at gennemføre testen med kun en racer, selvom man havde planlagt at skulle bruge 3 racere.

BKP  


Hop til top
Fredags test - Pizzonia hurtigst i Spanien

Fredag var dagen hvor det var testkørernes dag. Antonio Pizzonia som er testkører for Williams var dagens hurtigste mand med tiden 1:19.452. Antonio Pizzonia kørte i alt 74 omgange på den spanske bane.
Dagens 2. hurtigste mand var Renaults testkører Fernando Alonso. Hans hurtigste tid lød på 1:20.029, og det var næsten 6/10 af et sekund langsommere end dagens hurtigste mand. Fernando Alonso nåede at køre i alt 49 omgange. Fernando Alonso kørte testen i en B201.
Jarno Trulli som er fast Grand Prix kører for Renault var dagens 3. hurtigste mand. Jarno Trulli kørte i den nye R202, og hans bedste tid lød på1:20.071. Han nåede at gennemføre i alt 30 omgange før dagen var slut.

Fredagens tider fra Barcelona:

01. Antonio Pizzonia - Williams FW23 - 1:19.452 - 74 omg.
02. Fernando Alonso - Renault B201 - 1:20.029 - 49 omg.
03. Jarno Trulli - Renault R202 - 1:20.071 - 30 omg.
04. Takuma Sato - Jordan EJ11 - 1:20.527 - 44 omg.
05. Pedro de la Rosa - Jaguar R2C - 1:20.533 - omg.
06. Giancarlo Fisichella - Jordan EJ12 - 1:21.014 - omg.
07. Eddie Irvine - Jaguar R3 - 1:22.078 - 73 omg.

BKP  


Hop til top
Arrows forhandler videre

Det vides stadig ikke, hvem der får det sidste ledige sæde i F1, men Jos Verstappen så ud til at få en ny chance med rygterne om, at Heinz-Harald Frentzen havde afbrudt forhandlingerne med Arrows-teamet. Grunden til det skulle være, at Arrows mente, at tyskeren burde betale en form for erstatning til Verstappen for at tage hans sæde - hvad Frentzen ikke kunne se rimeligheden af.

Men en talsmand for Arrows afviser denne historie som "ren spekulation": "Tom [Walkinshaw] forhandler stadig med både Verstappen og Frentzen," fastslås det. 'Ren spekulation' var i øvrigt også, hvad teamet sagde, da de første rygter om Frentzen kom frem, men siden har de åbent indrømmet forbindelsen.

Frentzens manager, Monte Field, bakker op om teamets afvisning af 'erstatnings-rygtet'. Ifølge Field ligger de to parter stadig i forhandlinger, men han var ligesom Arrows-talsmanden ikke stand til at sige, om man var ved at nå en afsluttende enighed.

CBA  


 

Hop til top1.2.2002

Kommer der 12 til start i Australien?

Mange Formel-1 fans havde glædet sig til at der i år skulle starte 24 racere, når Formel-1 bliver sat i gang den 3. marts i Albert Park. Toyota var det 12. team, men nu hvor Prost teamet gik konkurs her midt på ugen så er man tilbage ved de 11 teams og 22 kørere.

Mange spekulerer nok på hvad der skal ske med resterne af det gamle Prost team, og de første rygter er allerede i omløb. Et af de mere troværdige er at Flavio Briatore gerne vil købe resterne af Prost teamet, og i følge FIAs præsident Max Mosley, så kan alle købe Prost teamet og stille op til det først Grand Prix løb i år.

Max Mosley udtaler: "Det står enhver frit at købe Prost teamet, og fortsætte hvor de slap og efter gældende regler. Hvis nogen køber Prost teamet så skal de nå at være klar til det første løb i Australien. Ellers vil pladsen blive givet fri, så alle andre kan byde på den ledige plads."

Hvis det skulle ske at nogen dukker op med en stor papkasse, og køber resterne af Prost teamet, så har de rigtigt travlt, for sæsonen starter om kun 28 dage.

BKP  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk