Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
14.3.2001
 TV-strid i Malaysia
 Rahal bekræfter de la Rosa
 Schumacher som årets sportsmand?
 Designer: Krav, ikke rammer
 Moral og management
 Herbert støtter FIA
 BAR er klar
 V6 motorer i Formel 1?
 Eddie Irvine benægter rygter
 Sikkerheden i fokus
 Bliver det både hat-trick og ´seks-trick´?
 
13.3.2001
 Jaguar håber på statistikken
 Alonso: ´Jeg vil konstant slutte i top 10´
 BMW har fundet fejlen
 Benetton har forbedringer undervejs
 Nye regler på vej
 Michelin har for dårlige fordæk
 Brugen af ´HANS´ udskudt til næste år
 

Hop til top14.3.2001

TV-strid i Malaysia

De malaysiske Formel 1-fans raser, efter arrangørerne af GP' senere denne uge har besluttet ikke at lade de lokale tv-stationer transmittere løbet direkte. I stedet må de vente til kl. 9 om aften før de kan sende løbet. Heller ikke de frie træninger og kvalifikationen må blive sendt direkte. Den upopulære beslutning er truffet i et forsøg på at bøde for det skuffende billetsalg. Kun toogtredive procent af billetterne er blevet solgt til årets GP, men arrangørerne håber, at flere vil købe billetter, nu hvor muligheden for at sidde hjemme foran tv-skærmen er udelukket. Kun de få seere med adgang til Hong Kong-baserede kabel-kanal Star Sports kan opleve løbet direkte.

De kan tigge og bede, men beslutningen ligger fast. Udmeldingen fra banens direktør Basir Ismail er helt klar: "Vi har brugt mange penge på at afholde arrangementet, og vi er nødt til at sælge billetter og i Sepang for at dække for udgifterne. Vi solgte 65,000 billetter i 1999, men i år har vi kun solgt omkring 30,000 indtil nu. Oven i al det kommer at vi tabte 22 millioner ringgit (dvs. omkring $5,8 millioner) sidste år. Så hvis malaysierne vil se løbet direkte, kan de købe en billet og komme og se det her!"

Basir Ismail sammenligner situationen med Australien, som har et mindre befolkningsantal end Malaysia, men alligevel kunne præstere 400,000 fremmødte over de tre dage. Problemet er måske, at det kun er 5 måneder siden det malaysiske GP sidst blev afholdt, og det var endda ikke et voldsomt spændende løb. Mere end et GP om året kan være svært at få afsat. Hvis Sepang står med samme problem næste, vil der automatisk blive stillet spørgsmålstegn ved, om der overhovedet skal afholdes Formel 1-løb i Malaysia. Det ville være et hårdt slag for landet og investorerne, for hele anlægget har været svinedyrt at anlægge, for nu at udtrykke det mildt. Men Onkel Bernie og sponsorerne er ikke glade for at gå glip af sendetid.

CBA  


Hop til top
Rahal bekræfter de la Rosa

Jaguars ledende skikkelser ser ud til at have lyttet godt efter, da Flavio Briatore uddelte tips om hvordan man leder et F1-team. De to mænds måde at motivere kørerne minder i hvert fald påfaldende om hinanden. Hovedingrediensen består tilsyneladende at skabe så meget usikkerhed i køreren ved trusler om snarlig fyring, at staklen tager sig sammen og hamrer speederen i bund. Men i modsætning til Flavio Briatore, hvis baggrund ligger langt fra Formel 1, var Bobby Rahal selv racerkører, og må vel derfor formodes at have en eller anden form for ide om hvilken kører-pædagogik, der virker.

Jaguar havde knapt fået fingre i Pedro de la Rosa som testkører fra Prost, før Niki Lauda fortalte, at spanieren bliver fast løbskører for teamet i 2002. Da intet team må deltage med mere end to biler, skal man ikke tænke længe for at indse at enten Eddie Irvine eller Luciano Burti får sparket efter denne sæson. Det har nok heller ikke taget mange sekunder for de to herrer selv at opdage, at de pludselig står meget yderligt i teamet. Det er et hårdt pres at lægge på Burti allerede inden hans egentlige F1-debut, og også temmelig groft for Stewart/Jaguar har stået bag brasilianeren nærmest hele hans professionelle karriere.

Rahal tager det ganske afslappet, mens hans sætter lus i skinpelsen for at motivere sine kørere.

Heller ikke Eddie Irvine kan vide sig helt sikker. Nordireren er i voldsom modvind i den engelske presse, der beskylder ham for at være uduelig, umotiveret og uhyrligt overbetalt. Sandt at sige har Irvine (og hans lidt for store mund) ikke været Jaguars største aktiv. Til gengæld må Irvine siges at have valgt et temmelig kvikt modtræk på Rahals udtalelser i form af en pressemeddelelse, der får det til at lyde som om det er Irvine, der trækker i trådene. I pressemeddelelsen benægter Irvine nemlig, at han har i sinde at forlade teamet pga. de skuffende resultater i teamets debutsæson. Spørgsmålet er altså hvem, der dropper hvem.

I en pressekonference i dag holdt Bobby Rahal ellers fat på sit: "Pedro kommer til at køre for os næste år," forsikrede han. "Som jeg fortalte vores kørere, bør vi kun bekymre os om i dag. Det vil sørge for i morgen."

CBA  


Hop til top
Schumacher som årets sportsmand?

Michael Schumacher kan måske føje endnu en titel til CV'et. Den tyske verdensmester er nemlig blevet nomineret til at blive årets sportsmand.

Det er Laureus Foundation der står bag titlen - 'World Sportsman of the Year' - og her er Schumacher blevet nomineret af en lang række journalister verden rundt. Den 22. maj vil vinderen blive fundet og Schumacher er nomineret sammen med tre olympiske mestre - svømmerne Pieter van den Hoogenband og Ian Thorpe (australieren med de store fødder!) samt roeren Steve Redgrave. Derudover kommer en anden hård konkurrent til Schumacher, nemlig golffænomenet Tiger Woods.

BB  


Hop til top
Designer: Krav, ikke rammer

Igen i år har FIA strammet reglementet for Formel 1-racernes udformning for at sænke farten og derved risikoen for ulykker – og igen har designerne vundet kampen og ikke alene indhentet det tabte i det nye reglements skrappere krav, men også gjort bilerne hurtigere. Endda markant hurtigere som Michael Schumachers kvalifikationstid fra Australiens GP set i forhold til Mika Hakkinens fra forrige år viser.

Williams' chef-designer, Gavin Fisher, der begyndte F1-karrieren i teamet i 1989 og altså er en lærling af Adrian Newey, mener fra et designmæssigt synspunkt, at FIA gør det rigtige når reglementet ændres år fra år, men at det desværre sker på den forkerte måde. "Det er frustrerende, når man mener at de bevæger sig i den forkerte retning," siger Fisher. "At være tvunget til forandring er en god ting. Det vender op og ned på alting, og man er nødt til at starte forfra. Hvad jeg godt kunne tænke mig var, at reglerne udviklede sig sådan at det stillede krav, i stedet for påtvungne design-rammer. Så i stedet for at blive fortalt hvilken størrelse det må og skal have, bliver man bedt om at det skal kunne klare den belastning eller være i stand til det og det, og det giver design-frihed."


Denne racer holder sig inden for reglementets grænser, lover Fisher.

Men der er også andre ting, Fisher ikke bryder sig om ved sit arbejde. Snyd, f.eks.: "Det mest frustrerende er når man mistænker andre mennesker for ikke at holde sig inden for lovens rammer. Det kan være en gangske svær situation at forholde sig til. Fra et personligt synspunkt, er jeg glad, når jeg vinder inden for reglerne. Der ville ikke være nogen glæde over at vinde, hvis man ved at man har overskredet grænsen."

CBA  


Hop til top
Moral og management

Ikke kun kørerne er stjerner på Formel 1-himmelen. Også team-chefer, designere og andre topfolk kan blive kendt navne i motorsportsverdenen. Også managere er sprunget fra at være statister til mere markante biroller. Eksempler kunne Willi Webber, Craig Pollock og nu også Steve og Dave Robertson. Men hvem er nu de? De to Robertson'er, far og søn, er mændene bag to af Formel 1's største sensationer i de senere år: Jenson Button og Kimi Raikkonen. Det siges at have kostet dem omkring £400 000 at guide Jenson Button fra gokart til F1, men også rent psykisk er der mange omkrostninger, fortalte Dave Robertson til Sunday Times.

"Det er ikke så simpelt. Motorsport er anderledes end andre sportsgrene, fordi det er så incestuøst," siger Dave Robertson, der forklarer hvad han mener med det: "Det ville være svært at tage sig af mere end et par af kørerne, fordi der så få pladser i alle serierne. Derudover tror vi på, at man må være der fireogtyve timer om dagen, hvis man vil sørge ordentligt for køreren. Det er utroligt specialiseret, og vi er nødt til blive ved med at være specialiserede, hvis vi blive ved med at udføre det rette arbejde."

"Det knuser ens hjerte nogle gange, for der er ingen let måde at sige nej på. Men det er man nødt til, fordi indsatserne er så høje. Der er alt for mange penge, der kan blive tabt på den forkerte kører i det forkerte team - eller simpelthen den forkerte kører. Det er et ufatteligt antal mennesker, der mister deres formuer på unge fyre, der aldrig nogensinde vil slå igennem," fortælles der videre. Men netop med Button og Raikkonens foreløbige succes har Robertson selv været med til at sætte denne bølge i gang. Til gengæld behøver familien vist ikke længere at frygte for deres egen økonomiske fremtid.

CBA  


Hop til top
Herbert støtter FIA

Efter endnu et dødsfald i forbindelse med løsrevne dæk, ser det ud til at FIA står overfor en alvorlig kritik både inde og udefra. Når en sådan ulykke kunne gentage sig ikke engang et år efter, tyder det ikke ligefrem på at tiltagene på dette sikkerhedsområde har været tilstrækkelige.

Som situationen er nu, skal kabler sørge for at dækkene ikke kommer på afveje og kommer til skade for nogen. Desværre er det igen og igen set, at dette ikke er nok. Dækkene sidder ikke meget bedre fast på bilerne end før. Fra 2000 til 2001-sæsonen er kravene til de kevlar-belagte kabler ellers fordoblet. Nu skal de have en brudstyrke på 5 tons - det er mere end hvad to store, fuldvoksne asiatiske hanelefanter vejer.

Johnny Herbert hører til dem, der forsvarer FIA. Med sine mange års erfaring i F1 har han en realistisk holdning til problemet. "De kan klare en massiv belastning," fortæller Herbert om kablerne, "men jeg tror, at når vi har en ulykke af den størrelse, bliver de bare flået af. Det er meget, meget svært nogle gange at stoppe disse ting fra at gøre den skade, som de gør. Men FIA forsøger meget hårdt på at sikre at disse ting bliver på bilen."

CBA  


Hop til top
BAR er klar

BAR teamet havde det ikke så godt efter det australske Grand Prix, af flere forskellige årsager, men nu meldes alt vel fra teamet.

Jacques Villeneuves ulykke satte selvfølgelig sit præg på teamet efter løbet. Samtidigt måtte Olivier Panis se sig deklasseret pga. en protest fra Sauber teamet. Ellers ville sæsonens første points have været i hus. Men pga. ulykken hvor en marshall blev dræbt, har teamet ikke haft nogle test i den mellemliggende periode. I stedet er der fokuseret på at få Jacques Villeneuve klar igen. Også en ny bil har skullet klargøres.

"Craig Pollock:
"Vi har valgt ikke at teste i perioden mellem de 2 Grand Prix'er. I stedet har vi gjort alt for at hjælpe Jacques bedst muligt. Som en god ven, ved jeg at han plejer at sige, at det var en god en, eller at det var en stor en, når han er kørt galt. Det har han ikke gjort denne gang. Det er ligesom om, at han denne gang har set hvor alvorligt det var. Et dødsfald i forbindelse med en ulykke hvor han selv var involveret, har fået ham til at betragte sin ulykke meget anderledes. Men jeg ved at han igen er ved frisk mod og er klar til at køre i Malaysia igen. Vi har også haft travlt med at klargøre en ny bil. Den forulykkede bil har været til teknisk undersøgelse hos FIA, og vi har bygget en ny i stedet for. Vi er endda nået så langt, at vi muligvis vil have en fjerde bil klar også. Ellers vil den være klar til Brasiliens Grand Prix."

Det forlyder fra flere medlemmer af teamet, bl.a. Villeneuves løbsingeniør, at det er første gang at man har oplevet ham sådan, men også at de seneste dage har vist, at han fuldt ud klar til at køre i Malaysia. Tankerne fra det tragiske uheld i Australien er blevet skubbet i baggrunden, og hans fokusering er nu på det kommende Grand Prix.

En helt anden ting som teamet skal arbejde med, er konkurrencen fra "søsterteamet" fra Jordan. Jordan viste ved flere lejligheder i Australien, at man var hurtigere end BAR. Og ifølge Jock Clear, løbsingeniør i BAR, så er man fuldt ud klar over det. Som han ser det, er det fordi at man hos BAR bl.a. ikke har fokuseret så meget på holdbarhed som hos Jordan. Men han siger også, at de forskellige måder at man arbejder på, vil give et positivt resultat for BAR senere i sæsonen, fremfor for Jordan.

PDL  


Hop til top
V6 motorer i Formel 1?

Sikkerheden i Formel 1 bliver diskuteret på højtryk mange steder i disse uger. Farten skal ned, V6 motorer er det foreløbig nyeste forslag.

FIA vil i bund og grund gerne have farten reduceret, og indførte op til denne sæson ændringer af front- og bagvinger. Det skulle bl.a. sænke hastighederne i svingene. Men uheldigvis for FIA, så er Michelin kommet ind i billedet. Det har betydet en skærpet konkurrence, og som følge af det, også en hastigere udvikling. Resultatet er blevet at man kører med dæk som er ekstra bløde, og som har nye egenskaber, så som en meget højere vedhængsevne. Resultatet så vi i Australien. Michael Schumachers pole tid var godt 4 sekunder hurtigere end sidste år.

Nu bliver der så nogle steder i baglandet, snakket om at man kunne indføre V6 motorer med en maksimal størrelse på 2500 ccm. Hvad vil det betyde rent praktisk? Man kunne forstille sig en lettere motor, og det giver mulighed for at placere endnu flere balanceklodser rundt omkring i bilen. Det vil selvfølgelig være til gavn for kørerne, som dermed opnår en meget bedre balance i bilen. Der er helt sikkert andre muligheder også. Formålet skulle være at reducere farten, men vil det lykkedes? Det er i hvert fald opfattelsen flere steder. Martin Whitmarsh, administrerende direktør i McLaren, siger bl.a. at jo mere sikre bilerne er, jo mere sikre føler kørerne sig, selvom det kun er en marginal sikkerhed der er. Man så det i civiltrafikken da sikkerhedsselerne og også ABS systemet blev indført. Bilisterne tager større risici end sikkerhedssystemerne kan leve op til.

Martin Whitmarsh:
"Jeg tror, at ingeniøerne vil finde det ret frustrerende hvis det bliver indført. I bund og grund arbejder de jo efter at lave en samlet pakke som er velfungerende. Dette skaber problemer for dem i forhold til den nuværende løsning. Jeg tror dog ikke, at vores partner, Mercedes, vil have de store problemer i at lave en ny motor. Personligt er vil jeg gerne støtte tanken om en 2,5 L motor."

Helt på linje med dette er bl.a. McLarens Adrian Newey, som siger at han hellere vil have en reducering i motorstørrelsen, fremfor en dækkrig, som oftest vil medføre den modsatte effekt. En anden som også er på linje med Martin Whitmarsh, er Eddie Irvine: "At reducere præstationerne er altid vanskeligt, men jeg tror at ved at reducere motorstørrelsen, og indføre eksempelvis V6 motorer, så kunne man reducere farten. Det vil heller ikke gøre noget i forhold til tilskuerne. De kommer for at nyde lyden af motorerne, ikke for at opleve farten. Jeg kunne forestille mig, at en V6 ville køre med ca. 20.000 omdrejninger. At bilen så måske ikke kører helt så stærkt, gør ikke så meget for tilskuerne. De kommer for at høre motorerne. De vil se at der sker noget. Det fornemmes bedre med en motor der ikke har så mange hk, end ved en motor der har mange hk, men som til gengæld også har tracktion control. Folk vil se bilerne kører sidelæns ud af svingene."

Nu kan man måske sige, at reducere farten i Formel 1 ikke gavner sikkerheden. Det er nok relativt, at i og med at en lavere fart ikke skaber helt så voldsomme sammenstød. Dermed skulle muligheden for vildfarne hjul og andre vragdele være formindsket. Men som vi så ofte har set. Ingeniørerne har en næsten vidunderlig evne til at finde fart i bilerne alligevel. Alt det tekniske kan ændres og udvikles, så bilerne egentlig ikke mister så meget fart som intentionerne i en sådan begrænsning ellers lægger op til. Men lad os nu se, hvad der sker.

PDL  


Hop til top
Eddie Irvine benægter rygter

Lige siden Jaguar hyrede ex-Arrows køreren ,Pedro de la Rosa som testkører for 2001 sæsonen, har der været rygter om at en af deres faste piloter, dvs Eddie Irvine, skulle forlade teamet.

Disse rygter opstod bl.a da Irvine udtalte sig negativt om deres bil for denne sæson, R2, og dens konkurrencedygtighed. Jaguar bekræftede kort før Melbourne, at Pedro vil få et fast sæde i 2002, hvilket unægtelig satte en del spekulationer i gang. For kort tid siden blev det yderligere forstærket, da det kom frem at Irvine evt. har en klausul, der kræver en vis placering eller antal point for denne sæson. Irvine benægter dog alt dette og undrer sig over al den tumult, når teamet er klar over at sidste sæson gik galt pga bilen og teamet ved at det er bilen der skal forbedres kraftigt til denne sæson.

"Alle rygterne om at jeg måtte forlade Jaguar, er falske. Selvfølgelig må teamet forbedre sig og opnå bedre resultater, men man skal erindre at sidste sæson var Jaguars første i Formel 1 og de har indrømmet at det var bilen der ikke levede op til forventningerne og ikke kørerne".

Gordon Poulsen

BKP  


Hop til top
Sikkerheden i fokus

Den tragiske ulykke i Australiens grand prix forrige weekend har fået øjnene op på de sikkerhedsansvarlige bag hele F1-cirkuset. FIA har sat ekstra ressourcer ind på at overvåge og kontrollere hastigheder på Sepang-banen - især i svingene.

Man er efter dækkampen mellem Bridgestone og Michelin blevet mere opmærksom på højere hastigheder. Michael Schumachers pole-tid fra Australien har skabt meget røre i motorsportens verden - den var hele 4 sekunder hurtigere end Hakkinens tid fra sidste år.

De 2 næste løb i Malaysia og Brasilien, vil være ekstra i fokus - og viser det sig, at hastighederne også her er forøget betydeligt, så er der stor chance for, at FIA griber ind. Hvilke følger det kan få, er jo svært at spå om - den positive effekt kan blive, at risikoen for nedbremsningsfejl og generelle fejlvuderinger af hastigheden begrænses - omvendt kan den negative effekt blive, at man reagerer for hårdt, hvilket kan medføre radikale ændringer på flere fronter. Og der skal jo ikke meget til, før vi motorsports-fans lader os fornærme - det er jo trods alt hastigheden, som er med til at gøre det hele så spændende.

SHN

XT  


Hop til top
Bliver det både hat-trick og ´seks-trick´?

Vi nærmer os med høj hastighed denne sæsons næste løb i Malaysia. Ferrari er netop nu i fuld gang med såvel mekaniske som mentale forberedelser til weekendens løb. Dette løb er ekstra spændende for Ferrari - af flere årsager. Først og fremmest har Ferrari mulighed for at score et flot, rødt hat-trick...for hvis Ferrari endnu engang løber med sejren i Malaysia, så har det italienske holdt vundet alle tre gange, hvor der har været grand prix i Malaysia. I 1999 vandt Eddie Irvine for Ferrari, og sidste år indtog Michael Schumacher tronen som "kongen af Sepang".

Endnu mere spændende er det for netop Michael Schumacher, som med en sejr i denne weekend igen kan gå over i historien. Hvis Schumi vinder løbet på søndag, så vil han være den eneste nulevende F1-kører, som har vundet 6 løb i træk! Ja, så lang tid har Schumi faktisk været ubesejret. I sæsonen 1952-53 tog Alberto Ascari hele 9 sejre i træk, og siden da har både Jim Clark, Nigel Mansell, Jack Brabham og nu altså Schumi præsteret 5 sejre i træk. Spændende om det skal blive alle gode gange 6.

Samtidig skal det også blive spændende at se, om den lynhurtige F1-2001 fortsat kan stå sin styrke - ikke bare i hurtighed, men også i holdbarhed. Man ved endnu ikke ret meget om den nye bils holdbarhed og stabilitet. Faktisk var løbet i Australien den første fulde løbsdistance, som Michael Schumacher har gennemført i F1-2001 - Barrichello har dog gennemført en fuld distance under en test i Mugello før det australske gp. I følge Ferraris talsmand Claudio Berro, så vil Ferrari i den kommende weekend introducere nogle få modifikationer på bilerne - og det kan jo snildt gøre tingene endnu mere spændende.

SHN

XT  


 

Hop til top13.3.2001

Jaguar håber på statistikken

Jaguar havde ikke det mest overbevisende løb i Australien, men kunne da i det mindste se at begge deres racere kom igennem. De håber på at det kan blive til point i Malaysia - og helst gerne regnvejr!

Eddie Irvine har en pæn statistik på banen - de to sidste år har han fået point. "Jeg ser frem til løbet, fordi jeg vandt her for et par år siden, og jeg kom ind på sjettepladsen sidste år for Jaguar. Det betyder måske ikke så meget, men det giver alligevel en helt god følelse," mener ireren der i den mellemliggende tid har brugt tiden til at komme i bedre fysisk form.

For Luciano Burti er det endnu en ukendt bane der står på programmet. "Selv om løbet i Australien frembød mange vanskeligheder for mig i starten, så er jeg glad for min placering i løbet. Jaguar har gjort meget for at få en stor holdbarhed puttet i bilerne, og det er så op til mig at være i den bedst mulige form for at kunne klare de vanskelige fysiske forhold på banen. Det bliver et meget fysisk krævende løb," forklarer brasilianeren. Netop de meget svære forhold er noget som teamet går efter - Bobby Rahal vil meget gerne have at det bliver regnvejr!

"Flytningen af grand prix’et til tidligt på sæsonen, er en vigtig faktor. Statistikken siger at det i de sidste 5 år, har det regnet 4 gange den 18 marts. Det kan betyde forhold, som vi håber at kunne drage nytte af," forklarer den amerikanske teamchef der i øvrigt hæfter sig ved den gode holdbarhed der blev vist i Australien (lige på nær Burtis crash selvfølgelig...)
BB  


Hop til top
Alonso: ´Jeg vil konstant slutte i top 10´

Selvom European Minardi teamet efter de flestes mening ikke fik ret meget ud af løbet i Melbourne, så er både Paul Stoddart og Fernando Alonso fortrøstningsfulde forud for resten af sæsonen. Stik imod alles forventninger lykkedes det for den kun 19-årige spanier, Fernando Alonso, at gennemføre løbet uden de helt store vanskeligheder, hvor han sluttede på 12. pladsen. Det har givet den unge European Minardi kører blod på tanden. Fernando Alonso ved godt at bare dét at fuldføre løbet var en milepæl for teamet, men sætter alligevel næsen op efter bedre resultater allerede i Malaysia.

Fernando Alonso: "Det var godt at gennemføre løbet i Australien, men nu vi arbejde videre mod vore andre mål. Jeg vil konstant slutte i top 10, og så måske komme i en position hvor jeg kan score et point eller to."

Endnu en god grund til at European Minardi'erne skulle kunne gennemføre det malaysiske Grand Prix, ligger i færdiggørelsen af den tredje PS01 racer. I Melbourne havde Minardi ingen reserve bil, da de kun nåede at få 2 biler klar. Det vakte naturligvis bekymring under kvalifikationen, hvor både Alonso og Tarso Marques måtte være særligt påpasselige med ikke at skade bilerne inden løbet. Det lykkedes som bekendt ikke rigtigt for Marques der som konsekvens ikke klarede at køre en omgang indenfor 107% regelen. Marques fik på grund af de særlige omstændigheder dispensation og kunne stille til start alligevel. Vognen blev aldrig 100% klar, og Marques sluttede da også løbet inden det rigtigt kom i gang. Havde teamet dengang haft en reserve bil, ville de have undgået disse problemer.

Det er nok tvivlsomt om Fernando Alonso bliver en hyppig gæst i top 10, men han har alt andet lige formået at imponere i sit første løb - dårlig bil, motor og dæk forhindrede ham ikke i at kvalificere sig foran både Prost og Jaguar, så hvis European Minardi kan finde ressourcer til at udvikle videre på raceren, er muligheden absolut til stede for Alonso.

RS  


Hop til top
BMW har fundet fejlen

Juan Pablo Montoya kunne have gennemført sit debutløb, og måske endda få point. Men en ødelagt motor hindrede ham i at opnå en pointplacering.

Fejlen er imidlertid fundet og rettet. "Vi fandt hurtigt ud af fejlen med Juan Pablos motor. Det var en dårlig forbindelse mellem olietanken og motoren som på et tidspunkt slet ikke forsynede motoren med tilstrækkelig olie," siger dr. Mario Theissen. BMW var dog tilfredse med indsatsen, selvom det ikke blev belønnet med point.

De to kørere er da også meget fortrøstningsfulde. Montoya ser frem til løbet. "Det Malaysiske Grand Prix bliver et spændende løb, især pga. vejrforholdene med høje temperaturer og høj luftfugtighed, der skulle give gode betingelser for dækkene," mener han. "FW23'eren er konkurrencedygtig i både tørt og vådt vejr, så vi bekymrer os ikke så meget om hvilket vejr det måtte blive i Malaysia," forklarer han videre.

Han kender heller ikke Sepang-banen, men har ligesom før det australske grand prix haft hovedet begravet i telemetriudskrifter og set masser af onboard-optagelser.
BB  


Hop til top
Benetton har forbedringer undervejs

Efter den skuffende indsats i Australien, har Benetton teamet arbejdet hårdt med at forbedre bilen. Måske er der noget nyt undervejs allerede til det næste Grand Prix.

Det australske Grand Prix var for Benetton teamet noget af en skuffelse. Jenson Button udgik 6 omgange før mål, og Fisichella kom i mål 3 omgange efter Michael Schumacher. Man har dog tidligere udtrykt at alt ikke var på plads pga. diverse forsinkelser inden sæsonstarten. Men nu har man et større billede over hvor der skal sættes ind.

I sidste uge var testkøreren, Mark Webber på Silverstone bl.a. for at teste dæk. Det meste af teamet opholder sig i Østen, men testteamet er hjemme i England for at udvikle og afprøve nye ideer og løsninger. Det forlyder fra teamet, at man har været overordentlig tilfreds med testresultatet fra Silverstone. Men flere nye ting er på vej.

Mike Gascoyne:
"Melbourne var et vanskeligt og dårligt løb for os. Vi har nu haft nogle gode og udbytterige dage på Silverstone. Renault i både England og Frankrig arbejder hårdt med at udvikle videre på motoren, så vi kan komme længere frem i feltet. Vi har næsten et nyt karosserimodul klar, om det når at blive helt færdig til Sepang er ikke sikkert, ellers satser vi på Brasilien. Der vil også blive lavet nogle specifikationsændringer for at tilpasse bil og motor til de høje temperaturer i Malaysia."

Det dårlige resultat i Australien var næsten ventet i teamet, og mon ikke de forskellige ændringer man er i gang med at foretage, var planlagt forinden. De tidligere verdensmestre håber på, at denne sæson skal være et vendepunkt, i kampen om at komme tilbage til toppen.

PDL  


Hop til top
Nye regler på vej

Den 10 september sidste år skete der en alvorlig dødsulykke i Formel 1. Det samme skete for halvanden uge siden i Australien. Der er nu lagt pres på FIA og Max Mosley.

Ovenpå 2 alvorlige dødsulykker inden for 5 - 6 måneder, skal der ske noget. Bag kulisserne er der lagt pres på FIA og ikke mindst Max Mosley. Ingen er dog endnu klar over hvad der er klar i ærmet på Max Mosley. Efter det kommende Grand Prix i weekenden skal Max Mosley til møde i World Motorsports Council, og forlydender siger at Max Mosley skulle have visse ændringer til sikkerhedsreglementet med til mødet.

Til denne sæson introducerede man ændringer på frontvingerne og man begrænsede antallet af vinge elementer i bagvingen. Men det har ikke nedsat farten. Michelin har ønsket at FIA meldte klart ud om reglementet omkring dæk og hvor slidte de må blive. Men så længe, at der ikke er klare linjer fra FIA, vil dækkene blive anvendt indtil der er ikke er mere mønster. Det benyttede også Michelin kørerne sig af i Australien. Nogle kom i mål nærmest på slicks. Selvom der er indført ændring på bilerne for at sænke farten, så har man faktisk opnået den modsatte virkning. Det kan nok til en stor del skyldes at Bridgestone i år har fået konkurrence fra Michelin.

Flere andre faktorer spiller ind. Hvis det drejer sig om konstruktive ændringer, kan de ikke gennemføres uden at der foreligger en underskrift om godkendelse fra medlemmerne af den såkaldte Concorde aftale. Men hvis det kommer til at gælde sikkerheden, kan FIA gennemtrumfe regelændringer uden at der kræves underskrifter. Det har ikke altid været den mest heldige løsning. I 1994 gennemførte FIA netop en ændring omkring sikkerheden i bilerne. Det gav visse problemer med styrken i bilerne. Det mærkede den daværende Formel 1 kører, Pedro Lamy, i en ulykke. På Silverstone kørte han galt, han kom fra ulykken med livet i behold, men med adskillige brækkede ben og knogler i kroppen.

Hvilke forslag og regelændringer Max Mosley har med til mødet, vides ikke endnu, men det må være et krav, at man yderligere prøver at sikre, at hjulene ikke flyver væk fra bilen, og rammer uskyldige mennesker. Et krav om sikring af marshalls og officials der befinder sig ved banen i en vigtig funktion, må også være på sin plads. Tilskuerne skal også sikres mod de flyvende hjul og andre vragrester der kan blive slynget væk fra bilen.

Vi må vente til en gang i næste uge med at høre mere om hvad Max Mosley har haft med til mødet.

PDL  


Hop til top
Michelin har for dårlige fordæk

Det er vist ikke nogen hemmelighed at Bridgestone er Michelin overlegen. Flere af Michelin-kørerne beklagede sig over at bilerne havde meget understyring - og det var på grund af dækkene.

Netop dette problem sætter en gammel Bridgestone-mand fingeren på. Pedro de la Rosa. "Jeg kom fra at have brugt Bridgestone, og Michelin-dækkene er meget forskellige i forhold til det jeg forventede. De understyrer mere," siger spanieren. Netop den store understyring var et problem for Michelin-teamsene i Melbourne, men det blev bedre som der kom mere gummi i den australske gadebane.

Det er dog et problem som der skal arbejdes med. "Det gør fronten meget sløv, hvilket ikke er hvad man behøver for at få raceren til at køre hurtigere, da det sløver en når man kører ind i et sving, og dermed giver langsommere omgangstider," forklarer han. Derudover handler det også om at få opbygget et godt samarbejde med Michelin, hvilket især Jaguar og Williams har haft gavn af, idet de har været med i udviklingsarbejdet.

Bekymring forud for det næste løb

Michelin vil meget gerne ind i pointene og satser på succes i Malaysia - men, men... Der er grund til bekymring selvom det må siges at Williams-teamet ligger godt til i forsøget på at hente de første point til Michelin i deres comeback-sæson. Den store bekymring er varmen. Det vil kræve hårdere compounds og sandsynligvis også flere pitstops. "Den høje temperatur vil være en af de største faktorer på denne bane," siger Pascal Vasselon.

Franskmændene har dog kendskab til banen via deres engagement i roadracing-VM. Men det er to vidt forskellige verdener. "At sammenligne en 500cc-motorcykel med en Formel 1-racer giver ingen mening," siger Vasselon. "Den totale trædeflade er næsten 13 gange større på en Formel 1-racer! Selvom vi kender banen godt fra vores aktiviteter i 500cc, betyder det ikke at vi ved hvordan et rillet Formel 1-dæk vil opføre sig," slutter Vasselon. Teamet har to compounds med - et blødt og et der er lidt hårdere og derudover medbringer de tre forskellige typer regnvejrsdæk.

BB  


Hop til top
Brugen af ´HANS´ udskudt til næste år

Vi har her på Formel-1.dk tidligere omtalt et nyt sikkerhedsudstyr under navnet "HANS", som er med til at beskytte kørernes hoved og nakke.

Dette sikkerhedsudstyr er nærmest en krave som skal støtte og beskytte kørernes hoved og nakke ved de meget kraftige kollisioner som kan forekomme i motorsportens ypperligste klasse. De kraftige påvirkninger som belaster kørernes hoved og nakke ved en kollision - det være sig et møde med barrieren, eller hvis bilen af en eller grund triller rundt - kan forårsage skader i hoved og nakke. Piskesmældsfænomenet er noget vi alle har hørt om. De påvirkninger som vores helte i Formel 1 kan blive udsat for, er voldsomt kraftigere. Og til at beskytte mod de påvirkninger er der blevet udviklet denne krave. Bl.a. Mercedes har været med i udviklingen.

Det var oprindeligt planlagt, at HANS skulle have været obligatorisk fra starten af denne sæson. Men indførelsen af HANS er blevet udskudt til næste år. Adskillige kørere har i vinterens løb, testet HANS og langt de fleste mener, at den i sin nuværende udformning er meget ukomfortabel og samtidigt begrænser den deres bevægelsesfrihed for meget. FIA som har bestemt at HANS skal indføres, har lyttet til kritikken og har udskudt ibrugtagningen af HANS foreløbig til starten af næste sæson.

FIA siger dog også at de kørere som vil benytte sig af HANS i denne sæson, selvfølgelig er velkommen til at gøre det, men det er ikke obligatorisk at skal bruge det. Det er nu op til udviklerne af systemet, at ændre HANS så det bliver en optimal løsning at bruge. Den oprindelige ide er skabt af Dr. Robert Hubbard ved Michigan University i USA. Mercedes og McLaren har i fællesskab med FIA udviklet HANS videre. For at komme videre, har FIA besluttet at under en kommende test på Silverstone, skal alle kørere teste og bruge HANS. Det er så meningen, at man bl.a. ud fra de erfaringer man gør sig der, sammenholdt med den afprøvning der har fundet sted i vinterens løb, skal udarbejdes en ny model.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk