Hondas F1 team mangler meget endnu. Især fart, men det har endnu ikke skabt de helt store panderynker hos teamchefen Nick Fry. Man arbejder skam hårdt for at løse problemerne. Men før det spanske Grand Prix skal man nok ikke forvente at se Honda i deres noget specielle bemaling være ret meget længere fremme.
Nick Fry:
"Vi har sat os selv det mål at kunne være med Renault og BMW når den europæiske del af sæsonen starter. I sidste sæson tog det os stort set en halv sæson at løse vores problemer, og der er ingen undskyldning for ikke at løse problemerne hurtigere i år."
Bilerne mangler fart, men det skulle gerne ændre sig
(Foto: Bridgestone)
Honda har allerede en hel masse nye stumper klar til testen i den kommende uge i Malaysia på Sepang banen. Og selv om at Fry forventer fremgang i det malaysiske Grand Prix, så er der er en god del forsigtighed i hans gisninger om teamets præstation.
"Jeg forventer et skridt fremad, men vi mangler at forstå hvad den egentlige årsag til vore problemer er. Rent faktisk har vi haft en del problemer de sidste to år. Der er nogle fundamentale ting som vi ikke helt forstår, og det skal vi have lært."
Nick Fry tilføjer også at nu hvor man har fået egen vindtunnel, så håber man at kunne løse mange problemer væsentligt hurtigere. Håbet er så absolut tilstede i teamet.
Trods megen ihærdighed op til åbningsløbet i Albert Park, så var det ikke den store succes for Toyotas Formel 1 team. Det gik måske bedre end mange havde regnet med, men alligevel stod præstationen ikke mål med de mange gode intentioner. Bilerne sluttede godt nok i top 10, men så var det heller ikke til mere. Det får dog ikke teamet til at miste troen på bilen. Pascal Vasselon vil ikke udelukke en b-spec bil, men det er ikke noget der umiddelbart indgår i planerne på nuværende tidspunkt. Måske har man andre ting i ærmet, hvis man skal tro Pascal Vasselon.
"I øjeblikket arbejder vi ikke med planer om én TF107B, men det betyder ikke at vi ikke vil lave en. Der skal være en ganske god grund dertil."
"Vi vil have forbedringer klar til hvert eneste løb, som det er ganske normalt i Formel 1. Der vil komme større og væsentlige opgraderinger på nogle tidspunkter i løbet af sæsonen."
"På nuværende tidspunkt, kan vi forudsige hvad vi vil, men den eneste sikre forudsigelse vi vil komme med, er at vi ganske givet vil overraske de fleste."
Hvad Toyota har i tankerne, er vi nødt til at vente og se. Mens Toyota forbereder sig, så har Spyker offentliggjort at man ikke vil teste på Sepang banen i den kommende uge. I stedet vil man forberede sig hjemme. Alt i mens at det meste af teamet har været i Australien, så har man hjemme på fabrikken, forberedt en større opgradering. Og faktisk kniber det med at få delene færdige, og derfor ser teamet ingen grund til at teste på Sepang banen. Mike Gascoyne fortæller blandt andet det vil være spild af tid at teste, idet man alligevel ikke kan nå at få de nye dele til Malaysia til testen. Han afslører også at opgraderingen blandt andet indeholder nye barge boards, nye indtag til sidepods, reviderede dele til karrosseriet og en ny revideret diffuser. Mike Gascoyne indrømmer også at der er et økonomisk aspekt i ikke at deltage i den kommende test. Han mener også at den manglende test ikke vil være det helt store tab for teamet. Man har allerede mange data at arbejde med.
Bernie Ecclestone har præsenteret endnu en ide, som måske faktisk godt kan lade sig gøre, hvis de franske politikere ellers vil. Bernie Ecclestone har lanceret et forslag på at sløjfe Magny-Cours som Grand Prix bane og i stedet lade den erstatte af en ny Grand Prix bane tæt på Paris. Og måske er det ikke så tosset endda. Magny-Cours ligger populært sagt ude midt i ingenting. Der er hvert år problemer med indkvartering af de mange fans, ligesom trafikken til og fra banen som regel altid er nærheden af temmelig håbløs. Men det kan franskmændene lave om på. Og det kan gå hen og blive et varmt emne i den franske valgkamp, som er ved at nærme sig. Bernie Ecclestone udtaler nemlig følgende:
"Det er klart at den franske regering ikke har gjort noget som helst for at hjælpe Magny-Cours. I mere end 2 år har motorvejsbyggeriet til banen været stoppet ca. 10 km. fra banen, og så siger de endda, at der kan nemt gå 4 til 5 år inden det sidste stykke bliver lavet. Præsident Francois Mitterand kom til det første Grand Prix på Magny-Cours i 1991, mens Jacques Chirac aldrig har været der. Efter at have man ikke blevet udvalgt hverken til at være vært for Americas Cup eller de olympiske lege i 2012, og som var projekter som den franske regering var rede til at investere store summer i, så kan jeg ikke forestille mig at de vil lade en af de største sportsbegivenheder som afholdes hvert år forsvinde."
Bernie Ecclestone tilføjer også at det vil være en logisk beslutning at lade et Grand Prix blive kørt i nærheden af Paris, og vil ikke udelukke muligheden for at de franske politikere vil tillade et Grand Prix inde i selve byen.
"Paris er verdens største turistmål. For mig vil et parisisk Grand Prix være en mangeårig drøm der vil gå i opfyldelse. Faktisk opstod drømmen allerede i årene hvor Jean-Marie Balestre stod for FIA. Der er mange gode muligheder i denne region."
Udover at appellere til de franske politikere der snart skal ud i en større valgkamp, så lufter Bernie Ecclestone også en mulighed for en eventuel placering. Det er nærmest oplagt at en sådan placering i så fald skulle være i nærheden af Eurodisney. Udover Eurodisney så er der også en såkaldt temapark der primært drejer sig om filmrelateret underholdning. Dermed kan bygge videre på en ide som Ferrari er ved at skabe i Abu Dhabi, hvor der i nær fremtid åbner én Ferrari temapark. Også i Dubai er der planer om en stor temapark - for øvrigt med en Grand Prix indbygget i planerne.
Det vil heller ikke være det store problem med den trafikale infrastruktur til området ved Eurodisney. Der er i forvejen gode trafikale forbindelser til og fra Paris. At disse skal udbygges burde ikke være et problem. Lad os se om de franske politikere håber på Bernie Ecclestones forslag. I så fald vil det også være væsentligt nemmere for danske og skandinaviske Formel 1 fans at tage til Frankrig og se Formel 1. Det er ikke meget længere væk end eksempelvis Spa-Francorchamp banen eller de tyske Formel 1 baner.