Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
29.2.2000
 Ny sponsor til Arrows
 Herbert tror på sine sejrsmuligheder.
 Wurz håber på det bedste
 Minardi mangler motorkraft
 
28.2.2000
 Uro hos Prost
 Jaguar gør rent bord
 Tvivl om Ferraris fremgang
 Indbringende år for Ferrari
 Frentzen tilfreds
 FIA godkender endnu en spansk bane
 BAR´en er ved at være på plads
 Schumacher sætter rekord på Muggelo
 

Hop til top29.2.2000

Ny sponsor til Arrows

Som det efterhånden er mange bekendt, skulle Arrows have præsenteret deres nye bil i går, men det er blevet udsat, fordi man i sidste øjeblik har indgået kontrakt med nye sponsorer.

En af de nye sponsorer er "skyld" i, at man er nødsaget til at ændre farver og layoutet på bilen: deres farver og logo skal med. Og derfor er præsentationen udsat.

Den ene sponsor skulle være det hollandske multimediaselskab, Lost Boys, som er et selskab i kraftig ekspansion, specielt på IT-området. Således planlægger selskabet at åbne kontorer i Barcelona, San Francisco og New York. Udover at man skal have lavet et nyt layout af bemaling og sponsormærker, vil Lost Boys kreere en ny hjemmeside til Arrows. Alt skulle ifølge forlydender blive præsenteret når Arrows-præsentationen finder sted.

PDL  


Hop til top
Herbert tror på sine sejrsmuligheder.

Johnny Herbert havde - alt taget i betragtning - en kanonfinish på 1999 sæsonen, ikke mindst med sejren på Nürburgring. Stewart-Fords første og eneste GP-sejr.

Han ønsker dog fornuftigt nok ikke at overspille situationen: "Det er umuligt at vide hvad der sker omkring det næste hjørne i denne sport. Men jeg har vist holdet, at jeg kan levere resultater," sagde Herbert forleden. "Den nye vogn er bestemt ikke dårlig, og jeg kører godt for tiden. Min selvtillid er helt i top og jeg glæder mig til den nye sæson."

Herbert minder om, at Formel-1 er en meget krævende sport, både fysisk og mentalt. Med sin sædvanlige diplomatiske sans sætter han stor pris på sin nye holdkammerat, Irvine som han tror vil sætte team-spirit'en højt og gøre sit til, at holdet forbedrer sine resultater i 2000. "Alle, både kørere, teknikere og mekanikere skal hele tiden yde deres bedste på begge planer, også selvom man føler sig udkørt henimod sæsonens afslutning."

GRN  


Hop til top
Wurz håber på det bedste

1999 var ikke et godt år for Benetton og det ser ikke bedre ud for 2000. Teamet hænger stadigvæk på den ynkelige Supertech-motor, som selv Minardi finder sig for gode til. Alexander Wurz sluttede '99 med sølle tre points, hvilket anbragte ham på en 13.-plads. Alligevel ser han meget positivt på den nye sæson: "Vi klarede os ikke særlig godt sidste sæson, men vi har taget et stort skridt fremad og jeg tror godt vi kunne tage en sejr." Årtusindskiftet symboliserer for ham en tid med forandringer. Om sine forventninger til sæsonen sagde han: "Jeg håber at den bringer en masse points, gode overtagningsmanøvrer, aggressiv kørsel og sjov på banen hvilket betyder at slutte i pointene og på podiet." Spørgsmålet er bare om man skal lægge mere i denne velopdragne pressemeddelelse end i alle de andre forhåbningsfulde udtalelser vi hører netop nu.
CBA  


Hop til top
Minardi mangler motorkraft

Så skal det lille, energiske og underbemidlede Minardi-team igen til at kæmpe med de tunge drenge. Som sædvanligt når midlerne er små, så ligner det en uens kamp, og denne sæson ser ikke ud til at blive nogen undtagelse for Minardi. Men helt håbløst ser det ikke ud lige nu. Ved en af de seneste tests fik Marc Gene faktisk fjerde hurtigste tid, kun et halvt sekund langsommere end Hakkinen. Men det skete dog med meget lidt brændstof i tankene, så tiden er relativ.

Efter testen udtalte Marc Gene: "Bilen i år føles som et utroligt stort skridt fremad, men den mangler simpelthen motorkraft. Bilen og teamet fortjener bedre."

Det kan jo være at ønsket måske går i opfyldelse, hvis teamet i år kan præstere et bedre resultat end i de seneste år. Jo flere point, des mere presseomtale. Og så er der som bekendt større chance for endnu flere sponsorkroner, og mulighed for en bedre motor. Men der er ingen tvivl om at teamet som sædvanlig vil kæmpe deres chance.

PDL  


 

Hop til top28.2.2000

Uro hos Prost

I sidste uge udtalte tyske Nick Heidfeld: "Vi kan ikke tage til Melbourne sådan her. Vi har brug for mere tid!" og henvi-ser dermed til de store problemer som Prost teamet har med deres AP03 racer. Der er tydelige problemer med det elek-triske og Peugeot-motorens stabilitet i raceren og der har været betydelig forsinkelser undervejs som har forhindret teamet i at udvikle raceren korrekt.

Både teamchef Alain Prost og den sportslige direktør John Walton har forsøgt at dysse tilstandene ned. Alain Prost udtaler: "Der er et enormt pres fra Frankrig og en hel del misinformationer som har irriteret mig. Vi har trods alt gen-nemført 70 omgange - samme længde som et GP løb." Samtidig afviser Alain Prost at teamet skulle droppe det første løb i Melbourne, da man forventer meget af den sidste test på Silverstone. Man bør dog nok vente lidt med at bedømme AP03 raceren, men selv Alain Prost må indrømme at de ikke på nuværende tidspunkt er i stand til at true toppen af Formel-1 og at det første løb vil blive en svær opgave for Prost teamet.

John Walton udtaler: "Vi er tilfredse, raceren er blevet mere stabil og der er yderligere fremskridt at spore. Men vi har en hel del arbejde foran os for at være der hvor vi burde være og både team og kørere føler sig positive (!) og kan ikke vente med at komme til Silverstone i næste uge for den sidste test inden løbet i Melbourne."

Jean Alesi har forholdt sig helt tavs om problemerne.

Vialli

AN  


Hop til top
Jaguar gør rent bord

På sidstedagen af 3-dages testen i Jerez gjorde Jaguar rent bord ved at sætte de bedste tider. Irvine var bedste med 1:23:21 - blot en tiendedel langsommere end banerekorden, sat af Frentzen i -97 udgaven af det spanske GP.

Herbert fik også sin del af opmuntringen, da han efter de to foregående dages problemer med bl.a. olietryk satte næstbedste tid, mindre end en tiendedel efter holdkammeraten. Forhåbentlig har team'et også fået styr på holdbarheden, eftersom de to vogne på sidstedagen gennemførte ialt 109 omgange.

Fisichella, Benetton var tredie i tiden 1:23:46, fulgt af Trulli (Jordan) og R Schumacher (Williams).

Efter dagens arbejde lagde Irvine en dæmper på begejstringen: "Bilen føltes OK, men vi anvendte kun hårde dæk. Jeg tror vi gør fremskridt, men i sammenligning med de andre teams, ved vi endnu ikke hvor vi står. Det er jo ikke alle der tester hastigheder, men i lige så høj grad enkelte komponenter som forskellige set-ups."

Derudover forsøger Irvine at holde liv i sit eget lille mediestunt: al testkørsel er foregået iført en helt hvid hjelm. "Jeg har besluttet at skifte farve, fordi den gamle ikke stod særlig godt til Jaguars nye version af Racing Green, men jeg afslører først den nye hjelm i Australien." Irvine har jo aldrig været særlig pressesky og har flere gange brugt farveskift på hjelmen til at skaffe sig opmærksomhed.

Over weekenden har holdets testkører, Luciano Burti arbejdet med aerodynamisk afprøvning af enkelte komponenter på en bane nær Magny Cours i frankrig. Herefter står den på klargøring og nedpakning, så man kan få afskibet størsteparten af udstyret til Australien sidst på denne uge.

GRN  


Hop til top
Tvivl om Ferraris fremgang

De tider som Ferrari'erne igennem hele testsæsonen har imponeret med, er måske ikke så fantastiske igen, mener den lille lyserøde sportsavis, Gazetta dello Sport. Den tvivler stærkt på at den forbedring på omkring en til to procent på omgangstiderne skyldes den F1-2000. Det skulle derimod være de nye Bridgestone-dæk der gør forskellen. Ferrari er dækfabrikantens testteam og har derfor en fordel frem for de andre teams, der dog også har udtalt sig positivt om 2000-dækkene.
CBA  


Hop til top
Indbringende år for Ferrari

Hvor frustrerende det end må være for Fiat at se Ferraris lige-ved-og-næsten-resultater de sidste par år (for en konstruktørtitel får trods alt ikke nær så megen opmærksomhed som kørertitel), kan de glæde sig over at forretningen til gengæld går rigtig godt. Fornyelig blev en rapport om året 1999 offentliggjort, der viste at Ferrari fortsat er en af Fiats mest udbytterige mærker. Cirka 4000 gadebiler blev solgt forrige år, heraf 25% til USA. Dog var man skuffede over at kun 453 englændere investerede i en Ferrari. Udover Ferrari har Fiat også Lancia og Alfa Romeo under deres vinger, dertil et samarbejde med Peugeot og Citroën om varevogne og med Iveco om lastbiler.
CBA  


Hop til top
Frentzen tilfreds

Der har været nogen usikkerhed om den nye Jordan, 'jubilæums'-modellen EJ10, efter at teamet har været noget tøvende i sine udmeldinger til pressen. Især Heinz Harald Frentzen har lydt tvivlende og afgjort ikke tilfreds. Der er blevet rettet om på problemerne i nogen grad, men Frentzen udtalte for et par dage siden: "Der er stadig områder vi må koncentrere os om. I Barcelona oplevede jeg to gange motorproblemer inden for få omgange. Ud over det har vi stadig problemer med gearkassen og med den nye elektronik."

Men i stedet for at arbejde videre med bilen måtte han undvære den sidste testdag på Jerez for at udføre pr-arbejde, først til Cebit-messen i Hanover, dernæst i Køln hvor han var gæst i et talk show på tysk tv. Der kommenterede han forsæsonen og testene: "Jeg er stort set tilfreds med bilen og med testresultaterne indtil nu." Han antydede dog at man ikke bør sætte næsen op efter de store resultater lige forløbigt: "Jeg tror ikke vi vil se bilens fulde potentiale i de to første løb. Det er langt vigtigere at vi at vi fuldfører i Melbourne. Igennem mine år i formel 1 har jeg aldrig før set så mange teams opleve problemer med stabiliteten. Det ser ud som om alle teams har nået deres yderste grænse på ethvert muligt område, selvom to af de største teams, McLaren and Ferrari, finder det lettere takket være deres gigantiske budgetter. Hvad angår Jordan er vi på nippet til at tage et enormt spring fremad - på næsten alle områder, hvadenten det drejer sig om vægten, aerodynamikken, transmissionen eller afkølingen. Ved sådanne skridt kan man kun forvente sammenbrud."

Frentzen sluttede interviewet af med at forsikre at der blev arbejdet dag og nat med de sidste detaljer. I morgen, tirsdag, og onsdag er han tilbage og teste i EJ10'eren, denne gang på Silverstone, teamets sidste shake-down test inden sæsonen går i gang.

CBA  


Hop til top
FIA godkender endnu en spansk bane

Her i vinterhalvåret har de to spanske baner, Jerez og Barcelona, været populære blandt teamene som teatbaner. Nu kommer endnu en til, Ricardo Tormo-banen, der ligger i den østlige egn, Valencia. FIA har netop godkendt banen, der er meget benyttet til motorcykelløb, til formel 1-kørsel og selv om ejeren ser frem til være vært for et GP i den nærmeste fremtid, vil banen nok fortrinsvist komme til at tjene et helt andet formål. Hvis der indføres testforbud i december de kommende år, vil der blive brug for endnu flere baner for at undgå pladsproblemer.
CBA  


Hop til top
BAR´en er ved at være på plads

Så har BAR-teamet afsluttet deres test på Jerez, og det forløb meget bedre end den meget fugtige oplevelse på Kyalami. Igennem de tests teamet har været igennem her i vinterperioden, har man fået kørt omkring 6000 km. Og på Jerez kørte man et par gange fuld løbsdistance. Testen på Jerez blev gennemført med ét chassis, og et antal motorer. Det er så meningen, at erfaringerne man har gjort, skal overføres til det andet chassis, så man har 2 kampklare biler til åbningsløbet.

Steve Farrell, der er chefingeniør i teamet, udtaler: "Vores plan var at koncentrere os om setup de to af dagene, og så arbejde med stabilitet en dag. Vi havde dog nogle små tekniske problemer, men det lykkedes alligevel at få kørt ca. 400 km. hver af dagene. Vi er tilfredse med forløbet, vi har gjort gode fremskridt med stabiliteten, og nu er omgangstiderne også ved at være i orden."

Nu "mangler" så den endelige shakedown test på Silverstone, og så man mener man i teamet, at man er klar til at tage til Australien og gøre en god indsats der. Det har på sin vis også været en fordel kun at have en bil med på Jerez. Det har gjort det muligt at lave noget promotionsarbejde. Og i denne uge skal Jacques Villeneuve således deltage i Genua Motor Show på Honda standen. Ligeledes skal de to kørere deltage i en pressekonference i Japan for Honda, samt at de får mulighed for at se Honda's motorsportsafdeling. Aktiviteterne i Japan er planlagt så det sker, mens man alligevel er på vej til Australien.

PDL  


Hop til top
Schumacher sætter rekord på Muggelo

Schumacher sætter rekord på Muggelo. Michael Schumacher optrappede sine forberedelser til 2000 sæsonen ved at sætte en ny banerekord på Muggelo. Schumacher kørte 71 omgange i sin F1-2000 Ferrari med den bedste tid på 1.24.705. Michael Schumacher kørte i Barrichello's racer, men havde ingen problemer af nogen art under testen.
Efter testen udtalte Michael Schumacher "Bilen opførte sig lige som jeg havde regnet med den ville. Jeg arbejde på at finde et godt set-up .De justeringer vi har lavet, har sendt os i den rigtige retning."
BKP  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk