Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
15.3.2002
 Ny sponsor til Jordan
 Hakkinen uden manager
 Durand til Jordan
 Sepang - 2. frie træning
 Sepang - 1. frie træning
 
14.3.2002
 Phoenix ankommet til Malaysia
 

Hop til top15.3.2002

Ny sponsor til Jordan

Der sker meget hos Jordan i øjeblikket. Efter at man har meddelt ansættelsen af Henri Durand, kommer der også en meddelelse om at teamet har fået en ny sponsor.

Jordan har fået en ny sponsor. Det er tyske oliefirma Liqui Moly. Firmaet skal i de næste 2 år levere diverse olier, benzin og smøremiddelsprodukter til teamet. Liqui Moly har allerede fået deres reklamer anbragt på Jordan bilerne til det malaysiske GP. Liqui Moly har tidligere været repræsenteret i Formel 1, men det ligger efterhånden et årti tilbage. Firmaet har igennem sin tid i oliebranchen været godt repræsenteret i forskellige motorsportsklasser. Det være sig Formel 1, flere sportvognsklasser, touring klasserne og i forskellige motorcykel klasser, så det er et firma med gode traditioner i motorsport der nu genindtræder i Formel 1.


(Foto: Jordan F1)

Eddie Jordan:
”Vi er glade for at kan tiltrække et sponsorat fra et så respektabelt firma som Liqui Moly, vi ser meget frem til et godt samarbejde med firmaet. Det er med stor glæde for os at de har valgt at genindtræde i Formel 1 for netop os. Vi håber på et godt og succesfyldt samarbejde både på og udenfor banen.”

Peter Baumann, Marketingsdirektør, Liqui Moly:
”Vi er glade for at være tilbage i Formel 1, vi er også glade for at have fundet en partner som Jordan. Jeg er overbevist om at denne aktivitet vil være god for vores forretninger. Det giver et øget kendskab til vores mærke, firma og produkter. Det vil også øge kendskabet til Liqui Moly globalt.”

PDL  


Hop til top
Hakkinen uden manager

Efter 14 år som manager for Mika Hakkinen, har Keke Rosberg og Mika Hakkinen opsagt deres samarbejde.

Mika Hakkinen vil fremover være herre i eget hus. Hans mangeårige samarbejde med Keke Rosberg er afsluttet efter fælles aftale. Mika Hakkinen vil fremover selv tage sig af eventuelle kontraktlige forhandlinger. Keke Rosberg som selv er tidligere verdensmester i Formel 1, blev manager for Mika Hakkinen da Mika Hakkinen startede i den engelske Formel GM Lotus serie.

Keke Rosberg:
"Jeg ønsker Mika alt muligt godt fremover, jeg afslutter mit arbejde for Mika når de endelige forhandlinger om en evt. fremtid hos McLaren snart er afsluttet. Det har været en sand fornøjelse at arbejde med en sand mester i denne sport."

Mika Hakkinen:
"Det er nu tiden til at jeg selv skal tage over og styre det selv. Keke har været en hård, men retfærdig mand at have ved min side igennem hele min karriere. Jeg har en lille mistanke om at jeg ikke selv vil være nær så god til disse ting som Keke har været."

Hvordan skal man så opfatte dette? Måske er det en indikation på at Mika Hakkinen vitterlig er ved at afslutte sin aktive karriere som kører, og i stedet vil prøve noget andet. McLaren er ligesom hans team og måske er det der han vil arbejde fremover. De kontraktlige forhandlinger som Keke Rosberg hentyder til, er måske det første skridt for Mika Hakkinen på vej ud i en mere civil karriere for og hos McLaren.

PDL  


Hop til top
Durand til Jordan

Efter meget skriveri og mange spekulationer, er det i dag blevet offentliggjort at Henri Durand har fået ny arbejdsgiver, nemlig Jordan.

I de seneste par uger har der været meget skriveri og mange rygter om Eghbal Hamidy og hans stilling hos Jordan. Vedr. Eghbal Hamidy er der endnu ikke kommet noget frem, men til gengæld har Jordan i dag offentliggjort at hans evt. afløser Henri Durand er blevet ansat i teamet. Henri Durands stilling hos Jordan bliver direktør for udvikling og design. Han får direkte reference til den tekniske direktør, som ingen altså endnu ved hvem egentlig er.

Eddie Jordan:
"Jordan Grand Prix er glade for at kan annoncere at Henri Durand er ansat i teamet pr. d. 18 marts i stillingen som direktør for udvikling og design. Han får direkte reference til den tekniske direktør. Jeg er glad for at Henri Durand har besluttet at han vil arbejde for os i fremtiden. Han bringer en stor ekspertise og viden med sig fra sit arbejde hos nogle af vore nærmeste konkurrenter. Det er klart at vi skal arbejde endnu hårdere for at opnå mere succes i Formel 1. Med målet om at igen at komme i en vindende position, er spændende at få tilført en med Henri Durands kaliber til teamet."

Henri Durand:
"Jeg er glad for at komme til Jordan og få en chance for at arbejde med et team som vist så meget potentiale i de seneste år. Jeg ved at det er en meget stærk gruppe hos Jordan, og de er alle fast besluttede på at opnå succes, så jeg ser frem til at blive en del af denne gruppe, og hjælpe dem med at opnå deres mål."

Som tidligere nævnt er der endnu ikke kommet noget frem om Eghbal Hamidy og hans fremtid i teamet. Måske Eddie Jordan har specielle planer med denne post.

PDL  


Hop til top
Sepang - 2. frie træning

Nu er der gået en time siden den første fri træning sluttede. I mellemtiden har der været travlt i pittet. Specielt McLaren, BAR og Jaguar havde nogle ting der skulle rettes.

Asfalttemperaturen er uforandret på de 37 grader. Heden er næsten enorm for kørerne. Det gør det ikke bedre at en del af smoggen fra Kuala Lumpur driver rundt i området omkring banen. Men nu bliver der givet grønt lys for kørerne og igen er det en af Minardi'erne der kører først ud.

Mark Webber kører først ud efterfulgt af de andre debutanter, Allan McNish og Takuma Sato. Kort efter følger Montoya, Irvine og Mika Salo. Mark Webber på ret hurtigt køre ind til siden. Der kommer masser af røg fra bilen. Efter at bilen er blevet flyttet, bliver der igen travlt på banen. Pedro de la Rosa er den første til at forbedre sin tid fra den første træning, men dog stadig langt efter Michaels Schumachers bedste tid.

Kimi Räikkönen har tilsyneladende fået løst problemet med bilen og sætter den foreløbige næsthurtigste tid. Michael Schumacher spinder på banen og holder med bilen i den forkerte retning, men får gang i bilen igen og kan forsætte. Montoya kører af banen og de gule flag kommer ud. De er næsten ikke blevet fjernet før DC kører ud i græsset i den modsatte ende af banen. Gule flag igen. Han kan dog holde gang i bilen og lister stille tilbage til pittet.


Kimi Raikkonen var hurtigst i dagens anden fri træning.
(Foto: West McLaren Mercedes)

I de næste minutter skifter tiderne konstant. Kimi Räikkönen imponerer alt og alle ved at sætte en ny fabelagtig tid. Nu lyder hurtigste tid på 1:37.399. Over 1 sekund hurtigere end Michael Schumacher. Tyskeren forsøger at svare igen og forbedrer sin tid minimalt. DC kommer ud igen på friske dæk og sætter faktisk sin første rigtige tid. En foreløbig sjetteplads bliver det til. De gule flag kommer ud igen da Bernoldi og Felipe Massa bliver enige om at køre af banen i sving 13. De sidder godt fast i gruset og det er slut for de 2 kørere i dag. I mens benytter Mika Salo tiden til at forbedre sin tid i Toyota'en. Han er nu på en 10 plads. BAR bilerne har ikke fået løst deres problemer helt. De forbedrer dog deres tider men placeringsmæssigt er de langt tilbage i feltet. Det ser lidt bedre ud for Jaguar. de la Rosa er helt godt med fremme, mens Irvine stadig slås med bilen. Ralf Schumacher får endelig lidt mere styr på bilen og kører ind på en tredjeplads efter sin storebror.

Da der er 15 min. tilbage kører Barrichello fra banen i sving 9, et eller andet er galt med bilen og den skubbes væk fra banen gennem et hul i autoværnet. Mika Salo kører igen en god omgang og er nu på syvendepladsen. I de sidste 10 minutter får de førende teams travlt. Nu skal der satses lidt på tiderne. DC kører sig ind på andenpladsen. Michael Schumacher er på tredjepladsen efterfulgt af lillebror Ralf. Mika Salo imponerer en gang til og slutter på femtepladsen og Montoya er på sjettepladsen.

Minardi har åbenbart nogle problemer med Webbers bil. Han får ikke forbedret sin tid i forhold til den første fri træning. Kimi Räikkönen viser sit store talent og slutter de frie træninger på førstepladsen, sikkert ikke noget der behager DC. Toyota begynder at banke på. Barrichello slutter tilbage på en ottendeplads med nogle samme afstand til Michael Schumacher som han plejer. De to Renault biler lavede en jævn præstation og er placeret på ottende og niendepladsen inden det går løs i lørdagens afgørende kvalifikation. En kvalifikation der ser ud til at blive meget spændende.

Se alle tiderne fra den anden fri træning under "Resultater"

PDL  


Hop til top
Sepang - 1. frie træning

I modsætning til Australien, så er der i Malaysia varmt men også fugtigt. Da den første træning startede, var der høj solskin. Og lad det være sagt med det samme, Ferrari fører efter den første træning.

I Malaysia er det varmt, meget varmt. Det er andre forhold end der var i Australien. Det får primært indflydelse på motorer, bremser og dæk. Ved starten af den første frie træning er asfalttemperaturen allerede oppe på 35 grader, luftens temperatur er på 30 grader. De første biler ruller og som sædvanligt næsten, er det Minardi'erne der er først ude.

Hovedparten af feltet tager deres første omgang for lige at få føling med baneforholdene. Derefter kører de i pit, retter et par småting og går det ellers løs. Dagens første tid sætter de la Rosa i tiden 1:43.357, Irvine er næsten 2 sekunder langsommere. de la Rosa forsætter på for at vænne sig til den, han var ikke med ved sidste års GP på banen. Så kommer der liv i Ferrari motorerne. Michael Schumacher kører ud på sin første omgang og kører hurtigste tid i anden sektor inden han kører ind i pittet. Alex Yoong, den lokale, helt kører sig ind på den foreløbige tredjebedste tid, efterfulgt at Sato i den en af Jordan bilerne.

Nu begynder det at gå stærkere, tiderne skifter hurtigt. Mark Webber imponerer med at erobre tredjebedste tid. Men kort efter går det galt. Han ryger af banen, imens viser Toyota at de har gjort deres hjemmearbejde godt. Mika Salo er nu på 4 pladsen. Så kommer Williams bilerne på banen, kort efter følger McLaren bilerne. Montoya kører ind på femtebedste tid på hans første flyvende omgang. David Coulthard sætter hurtigste tid i første sektor men må trække ud i græsset da der pludselig kommer røg fra bilen. Den megen røg dækker for en kort stund banen i dette afsnit og de gule flag kommer ud. Ralf Schumacher spinder kort efter af banen. Williams bilerne virker meget nervøse på de hurtige afsnit af banen.

Michael Schumacher kommer igen ud og sætter dagens hidtil hurtigste tid næsten 2 sekunder hurtigere end Bernoldi der har sneget sig godt op i tiderne. Eddie Irvine har problemer med bilen og får faktisk kun kørt 8 omgange i den første træning. Kimi Räikkönen får heller ikke kørt så mange omgange. Michael Schumacher sætter den hurtigste tid i den første træning med tiden 1:38.626.

I de sidste minutter er asfalttemperaturen steget yderligere et par grader. Barrichello laver en prøvestart inden han kører ud til sin sidste omgang. Han forbedrer sin tid så han nu "kun" er 0,9 sekund efter Michael Schumacher. Jaguar havde ikke den bedste træning og slutter godt nede i feltet. McLaren var heller ikke så heldige. BAR halter også noget med JV som den bedst placerede på 15 pladsen. Nu har alle en times pause inden den anden fri træning starter.

Se det samlede resultatet fra den første frie træning under "Resultater"

PDL  


 

Hop til top14.3.2002

Phoenix ankommet til Malaysia

Det er ikke fuglen, men teamet der er ankommet til Malaysia. En stor overraskelse for mange idet det ikke er ventet at teamet kommer til start.

Fornyelig blev noget af det tidligere Prost team overtaget af en gruppe kaldet Phoenix. En gruppe af investorer hvor bl.a. Tom Walkinshaw er med. Også Charles Nickerson som har skabt sig en meget stor formue ved salg af kyllinger i alle mulige afskygninger er med i gruppen.

Phoenix gruppen har sendt de to tidligere AP04 biler til Malaysia. Måske håber man på at komme til start. Ifølge forlydender fra det tidligere Prost team, overtog Phoenix 2 biler og en motor med gearkasse. Og det er altså det der åbenbart er fløjet til Malaysia til Sepang. Men næsten alt tyder på at Phoenix ikke kommer til start. Hverken i Malaysia eller andre steder i år.

2 biler og en motor kommer man ikke langt med. Rygtesmedene mener at TWR kan levere motorer, men hvilke? Hvilke dæk skal Phoenix bilerne kører med? Hverken Bridgestone eller Michelin har lavet nogen aftaler eller kontrakter med Phoenix. Måske er det bare showbiler som Bernie Ecclestone var så venlig at kalde dem i sidste uge - med et ironisk smil ud over hele ansigtet.

Hvis man forestiller sig at alt var på plads med hensyn til motorer og dæk osv. så mangler der altså stadig noget for at komme til start. En starttilladelse er ikke udstedt og vil ikke blive det. Sagen er nemlig den at ganske vist overtog Phoenix det meste af Prost teamet. Men man fik ikke overdraget den start- og deltagelsestilladelse som Prost stadig er ihændehaver af. I hvert fald indtil den bliver trukket tilbage af FIA. Desuden skal der indbetales et beløb for at deltage lydende på $48. Det beløb er heller ikke betalt. Ifølge FIAs reglement skal dette beløb være betalt inden sæsonstarten ellers er der ingen deltagelse. Andre steder i reglementet står der at man ikke kan træde ind som en del af feltet når sæsonen er startet. FIAs advokater har haft travlt den seneste tid med at undersøge netop de ovenstående ting for at sikre sig at alt er som det skal være.

Så er der kørerne. Gaston Mazzacane har i den seneste uges tid haft travlt med at fortælle at han har skrevet kontrakt med teamet. Ligeså skulle Tomas Enge også have skrevet kontrakt. Skulle Phoenix af en eller anden besynderlig årsag få lov til at stille op alligevel - hvilket er meget usandsynligt - er Tomas Enge ikke til rådighed. Han er allerede taget til USA for at deltage i 12 timers løbet på Sebring i denne weekend.

Med kun en motor af ukendt oprindelse og ingen dæk så er der nok ikke debut til Phoenix. Fuglen er nok fløjet forbi teamet for i år.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk