Efter at der flere steder er skrevet om den brasilianske banes måske lidt tvivlsomme tilstand, er der nu gjort noget ved det. Man har fjernet alle bump og lagt et nyt asfaltlag.
Og nu er den så i en tilstand, der er meget lig Sepang-banen i Malaysia.
Arbejdet er udført af firmaet McArdle, som også betjener Silverstone og Sepang banerne, og har kostet i omegnen af $ 3 mill. De eneste bump, der skulle være tilbage, er dem som naturen har skabt, alt andet skulle være jævnet ud. Det er også den samme type asfalt, som bliver anvendt på Silverstone og Sepang.
Den nye overflade forventes at have en høj slidstyrke, som gør det meget vigtigt, at lave det helt rigtige dækvalg. De teams der har testet på Silverstone, har en lille fordel til udarbejdelse af setuppet. Kvalifikationen vil vise hvilken vej man vil gå i de forskellige teams. Det forventes, at de som vælger at køre med softcompound, kan blive tvunget ud i en trestops-strategi.
Sauber køreren, Pedro Diniz, er sikker på at hans C19 vil klare sig meget bedre på Interlagos, end i Australien.
"Jeg er sikker på, at udfra de omgangstider vi fik i Australien, at både teamet og jeg kan opnå et bedre resultat i Brasilien. Jeg glæder mig virkelig til at komme til at køre der igen."
Den brasilianskfødte kører tilføjer også, at det ekstra pres der er at være på hjemmebane, faktisk øger hans motivation for at give det allersidste.
"Jeg har lige hørt at der kommet et nyt asfaltlag på banen, så jeg håber at de har klaret alle problemerne med bumpene."
Diniz er åbenbart fyldt med selvtillid i øjeblikket, for han har udtalt at C19 er den bedste F1 bil, han har kørt i endnu. Peter Sauber er også velfornøjet og optimistisk og siger: "Vi så hvilket potentiale der er i bilen i Australien, det er vores hensigt at bekræfte dette i Brasilien."
Rubens Barrichello udtalte i går, at presset fra fansene på hjemmebanen ikke vil påvirke ham på samme måde, som det påvirkede Ayrton Senna.
I et interview med Reuters TV i går mandag, sagde Rubens Barrichello bl.a.: "Jeg ser frem til den udfordring, der ligger i et komme hjem til Brasilien i et nyt team, som yderligere er et topteam. Jeg har en konkurrencedygtig bil, og at vinde i Brasilien vil være en af de bedste ting i verdenen."
RB påstår endvidere, at det brasilianske forventningspres var noget der bekymrede Senna.
"Det tog mange år inden Senna vandt det brasilianske GP, også selvom han havde en konkurrencedygtig bil. Da han endelig vandt det, var det et stort øjeblik for ham, og en enorm lettelse for ham. Jeg tror, jeg kan lære en del af det."
Der stilles store forventninger til Barrichello - nu har han chancen for at vinde på hjemmebanen
Foto: Allsport
Hvis RB vinder på søndag, vil han være den første brasilianer, der vinder løbet siden Senna gjorde det.
"Det er en stor drengedrøm, der gik i opfyldelse, da jeg skrev kontrakt med Ferrari. Jeg kan huske da jeg var omkring 8 år gammel og kørte gokart på Interlagos, at jeg hørte en hel speciel lyd. Jeg hoppede op på muren og så, at det var en Ferrari med V12 motor, og siden den dag har jeg aldrig glemt den lyd. Så det var egentlig et meget bevægende øjeblik, den dag jeg ankom til Fiorano, og så mit navn skrevet på siden af den røde bil."
|
Dag | Kl. | Kanal | Beskrivelse |
|
Lør. | 16:45 - 18:45 | RTL | Kvalifikation |
|
Søn. | 14:15 - 15:15 | RTL | Warm-up |
Søn. | 17:45 - 18:45 | RTL | Optakt |
Søn. | 18:45 - 20:50 | DR2 | Grand prix |
Søn. | 19:00 - 21:45 | RTL | Grand prix |
Søn. | 23:25 - 23:55 | TV4 | Sammendrag |
Søn. | 23:35 - 00:00 | NRK | Sammendrag |
Søn. | 00:00 - 00:45 | DR1 | Sammendrag |
|
<BB
Det australske grand prix blev ikke den helt store succes for Jordan - teamet kom ikke i mål med deres racere, på trods af en solid kvalifikation. Det skal der rette op på i det forestående brasilianske grand prix.
Jordan blev i Melbourne bekræftet om en vigtig ting. "Vi ønsker at bekræfte at vi er 3. hurtigst på banen, og vi havde følelsen weekenden igennem at vi er det eneste team der i øjeblikket kan hente Ferrari og McLaren," siger Jarno Trulli. Teamets chefingeniør, Mike Gascoyne håber også at teamet kan være bedre rustet til det kommende løb - helst gerne uden de mange problemer med holdbarheden der ødelagde deres forberedelser til løbet. "Vi skal arbejde på raceren fredag og lørdag, hvilket vi ikke kunne i Melbourne på grund af holdbarhedsproblemer," siger Gascoyne.
Teamet har testet to dage på Silverstone, og det har været opmuntrende for dem. "Trulli kørte 900 kilometer, og det samt det at han fandt en meget bedre balance i raceren end under vinterens test, betyder at han endnu mere klar," fortæller Gascoyne - Trulli var eneste mand hos Jordan som tester, eftersom Frentzen blev hjemme i Monaco for at se til Tanja der venter deres første barn indenfor de kommende dage. "Sæsonen starter for Jordan i Brasilien. Australien var meget skuffende for os, og jeg ser frem til at gøre det rigtigt på Interlagos," siger den kommende farmand Frentzen.
Frentzen på Interlagos sidste år - det blev til en 3. plads
BB
20.3.2000
Efter at Renault har annonceret deres overtagelse af Benetton, er der gang i nye forhandlinger, nemlig med Michelin, og noget tyder på at Michelin er dækleverandør til Reneault/Benetton næste år.
Rocco Benetton har faktisk forhandlet med Michelin gennem længere tid, for få deres dæk fra næste sæson. Pierre Dupasquier, Michelin, som var tilstede ved det australske GP, sagde ved den anledning: "Hvis Renault vender tilbage til F1, er vi villige til at levere til dem." Noget tyder på, at en kontrakt mellem de to parter er ved at være klar.
Michelin har allerede lavet kontrakt med BMW-Williams og med Toyota, som efter al sandsynlighed er i F1 næste år. Andre forhandlinger er i gang med Jaguar, Jordan og Prost.
Sauber skulle også være interesseret. Det kan Ferrari jo bruge til noget, da der jo er en meget tæt forbindelse mellem de to teams. Skulle Sauber begynde at bruge Michelin, kan Ferrari lave tests af dækkene gennem Sauber teamet. Og viser det sig, at Michelin "virker" bedre på Sauber-bilerne end Bridgestone, kan Ferrari bruge det til at skifte dækmærke, når deres nuværende kontrakt med Bridgestone, udløber efter næste sæson.
PDL
Nu hvor sæsonens andet løb nærmer sig, er der sikkert mange motorsportsfans der snakker og diskuterer om, hvilken kører og måske også hvilken bil, der render med VM-titlen. Men F1 er ikke kun det. For at kunne føre bil og fører frem til de gode resultater, er det nødvendigt at hele "pakken" virker rigtigt. En af de mest vigtige ting er dækkene.
Allerede nu er Patrick Head helt sikker på, at teamet havde valgt de rigtige dæk i Australien, og han er lige så sikker på, at det valg man har foretaget til Interlagos, er ligeså godt.
Yoshihiko Ichikawa, Teknisk Direktør i Bridgestone Motorsport, sagde efter det australske GP: "De fleste af kørerne valgte softcompound, selvom mediumcompound arbejder ligeså godt her under de varme forhold. Jeg er helt sikker på at kørernes valg af dæk, har en betydningsfuld indflydelse på løbet. Mange af kørerne brugte afraspede dæk for at reducere muligheden for understyring, hvilket kan være en stor faktor når man bruger softcompound. Jeg er meget tilfreds med de bløde dæks præstation, men i Brasilien forventer jeg en noget større spredning af de valgte typer."
PDL
Formel 1-bossen har foretaget et ordentlig ryk frem på listen over de rigeste i England. Ecclestone-familien er god for 24 milliarder kroner og det har placeret ham på en solid 6. plads på hitlisten i England.
Formel 1-bossen har siden sidste år taget et stort skridt frem - og fordoblet hans formue - det må siges at være en fornem præstation. Der er flere grunde til det store spring - blandt andet salget af aktier i Formula One Holdings. Hvis Ecclestone holder stilen, overhaler han nr. 1 på listen, Hans Rausing der har en formue der er dobbelt så stor som Ecclestones, mens der ikke er så forfærdelig langt op til en anden kendt rigmand, Richard Branson - bagmanden i Virgin-koncernen.
Andre topnavne i Formel 1 er også på listen - Ron Dennis er den rigeste teamchef, med en formue på godt 2 milliarder kroner. Det er måske også især på grund af det store salg af McLaren-aktier til DaimlerChrysler. Han bliver fulgt godt af Arrows-bossen, Tom Walkinshaw - god for 1,7 milliarder kroner.
Frank Williams og Eddie Jordan er også på listen, og Jackie Stewart holder sig også blandt de bedste. Den tidligere verdensmester, Nigel Mansell har godt 500 millioner på bankbogen. Der er penge i Formel 1.
BB
Ferraris to kørere stiller op til en fodboldkamp på onsdag i Brasilien. Michael Schumacher og Rubens Barrichello kommer i kamp i Sao Paulo for klubben Corinthians - så må man bare håbe at de ikke tackler igennem. Der bliver ellers gået til den i brasilianske kampe! For Schumachers vedkommende bliver det nok ikke til den helt store kamp - tyskeren klager stadig over lidt problemer efter hans uheld på Silverstone sidste år. Derfor ventes det at Schumacher bliver bænkevarmer i store dele af kampen. Og så får Rubens Barrichello for at spille for sit favorithold hjemme i Brasilien.
BB
Den sidste uges tid har været meget hæsblæsende hos Arrows. Mange ting har spillet ind og påvirket travlheden hos teamet. Men en meget stor ihærdighed fra alle i teamet gør, at man har en stor chance for at nå det hele.
Inden løbet i Australien, havde teamet fået én påtale fra FIA angående åbningen omkring siddebrønden i bilen. Man stod faktisk til at få en udelukkelse fra de næste løb, men det blev ikke aktuelt, idet ingen af bilerne sluttede løbet. Arrows teamet har officielt bekræftet påtalen, men har også udtalt, at man har lavet en slags kompromis med FIA, så alle skulle være tilfredse.
Efter løbet i Australien var det meningen, at det meste af udstyret skulle sendes direkte til Brasilien, men det viste sig ,at de mennesker i teamet der skulle omkring England, fik lidt ekstra håndbagage med. Grundet Pedro de la Rosas uheld, fik teknikerne travlt, man fik taget digital fotos af de beskadige dele - primært forhjulsophænget og affjedringen - og sendt disse til England til nærmere analyse. Det sparer tid. Da man så kom til England, kunne man sammenligne og udbedre diverse defekter meget hurtigt, og man kan tage lidt ekstra håndbagage med til Brasilien. Og dermed være klar til træning, kvalifikation og løb.
Dog skal de ændringer der er aftalt med FIA, af monocoquen omkring siddebrønden, nok sendes separat. Men ifølge Arrows vil alt være klar til dagene på Interlagos.
PDL
Ifølge britiske aviser er Williams' tekniske leder, Patrick Head på vej til at sælge ud af sine aktier i Williams-teamet. Patrick Head har ved flere lejligheder været i de finansielle overskrifter om et muligt frasalg af en del af hans aktier i det team som han og Frank Williams har været fælles om at stable på benene.
Patrick Head ejer 30% af teamet, og flere købere er linet op. Flere investeringsbanker ser teamet som et godt investeringsobjekt, men også teamet nye samarbejdspartner, BMW har interesser i at øge deres tilknytning til Williams-teamet. Den tyske bilkoncern har tidligere forsøgt at købe sig ind i teamet, men hidtil har Frank Williams afvist at sælge ud af sine aktier til BMW, for at der ikke skal ske det samme som der er sket for flere andre teams i feltet - at de totalt bliver slugt af motorleverandøren.
BB
Efter at Renault købte hele Benetton-teamet og efter at Flavio Briatore dermed forlader chefposten for Supertec til fordel for rollen som teamchef hos Benetton, giver det anledning til at vurdere hvad der er Supertecs fremtidsplaner.
På den ene side har man ikke den store lyst til at poste mange penge i R&D på Supertec-motorer, men vil i stedet bruge pengene på deres eget team og udviklingen af en supermotor til sæsonen 2002.
Benetton har sikret sig motorer frem i tiden - Supertec fortsætter, og Arrows ser også ud til at have fundet sig til rette. De første indikationer fra Arrows tyder på at Supertec fortsætter som leverandør, også i den kommende sæson, hvorefter Arrwos overvejer at vende tilbage til deres egen motor, med mindre at der viser sig andre muligheder. Det kan ikke udelukkes at Supertec fortsætter, men ifølge Patrick Faure, bliver dette først bestemt en gang i fremtiden.
BB
Måske er der kommet lidt klarhed om hvad der er de kontraktlige forhold mellem Williams og Juan Pablo Montoya. Da Zanardi kom til Williams var det oplagt at man kunne sende Montoya den anden vej og dermed give ham en uddannelse i den amerikanske ChampCar-serie. Da Zanardi så floppede i Formel 1 og fik sparket var det oplagt at Montoya så ville gå den anden vej - men nej!
Williams valgte at skrive kontrakt med Jenson Button - i øvrigt efter at utallige kørere havde takket nej. Montoya havde kontrakt for yderligere en sæson med Ganassis ChampCar-team, så der var blokeret for et evt. skifte.
Montoya fortæller nu at han ikke er udlån til ChampCar - der er simpelthen ikke nogen kontrakt med Williams! Dermed har Williams altså et kort mindre i kørerkabalen, og så har Jenson Button ligepludselig forbedret sine chancer for fortsat engagement hos BMW-Williams.
Montoya er måske mest stemt for at blive i ChampCar, serien som han vandt sidste år - i debutsæsonen! Andre teams har så også mulighed for at byde på colombianeren der er i høj kurs hos flere teamchefer.
BB
"Film skal ses i biografen" - sådan er filmbranchens slogan. For Michael Schumacher er sloganet til det brasilianske grand prix - "McLaren skal slås på banen!" Tyskeren fik ikke muligheden for at vise hvor meget hans Ferrari virkelig er værd - sejren i Melbourne blev foræret af McLaren, da de to racere udgik med det samme motorproblem. "Jeg gik glip af muligheden for at vise verden at jeg kunne have slået McLaren, uanset om de ikke var udgået i løbet med motorproblemer," siger den førende i VM. Han forventer at Ferrari er rigtig godt med på Interlagos - en bane som de tidligere ikke har haft den store succes på, med dens ujævne overflade og layout. Han siger om Ferrari-raceren anno 2000. "Den skulle være mere konkurrencedygtig på alle slags baner - selv over bump og i de lange højfartssving som der er på Interlagos, som også er en af de få baner der går imod urets retning," siger Schumacher.
McLaren kommer også til Interlagos med et klart mål - at gennemføre og vise at de fortsat er med, og at det kun var en engangsforestilling i Melbourne. Konfrontationen mellem Ferrari og McLaren er trukket op! Lad os så håbe at de kan give noget god race!
BB
De store bilgiganter har haft deres indtog i Formel 1, på en sådan måde at der ikke er motorer nok til at alle teams har en motor der kan anvendes. Med Renaults køb af Benetton kan de meget vel kun holde sig til deres eget team, samt at Supertec enten skærer ned næste år, sådan at Arrows-teamet kommer i klemme.
Et andet team, der i år var tæt på at blive hårdt ramt, er Minardi. Det lille italienske team har købt gamle 98-motorer af Ford, og de er i sagens natur ikke særlig stærke i forhold til de andre motorer der anvendes i år. Selv den hårde Bernie Ecclestone er ligefrem blevet blød. "Det er synd for Minardi, fordi fortjener og egentlig har en god racer," siger Formel 1-bossen. "Jeg ønsker at se at motorleverandørerne leverer til mindst to team hver. Det vil være fair," siger han videre. Problemet er så: hvilke motorleverandører skal så pålægges at leverer motorer? P.t. har Ferrari, Honda, Ford og Supertec klaret dette - hvem skal i givet fald åbne op for flere teams?
BB
Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk