Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
8.2.2000
 Ferrari præsentation
 Senna Jr.?
 US GP info
 Interview med Ferrari´s chef for motorudvikling
 Præsentation af Prost Grand Prix
 
7.2.2000
 Salo: ingen sejre i år 2000
 

Hop til top8.2.2000

Ferrari præsentation

Som den sidste af de store, har Ferrari endelig præsenteret deres nye år 2000 bil. Og det blev en præsentation med et kæmpe opbud af journalister og fotografer. Over 600 pressefolk var til stede.

Og endnu en gang har Ferrari ændret måden at betegne en model på. Hvor alle har regnet med at modellen skulle hedde F320, så har Ferrari fundet på at den skal hedde F1 - 2000.

Bilen er en videreudvikling af F399, men alligevel hævder Ferrari, at der ikke er brugt komponenter fra F399. Alt er nyt udviklet til denne model. Og det må siges at være rigtigt. Ferrari har fulgt trenden, som de andre teams også har gjort, nemlig at fokusere om muligt endnu mere på aerodynamik og tyngdepunkt. Bl.a. har man i perioder brugt op til 16 timer om dagen i vindtunnelen. Ferrari har deres eget store anlæg til dette.

Det vil kunne ses, at næsen på bilen er totalt redesignet, idet vingerne nu har et mere pilformet udseende. Området omkring udstødningsåbningerne er også noget anderledes. Man har ændret det indvendige i siddebrønden, så kørerens ben er bedre beskyttede, der er også ændret i formen omkring selve åbningen af siddebrønden, dette skyldes bl.a. nye sikkerhedskrav.

Motoren (type 049) er specielt designet til dette karrosseri, og har således ikke kunnet testes i F399, som ellers hidtil har været brugt til test af nye komponenter. Det er også en evolution, men igen med en masse ændringer i forhold til 048 motoren. Man startede med at øge ydelsen og så har man arbejdet videre ud fra det, for at stabilisere holdbarheden.

De kommende tests vil vise hvor langt Ferrari er nået. Barrichello starter et meget intensivt testprogram allerede i dag. Det sker i F399, og en af de næste dage træder Michael Schumacher til og deltager i det videre testforløb, han er optaget af kommercielle opgaver for bl.a. Ferrari. Men Ferrari har fået travlt. Den store nedtælling til sæsonstarten i Australien på banen i Albert Park er for alvor startet.

Vi vil her på siden bringe interviews med de forskellige Ferrari topfolk de kommende dage.

PDL  


Hop til top
Senna Jr.?

Marcella Praddo, en 32-årig tidligere Playboy-model, kræver en DNA-test til at bestemme hvorvidt Ayrton Senna er far til hendes seksårige datter, Victoria. Det vil sige: Praddo er ikke i tvivl. Senna selv derimod nægtede altid faderskabet. De to var et par i årene 1985 til 1992.

Rygtet går, at for at afgøre sagen endeligt, kan det blive nødvendigt at grave Sennas lig op. Alle disse bestræbelser går ikke engang ud på at bevise at Ayrton Sennas gener ikke gik tabt d. 1. maj 1994. Forklaringen skal nok findes i at den lille Victoria bliver arving til en betydelig formue i form af alle indtægter fra Senna-merchandise etc. Det vil sige omkring $75 millioner om året.

CBA  


Hop til top
US GP info

For dem af vores læsere der skulle være i nærheden af Indianapolis i slutningen af september, men også for alle andre jer andre, mente vi det ville være på sin plads med lidt information om det Amerikanske GP.

Kvalifikationen starter, som altid, lørdag kl 13 lokal tid (kl. 19 i DK), og løbet køres søndag d. 24 september kl. 14 lokal tid (kl. 20 i DK).

Den ny anlagte F1 bane, som kommer til at anvende dele af den berømte Indianapolis oval bane, er 4,195 km lang, med en langside på 926 meter. Banen har i alt 13 sving, fire venstre og ni højre, og er i gennemsnit 14 meter bred. Det skulle i teorien give mulighed for, i det mindste, nogle overhalinger. Men en ting er teori, noget andet er virkelighed. Det forventes at F1 bilerne skal bruge ca. 72 sekunder til at nå banen rundt, og det får kørerne lov til at gøre 73 gange, hvilket er lig med en løbsdistance på 306,235 km. Banen skulle kunne køres med en gennemsnitsfart på 210 km/t og en max hastighed på 301 km/t på langsiden.

Skulle du være i nabolaget d. 24 september er du nød til at købe biletterne i forvejen, da der ikke vil være nogen salg ved porten. Biletter kan bestilles på følgende måde: Send et postkort med navn og adresse til "U.S. Grand Prix at Indianapolis, P.O. Box 24916, Speedway, IN 46224" eller send en e-mail, ligeledes med navn og adresse, til "tickets@brickyard.com". I så fald kan du være and af de, potentielt, mere end 200.000 tilskuere til det første Amerikanske GP siden 1991.

Vil du vide mere, kan du altid besøge GP'ets officielle HP på: www.usgpindy.com.

HPR  


Hop til top
Interview med Ferrari´s chef for motorudvikling

I forbindelse med præsentationen af den nye Ferrari F1-2000, havde Ferrari "medbragt" en del af de ansvarlige chefer til pressekonferencen. Her følger et uddrag af et interview med Paolo Martinelli.

Sp.: "Det lyder som om at 049 (den nye motor) er helt ny motor. Hvor ny er den?"
Sv.: "Selvom den er baseret på konceptet i 048, er det egentlig en helt ny motor. De fleste komponenter er redesignet. Den blev afprøvet første gang i en prøvebænk i oktober måned. Først startede vi med at finde en højere ydelse, siden er der arbejdet med stabilitet, og vi har afprøvet løbssimuleringer i prøvebænken. Vi har ikke kunnet afprøve den i en bil endnu, fordi den er designet til at være en del af karrosseriet i den nye bil og passer derfor ikke i andre biler."

Sp.: "Hvad var der fokuseret på i udviklingen?"
Sv.: "Først og fremmest en højere ydelse og bedre køreegenskaber. Dernæst skulle den konstrueres til at være en fast bestanddel af bilen. Det betyder, at vi har forsøgt at integrere motoren i karrosseriet, så vi opnår så lavt et tyngdepunkt som muligt. Formålet med dette er også at lave et layout, så alle diverse tilhørende komponenter også bliver integreret på rette vis."

Sp.: "Hvordan er strukturen i motoren, og har der været hjælp udefra?"
Sv.: "Selve blokken er helt ny, til produktionen af den er bl.a. benyttet mikrofusions teknologi. Topstykket er en videreudvikling af 048. Det elektriske system er helt nyt udviklet. Derudover har vi et stort og godt samarbejde med Shell om benzin og diverse olier. Shell har været med i udviklingen omkring udnyttelsesgraden af brændstoffet, som skulle give sig udslag i højere ydelse og et lavere brændstofforbrug. Dette kan hjælpe i forbindelse med planlægningen af bl.a. pitstopstrategi."

PDL  


Hop til top
Præsentation af Prost Grand Prix

1.februar blev det franske Prost team som skal kæmpe om titlen i årets Formel-1, præsenteret i Barcelona. AP03 - som racerbilen kaldes - er en helt ny udviklet racerbil som er både smallere, kortere og lettere end den seneste model fra 1999, bl.a. takket være en ny og mindre Peugeot motor som er designet af Alan Jenkins.
Teamchef Alain Prost udtaler: "Vi har beholdt nogle af de ting fra 1999-modellen som virkede perfekt og udviklet nye aerodynamiske ændringer og centreret vægten. AP03 vil blive en succes. Det kan ikke blive andet end en succes." På trods af Alain Prost's optimisme til racerbilen, er der dog visse bekymringer omkring stabiliteten af den nye Peugeot motor - som indeholder hele 7 gear - som voldte problemer og forsinkede det hele en måneds tid.
Selve chassis-designet af AP03 er lavet af John Barnard som tidligere har arbejdet med McLaren, i samarbejde med den tekniske direktør Alan Jenkins som tidligere har arbejdet med Stewart og derfor mener mange at AP03 kan sammenlignes med tidligere modeller fra McLaren og Stewart.

Samtidig blev kørerne præsenteret:
Franske Jean Alesi (født 11.juni 1964) må betegnes som en veteran indenfor Formel-1, da han debuterede tilbage i 1989 og har siden kørt for Tyrrell, Ferrari, Benetton og Sauber. Alesi er startet i 167 løb, har scoret 228 point, men det er kun blevet til en enkelt sejr i det canadiske GP i 1995 for Ferrari, hvor han kørte en enkelt sæson sammen med Alain Prost. Sammenlagt er Jean Alesi's bedste placering en 4.plads som han opnåede både i 1996 og 1997 - begge gange for Benetton.
Jean Alesi udtaler: "Jeg er meget glad for at komme til Prost GP på dette tidspunkt, hvor teamet er ved at være konkurrencedygtigt og så betyder det jo også noget at teamchef Prost også er min ven."
Tyske Nick Heidfeld (født 10.maj 1977) er et uskrevent blad i Formel-1 sammenhæng, men han har været testkører for McLaren i 1999 ved siden af sin karriere i Formel 3000 som han jo bekendt vandt foran vores egen Jason Watt. Heidfeld er helt sikkert et stort talent og der forventes meget af ham i denne sæson.
Nick Heidfeld udtaler: "Jeg er meget stolt over at få min Formel-1 debut med et team som Prost GP og jeg kan næsten ikke vente med at lære en masse af både Alain Prost og Jean Alesi som begge har en utrolig erfarenhed indenfor sporten."
Franske Stephane Sarrazin (født 2.november 1974) fortsætter igen i år som testkører, men opnåede dog at køre et enkelt Formel-1 løb i 1999, da han afløste Luca Badoer i det brasilienske GP."

De seneste rygter om Prost GP går på at teamet som ellers har holdt det hele på franske hænder, skulle være på vej til England, men det benægtes af Alain Prost. Rygtet er opstået pga. John Barnard's arbejde på en ny fabrik hos B3 Technologies, men det hele skyldes et tæt samarbejde med McLaren, hvor også Nick Heidfeld som bekendt indgår.

Vialli

AN  


 

Hop til top7.2.2000

Salo: ingen sejre i år 2000

Sådan udtaler finske Mika Salo sig om sine forhåbninger til sæsonen år 2000. Sammen med holdkammerat Pedro Diniz skal Salo forsøge at holde fanen højt for det svejtsisk baserede Sauber team. Han mener dog, at der er mulighed for avancement i F-1 hierarkiet - kun Ferrari og McLaren føler Mika Salo er uden for rækkevidde:

"For at være ærlig, så er vi ikke for øjeblikket i en position, hvor vi kan vinde løb. Alle i Sauber teamet arbejder meget hårdt for at lukke hullet til toppen," forklarer han. "Vi er nødt til at gøre vores hjemmearbejde ordentligt. Jeg kører kun for at vinde".

Det skal blive interessant at se, hvorledes samarbejdet mellem den efterhånden godt kørende Pedro Diniz og den måske bedrevante Mika Salo (substitut for Michael Schumacher i Ferrari i en del af sidste sæson) kommer til at fungerer. Nøgternt set kan det vise at Peter Sauber kommer til at stå med to stærke kort på hånden. Pedro Diniz kender teamet og skal i sin første sæson som betalt kører vise sin værdi, og Mika Salo, ja, han kørte sidste år med den motor, der nu sidder i Sauber raceren. Alt andet lige bør han kunne bidrage med nogle vigtige erfaringer fra sin tid i Ferrari.

TNR  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk