Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
10.3.2002
 F2001 i aktion på Sepang
 Irvine gi´r Jaguar en sidste chance
 
8.3.2002
 Sådan oplevede Jean Alesi testen for McLaren
 Ferrari tester på fuld tryk
 Max Mosley: Ron Dennis har brug for hjælp
 Ferrari har hele tiden villet bruge F2001
 Rubens adlyder teamordrer
 

Hop til top10.3.2002

F2001 i aktion på Sepang

Ferraris F2001 kom ind på både 1.- og 2.-pladsen i Malaysia sidste år. Nu har Ferrari besluttet at give den muligheden for at gentage bedriften i dettes års GP. Jean Todt & Co. har meddelt, at teamet fortsætter med at benytte sidste års opdaterede model efter en samenlignende test i denne uge.

"Udviklingen af F2002'eren forløber godt," forsikrede Todt. "Luca Badoers arbejde på Mugello giver nogle gode indikationer – i dag (torsdag) udførte vi en løbssimulation. Alligevel føler vi, at F2001'eren har vist sig konkurrencedygtig, og at den også kan være med i Malaysia. I mellemtiden fortsætter vi arbejdet med F2002'eren for at få den med til løbene så hurtigt som muligt."

CBA  


Hop til top
Irvine gi´r Jaguar en sidste chance

Eddie Irvine tog en noget overraskende 4.-plads i sidste weekends GP i Melbourne oven på en dybt problematisk kvalifikation, men nordireren fastholder, at han er er færdig med teamet, medmindre der sker en markant fremgang i denne sæson.

"Dette vil være min sidste sæson med Jaguar, medmindre de overbeviser mig om, at de er på vej frem," har Irvine udtalt. "Men min kontrakt udløber ikke før slutningen af i år, så der er masser af tid til tage den beslutning." Signalet er klart både overfor Jaguar, der skal til at sig sammen for at leve op til Eddie Irvines standarder, men også overfor eventuelle kommende arbejdsgivere.

Men med den udmelding puster Irvine også til rygterne om, at han måske skulle være umotiveret i sit arbejde for teamet – ligesom en anden kører i samme situation, nemlig Jacques Villeneuve, der også spås på vej væk fra BAR-teamet. Irvine imødegår anklagerne sådan her: "Mit arbejde er at løfte mig selv og teamet op. Den største glæde i mit liv er at køre stærkt, så jeg er nødt til at hjælpe med at finde måder at få bilen til at køre hurtigere."

CBA  


 

Hop til top8.3.2002

Sådan oplevede Jean Alesi testen for McLaren

Den længe ventede test til Jean Alesi blev kørt på Paul Ricard. Franskmanden kørte en opdateret 2001-racer, MP4-16B i tre dage og fik dermed også testkører for McLaren på CV'et.

Der var dog tale om en lukket test, der alene skulle give teamet mulighed for at få Alesis input til hvordan raceren fungerede. Over de tre dage fik den nu tidligere Formel 1-kører og kommende DTM-kører for Mercedes, 224 omgange i raceren. Det primære fokus lå i at udvikle dæk for Michelin.

"Det betyder meget for mig at jeg efter 13 år i Formel 1 har fået chancen for at køre en McLaren-racer. Gennem min karriere har McLaren altid bygget imponerende racere og har været det team alle ville slå, så det har været en stor uge for mig," siger en ganske imponeret Alesi. "Vi havde et par positive dage efter et planlagt program, og jeg har nydt at arbejde med McLaren-teamet. De var meget professionelle og venlige, og vi har arbejdet hårdt, hvilket kan ses i den samlede distance og omgange som vi fik i regnvejr. Jeg ser nu frem til starten af DTM-sæsonen, og koncentrerer mig om at køre for Mercedes i DTM," slutter franskmanden der om halvanden måned kører sit første DTM-løb på Hockenheim.


Jean Alesi i fuld sving i test for McLaren - bemærk hans navn på siden af raceren!
(Foto: Daimler Chrysler)

Martin Whitmarsh takker også for indsatsen. "McLaren havde en produktiv uge med Jean Alesi på Le Castellet-banen. Det var en værdifuld øvelse at få andre meninger, især af en der er så erfaren som Jean," siger Whitmarsh. Norbert Haug takker også for det bidrag som Alesi har givet. "Han havde meget travlt med at køre 1.300 kilometer – det er mere end fire Grand Prix'er på tre dage," siger han og understreger igen-igen at det er DTM at Alesi skal køre i 2002. "Jean fokuserer nu på det fortsatte DTM-testprogram og den næste test finder sted på Paul Ricard allerede den 9. og 10. marts," slutter Mercedes-bossen.


'Den sidste F1-test venter mig?' Mon dog...
(Foto: Daimler Chrysler)

BB  


Hop til top
Ferrari tester på fuld tryk

Ferraris testkørere arbejder i øjeblikket på fuld tryk for at få F2002 klar til det næste Grand Prix i Malaysia om en lille uges tid. Selv om man havde stor succes med at bruge sidste års model i det første Grand Prix i Australien, så tester Luca Badoer den nye F2002 på Mugello banen.

I går (torsdag) kørte Luca Badoer mere end 100 omgange på Ferraris testbane i solskin. Luca Badoer startede testen kl. 9:30, og sluttede først kl. 18:30. Luca Badoers bedste tid var 1: 23.261.

Mens Luca Badoer tester Mugello banen, så holder Ferraris anden testkører Luciano Burti hjulene i gang på Ferraris anden testbane i Fiorano . I går gennemførte Luciano Burti i alt 136 omgange i F2001, og dagens bedste tid lød på 59.591 sekunder. Udover at køre en masse omgange, så øvede Luciano Burti også en del starter.

Ferrari har besluttet sig for at man ved det næste Grand Prix igen vil bruge F2001. Man er stadig ikke sikker på om F2002 kan klare at køre et helt løb, og selv om F2002 nu efterhånden har kørt mange testkilometer, så satser teamet alligevel på det sikre.

Begge testkørere forsætter med at teste fredag.

BKP  


Hop til top
Max Mosley: Ron Dennis har brug for hjælp

Max Mosley er rigtigt ved at komme i mediernes søgelys igen. Han har tidligere haft flere harske udtalelser. Nu er der kommet en mere.

FIAs topchef, Max Mosley, har det ind imellem med at komme med nogle kontroversielle udtalelser. Nu har han gjort det igen. Max Mosley og Ron Dennis har i lang tid været noget på kant af hinanden. Specielt når det gælder et ord på 7 bogstaver, nemlig Ferrari. Ron Dennis har i flere år mere eller mindre beskyldt FIA og især Max Mosley for at favorisere Ferrari i tvivlstilfælde.

Nu tager Max Mosley til genmæle efter flere angreb fra Ron Dennis og siger at det er vist noget der foregår i Ron Dennis's fantasiverden.

Max Mosley:
"Der kommer mange store ord fra en Formel 1 manager som man skulle tro mangler en god del vejledning. Sandheden er den at der ikke er noget tilhørsforhold til Ferrari og slet ikke hvis man spørger Michael Schumacher. Jeg tror at han følte specielt i hans tid hos Benetton, at der var meget der gik ham imod. Vi er meget opmærksomme på ikke at være partiske, og især når det gælder det italienske team. Hvis man kan forestille sig den situation, at FIAs præsident er italiener, at manden der styrer det hele er italiener, at de fleste teams er italienske og at der kun var et engelsk team, så kan man tillade sig at være bekymret. Det er faktisk den situation Ferrari er i. Vi gør alt for at forsikre alt og alle om at Ferrari ikke bliver behandlet anderledes end alle andre."

PDL  


Hop til top
Ferrari har hele tiden villet bruge F2001

Da Ferrari meddelte at de ville bruge sidste års model til de første GP'er i denne sæson, var der mange som blev ganske overrasket, men ikke alle.

Ferrari startede sæsonen med kort før det australske GP at meddele at man ville anvende F2001 modellen i Australien og måske også i de to efterfølgende GP'er. Det kom som en overraskelse for mange, da Ferrari jo havde præsenteret den nye F2002 og kørte fremragende testtider med den. Men måske har det været planlagt allerede sidste sæson, at det var det man ville gøre.

I hvert fald overrasker det dog ikke Renaults tekniske direktør, Mike Gascoyne. Han mener at det er ren og skær spekulation fra Ferraris side og at det egentligt var ganske tydeligt i den sidste del af sidste sæson, at det var det Ferrari ville gøre.

Mike Gascoyne har bl.a. sagt at de andre teams måtte kunne se det komme, da Ferrari sidste år modsatte sig mange af de ændringer der er vedtaget til i år, da disse var til diskussion og debat i flere møder for alle teams. Specielt de regler der skulle forbyde at man ikke kunne anvende den samme bil i år som sidste år. Mike Gascoyne mener at Ferrari allerede da havde besluttet at bruge F2001 modellen i de første løb i år. Han bebrejder dem dog ikke, specielt ikke når så stort et team har råd til at gøre det.

Mike Gascoyne:
"De (Ferrari) gik og vred sig i hænderne det meste af sidste sæson for at sikre sig at man i år kunne anvende sidste års model. Jeg tror ikke ligefrem at de gjorde det for Minardis skyld. Jeg tror at det hele tiden har været meningen at bruge sidste års model. For store teams som kan lave store ændringer på bilen i løbet af sæsonen, er det stor fornuft i at bruge den gamle model til de oversøiske løb i starten af sæsonen. Man har reservedele klar hvis der skulle ske noget, ellers kan det være svært at få nye dele frem i tide. Der er meget sund fornuft i det."

PDL  


Hop til top
Rubens adlyder teamordrer

Rubens Barrichello havde specielt sidste sæson lidt problemer med at forholde sig til teamordrer. Det var ganske tydeligt efter det østrigske GP.

Rubens Barrichello har det svært med teamordrer, eller rettere sagt havde. Sidste år var han ikke populær hos Ferrari ledelsen efter at han flere gange måtte give sig for Michael Schumacher. Hans utilfredshed kom i særdeleshed til udtryk ved det østrigske GP, hvor han først på sidste omgang gav plads til Michael Schumacher. Ved den efterfølgende pressekonference lyste trodsen og utilfredsheden ganske tydeligt ud af ham.

Men nu skal det være anderledes. Rubens har nemlig lovet teamet at han ikke vil ytre sig om teamordrer mere. Et løst rygte taler endda om at det faktisk står i hans kontrakt at han ikke skal vige pladsen hvis han fører et løb. I Østrig førte han ikke løbet men var dog foran Michael Schumacher.

Rubens Barrichello:
"Jeg vil ikke beklage mig mere. Hvis jeg ikke kan vinde et løb, vil jeg fra nu af tænke fremad i stedet, og prøve at finde ud af hvordan jeg kan vinde det næste GP i stedet for."

Jean Todt:
"Efter min mening har han nu den rigtige indstilling. Det vil hjælpe ham fremad i denne sæson."

Rubens Barrichello er næsten også nødt til at affinde sig med at én vis hr. Schumacher i de fleste tilfælde vil få første prioritet. Barrichellos kontrakt udløber efter denne sæson, så hvis han vil sikre sig sin forsatte plads hos Ferrari, må han affinde sig med de faktiske omstændigheder i teamet og i stedet bliver den bedste andenkører.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk