Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
18.3.2000
 McLaren nyt
 
17.3.2000
 Det bliver i familien!
 Mellemlanding til Arrows
 Minardi snart solgt
 Benetton og Jaguar med Michelin?
 Button glad for testtid
 Begge racere til mål
 Silverstone torsdag
 

Hop til top18.3.2000

McLaren nyt

Inden starten på denne sæson udtalte Mika Hakkinen, at David Coulthard meget vel kunne gå hen blive en af konkurrenterne til årets VM titel. Han har siden erfaret, at han har ret: "Jeg har fundet den gode balance, som er nødvendig for en kører, som skal være med fremme; det kommer med erfaringen. David vil opnå det samme som mig, nemlig at vinde VM titlen, og i år er han endnu mere opsat end tidligere." Lad os ikke håbe, at DC's ambitioner fører til de samme tossestreger, som i Østrig og Belgien sidste år, hvor der var lidt for meget kontakt.

Der har været forlydender ude om, at McLaren har tilbudt Jacques Villeneuve en meget stor pose penge, for at skifte team efter denne sæson, hvis målsætningen ikke opnås i BAR teamet. Beløbet skulle være i omegnen af £ 12 mill.

Men ellers har der været talt højt og bredt om motorproblemerne i Australien. Norbert Haug har på vegne af Mercedes påtaget sig skylden, i hvert fald udadtil. Man har åbenbart fundet årsagen til at begge biler udgik. Det var det pneumatiske ventilstyringssystem der ikke fungerede korrekt. Det der skulle være årsagen, var en fejl i nogle tolerancer, som forårsagede en lille lækage i systemet som styrer ventilerne. Lækagen betød, at den komprimerede luft som styrer ventilerne forsvandt, og gjorde at ventilerne reagerede langsommere og langsommere, for til sidst at komme ud af takt.

Ifølge Norbert Haug er fejlen nu rettet, og nye motorer med ændrede specifikationer, er meget tæt på at være klar til afsendelse til Brasilien. "Drillerierne" Ferrari og McLaren imellem slutter åbenbart ikke. Michael Schumacher har udtalt, at enten er McLaren ikke så hurtige i år, eller også er Ferrari meget længere fremme med deres motor end McLaren er, forskellen er meget mindre end den var sidste år ved samme tid.

Vi må overlade det til kombattanterne at bevise hvem der har ret.

PDL  


 

Hop til top17.3.2000

Det bliver i familien!

Rygterne om at Jacques Villeneuve er et varmt navn hos McLaren i 2001, er fortsat i luften. Den tidligere verdensmester kan føle sig nødsaget til at forlade BAR hvis det viser sig at teamet ikke indenfor overskuelig fremtid kan give ham en racer der kan give sejre og VM. Der må McLaren siges at have større muligheder.

Men modsat er der også flere ting der peger på at Ron Dennis og Jacques Villeneuve ikke rigtig vil kunne passe sammen. Men Ron Dennis afviser at han og teamet skulle have en ærke-konservativ indstilling og afviser al kritik om at de forsøger at klone deres kørere til profilløse reklamesøjler.

Jacques Villeneuve er ellers kendt for sine til tider bizarre frisurer, tøjstil og ikke mindst hans kontroversielle meninger. Derudover hader Villeneuve at lave PR-arbejde – han har med BAR et absolut minimum af PR-arbejde… Det vil ikke gå hos McLaren!

Villeneuve på vej til McLaren?

Dog har Norbert Haug benægtet at der føres forhandlinger med Jacques Villeneuve – hvis der endelig skal skiftes ud, er der flere andre kørere der har bedre chancer. "Jacques er en god kører, men vi taler ikke med ham," siger Mercedes-bossen og fortæller at det ikke vil være klogt at se sig om efter andre kørere når man i forvejen har en stor familie under Mercedes vinger.

Haug nævner især de kørere som Mercedes har "udlånt" – hvor Nick Heidfeld er deres største protegé, men også Ricardo Zonta har støtte fra Mercedes. Derudover har teamet sikret sig Olivier Panis, der givet de største chancer for eventuelt at overtage det varme sæde som David Coulthard sidder i. McLaren og Mercedes har kontakter til flere andre kørere, hvor også deres juniorkørere i Formel 3000 er inden i familien. Stephane Sarrazzin skiftede fra Prost til McLaren netop af den årsag at han dermed har Mercedes i ryggen, hvor de også har tjekken Tomas Enge med i juniorteamet.

Der er altså mange andre kørere der umiddelbart står tættere på, og hvis det står til Norbert Haug vil en eventuel udskiftning af kørerne i 2001 blive i Mercedes-familien. At McLaren så også ser sig om på markedet – blandt andet efter Eddie Irvine – må Haug så lige bemærke sig…

BB  


Hop til top
Mellemlanding til Arrows

Arrows-teamet planlagde at de skulle flyve direkte fra Melbourne til Sao Paulo med deres racere - men sådan skulle det ikke være. Racerne har været nødsaget til at "mellemlande" i Leafield, så de på Arrows' fabrik kunne blive repareret.

Pedro de la Rosa udgik på 12. omgang efter et stort uheld, og det beskadigede raceren så meget at den ikke ville være køreklar til det brasilianske grand prix - derfor måtte teamet sende racerne tilbage til England.

Arrows havde gennem hele weekenden i Australien store problemer med ophænget - det var skyld i de la Rosas uheld og også Jos Verstappen havde flere gange i løbet af weekenden problemer med ophænget der knækkede.

Måske kan det endda være spildt arbejde for Arrows. Det siges at en delegeret fra FIA har fortalt Arrows at de skal til at se på deres sidebeskyttende foranstaltninger ved kørernes hjelme. Grunden til dette er at teamet bruger hullet i reglementet der siger at der kan laves en mini-vinge i stedet. Arrows fik deres racer godkendt forud for løbet i Australien, og derfor mener teamet stadig at den er lovlig - men delegerede fra FIA har indikeret at teamet kunne have været blevet diskvalificeret hvis en af racerne kom gennem løbet. Tom Walkinshaw er dog villig til at lade en eventuel afgørelse prøve ved FIAs appeldomstol.

BB  


Hop til top
Minardi snart solgt

I går offentliggjorde Benetton og Renault deres planer for fremtiden i Formel 1, og efter Renaults køb er der fortsat et team der er på vej til at blive købt. Minardi er meget tæt på at blive opkøbt af deres hovedsponsor, det spanske teleselskab, Telefonica.

De to parter forhandlede i store dele af vinteren, men disse forhandlinger brød sammen, og Telefonica fortsatte i stedet som sponsor, men nu ser det ud til at de er på vej til at købe enten hele teamet eller i det mindste aktiemajoriteten. Hvis Telefonica køber hele Minardi-teamet går det fra at være italiensk til at være et spansk team, og teamet vil derefter flytte til deres egen base, der i givet fald vil blive placeret i nærheden af Barcelona for at få de bedst mulige betingelser til at teste.

Minardi er på vej til at blive et spansk team

Joan Villadelprat der valgte at forlade Benetton i vinters, er blevet set sammen med Minardi og det ventes at han er en af de store drivkræfter bag Telefonicas bestræbelser på at købe teamet og flytte det til Spanien. Villadelprat blev under alle omstændigheder set i Australien i Minardi-dress…

Hos Minardi tager man en eventuel overtagelse som en befrielse. Teamet har hele tiden ligget i den dårlige ende af Formel 1, og det er kun med et godt økonomisk fundament at teamet i givet fald kan overleve. Det ventes at der inden for de kommende dage kommer en offentliggørelse af Telefonicas overtagelse af Minardi-teamet.

BB  


Hop til top
Benetton og Jaguar med Michelin?

Michelin kommer ind i Formel 1 næste år, hvilket betyder af flere teams bør overveje om de kan forhandle sig til bedre forhold med Bridgestone eller skifte til 'opkomlingen'. Williams har allerede kontrakt med Michelin, samt Toyota - hvad enten den japanske bilgigant kommer med i 2001 eller 2002. Med Renaults overtagelse af Benetton er de også potentielle aftagere af dæk fra Michelin.

Derudover er der også meget der indikerer at Jaguar overvejer et skifte. Via Ford har man et godt forhold til Michelin, og derfor er et skifte en oplagt mulighed. "Dækvalget er vanskeligt," siger Neil Ressler. "Begge er godt etableret og gør det rigtig godt. Vi har tætte forbindelser med Michelin, men det har vi også med flere andre dækfirmaer," siger Jaguar Racings formand.

Et andet team der overvejer et skifte er Prost, der kan komme til at køre med nationale dæk. Derudover ventes det at et af de to store teams, Ferrari og McLaren vælger hver deres dækmærke i et forsøg på at opnå en fordel. Ferrari er mest oplagt til et skifte til Michelin.

BB  


Hop til top
Button glad for testtid

Det var en værdifuld test på Silverstone for unge Jenson Button. Briten har af gode grunde ikke haft meget tid at køre i FW22'eren, men nu er han ved at komme efter det. Med det britiske grand prix forude, er det også nødvendigt med mange testkilometer så han er klar til forårets løb.

Dette giver han selv udtryk for. "Eftersom det britiske grand prix ikke er så langt væk, er tiden på Silverstone noget jeg finder uvurderligt som en del af min fortsatte udvikling," siger Button der overstod sin debut for fornem vis. Det er dog ikke kun igen kraft at den unge Button er kommet godt i gang med Formel 1-karrieren. "Teamet har spillet en stor rolle i min udvikling og set over tiden er jeg sikker på at det giver bonus for begge parter," vurderer Button.

Jenson Button sluttede gårsdagens test med den hurtigste tid.

BB  


Hop til top
Begge racere til mål

Williams har afsluttet en opmuntrende test på Silverstone hvor Jenson Button har forestået arbejdet. "De ting vi har forsøgt har virket og nu ser vi frem til løbet i Brasilien, men også til den næste test hvor vi kan bygge lidt videre på tingene," siger Jenson Button.

Hos BMW ser man også frem til løbet i Brasilien, men forsøger at dæmpe forventningerne efter den overraskende 3. plads i Melbourne. "Selvom vi nok ikke gentager det gode resultat som vi opnåede i Australien, er vores mål at få begge racere igennem til det ternede flag i Sao Paulo," siger Dr. Werner Laurenz, der forestår udviklingen af BMW-motoren.

BB  


Hop til top
Silverstone torsdag

Efter det varme Australien er nogle af feltets teams tilbage i England, for at teste inden næste løb i Brasilien. Og torsdagen forløb på mange områder som man kunne forvente. Nemlig med masser af tests af forskellige opsætninger, nye ideer til forbedringer osv.

Og der er også mulighed for testkørerne, som ofte er kommet fra mindre klasser, at få ekstra erfaring puttet i rygsækken. En af de "etablerede" kørere er Jenson Button, og han deltager også i testen på Silverstone. Torsdag imponerede han igen, med at køre hurtigste tid. Og sammenlagt for ugen næst hurtigste tid. Det var dog ikke helt let, idet der var forskellige små forhindringer, bl.a. en punktering, men også andre ting med bilen.

"Det har været en god test for mig, den har givet mig en endnu større viden og fortrolighed med bilen. De ting vi har afprøvet, virker nu tilfredsstillende."

Andre teams tilstede på Silverstone, var Jaguar, Jordan, McLaren og Prost. Sidstnævnte har noget at indhente, da optakten til sæsonen var alt andet end ideel. Noget tyder på, at man virkelig arbejder hårdt for at komme videre, og man har i teamet noteret sig en del forbedringer, men erkender også at der er langt endnu.

Jaguar deltager også i testen, dog kun med en decideret testbil, idet det meste af teamet allerede er taget til Brasilien. De eneste tilbage i England er faktisk kun de repræsenterede på Silverstone. Og de tager til Brasilien i starten af næste uge. Luciano Burti, teamets testkører siger:

"De forbedringer som vi har foretaget de sidste dage, ser ud til at virke."

For Burti bliver der mulighed for et gensyn med venner og familie, idet han kommer fra Sao Paulo. Testen på Silverstone har givet Burti mulighed for også at mødes med Button. De to var konkurrenter i F3, inden de begge kom til F1, dog med hver sin position. Om Button siger Burti: "Jeg håber virkelig han får vist, at han er en god kører. Og jeg håber det udfra, at det vil giver flere kørere fra F3000 og F3 muligheden for at komme til F1. Jenson Button, Marc Hynes og jeg selv havde mange gode dueller sidste år. Jenson er en rigtig god kører, og han kan bevise, at vi unge også er nogle gode kørere."

Tiderne fra Silverstone torsdag:
1. Jenson Button (Williams) 1.25.17
2. Olivier Panis (McLaren) 1.25.22
3. Jarno Trulli (Jordan) 1.25.47
4. Luciano Burti (Jaguar) 1.27.10
5. Jean Alesi (Prost) 1.27.18

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk