Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
28.3.2001
 Pas på Flavio, Jenson!
 Interlagos forsvarer sig
 Fjern ikke tilskuerne!
 Gåpåmod hos Jordan
 
27.3.2001
 Toyota i gang igen
 Interlagos er ikke Irvine-favorit
 Interlagos - Bridgestone preview
 Interlagos - McLaren preview
 Interlagos - Michelin preview
 

Hop til top28.3.2001

Pas på Flavio, Jenson!

Jenson Button var måske årets største positive overraskelse i 2000, men den unge englænder har bare at fortsætte de gode takter. Ellers kan en karriere, der tegner til at blive enestående, hurtigt gå hen og blive middelmådig, advarer Michael Schumacher. Button regnes af sine landsmænd for den næste store britiske mester, men det har lille betydning for hans nye chef hos Benetton, Flavio Briatore. Schumacher kørte for Briatore i årene 1991-1995 og har derfor en temmelig god ide om hvad, det indebærer.

"Det eneste, der tæller for Flavio, er succes," lyder det fra Michael Schumacher. "Så længe Jenson er hurtigere end sin teamkammerat, har han intet at frygte eller bekymre sig over. Men er han langsommere, må han hellere være på vagt. Jeg tror, at Jenson kan blive en af de helt store, men han er nødt til at bevise, at han kan tage det ekstra skridt."

Michael Schumacher og Flavio Briatores forhold var fortrinligt i Benetton-dagene, men andre kørere under italienerens kommando kan vidne om, at han er en hård og til tider lunefuld boss, først fremmest Schumachers teamkammerater, der måtte finde sig i at blive totalt tilsidesat. Seneste kører til at mærke Briatores temperament er Giancarlo Fisichella, der næppe havde tilkæmpet sig en lønforhøjelse, førend Briatore begyndte at indvie pressen i sine planer om at droppe køreren, hvis der ikke skete en markant forbedring. Briatores teori er at kørere er hurtigst under pres og usikkerhed. Det får Button snart at føle, hvis han slækker på farten.
CBA  


Hop til top
Interlagos forsvarer sig

Interlagos-banen har modtaget hård kritik i ugerne op til det brasilianske GP. Hjemmebane-køreren Rubens Barrichello er endda gået så vidt som til at sige at 90% af kørerne kun er til start, fordi de er nødt til det - ikke fordi de nyder banen, stemningen eller omgivelserne. Der er ofte strømsvigt, og banen er snavset og ekstrem ujævn på trods af, at man fik lagt nyt underlag på i 2000. Ricardo Zonta udtalte den gang at det var en forbedring på 70%, men det var åbenbart ikke nok.

Nu forsvarer de ansvarlige på Interlagos sig. Det kan godt være at banen er lidt bulet, men ikke så meget at det skulle være at problem. "Banens ujævnheder er inden for de tilladte grænser," siges det. "To engelske ingeniører, der tager sig af vedligeholdelsen af Silverstone og Magny Cours, to af de bedste baner i verden, godkendte asfalten."

Selvom løbsarrangørerne ikke kan gøre meget ved baneoverfladen nu, kan de forhåbentlig undgå de mærkværdige problemer, der opstod sidste år. Her blev tidtagningerne flere gange afbrudt på grund af hjemløse hunde, der havde forvildet sig ind på banen, og reklameskilte, der flagrede ned på banen, fordi de ikke var sat ordentligt fast. v
CBA  


Hop til top
Fjern ikke tilskuerne!

Den tidligere Formel 1-kører Derek Warwick har altid gået stærkt ind for at forbedre sikkerheden i sporten. I dag har han lagt handsker og hjelm på hylden for at kunne arbejde med at baneforbedringer hos Motor Sports Association. Derfor har han en naturlig interesse i de regelændringer FIA utvivlsomt vil indføre efter to banemedarbejderes tragiske død ved GP’er i det seneste år. En ting er Warwick sikker på: At rykke publikum længere tilbage fra banen er ikke nogen løsning på problemet.

"Jeg ved, at to banemedarbejder for nylig er blevet dræbt, og det er uacceptabelt. Tro ikke, at der ikke er nogen, der gør noget ved, for det er der - men da jeg selv er fan, synes jeg ikke at vi skal anbringe tilskuerne længere tilbage," siger Warwick. "Jeg synes, at de allerede er ret væk tilbage nu. Vi ønsker ikke at rykke tilskuerne helt tilbage til et andet land, så kunne de ligeså godt alle sammen se det på tv. Det har vi ikke lyst til. Vi ønsker at have dem tæt på. "
CBA  


Hop til top
Gåpåmod hos Jordan

Efter en fantastisk 1999-sæson, endte Jordan-teamet sidste år på en skuffende 6.-plads i konstruktørernes mesterskab. Indtil da havde teamet ellers år for år gjort fremskridt. Denne sæson ser det ud til, at de er tilbage på rette vej efter point i begge sæsonens to første løb.

Heinz-Harald Frentzen har gode erfaringer med Interlagos-banen. I de sidste tre år har han sluttet pointene på denne bane, de sidste to som treer. I år blev det i Australien til en femteplads, og i Malaysia til fjerdeplads, så mon ikke Frentzen håber på at igen kunne stå på det nederste trin på podiet. "Jeg nyder banen, eftersom vi har set nogle gode løb der i tidens løb med gode overhalingsmanøvre. Banen blev omasfalteret før Grand Prix’et i 2000, hvilket reducerede omgangstiderne, men bumpene er stadig slemme. Det er bane, hvor ingen plombe kan føle sig sikker!" joker Frentzen, og vi håber for hans skyld, at han har gode tænder.

Jarno Trullis sæson har ikke helt fået samme start som teamkammeratens, men han håber, at han kan tilføje lidt spænding til den interne duel ved dette løb. "Interlagos er en rigtig god bane, men den er meget teknisk, svær og meget snoet," mener Trulli. "Jeg har altid godt kunne lide at køre i Brasilien, banen passer godt til min kørestil, og jeg har altid været stærk der, så jeg håber på et godt resultat. Sidste år scorede vi vores første point i dette løb, så jeg håber at jeg kan gentage den præstation."

Eddie Jordans mål ved dette løb er at kunne beholde og gerne konsolidere den tredje-plads, teamet på nuværende tidspunkt har i konstruktørernes mesterskab. De værste konkurrenter er først og fremmest Williams-teamet, men også det andet Honda-tea, BAR. Jordan mener dog, at han har statistikken med sig: "De første løb er gået godt for os, men vi er oppe mod hård konkurrence. Heinz har været 3’er i Brasilien i to år i træk, så jeg håber at vi kan blive ved med det og også se Jarno i pointene. Det ville være perfekt."
CBA  


 

Hop til top27.3.2001

Toyota i gang igen

Forleden kørte Mika Salo galt i den nye Toyota F1 testbil. Forenden af langsiden gik det galt, og han ramte barrieren med høj fart.

Der skete heldigvis intet alvorligt med Mika Salo, og et par timer efter var han tilbage i Toyota lejren efter endt undersøgelse på hospitalet. Han har siden fået at vide af teamets chefer, at han skal tage den med ro i et par dage og få ømheden ud af kroppen. Bilen er også blevet sendt til undersøgelse, og nu forlyder det fra Toyota, at årsagen til uheldet kommer fra gearkassen, som i mere eller mindre grad er opbygget af kulfibre. Af ydre skader var det faktisk kun næsesektionen der tog skade. Men selvfølgelig er bilen blevet tjekket i alle ender og kanter.

Allan McNish, teamets anden officielle testkører, er blevet bedt om at holde sig klar. Hvis alt går vel, skal han efter planerne ud og teste i denne uge. Mika Salo har siden uheldet genoptaget den fysiske træning. Men hvordan var hans første indtryk af bilen?

Mika Salo:
"Jeg er ked af at vi skulle stoppe testen nu. Jeg er meget imponeret over bilen. Vi har allerede lavet nogle forbedringer, og igennem de første omgange, havde jeg en rigtig god følelse af bilen."

Allan McNish, som nu skal ud og teste bilen for første gang, skulle ifølge forlydender, have fået en bekræftelse på, at han indgår i kørersammensætningen til næste år. Med andre ord, han skulle være sikret en plads i en af racerne næste år. Til Autosport har bl.a. udtalt, at han ikke tænker på hvad fortiden har bragt, og at han kun fokuserer på fremtiden. At han skrev under med Toyota, beviser i hvert fald en ting. "Jeg mener det beviser en ting. Hvis man holder hovedet koldt, og passer sit job, så kommer tingene efterhånden til en. Jeg er selvfølgelig glad for, at det arbejde jeg har udført, nu bærer frugt. Da jeg underskrev kontrakten med Toyota, forklarede jeg min beslutning, og hvad jeg ønskede at få ud af det. Det var på linje med deres opfattelse. I motorsport er det ikke så tit, at man får et klap på skulderen, så det var rart at mærke den opbakning."

PDL  


Hop til top
Interlagos er ikke Irvine-favorit

Eddie Irvine kan godt klare ventetiden til på fredag, hvor træningerne til det brasillanske Grand Prix går i gang. Faktisk ville han ikke have noget imod hvis Interlagos helt blev udeladt fra Formel 1-kalenderen, for banen er langt fra en Irvines favorit-baner.

Igennem de syv sæsoner han har besøgt banen, har han aldrig været i stand til at hente noget enestående resultat hjem. ”Min resultater fra Brasilien er ikke ligefrem brillante. Min eneste placering i pointene i syv løb var en sjetteplads i 1999,” fortæller Irvine. Han synes at banen er meget anstrengende, fordi den er så bumlet og køres mod urets retning. Til gengæld kan han godt se, at netop det at banen er så hård mod bilerne, vil være til gavn for Jaguar-temaet. ”Hvis banen er noget af en bil-dræber, så kunne det være til vores fordel, for R2’en ser ud til at være en meget stabil bil,” lyder det optimistisk fra Irvine, der sammen med Luciano Burti og Pedro de la Rosa testede Jaguar’en i denne uge i Barcelona. Her arbejdede han med nogle aerodynamiske aspekter, som han håber på vil kunne forbedre teamets præstationer i den kommende weekend.
CBA  


Hop til top
Interlagos - Bridgestone preview

Indtil nu har Bridgestone "vundet" alt i år. Begge de kørte Grand Prix'er og diverse tests. Nu rettes blikket mod Interlagos i Brasilien, som er en speciel bane på flere måder.

Banen er kendt for flere ting. Den er en af to baner på kalenderen hvor kørselsretningen er i mod uret, den anden er Imola. Og så har den altid været meget bumpet. Der kom dog ny asfalt på sidste år, men den er stadig en del ujævn. Den er også altid meget støvet. Noget som kan reducere dækkenes vejgreb. Så er der vejrliget i området. Regn er ikke ualmindeligt på de kanter, dog er selve Grand Prix'et som regel sluppet for regnen, med enkelte undtagelser. Varmen er der altid, hvilket også sammen med de førnævnte faktorer, stiller anderledes krav til dækkene. Til Grand Prix'et i Brasilien tager Bridgestone utroligt mange dæk med. Foreløbig er der beregnet alt i alt 1600 dæk, fordelt på i alt 5 forskellige compounds. 3 typer regnvejrsdæk og 2 tørvejrs.

Hisao Suganuma:
"Vi har lavet nogle virkelig brugbare tests af forskellige compounds og opbygninger af dæk, i den seneste uge. Det har givet os en masse værdifulde data, som vi kan bruge senere. Circuit de Catalunya er en meget hård og aggressiv bane, det samme er Interlagos, så testen i sidste uge har været meget værdifuld. Interlagos fik ny belægning sidste år, hvilket reducerede omgangstiderne med et par sekunder, fordi kørerne kunne køre hurtigere igennem svingene. Det stiller større krav til dækkene. Modsat Albert Park og Sepang, hvor svingene er relativt langsomme, så kan man på Interlagos holde farten oppe igennem svingene. Det betyder, at der er et større pres på dækkene, og at det dermed udvikles mere varme. En hårdere compound ville nok være at foretrække. Med alle disse krav til dækkene, må hemmeligheden være at vælge et dæk som er meget konstant med en lille nedslidning. En anden faktor er den lange pitlane, som betyder mere tid samlet i pittet. Vi vil nok se de fleste teams køre med en etstopsstrategi. Og igen, banen stiller store krav til dækkene. Vi ser os om efter dækket, der har et godt vejgreb, og som kan holde længe med en konstant ydelse."

PDL  


Hop til top
Interlagos - McLaren preview

Sæsonstarten har ikke været alt for god ved McLaren i år. Dog er der kørt flere points ind på nuværende tidspunkt i forhold til sidste år, men det er ikke lutter idyl i teamet - endnu.

En af aspiranterne til kørernes VM-titel er Mika Hakkinen. Han har ét point på tavlen indtil videre. Han er ikke tilfreds med bilen, hvilket han flere gange har givet udtryk for.

Mika Hakkinen:
"Alle taler om at vi får en bedre bil når vi når til starten af løbene i Europa, og det tror jeg også vi gør. Men hvis ikke får det, så tror jeg slet ikke at vi når at få det. Det er en skam at vi mister dyrebare points i øjeblikket, det skyldes problemer med bilen."

Faktisk står David Coulthard i en langt bedre situation end Mika Hakkinen. DC har er i øjeblikket på en delt andenplads sammen med Rubens Barrichello i Ferrari, dog 10 points efter Michael Schumacher.

Ron Dennis mener at det skal nok komme, men mon ikke det kan vise at det kan være for sent.

Ron Dennis:
"Vi har igennem de sidste 3 år vist vores evner til at kunne lave den bedste bil, og vi har nu en god bil. Mange har opfattet det her helt forkert. Der hvor problemet er, er at der problemer med opnå den rigtige kørekarekteristik i bilen. Det er et kortvarigt problem, og vi ved efterhånden hvad der skal gøres for rette det."

Problemet for McLaren resultatmæssigt, er vel at jo længere tid der går inden førstepladserne kommer, jo større forspring kan Ferrari nå at opbygge. Og så er der en faktor der hedder Williams og Ralf Schumacher. Hvad kan de nå at lave af ravage inden McLaren kommer øverst på podiet?

PDL  


Hop til top
Interlagos - Michelin preview

Michelin fik sæsonens første points i Malaysia, med lidt held kunne det være blevet til flere, men resultatet har fået Michelin til at stræbe efter mere, måske tidligere end beregnet.

Men 2001 sæsonen er stadig et debutår, så alt hvad der kan indsamles af data og information, er vigtigt for Michelin, ikke mindst til brug ved de kommende baner, og til næste sæson også. De to hidtil i sæsonen har givet Michelin gode erfaringer, og også lidt man kan bryste sig af. Næst hurtigste tid på Sepang.

Pierre Dupasquier, Michelin:
"Vi var kun 3/10 sekund fra pole position, og satte næst hurtigste tid i Malaysia. Vi vil sammen med vores partnere bygge videre på de erfaringer som vi hidtil har gjort. Interlagos byder på endnu en "testmulighed" for os. Interlagos er en superbane, men meget krævende fordi den har nogle lange næsten endeløse sving. Man skal dreje ind i hvert eneste sving, holde bilen på rette kurs, og så komme ordentligt ud af svinget, for så at skal være klar til det næste. Vi er stadig meget langt fra at kunne præstere det optimale, men det er helt sikkert, at Interlagos vil være med til at give os en noget mere klar forestilling af, hvad vi skal gøre for at kunne udvikle bedre dæk til kørerne til resten af sæsonen. Vi forventer dog ikke de store mirakler i Brasilien. Der var meget lidt tid i mellem de to løb i Østen, så der kunne vi ikke lave de store forbedringer."

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk