Ferrari tester i disse dage på Circuit de Catalunya. Både Michael Schumacher og Rubens Barichello var på banen i går. Michael Schumacher kørte rundt i F2002 og testede dæk for Bridgestone. I alt blev det til 98 omgange for Schumacher.
Rubens Barrichello kom bag rattet i den nye F2203-GA for første gang. Efter at have lært bilen lidt at kende, begyndte han og testteamet at arbejde med setup. Barrichello fik i alt kørt 85 omgange i den nye. I går arbejdede man også med HANS. Barrichello har ikke været alt for begejstret for kraven, men man har nu ændret noget på det og foreløbig ser det godt ud, også ifølge Barrichello.
"Den første test i den nye bil gik utrolig godt. I dag prøvede vi også en ny måde at hæfte HANS fast på. Det skete ved at bruge en slags dobbelt plade på brystet. Jeg fornemmer klart at vi har lavet store forbedringer og det ser ud til at være godt nok nu her inden vi skal til Brasilien."
Vi beskrev her i går at Bernie Ecclestone er utilfreds med det nye kvalifikationssystem. Han vil have det ændret snarest muligt, da det er uden spænding og rent ud sagt dødkedeligt for kørerne. Juan Pablo Montoya er enig med Ecclestone i denne antagelse. Montoya stod for 7 poles sidste år, og satte bl.a. den hurtigste kvalifikationstid nogensinde. En af Nigel Mansells rekorder blev slået af Montoya sidste år. Det kan ifølge Montoya ikke ske mere med de nye kvalifikationsregler.
Begrundelsen for dette er de nye regler om at man ikke må fylde benzin på bilerne mere efter at de har kvalificeret sig. Dermed går der taktik i hvordan bilerne er i deres setup, hvor meget benzin der skal være på osv. Der må ikke ændres ved bilerne fra før kvalifikationen til Grand Prixet køres.
Montoya:
"Jeg synes at kampen om pole er uinteressant sammenlignet med sidste år. Som det har været hidtil har det været mere spændende for kørernes præstation. Når reglerne skal revurderes inden længe vil jeg ikke være overrasket hvis der sker ændringer. Jeg mener at det er meget vigtigt for publikum at man kan se hvilken kører der virkelig ønsker at være den hurtigste."
Dermed ligger Montoya også på linie med hvad Michael Schumacher udtalte allerede efter den første kvalifikation under de nye former. Den gang udtalte han bl.a. - meget politisk - at nu har kørerne ikke noget at lave mere andet end at vente indtil kvalifikationen er overstået. En anden som må være glad for Montoyas holdning, er Ralf Schumacher. Han har hidtil haft store problemer med at få det hele til at fungere på den ene kvalifikationsomgang.
McLaren har som de eneste endnu ikke præsenteret deres 2003 model. Hverken ved en offentlig præsentation eller på banen. Alle venter spændt på den nye. Utålmodigheden river i folk. Hos McLaren får man næsten modstridende oplysninger.
Ron Dennis har hele tiden sagt at den nye MP4-18 ikke vil få debut før efter løbet på Imola, og tilsyneladende ser det ikke sådan ud. Foreløbigt går det jo meget godt med MP4-17D som har vundet de to første kørte løb i sæsonen. Den administrerende direktør hos McLaren, Martin Whitmarsh, siger dog at hvis det viser sig at den nye er væsentligt hurtigere, vil man overveje at bruge den. Whitmarsh bekræfter også at man efter Brasiliens GP vil teste med den nye, og går disse tests efter planen, kan der være mulighed for at man ser den nye i aktion på Imola.
Det kan dog også gå helt den modsatte vej. McLaren har, ifølge Whitmarsh, aftaler med enkelte underleverandør om dele til MP4-17D indtil Grand Prixet i Canada. Og så er vi sådan set lige kloge. Mange rygtesmede har dog en fælles mening, nemlig at den nye får sin debut i det spanske GP. Og så er vi ikke spor klogere.
Så kom den officielle meddelelse. Michael Andretti stopper sin aktive karriere som kører. Det sker ved løbet over alle løb, nemlig Indy 500 som køres på Indianapolis banen. Dermed stopper en lang og succesfuld karriere.
Michael Andretti har tidligere udtalt at han vil stoppe i år, og helst ved Indy 500 løbet. Da han forleden afleverede tilmeldingslisterne i sin egenskab af teamchef, var det med meget blandede følelser.
Michael Andretti:
"Det er en underlig følelse for mig. Det er første gang at jeg prøver det. Jeg må sige at det er en meget mærkelig følelse for mig selv at aflevere tilmeldingen til mit sidste løb."
Michael Andretti har 13 gange tidligere forsøgt at vinde løbet, men endnu er det ikke lykkedes. Derfor er det selvfølgelig den helt store drøm at slutte karrieren med at vinde netop dette løb. Hans far, Mario Andretti, vandt løbet helt tilbage i 1969.
Andretti Green Racing teamet stiller op med 4 biler til løbet. Udover Michael Andretti, bliver de andre kørere Tony Kanaan, Dario Franchitti og Dan Wheldon. Tony Kanaan fører i øjeblikket IRL serien. Dan Wheldon kørte sidste år to løb i IRL og har hidtil været testkører for teamet i år, planen er dog at han fra og med Indy 500 skal køre resten af serien.
Bernie Ecclestone vil gerne have ændret kvalifikationen i Formel 1 igen. Den er efter hans udsagn dræbende kedelig. Dermed går han stik imod hvad Max Mosley mener. Max Mosley var den som præsenterede ændringen og fik den gennemført. Max Mosley mener derimod at den nye måde at afholde kvalifikationen på, giver nogle ret spændende og interessante startopstillinger. Han henviser bl.a. til Renaults noget overraskende startplaceringer i det malaysiske GP.
Bernie Ecclestone er af en opfattelse:
"Først og fremmest er det sådan at ingen af kørerne kører helt ud til grænsen under kvalifikationsomgangen. Dernæst kører de i pit og kan ikke gøre mere end bare at kikke på. De har ingen chancer for at køre ud igen og forbedre deres egen tid hvis en konkurrent har sat en bedre tid end deres egen. Der er ingen kamp mere, spændingen er forsvundet."
Kritikken er kommet, men der er ingen alternativer med kritikken. Kun at kvalifikationen skal ændres. Bernie Ecclestone sammenligner det lidt med at gå til lægen. Går man til lægen får man sikkert nogle piller. Hjælper de ikke får man nogle andre indtil der er nogen der virker. Dette billede bruger Bernie Ecclestone i forbindelse med kritikken af kvalifikationen som den er pt. For dårlig, behandlingen har ikke virket.
FIA og teamene skal mødes i næste måned for at evaluere på regelændringerne. Får Bernie Ecclestone igen held med at få gennemført sin vilje, eller vil modparte(n)rne bibeholde kvalifikationssystemet som det er nu. I hvert fald er det ikke alle kørere der er tilfredse med systemet som det er nu. Til gengæld er mekanikerne glade. De får nemlig mere eller mindre fri lørdag aften nu.
Renault opnåede jo nogle meget flotte resultater i Malaysia. Men i den branche er der ikke tid til at hvile på laurbærrene. Teamet er allerede i fuld gang med forberedelserne til det næste GP. Og da man har fravalgt sig muligheden for at teste mellem GP'erne, så har man i stedet pakket det nødvendige grej og er ved at transportere delene til Brasilien. Bilerne er allerede afsendt til det sydamerikanske, mens motorerne de anvendte motorer er sendt tilbage til basen i Frankrig. Derfra sendes der nye motorer af sted til Brasilien.
Pat Symonds:
"Programmet med at finjustere vores biler til kravene på Interlagos er allerede begyndt. Ved vores to timers test i Sepang, testede vi faktisk allerede der nogle compounds med henblik på det næste løb. Vi kan regne med chassisernes styrke på den noget ujævne bane i Sao Paolo, ligesom alle de andre komponenter i bilen."
Fernando Alonso skrev sig i historiebøgerne under det malaysiske GP. Han er den yngste kører der har sikret sig pole positionen, ligesom han også er den første spanier der har gjort det. En af fremtidens nye stjerner?
Pedro de la Rosa har været arbejdsløs siden tiden hos Jaguar. Det har ikke været muligt for ham at finde et nyt sæde i Formel 1, men nu er noget måske på vej. En rolle som testkører hos McLaren kan være på vej, men intet er sikkert før en underskrift foreligger.
de la Rosa har en gang tidligere testet for McLaren i år, og er igen i ilden i Barcelona i øjeblikket. Og det går efter flere forlydender ganske strålende. Det ventes at de to parter sætter sig til forhandlingsbordet når testen er afsluttet. McLaren har tidligere benægtet at man vil engagere en testkører mere ud over Alex Wurz, de la Rosa håber på det modsatte.
Martin Whitmarsh, McLaren:
"Han har gjort det rigtig godt og har til fulde udfyldt de mange forventninger til ham. Vi har ikke aftalt noget nærmere endnu, men vi vil tale med ham indenfor de næste par uger. Det er meget åbent i øjeblikket."
Med åbent mener Martin Whitmarsh at par unge britiske kørere også gerne vil have en evt. testrolle for teamet. I køen står bl.a. Gary Paffett og Darren Turner som i øjeblikket begår sig henholdsvis i Formel 3000 og i FIA GT mesterskabet, men vil gerne køre testkørsel for McLaren ved siden af deres jobs. En spændende tid for de la Rosa.