Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
17.3.2000
 Det bliver i familien!
 Mellemlanding til Arrows
 Minardi snart solgt
 Benetton og Jaguar med Michelin?
 Button glad for testtid
 Begge racere til mål
 Silverstone torsdag
 
16.3.2000
 Benetton solgt til Renault!
 di Montezemolo afviser at udtale sig om Ron Dennis
 Newey om fremtiden
 Imponerende Indianapolis
 Ferrari nyt - torsdag
 Brawn snerrer igen
 Gene påviser driftsikkerhed hos Minardi
 Rubens glæder sig
 

Hop til top17.3.2000

Det bliver i familien!

Rygterne om at Jacques Villeneuve er et varmt navn hos McLaren i 2001, er fortsat i luften. Den tidligere verdensmester kan føle sig nødsaget til at forlade BAR hvis det viser sig at teamet ikke indenfor overskuelig fremtid kan give ham en racer der kan give sejre og VM. Der må McLaren siges at have større muligheder.

Men modsat er der også flere ting der peger på at Ron Dennis og Jacques Villeneuve ikke rigtig vil kunne passe sammen. Men Ron Dennis afviser at han og teamet skulle have en ærke-konservativ indstilling og afviser al kritik om at de forsøger at klone deres kørere til profilløse reklamesøjler.

Jacques Villeneuve er ellers kendt for sine til tider bizarre frisurer, tøjstil og ikke mindst hans kontroversielle meninger. Derudover hader Villeneuve at lave PR-arbejde – han har med BAR et absolut minimum af PR-arbejde… Det vil ikke gå hos McLaren!

Villeneuve på vej til McLaren?

Dog har Norbert Haug benægtet at der føres forhandlinger med Jacques Villeneuve – hvis der endelig skal skiftes ud, er der flere andre kørere der har bedre chancer. "Jacques er en god kører, men vi taler ikke med ham," siger Mercedes-bossen og fortæller at det ikke vil være klogt at se sig om efter andre kørere når man i forvejen har en stor familie under Mercedes vinger.

Haug nævner især de kørere som Mercedes har "udlånt" – hvor Nick Heidfeld er deres største protegé, men også Ricardo Zonta har støtte fra Mercedes. Derudover har teamet sikret sig Olivier Panis, der givet de største chancer for eventuelt at overtage det varme sæde som David Coulthard sidder i. McLaren og Mercedes har kontakter til flere andre kørere, hvor også deres juniorkørere i Formel 3000 er inden i familien. Stephane Sarrazzin skiftede fra Prost til McLaren netop af den årsag at han dermed har Mercedes i ryggen, hvor de også har tjekken Tomas Enge med i juniorteamet.

Der er altså mange andre kørere der umiddelbart står tættere på, og hvis det står til Norbert Haug vil en eventuel udskiftning af kørerne i 2001 blive i Mercedes-familien. At McLaren så også ser sig om på markedet – blandt andet efter Eddie Irvine – må Haug så lige bemærke sig…

BB  


Hop til top
Mellemlanding til Arrows

Arrows-teamet planlagde at de skulle flyve direkte fra Melbourne til Sao Paulo med deres racere - men sådan skulle det ikke være. Racerne har været nødsaget til at "mellemlande" i Leafield, så de på Arrows' fabrik kunne blive repareret.

Pedro de la Rosa udgik på 12. omgang efter et stort uheld, og det beskadigede raceren så meget at den ikke ville være køreklar til det brasilianske grand prix - derfor måtte teamet sende racerne tilbage til England.

Arrows havde gennem hele weekenden i Australien store problemer med ophænget - det var skyld i de la Rosas uheld og også Jos Verstappen havde flere gange i løbet af weekenden problemer med ophænget der knækkede.

Måske kan det endda være spildt arbejde for Arrows. Det siges at en delegeret fra FIA har fortalt Arrows at de skal til at se på deres sidebeskyttende foranstaltninger ved kørernes hjelme. Grunden til dette er at teamet bruger hullet i reglementet der siger at der kan laves en mini-vinge i stedet. Arrows fik deres racer godkendt forud for løbet i Australien, og derfor mener teamet stadig at den er lovlig - men delegerede fra FIA har indikeret at teamet kunne have været blevet diskvalificeret hvis en af racerne kom gennem løbet. Tom Walkinshaw er dog villig til at lade en eventuel afgørelse prøve ved FIAs appeldomstol.

BB  


Hop til top
Minardi snart solgt

I går offentliggjorde Benetton og Renault deres planer for fremtiden i Formel 1, og efter Renaults køb er der fortsat et team der er på vej til at blive købt. Minardi er meget tæt på at blive opkøbt af deres hovedsponsor, det spanske teleselskab, Telefonica.

De to parter forhandlede i store dele af vinteren, men disse forhandlinger brød sammen, og Telefonica fortsatte i stedet som sponsor, men nu ser det ud til at de er på vej til at købe enten hele teamet eller i det mindste aktiemajoriteten. Hvis Telefonica køber hele Minardi-teamet går det fra at være italiensk til at være et spansk team, og teamet vil derefter flytte til deres egen base, der i givet fald vil blive placeret i nærheden af Barcelona for at få de bedst mulige betingelser til at teste.

Minardi er på vej til at blive et spansk team

Joan Villadelprat der valgte at forlade Benetton i vinters, er blevet set sammen med Minardi og det ventes at han er en af de store drivkræfter bag Telefonicas bestræbelser på at købe teamet og flytte det til Spanien. Villadelprat blev under alle omstændigheder set i Australien i Minardi-dress…

Hos Minardi tager man en eventuel overtagelse som en befrielse. Teamet har hele tiden ligget i den dårlige ende af Formel 1, og det er kun med et godt økonomisk fundament at teamet i givet fald kan overleve. Det ventes at der inden for de kommende dage kommer en offentliggørelse af Telefonicas overtagelse af Minardi-teamet.

BB  


Hop til top
Benetton og Jaguar med Michelin?

Michelin kommer ind i Formel 1 næste år, hvilket betyder af flere teams bør overveje om de kan forhandle sig til bedre forhold med Bridgestone eller skifte til 'opkomlingen'. Williams har allerede kontrakt med Michelin, samt Toyota - hvad enten den japanske bilgigant kommer med i 2001 eller 2002. Med Renaults overtagelse af Benetton er de også potentielle aftagere af dæk fra Michelin.

Derudover er der også meget der indikerer at Jaguar overvejer et skifte. Via Ford har man et godt forhold til Michelin, og derfor er et skifte en oplagt mulighed. "Dækvalget er vanskeligt," siger Neil Ressler. "Begge er godt etableret og gør det rigtig godt. Vi har tætte forbindelser med Michelin, men det har vi også med flere andre dækfirmaer," siger Jaguar Racings formand.

Et andet team der overvejer et skifte er Prost, der kan komme til at køre med nationale dæk. Derudover ventes det at et af de to store teams, Ferrari og McLaren vælger hver deres dækmærke i et forsøg på at opnå en fordel. Ferrari er mest oplagt til et skifte til Michelin.

BB  


Hop til top
Button glad for testtid

Det var en værdifuld test på Silverstone for unge Jenson Button. Briten har af gode grunde ikke haft meget tid at køre i FW22'eren, men nu er han ved at komme efter det. Med det britiske grand prix forude, er det også nødvendigt med mange testkilometer så han er klar til forårets løb.

Dette giver han selv udtryk for. "Eftersom det britiske grand prix ikke er så langt væk, er tiden på Silverstone noget jeg finder uvurderligt som en del af min fortsatte udvikling," siger Button der overstod sin debut for fornem vis. Det er dog ikke kun igen kraft at den unge Button er kommet godt i gang med Formel 1-karrieren. "Teamet har spillet en stor rolle i min udvikling og set over tiden er jeg sikker på at det giver bonus for begge parter," vurderer Button.

Jenson Button sluttede gårsdagens test med den hurtigste tid.

BB  


Hop til top
Begge racere til mål

Williams har afsluttet en opmuntrende test på Silverstone hvor Jenson Button har forestået arbejdet. "De ting vi har forsøgt har virket og nu ser vi frem til løbet i Brasilien, men også til den næste test hvor vi kan bygge lidt videre på tingene," siger Jenson Button.

Hos BMW ser man også frem til løbet i Brasilien, men forsøger at dæmpe forventningerne efter den overraskende 3. plads i Melbourne. "Selvom vi nok ikke gentager det gode resultat som vi opnåede i Australien, er vores mål at få begge racere igennem til det ternede flag i Sao Paulo," siger Dr. Werner Laurenz, der forestår udviklingen af BMW-motoren.

BB  


Hop til top
Silverstone torsdag

Efter det varme Australien er nogle af feltets teams tilbage i England, for at teste inden næste løb i Brasilien. Og torsdagen forløb på mange områder som man kunne forvente. Nemlig med masser af tests af forskellige opsætninger, nye ideer til forbedringer osv.

Og der er også mulighed for testkørerne, som ofte er kommet fra mindre klasser, at få ekstra erfaring puttet i rygsækken. En af de "etablerede" kørere er Jenson Button, og han deltager også i testen på Silverstone. Torsdag imponerede han igen, med at køre hurtigste tid. Og sammenlagt for ugen næst hurtigste tid. Det var dog ikke helt let, idet der var forskellige små forhindringer, bl.a. en punktering, men også andre ting med bilen.

"Det har været en god test for mig, den har givet mig en endnu større viden og fortrolighed med bilen. De ting vi har afprøvet, virker nu tilfredsstillende."

Andre teams tilstede på Silverstone, var Jaguar, Jordan, McLaren og Prost. Sidstnævnte har noget at indhente, da optakten til sæsonen var alt andet end ideel. Noget tyder på, at man virkelig arbejder hårdt for at komme videre, og man har i teamet noteret sig en del forbedringer, men erkender også at der er langt endnu.

Jaguar deltager også i testen, dog kun med en decideret testbil, idet det meste af teamet allerede er taget til Brasilien. De eneste tilbage i England er faktisk kun de repræsenterede på Silverstone. Og de tager til Brasilien i starten af næste uge. Luciano Burti, teamets testkører siger:

"De forbedringer som vi har foretaget de sidste dage, ser ud til at virke."

For Burti bliver der mulighed for et gensyn med venner og familie, idet han kommer fra Sao Paulo. Testen på Silverstone har givet Burti mulighed for også at mødes med Button. De to var konkurrenter i F3, inden de begge kom til F1, dog med hver sin position. Om Button siger Burti: "Jeg håber virkelig han får vist, at han er en god kører. Og jeg håber det udfra, at det vil giver flere kørere fra F3000 og F3 muligheden for at komme til F1. Jenson Button, Marc Hynes og jeg selv havde mange gode dueller sidste år. Jenson er en rigtig god kører, og han kan bevise, at vi unge også er nogle gode kørere."

Tiderne fra Silverstone torsdag:
1. Jenson Button (Williams) 1.25.17
2. Olivier Panis (McLaren) 1.25.22
3. Jarno Trulli (Jordan) 1.25.47
4. Luciano Burti (Jaguar) 1.27.10
5. Jean Alesi (Prost) 1.27.18

PDL  


 

Hop til top16.3.2000

Benetton solgt til Renault!

Så skete det som der har verseret rygter om i flere måneder – en historie som er blevet fulgt af formel-1.dk siden rygternes spæde begyndelse i efteråret 1999 frem til at Renault var på vej til at købe Benetton-teamet. I dag, den 16. marts 2000 blev det så offentliggjort. Renault vender tilbage med deres eget team – der bygger videre hvor Benetton giver slip.

Teamet er blevet solgt for 120 millioner dollars – godt 950 millioner danske kroner, og aftalen blev underskrevet i går. Benetton forsvinder dog ikke helt ud af Formel 1 i denne omgang. En del af aftalen indebærer at Benetton fortsætter som teamets sponsor de kommende to år, og fortsat benævnes som Benetton i Formel 1. Men selve ejerskabet af teamet er nu Renaults. Fra 2002 bliver teamet så omdøbt til Renault.

Der er flere grunde til at Benetton sælger teamet – dels har teamet været til salg i længere tid, blandt andet fordi teamet siden 1995 er gået i stå – Benetton kunne håbe på en aftale med Renault om at aftage fabriksmotorer, men som trenden er i Formel 1 i øjeblikket er bilgiganterne mest interesseret i at køre showet selv, hvorfor Renault hellere vil eje teamet rub og stub.

"Vi har lagt stort arbejde i Formel 1 og det har givet os mere tilfredshed end vi kunne forvente. For at garantere teamet udvikling som det fortjener i dette scenario, er det passende at overlade taktstokken til Renault," siger Luciano Benetton, der er leder af tøjfirmaets hovedkoncern, Benetton Group. Samtidig takkes de mange sponsorer for at de har støttet teamet i deres Formel 1-eventyr.

Hos Renault ser man fremtiden i møde med spænding. "Vi er helt klar over den udfordring der venter os, men hos Renault er man vilde med udfordringer. Det er et firma der har vist deres dristighed på alle områder og motorsport er ikke nogen undtagelse," siger Patrick Faure, der er formand for Renault Sport. Han begrunder også hvorfor teamet valgte den forholdsvis dyre model – at købe et Formel 1-team. "At komme tilbage til Formel 1 som motorleverandør ville ikke give nogen mening, da vi allerede har vundet hvad der er at vinde. Så vi valgte at gå efter den titel der mangler i vores resultater – nemlig konstruktørernes VM under Renaults farver," siger han videre. Det ventes at Flavio Briatore kommer til at overtage roret af teamet – han blev fyret fra selv samme team i 1996…

We are back!

Renault har tidligere kørt med deres eget Formel 1-team. Det skete i perioden fra 1977 til 1985, hvor de blandt andet var med i udviklingen af den tids turbomotorer. Efter nogle års pause vendte de tilbage – denne gang som motorleverandør, blandt andet til Williams-teamet. Det gav i 1990'erne masser af succes hvor teamet var dominerende. Renault trak sig ud efter sæsonen 1997, hvor Villeneuve og Williams igen vandt begge titler. Supertec kom til at overtage og forsøgte at fortsætte den store arv som Renault efterlod sig – dog uden den store succes. Alligevel har det været gennem Supertec at Renault har bevaret kontakten til Formel 1, og nu kan de begynde at arbejde frem mod at lancere deres eget team i 2002.

Renault med deres eget team i 1984
Foto: Allsport

Benetton har været med i Formel 1 i mere end 15 år, hvor de først begyndte som sponsor for Toleman og siden hen købte teamet for at danne deres eget team. Det er blevet til 27 sejre – den første i Mexico i 1986 som Gerhard Berger vandt og den seneste sejr blev hjemført i 1997 på Hockenheim, også med Berger som sejrherre… I 1994 og 95 vandt teamet kørernes VM med Michael Schumacher; i 1994 med Ford som motorpartner og i 1995 blev det ligeledes til VM-titlen for konstruktører hvor Renault var motorpartneren.

BB  


Hop til top
di Montezemolo afviser at udtale sig om Ron Dennis

Ron Dennis, chef for McLaren, giver den på alle strenge når han udtaler sig om sin værste rival Ferrari.

Ferraris præsident Luca di Montezemolo har det lige omvendt når han udtaler sig om andre teams. di Montezemolo udtaler, at han ikke ønsker at blive trukket ind i diskussionen, der handler om hvordan andre teams politik er.

di Montezemolo udtaler: "Vi bruger bestemt færre penge end McLaren, vi har kun et budget. Hvis vi sammenligner med andre teams, såsom Williams og McLaren, de skal bruge penge på at udvikle motor, på at holde en stor personalegruppen i gang, og de skal udvikle et chassis, alt det kan vi gøre inden for samme koncern, hvis man lægge alle deres udgifter sammen, så har bruger de mange flere penge end os, mens vi får mere ud af vores penge, da vi er en stor enhed på samme fabrik."

BKP  


Hop til top
Newey om fremtiden

Flere formel 1-teams har vetoet et tidligt udkast, der ville gøre bilerne mindre afhængige af aerodynamisk downforce. Rygtet gik at McLaren var et af de omtalte teams og dette lyder sandsynligt eftersom teamets designer, Adrian Newey, oprindeligt havde netop dette område som speciale. Newey har deltaget i det udvalg, der skal diskutere de ændringer, der ville gøre det lettere at overhale og gøre omgangstiderne langsommere. Nu har han udtalt sig om emnet og han mener ikke at begrænsning på det aerodynamikken er vejen frem for formel 1. Britten står bag syv ud af ti af de biler, der vandt kørernes mesterskab det forgangne årti.


Tre seriøse herrer - Adrian Newey ses til venstre.

I et interview i McLarens officielle medlemsblad 'Racing Line' fortæller Newey sig om sine ønsker for fremtidens design-regler. "Jeg tror, at lige nu er diskussionen om de nye regulativer på et meget tidligt stadie og at intet er klart defineret. Men generelt ville jeg gerne se så meget frihed som muligt i regulativerne," siger Newey. "For at en designer skal nyde sit arbejde har han brug for en vis mængde frihed. Hvis det gradvist fjernes mister arbejdet sin fornøjelse. Det er derfor, jeg er så opsat på at se regulativerne forblive frie. Især hvad angår karosseriet. Hvis ønsket er at reducerer den aerodynamiske downforce, skulle det gøres på en måde der ikke bare foreskriver store tal af udelukkelses-områder, der begrænser karosseriet."

Newey udtalte sig også om sine egne personlige fremtidsplaner: "Jeg regner med, at jeg engang i fremtiden vil komme videre til det næste. At beskæftige sig med noget i gadebiler kunne være et attraktivt alternativ - der er der langt mere frihed i dag i gadebiler end der er i formel 1. Men for tiden fascinerer den tekniske udfordring i F1 mig stadig," siger Newey, der uddyber sine fremtidsplaner ved at nævne muligheden for at følge i sin forgængers, Gordon Murray, der designede af McLaren F1 gadebilen, fodspor.

CBA  


Hop til top
Imponerende Indianapolis

Den nuværende Champ Car-kører og tidligere formel 1-kører, Le Mans-vinder Mark Blundell, fik for nylig mulighed for at kigge nærmere på Indianapolis Motor Speedway, og ligesom alle andre rapporter vi har hørt, er han begejstret for de lidt over 1,6 kilometer. "For det første; det er stort!" udtalte Blundell, der bestemt ikke finder den opmærksomhed den ombyggede bane har nydt, ufortjent: "Det har en aura om sig, hvilket bliver meget interressant. Nogle folk vil komme fra Formel 1 og det vil løbe dem koldt ned af ryggen. Det er ligesom når man kommer til et sted, som Silverstone eller Monza - disse baner er gennemsyret af historie. Den måde de giver dig kuldegysninger på, giver dig sådan en stor appetit på at komme ned på banen og se hvad man kan gøre ved den."

Han tilføjede: "Jeg mener, de har gjort et rigtig godt arbejde, når man tager de begrænsninger de måtte arbejde under i betragtning. Faciliteterne kommer til at være førsteklasses. Banen har nogle sving, som vil være meget farverige. Og at komme ud af (oval Turn 1) krængningen og op af langsiden bliver et imponerende syn. Banen er bred nok, så folk vil have mod på at handle.! I det hele taget lover Blundell god underholdning for såvel kørere, som publikum: "Svinget til højre efter den sidste lige strækning af banen, vil være et sted, hvor nogen nok vil blive modige og forsøge på noget, og de sidste par kurver før man igen kommer ind på ovalen og krængningen kunne være underholdende under udbremsningerne. "

Han er især spændt på hvordan kollegaerne i formel 1 vil forberede sig: "Det bliver en interessant bane for kørerne at sætte deres bil op til, fordi der er så høje hastigheder på langsiderne og en højhastighedskurve efter det første lige stykke. Og man er stadig nødt til at have det grip og downforce, der vil være påkrævet for at have en velafbalanceret, hurtig bil til de langsommere dele af banan midtpå. Et kompromis vil være i orden, men der er nødt til at være en grænse, der vil tvinge dig til gøre enten det ene eller det andet."

"Stedet er kendt verden over," sluttede Blundell af med at sige, "Det er Indianapolis Speedway, og der er ikke mere at sige om det. Det er hvad det er og det er i sandhed et imponerende anlæg. Hvad end det er denne bane eller ovalen, ville jeg gerne sidde i en bil der en dag." Løbet finder sted d. 24. september.

CBA  


Hop til top
Ferrari nyt - torsdag

Michael Schumacher, som jo kørte galt på Silverstone sidste år, indrømmer nu, at hans afkørsel under træningen forud for Australiens GP, momentant gav ham flashbacks fra Silverstone.

"Det var helt og holdent min egen skyld, jeg kom ind i kurven for hurtigt og mistede kontrollen. Heldigvis kom jeg ikke noget til, men i nogle korte øjeblikke dukkede der ting op fra Silverstone."

Hans kørsel under træning og kvalifikation op til GP'et, for at få den psykologisk vigtige hurtigste tid, gav kritik fra forskellige sider. Bl.a. Jackie Stewart har ytret sin mening, som umiddelbart næsten grænser til forargelse.

"Jeg kan ikke bebrejde ham for hans indsats, men han gjorde det bare på en forkert dag. Han var ikke under noget pres, men han skulle absolut bevise, at han var hurtigere end Rubens Barrichello. Det er ligesom at gå med paraply i tordenvejr, det kan få hænderne til at ryste. Hvad jeg mener er, at det er ikke nødvendigt for ens ego, at skal have den hurtigste tid hver gang."

Men der udover har MS selvfølgelig evalueret indsatsen i Australien. Og man er nok tilbøjelig til at give ham ret i, hvad han hidtil har udtalt sig om. Nemlig starten.

"Vi har et svagt punkt i vores start. Helt bestemt. Vi er simpelthen nødt til at forbedre os der. McLaren er rigtig gode til det. Men det er ikke nok bare at træne det. Det er mere kompliceret end som så."

Og efter Rubens Barrichellos flotte andenplads, er forventningerne til ham skruet yderligere op, i hvert fald i Brasilien. De brasilianske motorsportsfans har ikke rigtig haft nogen decideret helt efter Ayrton Senna, men efter at RB er blevet den første brasilianske kører for Ferrari, så er den brasilianske begejstring steget utrolig meget. Således har GP'et i Brasilien ifølge forlydender været udsolgt utroligt længe. Man er endda ved at opføre ekstra tribunepladser. Det kunne give en kolossal eksplosion af begejstring, hvis RB kunne ændre sine tre andenpladser, til en sejr netop i Brasilien i det næste løb. Det ville i så fald også være hans første GP-sejr.

PDL  


Hop til top
Brawn snerrer igen

Der er blevet sagt og skrevet meget om Ron Dennis, og hans udtalser om hvordan Ferrari svigtede deres nye kører Rubens Barrichello, under det australske Grand Prix sidste week-end.

Dennis hævder at Barrichellos anden pit-stop ikke var planlagt, men kun blev kaldt ind, fordi han ikke måtte vinde over Michael Schumacher. Rubens Barrichello sagde efter løbet at man lavede om på pit-stop-strategien, for at have større chance for at overhale Frentzen tidligere.

Nu tager Ross Brawn bladet fra munden, og udtaler at Ron Dennis' udtalelser er ufornuftige: "Ron Dennis slynger en masse tåbeligt vrøvl ud. Barrichello sloges med Frentzen om 3.-pladsen, og ikke en McLaren. Derfor kan jeg kun udlede at Ron Dennis' udtalelser, at han er rystet over den dårlige præstation, McLaren og bilerne lavede i week-enden, det må være grunden til alt det tåbelige vrøvl. Han forstår åbenbart ikke vores strategi. På papiret kan man jo også se at vi har bedre forståelse for hvad der sker under et løb."

BKP  


Hop til top
Gene påviser driftsikkerhed hos Minardi

Marc Gene viste fortrinligt potentiale som kører i sidste week-ends løb. På trods af et lille sammenstød i første sving, hvor alle i teamet frygtede det værste, klarede Gene at fuldfører løbet, og både han og Minardi forlod Melbourne med en tilfredsstillende præstation.


Marc Gene ser ud til at forsætte med at imponere i sin anden sæson.

Marc Gene udtalte efter følgende til pressen: "Jeg troede at mit løb vør kørt, men mine mekanikere udførte et fremragende stykke arbejde med at ordne min bil. Jeg ved ikke hvordan de ordnede ophænget på bilen på rekordtid, men det var genialt. Jeg er meget glad, teamet virker meget sammentømmret, og nu har vi vist at vi kan arbejde sammen under pres. Hvis jeg ikke havde haft det uheld i starten, så er jeg sikker på, at jeg var blevet mellem de 7 bedste. Men jeg er meget stolt over det resultat vi opnåede i første løb."

BKP  


Hop til top
Rubens glæder sig

Trods den foragt, der har været Rubens Barrichellos første løb for Ferrari, og den polemik der har været om hans anden pit-stop, så glæder Rubens sig til at køre i sit hjemby i næste week-end.

Han håber, at han kan tage sin første F1-sejr foran de mange tusinde fans som vil være tilstede for at støtte ham. Rubens Barrichello er sikker på at han kan vinde over McLaren og deres kørere Mika Hakkinen og David Coulthard, men derudover skal han også vinde over sin holdkammerat, Michael Schumacher.

"Det er selvfølgelig for tidligt til at kunnne sige noget endnu, men en start i første række vil da være dejligt. Jeg har sluttet 3 gange som nr. 2, men nu må det være min tur til at vinde," siger han.

Rubens forsætter: "Jeg har kørt på Interlagos siden begyndelsen af 80erne, så jeg kender banen meget godt. Michael Schumacher og McLaren bliver de sværeste modstander, men jeg er sikker på, at jeg nok skal vinde over dem."

BKP  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk