Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
17.3.2002
 Uretfærdig straf
 Dobbelt Williams-triumf
 Lidt om Sepang
 R3´s skæbne afgøres snart
 Ferrari-ansat på afveje
 Sepang - opvarmingen
 
16.3.2002
 Pole til Michael Schumacher
 

Hop til top17.3.2002

Uretfærdig straf

Sjældent har man set Juan Pablo Montoya og Michael Schumacher så enige – straffen som Williams' colombianske kører skulle udstå ved at køre gennem pitten, var total ude af proportioner. Det mener begge de involverede parter.

Ikke så overraskende var det Montoya der var mest uforstående overfor det, og ifølge forskellige kilder skulle han over teamets interne radio havde udtrykt stor undren over at han skulle – i øvrigt som den første i Formel 1-historien – udstå en drive through straf. "Da vi begge kom ind i det første sving, gav jeg Michael nok plads, men han havde lidt understyring og ramte mig, og det var det," forklarer han om uheldet. "Jeg mener at det var uretfærdigt at straffe mig med en drive through straf, fordi det ikke var min mening at forårsage sammenstødet og det var et normalt løbsuheld, hvilket også blev bekræftet af Michael under pressemødet," siger colombianeren.

Efter løbet har de to kørere da også i fællesskab nået til enighed om at der var tale om et race incident – det der kan ske i kampens hede. "Juan kunne måske have givet mig lidt mere plads, men det valgte han ikke og vi ramte hinanden. Sådan er det i race. Det var kun et lille puf, men jeg måtte i pit for at få skiftet frontvinge. Når det kommer til reglerne vedrørende straf, så bør de være lidt mere konstante, selvom det kan være svært at opnå," siger Michael Schumacher der dermed også giver løbsledelsen et rap over fingrene for en noget underlig strafudmåling. Man kunne jo med de "objektive" briller spørge om ikke Takuma Sato skulle udstå en lignende straf for at torpedere sin holdkammerat i det selv samme løb? Eller hvad med Alex Yoong? Han trak ind foran Eddie Irvine der tabte sin frontvinge og måtte en tur i pit. Det skete vel at mærke efter at hjemmebanekøreren flere gange havde fået blåt flag - så man kan undre sig over at han ikke også fik en straf!!!

Michael Schumachers pointe med at få mere konstante domme kan kun være ønsket af alle – og desværre sætter det igen-igen tvivl ved dommernes linie. Som Montoya da også under pressemødet forsøgte at henvise til, så har der efter sammenstødet mellem Barrichello og Ralf Schumacher i Melbourne, været kritiske røster ude om at der skal gives flere straffe. Men i dette tilfælde var det helt uden proportioner og hvis stilen skal holdes i fremtiden, så bliver pitten et stort gennemkørselsområde!

BB  


Hop til top
Dobbelt Williams-triumf

Sæsonstarten i Melbourne blev af mange bedømt til ikke at have været værd at stå op midt om natten til. Det malaysiske GP blev (for en søndag) afholdt på et lidt mere humant tidspunkt for de europæiske fans. Men meget mere spændende end Det australske GP blev det ikke. Men det som skete, står her:

De røde lamper slukkes og de 22 racere drøner ned mod første sving af den lange, lange pitlangside. Schumacher stryger over banen foran Montoya, men Montoya traækker ind mod midten. Barrichello er kommet over på hans venstre side, og de tre trækker side om side ned mod første sving. Montoya er forrest men på ydersiden og støder sammen med Schumacher. Colombianeren vippes af banen og tager Ferrari’ens forvinge med sig, mens Barrichello tager føringen. Schumacher må i pit for at få ny front på. Han kommer ud bagerst i feltet, og må med en serie hurtigste omgange kæmpe sig op derfra. Montoya er i gang med det samme fra en 12.-plads.

Eddie Jordan kan også tage sig til hovedet, da Takuma Sato banker op i Giancarlo Fisichella, der nok har déja-vu til Nürburgring ’97. Det er ikke første gang Fisichella får problemer med en Jordan-teamkammerat. I Jordan-pitten er der forventeligt kaos, da begge kørere skal ind. Fisichella hopper ud af bilen, men hopper snart ned igen for at fortsætte løbet. Stillingen efter de første par omgange er: BR, RS, KR, DC, NH, JB, JT, MSa, JPM, EB, AM, FM, JV, OP, PR, EI, AY, MW, TS, MSc, HHF, GF.

Imens har løbsledelsen set nærmere på starten. Deres afgørelse går imod Montoya, der dømmes til at tage turen igennem pitten. Han kommer ud på 9.-pladsen med Schumacher bare få pladser efter sig. Det er Saubers nye hedspore Felipe Massa på 11.-pladsen, der har den flerdobbelte verdensmester bag sig. Massa skal ikke have noget klinket og giver plads. Næste forhindring hedder Enrique Bernoldi, og ham kommer Schumacher knap så let forbi. Det lykkedes ham dog til sidst for enden af langsiden – men der giver Bernoldi ikke op! Brasilianeren, der fik voldsom kritik af sit forsvar af sin placering mod Coulthard i Monaco sidste år, henter nu sin 10.-plads tilbage, om ikke andet så for en enkelt omgang.


En skuffende dag for David Coulthard.
(Foto: West McLaren Mercedes)

Samme Coulthard kører opgivende ind i pitten og overgiver raceren til mekanikerne. Hans holdkammerat Raikkonen holder sin 3.-plads knapt 18,5 sekund efter Ralf Schumacher, der har hentet en anelse ind på Barrichello små 5 sekunder foran. Til gengæld har Raikkonen ikke mange sekunder ned til sin ex-teamkammerat Heidfeld. Men truslen opløser sig selv, da Sauber-køreren går ind til sit første pitstop, samtidig med at landsmanden Michael Schumacher går ind til sit andet.

Barrichello går i pit og kommer ud igen efter Raikkonen. Også Montoya går i pit fra en 6.-plads. Bernoldi har sine 15 sekunders (i F1 går alt som bekendt hurtigere) berømmelse og forlader sin Arrows-racer på et noget akavet sted på banen. Barrichello må se Ralf Schumacher, der tydeligvis er på en anden strategi end Montoya, forøge sit forspring omgang for omgang, men en del af det problem løses effektivt, da Raikkonens Mercedes-motor går op i røg. Godt 24 sekunder har den yngre Schumacher nu til at få overstået sit pitbesøg på. For en kort stund ligger Jenson Button til en podieplads.

En misforståelse mellem en Jaguar og en Minardi ser ud til at koste løbet endnu en deltager. Irvine laver rasende fagter efter Alex Yoong, inden han fortsætter ud over græsset med forvingen kvast under bilen. Det er dog ikke noget, Jaguar-mekanikerne ikke kan fikse.


Eddie Irvine kom ikke i mål på Sepang.
(Foto: Jagu

CBA  


Hop til top
Lidt om Sepang

Det blev ikke til nogen optakt til Det malasyiske GP dette år, men sidste års artikel om Sepang-banen kan læses her.
CBA  


Hop til top
R3´s skæbne afgøres snart

Sagaen om Jaguar F1-færd nåede et nyt lavpunkt ved teamets tredje sæsonpremiere i Australien. Ganske vist tog Eddie Irvine point med hjem med sin 4.-plads, men det skete på baggrund af et løb, hvor bare otte kørere gennemførte, og hvor Irvine og teamkammeraten de la Rosa havde måtte starte fra 19.- og 20.-pladsen kun dårligere end Minardis Alex Yoong og Jordans debutant Takuma Sato, der kom med på en dispensation fra 107%-reglen. Hos Jaguar er men godt klar over situationen.

"Bortset fra de tre point, vi hentede i Det australske GP, var der meget lidt at fejre efter en utrolig svær weekend," konkluderer Niki Lauda. "Der kan ikke være nogen tvivl om det - vi må forbedre os hurtigt og tage os af de problemer, vi har med Jaguar R3. Albert Park ar hård, ja, men Sepang vil være endnu hårdere, og det er afgørende at få sat bilen korrekt op for at forstå den bedre. Det er meget lidt vi kunne nå at gøre med bilerne mellem Australien og Malaysia, fordi de ikke vendte tilbage til fabrikken. Først efter Malaysia får vi mulighed for at modificerer bilen og foretage en obduktion af pakken før Det brasilianske GP. Selvom R3'erens stabilitet var tilfredstillende, er behovet for fart fra parken altoverskuggende for vores chancer for at bevæge os op ad gridden."

Hvis det ikke lykkes Jaguar at finde ekstra tiendedele i R3'eren, kan det blive dette års models foreløbige endeligt. Lauda er dog forholdsvis forhåbningsfuld. Hvor problematisk 2002-modellen end har været, vil det være noget af en falliterklæring at sende den tilbage på tegnebordet til fordel for sidste års model. "Vi har endnu ikke taget nogen beslutninger endnu om hvad der skal ske efter Malaysia, og taget i betragtning at vores løbstempo i Melbourne var markant bedre end vores kvalifikationspræstation, er det tydeligt at vi stadig mangle at forløse R3'erens sande potentiale i en rigtig 1-times kvalifikationskørsel. Dommedag kalder, som man siger!"

'Dommedag' falder for at være mere nøjagtig i den kommende uge under teamets kommende test på Barcelona: "Vi vil sammenligne R2 og R3 næste weekend i Barcelona for at foretage en rigtige sammenligningstest - og så vil vi træffe en beslutning. Hvis forskellen er stor nok tager vi til Imola med en R2, men fortsætter med at udvikle R3'eren."

CBA  


Hop til top
Ferrari-ansat på afveje

En Ferrari-medarbejder måtte bedes på den hårde måde at forsvinde fra McLaren-pitten under fredagens træning. Spionageteknikken i F1 plejer at være mere forfinet, men til sidst fandt McLaren-folkene manden lidt for nærgående, og det endte næsten i hændgemæng.

"Jeg så ikke præcist, hvad der skete, men jeg kender den pågældende fyr, og hans kropssprog er temmelig provokerende," sagse Ron Dennis om episoden. "En ting er at have folk til at holde øje med dækkene, det gør vi alle, men det er nok anderledes, når man faktisk falder over fyren, hvad jeg mener, at det var, der skete. Desuden er han medhjælpende aerodynamisk ingeniør, ikke en, der holder øje med dækkene, så når man ser ham se på, hvad man foretager sig, og generelt bare stå og glo nysgerrigt, bliver det temmelig irriterende. Især når man tilføjer heden og jet-lag osv. Lad os bare sige, at der faldt et par korte ord til opfordre ham til at vende tilbage til sin egen pit."

Ron Dennis afviste at McLaren kunne finde på at benytte sig af samme metoder over for en konkurrent: "Nej, vi tager et diskret, nøjagtigt foto, ligesom alle andre gør!"

CBA  


Hop til top
Sepang - opvarmingen

Det er blevet morgen over Sepang-banen i Malaysia, og klokken 10.30 er temperaturen allerede oppe på kvælende 34C. Da de grønne lamper tændes, lyder Formel 1-motorene ud over banen, og de 22 blanke racere begynder at strømme ud på banen. Efter fem minutter har alle været ude, og de fleste er vendt tilbage til pitten, halvdelen for at skifte til reservebilen.

Ralf Schumacher sætter dagens første tid på 141,452. Han forbedrer til 1:41,341, men det er ikke hurtigere end at Jordans Takuma Sato kan følge med på 1:41,130. David Coulthard skærer tiden ned til 1:40,785. Han kvalificerede sig på en 6.-plads en position efter sin nye teamkammerat Kimi Raikkonen, og det er således finnen, der er ude i reservebilen.

Hos Ferrari er man begyndt at vågne op : Barrichello sætter tiden 1:40,623, snart overgået af Schumachers 1:39,981. De gule flag kommer ud for en kort bemærkning, da en Minardi tager turen over græsset ved Sving 13 og 14. Heidfeld har nu sat 2.-bedste tid og Montoya 3.-bedste. Jarno Trulli går ind og sætter nøjagtigt samme tid som Michael Schumacher. Han forbedrer til 1:39, 791, kun overgået af tyskerens 1:39, 748.

Så går det igen galt for en Minardi. Mark Webber staller i pit lane, og de der markeres igen med de gule flag, mens mekanikerne kommer australieren til undsætning. Heidfeld forbedrer sin tid, og også Button kommer op i top seks til sin Renault-makker. I opvarmningens sidste sekunder sætter Barrichello hurtigste tid, og Panis når lige at gentage Webbers trick.

Top seks blev: Barrichello, Schumacher, Coulthard, Trulli, Heidfeld og Button. Williams'erne befandt sig lige uden for med 7.- og 9.-bedste tid. Raikkonen skal man lede efter helt nede som 19. Med sine blot seks omgange, var han den kører, der fik udnyttet den halve time dårligst. Alle tiderne fra opvarmningen kan ses under 'Resultater'.

CBA  


 

Hop til top16.3.2002

Pole til Michael Schumacher

Michael Schumacher sikrede sig pole for første gang i år. Men han blev presset af Juan Pablo Montoya der sneg sig ind i første række, og det lover godt for spændingen i morgen. Kvalifikationen bød dog ikke på de store overraskelser - feltet er efterhånden ved at være sammensat efter det samme mønster som i Melbourne.

Igen i dag var det meget varmt på banen, og forud for kvalifikationen var der lagt op til at blandt andet Williams ville blande sig i toppen, da Juan Pablo Montoya kørte hurtigste tid i den sidste træning.

Temperatureren lå igen over 30 grader, så kølingen af motorerne ville blive meget vigtigt. Den første mand på banen er den lokale helt, Alex Yoong til stor glæde for de lokale tilskuere.

Der bliver generelt ventet meget i pitten på at der skal tages initiativ til at komme igang, så det er de mindre rutinerede kørere der cirkulerer rundt på banen.

Første mand til at sætte en tid at gå efter er Jarno Trulli i Renault med tiden 1:37,920, som også bliver hans bedste tid i dag. Den første af topnavnene til at sætte en tid er Kimi Raikkonen, McLaren. Med 1:37,175 rykker han til tops, mens der bliver problemer for Felippe Massa, der punkterer og lunter langsomt i pit.

Cirka midtvejs kommer Michael Schumacher for første gang på banen, og han flytter lillebroder Ralf - der nu var hurtigst - fra førstepladsen.

I anden runde vender Montoya dog meget stærkt igen og kører en tid der er lidt over 2/10 bedre end Michael Schumacher. En god indikation af at Michelin-dækkene har det meget godt under de varme forhold, hvilket dog ikke viser sig hos McLaren! Michael Schumacher slår dog igen og vender tilbage til toppen med tiden 1:35,266 der også bliver dagens sidste toptid.

I de sidste minutter er der meget hektisk aktivitet som altid, og det er kun Rubens Barrichello der vinder noget ved det. Brasilianeren kommer tilbage på 3. pladsen, men kan ikke sikre Ferrari en ren førsterække i morgen tidlig.

Således slutter det med en ny pole til Michael Schumacher, men det bliver meget spændende at se hvad Williams har i ærmet. De virker meget godt kørende på Sepang efter lidt problemer i går. McLaren er det 3. bedste team og hvad der er interessant er at Kimi Raikkonen slår Coulthard i den interne teamduel.

'Best of the rest' blev Nick Heidfeld i Sauber-raceren mens Jenson Button havde færre problemer end Trulli og sluttede på en ganske pæn 8. plads. Jordan har fortsat lidt problemer med at hænge på i toppen, men de har da en kører indenfor top-10. Fisichella starter som nummer 9. Derimod klarer Toyota sig fortsat meget godt og underspiller måske nok til tider deres indsats. Mika Salo kvalificerede Toyota til en 10. plads i deres blot andet Grand Prix. Med til historien hører dog også at de har haft testet på banen i deres program før entreen i Melbourne for 14 dage siden. Så de kender lidt til hvordan asfalten drejer.

En 11. plads til Heinz-Harald Frentzen i Arrows lever ikke op til deres egne forventninger forud for løbet, men er da et godt udgangspunkt. Derimod har BAR haft en meget dårlig kvalifikation og ligner, sammen med Jaguar, de to teams der er i den største krise. Villeneuve starter som nummer 13 og problemer med gearkassen hindrede Panis i sin kvalifikation, så franskmanden endte på en 18. plads. Eddie Irvine har udsyn til to Minardi'er bag sig - problemerne for Jaguar fortsætter og ireren ligger på en skuffende 20. plads. Det er hverdag igen for Minardi-kørerne, der måtte indfinde sig på de to sidste pladser.

Tiderne fra kvalifikationen finder du her.

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk