Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
24.2.2001
 Sådan er det bare!
 Schumacher hader champagne
 Barcelona test - Torsdag
 Arrows svigtede ikke
 Fire år til med Mosley
 Indisk GP i 2003?
 Herbert tilfreds med ny rolle
 Tekniske forbedringer i Formel 1
 Det er ikke os
 Burti kan blive
 
23.2.2001
 Traction control endeligt godkendt
 Officielt navn: Prost-ACER
 Nye sikkerhedstiltag på vej
 

Hop til top24.2.2001

Sådan er det bare!

Efter at FIA har accepteret at der gives frit spil for traction control og andre tekniske vidundere, tales der meget om hvordan det vil påvirke fremtidens Formel 1. En af de teamchefer der kender gamet bedst er Frank Williams.

Og den ellers meget konservative teamchef tager det med stor sindsro. Det ville alligevel have været umuligt at stoppe udviklingen. "Det vokser langsomt - sådan er livet. TV er meget bedre end det var for 50 år siden, eller som alt andet - eksempelvis telefonen. Det er blot den gode gamle verden vi lever i," siger teamchefen.

Om det er en fordel for sit eget team bekymrer han sig ikke så meget om. "Det gør ingen forskel for mig. Jeg vil ikke begynde at tænke på om det er bedre eller være - sådan er det bare," siger han og accepterer de nye (gamle??) tider i Formel 1.

BB  


Hop til top
Schumacher hader champagne

På trods af at han over 80 gange har været på podiet efter Formel 1-løb, er Michael Schumacher ikke særlig begejstret for champagne. Det går lige i blodet og det er ikke noget som tyskeren bryder sig om.

Det siger han til den engelske avis The Sun. "Jeg har set er par flasker champagne igennem min karriere eller ved fejringer efter løbet, men jeg kan ikke lide champagne - jeg hader det," siger tyskeren der ellers er forvent med de gyldne dråber. Alligevel kan han til tider ikke lade være med at drikke det når han står på podiet, "men det er fordi jeg er så glad at jeg ikke lægger mærke til det," forklarer han.

Det har derudover en dårlig sideeffekt - det går lige i blodet på køreren og eftersom kørerne har brugt utrolig mange ressourcer og tabt meget væske er det bestemt ikke sundt. "Efter at have mistet så meget væske og lagt så mange anstrengelser i det, ødelægger alkoholen en. Man bliver ramt med det samme," siger han. Det har ikke altid været behageligt. "For at være ærlig, så har jeg været med til et par pressekonferencer efter løbet hvor jeg følte mig lidt bims, og sagde ting jeg ikke skulle have sagt," indrømmer Schumacher.

BB  


Hop til top
Barcelona test - Torsdag

McLaren og Williams tester stadig på Barcelona banen. McLaren har haft nogle problemer med bl.a. motoren som ikke er blevet løst - endnu.

McLaren har haft adskillige problemer med den nye Mercedes motor. Sådan var det også torsdag hvor man tilbragte meget tid i pittet pga. alvorlige problemer med motoren. Det gik værst ud over Mika Hakkinen, som havde overtaget rattet fra David Coulthard. Også Alex Wurz havde problemer. Det må ikke være betryggende for teamet at drage til Australien, hvis ikke disse problemer bliver løst inden.

Williams teamet var også i gang. Kun Montoya testede. Man skulle egentlig have tjekket mest muligt, men pga. at tidsmangel valgte man at lave et systemcheck på det man kunne nå. Meningen var også at man ville have lavet et egentlig setup. Men det er blevet udskudt til man kommer til Australien.

For begge teams må det nu gælde, at det man kan nå at rette inden afgangen til Australien skal gøres. Tiden nærmer sig med raske skridt årets første Grand Prix.

Torsdagens tider:
Plac.KøereTeamTidOmg.
1Mika HakkinenMcLaren1:20,45482
2Alexander WurzMcLaren1:20,49184
3Juan Pablo MontoyaWilliams1:22,00775

PDL  


Hop til top
Arrows svigtede ikke

Arrows blev mødt af megen vrede, da de offentliggjorde navnene på deres kørere i 2001. Overraskende nok var Pedro de la Rosa skiftet ud med Enrique Bernoldi, der længe har befundet sig med én fod inde F1 uden at få sit gennembrud. Så sent inde i 'silly season' var testsædet hos Prost det bedste de la Rosa kunne få – at han så senere har skiftet hest, er en anden sag. Arrows blev stærkt kritiseret for at således 'svigte' spanieren, men nu fortæller teamboss Tom Walkinshaw, at beslutningen slet ikke var teamets, men derimod de la Rosas egen!

"Hvis vi havde underskrevet kontrakterne sidste september, ville vi have haft de samme to kørere," siger Walkinshaw. Arrows' kørerkombination i 2000 bestod af Pedro de la Rosa og Jos Verstappen. "Vi tilbød Pedro en kontrakt, men han skiftede mening i sidste øjeblik. På det tidspunkt anbragte vi Bernoldi i bilen og fandt ud af, at han satte de samme omgangstider."

Tilbage var kun spørgsmålet om der skulle bringes en ny kører ind i 2001 eller 2002. De de la Rosa trak sig, var sagen afgjort. "Vi var næsten overbeviste om, at vi måtte skifte en af vores kørere ud ved slutningen af denne sæson, så vi bestemte os for at kaste os ud i det. Det er et opbygningsår for os, og vi tænkte, at hvis vi skulle tage chancen og bringe en ny ind, kunne vi lige så godt gøre det i år som at vente endnu tolv måneder," slutter Walkinshaw af med at sige.

CBA  


Hop til top
Fire år til med Mosley

'Mad Max' Mosley nyder ikke stor popularitet, men alligevel stiller han op til endnu et præsidentvalg i FIA til efteråret, når hans anden periode udløber. Mosley har siddet på posten siden 1993, hvor han tog over fra Jean Marie Balestre, der havde været hovedmodstanderen i FOCA/FISA-striden. Balestre blev i stedet formand for FIA's ottemand store senat, hvor også Mosley og Ecclestone sidder. Mosleys har især arbejdet på at forbedre sikkerheden, og på at begrænse team-budgetterne i Formel 1, det sidstnævnte dog uden større succes.

Om Mosley har nogen rivaler til posten vides ikke, men sålænge Mosley stadig er FIA-præsdent, kan han komme med løftede pegefingre, når han finder det nødvendigt. Således har Silverstone modtaget en advarsel efter den totalt kiksede GP-weekend forrige år. Det britiske Grand Prix bliver traditionelt afholdt i juli, men i 2000 besluttede Ecclestone & Co. at lægge den i påskeferien i april. Løbet blev ødelagt for de mange tilskuere af regnen, der havde forvandlet de omkringliggende områder til en stor gigantisk mudderpøl. Parkeringspladserne blev lukket om lørdagen, og andre tilskuere måtte tilbringe GP'et i deres egne biler fanget i trafikkaoset. Løbsarrangørerne kan næppe skældes ud for vejret, men de bærer stadigvæk en stor del af skylden, mener Mosley. "Hvis vi ser samme scener i år som sidste år, vil det være svært at beholde løbet på kalenderen," advarer han. "Vi har sagt til Silverstone, at vi ikke kan have, at noget, der rangerer med OL og VM i fodbold, bliver afholdt for enden af vejen på en mudret mark. Men det forstår de godt. Hvis de vil være en del af verdensmesterskabet, så ved de, at de må forbedre sig."

CBA  


Hop til top
Indisk GP i 2003?

Når Bernie Ecclestone var en tur til Indien i denne uge var det ikke for at beundre Taj Mahal, ride på elefanter, eller vandre ved Ganges-floden. Det var derimod i rent forretnings øjemed, at Ecclestone tog Bantola, der ligger lige uden for Calcutta. Indien har nemlig skrevet sig på den evigt voksende liste over aspirerende Grand Prix-værter. Beliggenheden er blevet besluttet, men banen er ikke blevet bygget endnu. Det bliver den heller ikke, med mindre Bernie Ecclestone giver projektet grønt lys. Det er der god chance for, for Indien er stort og attraktivt marked. Folkene bag projektet har ambitioner om at afholde et indisk GP allerede 2003, men så hurtigt plejer det sjældent at gå. Således har man ikke hørt meget fra de kinesiske planer for Zhuhai-banen i lang tid.
CBA  


Hop til top
Herbert tilfreds med ny rolle

Johnny Herbert gik på selvvalgt pension fra F1 efter sæsonen 2001, men da jagten på et sæde i USA ikke gav gevinst, er englænderen vendt tilbage som testkører for Arrows. Selvom det efter den mislykkede jobjagt kan opfattes som et i-mangel-på-bedre-tjans, ser Herbert det som noget nær den ideelle situation. Fordi han ikke er en ung kører, desperat efter at blive set og gøre et godt indtryk, kan han slappe af og koncentrere sig om sit arbejde for teamet.

"Det er en fantastisk situation for mig, fordi jeg ikke har noget præstationspres, og det vil være godt at køre en F1-bil igen. Jeg har frihed til at gøre andre ting," siger Herbert, der ikke savner Jaguar-teamet synderligt. "Jeg havde ikke lyst til at være der," fortæller han. "Jeg vil ikke bare være en F1-kører - jeg ville klare mig godt, og det så ikke ud til, at det ville komme til at ske." Derfor handler det nu om Arrows' fremtidige resultater, frem for Herberts egne: "Jeg er her for at hjælpe med at udvikle bilen og forbedre deres situation året igennem. Det er derfor, ag er vendt tilbage."

CBA  


Hop til top
Tekniske forbedringer i Formel 1

I bestræbelserne på at gøre Formel 1 mere sikker, har FIA præsident Max Mosley afsløret et par fremtidige ændringer på den tekniske front.

På baggrund af ulykken på Monza i 2000-sæsonen, hvor løbsofficial Paolo Gislimberti omkom, vil der fra sæsonen 2002 være fartbegrænser i Formel 1 bilerne. " I år 2002 vil de normale gule flag være afløst af variabel fartbegrænser. Disse begrænsninger vil være forskellig fra bane til bane og være afhængig af ulykkens omfang og risiko", udtaler Mosley. "Det vil under løbet blive afgjort af løbsledelsen og elektronisk overføres til bilerne i nærheden af ulykkesstedet. Biler der ikke gør dette, vil straffes med Stop-go straf".

Derudover vil der fremover ikke være mulighed for servostyring og bremsebalancesystemer. Disse systemer reguleres pt. elektronisk, men ankomsten af tractioncontrol tvinger FIA til at nedbringe antallet af elektroniske hjælpemidler. I samme forbindelse bortfalder den traditionelle Safetycar til fordel for et hastighedssystem, der automatisk får alle biler til at køre samme hastighed og derved bibeholdes afstanden ved genoptagelse af løbet. Dette kan dog tidligst iværksættes i år 2003. Som ekstra sikkerhedsmoment kommer et afstandssystem, der advarer om afstanden til den forankørende bil, til hjælp ved kørsel med nedsat sigt, eksempelvis stærk regn.

Alt dette introduceres i forbindelse med en elektronikpakke der fra 29.04.01 (GP Spanien.red.) tillader automatgear i Formel 1. Ja, De læste rigtigt; AUTOMATGEAR. Dette vil uden tvivl reducere kørerens rolle, men ifølge Williams teamleder Frank Williams "vil det give tættere race, da alle vil få den samme start og dermed have den samme traction".

Gordon Poulsen

XT  


Hop til top
Det er ikke os

Efter at Max Mosley løftede sløret for at et par teams endnu ikke har klaret crash-testen som skal godkende racerne, har de to formodede teams afvist at det forholder sig sådan.

Det ene team er BAR, og i en presseskrivelse siger de at teamet med succes har klaret den crash-test som FIA gennemfører forud for sæsonstarten. "Det har været en stor udfordring for teamet som de har klaret fornemt, og vi ser frem til at begynde sæsonen i Australien med racere som fuldt ud lever op til FIAs fornemme sikkerhedsmål," siger Malcolm Oastler, der er teknisk leder hos BAR.

Det andet formodede team, Benetton har også afvist rygterne.

BB  


Hop til top
Burti kan blive

Efter Jaguars ansættelse af Pedro de la Rosa som test og reservekører er der gået mange rygter om at han måske skal erstatte en af de to kørere, og det kunne være Luciano Burti.

Men teamchef Bobby Rahal afviser at de la Rosa kommer til at overtage sædet i denne sæson. "Jeg har sagt til Luciano at han ikke skal bekymre sig om næste år, og det accepterer han," siger Rahal. Derudover har der været rygter om at det måske også var Eddie Irvine der skulle sættes lidt på plads, efter at ireren og den nye teamchef har duelleret på ord om hvorvidt det er i orden at Jaguars præstation bliver kommenteret til pressen. Men heller ikke Irvine skal bekymre sig. "Beskeden til begge vores kørere er at vi skal gøre hvad vi kan for at få succes. Eddie ved også at vi forventer en præstation," siger Rahal.

Derudover er Jaguar stadig ved at gennemgå en større omstrukturering, som blandt andet har medført at Bobby Rahal blev udpeget som den nye teamchef. Men det vil tage tid før de kan præsentere den samme organisation som de store teams. "Vi behøver den form for organiseringsdisciplin som William, Ferrari og McLaren har. Det tog dem årtier at nå det niveau - vi arbejder på en femårsplan der forhåbentlig kan tage os til det næste niveau," siger Rahal.

BB  


 

Hop til top23.2.2001

Traction control endeligt godkendt

FIA har i dag sat sit blå stempel, der giver de 11 deltagende teams lov til at benytte traction control samt andre elektroniske hjælpemidler.

Som det tidligere har været omtalt på formel-1.dk har det været et meget omdiskuteret spørgsmål, og genindførelsen sker primært på grund af pres fra teams og ikke mindst at der siden de mange elektroniske komponenter blev forbudt i 1994, været mange rygter om snyd.

Det var ikke nogen vægelsindet forsamling af teamchefer der nåede frem til resultatet. Enigheden har næppe været større i Formel 1. I FIAs presseskrivelse siges der indledningsvis: "Med enstemmighed blandt de deltage teams." Det interessante er dog at FIA først præsenterer det de fik ud af aftalen, nemlig mere sikkerhed. Så bliver det formelle eftermæle at det var i sikkerhedens navn at aftalen blev indgået!

Fra 2002 bliver der etableret et system der kan blokere en køres start, der indføres et system som nedsætter hastigheden i racerne på specielle områder på banen ved gule flag. Derudover gøres størrelse på spejlene større - fra 12x5 cm. til 15x5, men man fristes til at sige at det er for sent nu - Pedro Diniz er ikke længere aktiv kører.

Fra 2003 præsenteres et kollisionsadvarsels system - hvad der så end ligger i det. Der kommer vel næppe en besked på kørerens LSD-skærm "WARNING - Incomming car collision." Også fra 2003 får Mercedes mindre PR ved de enkelte grand prix'er. Der indføres et system der over hele banen kan nedsætte farten på racerne - så bliver safety-car unødvendigt.

Det var hvad FIA får for det - og jo, det bliver meget interessant at se hvordan det kommer til at spille af. Og det bliver endnu mere sjovt hvis der går lidt for meget tekniske problemer i det - så kan der for alvor blive skumlet i garagerne hvis/når et bestemt team får lidt for meget fordel. Men det kan vi først få "fornøjelse" af at skulle bryde vores hoveder med i 2002.

Allerede fra det spanske grand prix får de 11 teams nemlig lov til at gøre næsten hvad de vil. De specifikke krav der tidligere hindrede traction control, defineret omkring speederen og indsprøjtningen er fjernet hvormed traction control er blevet muligt. Sidste år indførte FIA meget hurtigt nye regler omkring elektronikken der begrænser farten i pitten, og disse er også ophævet. Men der bliver så også en masse ting der ikke er lovligt. Der må ikke være et system der kan "time" en start for køreren, et elektronisk styret ophæng er ikke tilladt så vi kommer ikke til at se aktivt ophæng som det var kendt i 1993, elektronisk styrede bremser er ulovligt. Mest markant bliver det at elektronisk servostyring bliver forbudt fra 2002, til stor gene for nogle kørere.

Men så bliver det derudover også tilladt at benytte en fuldautomatisk gearkasse, så kørerne får endnu mere tid til at duellere i stedet for at skulle koncentrere sig om at geare op og ned. Men lad os nu se om det giver bedre race. Ved det spanske grand prix er elektronikken tilbage i Formel 1 efter lidt over 7 års fravær (at den så nok har været der alligevel er så en anden sag.)

BB  


Hop til top
Officielt navn: Prost-ACER

Prost Grand Prix bliver i Formel 1-sæsonen der står for døren ikke kendt som Prost-Ferrari, men i stedet som Prost-ACER. Det sker efter at ACER er kommet til som sponsor for det franske team.

ACER leverer PC-produkter, primært computere, servere og forskellige computerkomponenter. "Jeg er glad for at igen at have taget et nyt navn ind i Formel 1, det førende teknologifirma ACER," siger Alain Prost stolt efter der er lykkedes at få flere penge i kassen. "Vi er sikre på at vores sponsorat af et lovende team som Prost vil øge synligheden af ACER brandet, og styrke vores position som en af de førende inden for markedet for personlige computere," siger Gianfranco Lanci, der er præsident for ACERs afdeling i Europa.

BB  


Hop til top
Nye sikkerhedstiltag på vej

Brandmanden Paolo Ghislimbertis død var Formel 1-sportens første dødsulykke efter den ulykkelige weekend på Imola i 1994, og igen har det fået FIA på barrikaderne med nye sikkerhedsforanstaltninger. I de kommende vil vi komme til at se en mængde nye tiltag, som er ved at blive udviklet, lovede FIAs præsident Max Mosley i starten af denne uge.

For det første vil de gule flag blive afskaffet: "Fra 2002 vil det normale system med de gule flag blive afløst af hastighedsbegrænsningspåbud. Disse begrænsninger vil afhænge af banens layout ved ulykkesstedet og risikograden for banearbejderne. Det vil blive besluttet af løbslederen og kommunikeret elektronisk til alle kørerne ved ulykkestedet," forklarede Mosley. "Bilerne vil blive udstyret til at køre lige under hastighedsbegrænsningen. Biler, der overskrider hastighedsbegrænsningen, vil blive opdaget og givet en 10 sekunders straf."

Desuden er det farvel til power steering og bremseballance justering fra næste sæson. Nu hvor traction control er på vej tilbage til F1 efter syv års forbud, har FIA besluttet at fjerne en række andre elektroniske hjælpemidler i stedet.

David Coulthard og Michael Schumacher havde et meget omdiskuteret sammenstød i regnvejret på Spa i 1998. For at undgå den slags episoder fremover, skal et nyt system advarer om kollisionsrisiko, når sigtbarheden er dårlig. Sidst men ikke mindst har sikkerhedsvognen ført feltet for sidste gang efter sæsonen 2002. I stedet introduceres et system, der holder alle bilerne ved den samme hastighed efter ulykker. Feltet vil ikke blive samlet op, men vil beholde samme afstand til hinanden hele tiden.

CBA  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk