Jos Verstappen skal teste CCWS bil. Efter meget møje og besvær, er det nu lykkedes for Jos Verstappen at finde et team der vil lade ham teste. Det er HVM teamet, det tidligere Herdez Competition, der giver Jos Verstappen muligheden for at teste. HVM har allerede Midland F1 yndlingen Mario Dominguez under kontrakt, men søger en kører mere. Det kan blive Jos Verstappen, hvis han ellers kan overbevise teamet om at han er den rigtige mand til lige netop dem. Der er dog endnu ikke sat dato på hvornår testen evt. skal finde sted.
På hans egen hjemmeside udtaler Jos Verstappen bl.a. følgende:
"Jeg er klar til det. Det har taget for lang tid, også for mine fans. Vi har nu taget det første skridt. Forberedelserne har ikke været optimale, men jeg vil vise dem hvad jeg er værd. Jeg ønsker at konkurrere, så med nogle gode omgangstider, ønsker jeg at overbevise teamet om at jeg er den rigtige til jobbet."
En af de andre kørere som har jagtet et sæde er Alex Tagliani. Han har haft tæt kontakt til HVM, Rocketsports Racing og Forsythe Racing for at sikre sig et sæde, men pengene har ikke været store nok. Han har i stedet nu sikret sig et sæde hos Walker Racing. Hos Rocketsports Racing ser det ud til at kørersammensætningen kommer til at bestå af Ryan Hunter-Reay, som har sikret sig et sæde og så måske Timo Glock, som har overbudt Alex Tagliani hos det team. Timo Glock er dog ikke bekræftet endnu. Men det skal snart være. Der bliver færre og færre pladser. Så er pengene på plads, kan de sidste højest bydende sikre sig et sæde. Det gælder også for Verstappen, der har måttet sige farvel til Formel 1 i flere omgange bl.a. pga. manglende økonomi.
Mexico og Brasilien er de to nyeste lande som har besluttet sig for at vil deltage i den nye og kommende formel serie, A1 GP. Mandag aften blev det mexicanske team præsenteret sammen med bilen, som den kommer til at se ud. Selvfølgelig med de mexicanske farver som de dominerende. Bag det mexicanske team står en af Mexicos førende forretningsmænd, Juan Cortina. Ved præsentationen som fandt sted på Hipodromo de Las Americas foran et talrigt publikum, var også flere andre førende forretningsfolk i Mexico, ligesom der også var flere ministre med.
Det brasilianske team er endnu ikke blevet præsenteret, men som ejer af teamet, står den brasilianske superstjerne i fodbold, Ronaldo. Ved præsentationen blev der holdt flere taler. Sheik Maktoum som er stifteren af A1 GP serien, var selvfølgelig glad for at også de amerikanske lande nu har fået øjnene op for ideen med A1 GP, nemlig at det er en World Cup, hvor det er landet der er repræsenteret, ikke et team. En ide som er taget fra fodboldens verden, hvor et landshold kan vinde VM.
Både Juan Cortina fra Mexico og Ronaldo fra Brasilien, fremhævede også begge den ide. De mente begge at med den tradition som fodbold har i deres respektive lande, så er det en ide som med stor sandsynlighed kan overføres til motorsport.
Tirsdag blev den mexicanske bil fremvist for en endnu større offentlighed på Autodromo Hermanos Rodriguez. Her blev den kørt af den mexicanske CCWS kører, Mario Dominquez.