Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
3.3.2001
 Støtte til Jenson Button
 Frentzen - Den bedste racer
 Montoya skuffet
 Barrichello sur på stewards
 Ralf bedste Michelin-mand
 Räikkönen lidt skuffet
 Det er jo en Peugeot
 Ikke så ringe endda!
 Alonso bestået!
 Ron Dennis forsvarer stabiliteten
 Coulthard lover kamp til stregen
 Marques med i løbet
 Burti i nyt stort uheld
 Honda godt fra start
 
2.3.2001
 Arrows har problemer med bremserne
 Minardis mirakler
 Kimi den bedste nybegynder
 Svært start for Montoya
 Flyvende start for Schumacher
 Schumacher vil bruge sponsorhjelmen
 De la Rosa til Jaguar i 2002
 Toyota ruster sig til F1
 Sauber mister Red Bull
 Jordan starter forfra
 Coulthards sidste chance?
 Intet pres på Montoya
 

Hop til top3.3.2001

Støtte til Jenson Button

Siden skiftet fra Williams til Benetton, har Jenson Button oplevet at det ikke er dans på roser det hele i Formel 1.

I løbet af optakten til sæsonen i år, har Jenson Button oplevet, at det hele ikke går så smertefrit, som det gjorde sidste år. Skiftet til et andet team, er altid en udfordring. Benetton har haft lidt udskiftning internt, en ny bil, en ny motor og et nyt dækfabrikat, er nogle af de ting som Benetton har skullet kæmpe med. På grund af problemer med det nye chassis, er mange ting forsinket i teamet. Jenson Button tager det dog rimelig roligt: "Jeg tager det hele afslappet, og jeg er sikker på at det nok skal komme til at gå. Der har været rigtig mange mennesker, som har fortalt mig, at det er en god sammensætning vi har, og at Renault har et godt omdømme."

Bossen i teamet, Flavio Briatore, bakker sin unge kører op: "Jenson passer perfekt ind i teamet. Jeg vil vove at påstå, at vi i år har et meget velafbalanceret team. Det bliver en udfordrende sæson for Jenson, fordi vi er noget bagud med udviklingen af bilen. Vi har så meget nyt vi skal arbejde med. Tidligere var vi meget stærke i starten af sæsonen, og så sakkede så bagud i løbet af sæsonen. Vi håber i år på, at det bliver omvendt så vi slutter stærkt.

Button tilføjede at han i år vil koncentrere sig om at blive en bedre teknisk kører. Noget andet han måske skal have støtte til, er betaling af fartbøder. Han har nemlig fået årets første fartbøde uddelt af de australske officials. Ved gårsdagens træning kørte han nemlig for stærkt i pittet. $ 750 at betale ved kasse 1.

PDL  


Hop til top
Frentzen - Den bedste racer

For Jordan var kvalifikationen i Melbourne en stor succes. Teamet har markeret at de vil tilbage som det 3. bedste team, da det nok ikke kan forventes at de henover hele sæsonen kan hamle op med de to store teams.

Heinz-Harald Frentzen har hele tiden forsøgt at dæmpe forventninger til denne sæson, men nu kan han ikke skjule sin glæde over den nye racer. Det er den bedste han har kørt - og taget i betragtning at det var med 99-raceren, J199 han havde så meget succes, så lovet det godt. "Jeg har været meget forsigtig med at tale om racerens præstation, for ikke at give for meget væk. Men det er helt uden sidestykke den bedste Jordan jeg nogensinde har kørt," siger tyskeren og lover dermed at teamet vil være med fremme i år.


Den bedste racer - Frentzen roser EJ11'eren

Det er selvfølgelig kun kvalifikation - sidste år præsterede Jordan også andre gode placeringer, men formåede ikke at holde hele vejen hjem. Det gælder det om nu. "Vi har vist er vi er meget konkurrencedygtige, men løbet bliver en sand test, især af vores holdbarhed. Men lige nu er jeg meget glad for dagens præstation," jubler Frentzen der i 1999 blev nummer to i Melbourne for Jordan.

Læs mere - Albert Park - Jordan kvalifikation

BB  


Hop til top
Montoya skuffet

Den nok mest omtalte debutant er Juan Pablo Montoya, og det må siges at vi ikke fik et festfyrværkeri at se fra hans side - men det er også kun hans første grand prix.

Selv er han skuffet over placeringen, og han føler at der var mere i vente. "Jeg er meget skuffet over mit sidste forsøg. Raceren blev bedre og bedre, og der var masser af plads til at køre hurtigere, da jeg tog det rimelig roligt i de første forsøg," forklarer colombianeren. Men en anden debutant kom i vejen. "Jeg var sikker på at jeg skulle have en meget god omgang, og så fik jeg et problem med Bernoldi ud af sving fire. Jeg kørte bredt og jeg troede han ville lade mig komme forbi, men så kørte han lige ind foran mig," siger han ærgerligt.

Han holder dog modet oppe - "lad os så se hvad der sker i løbet." Og Patrick Head er enig. "Jeg er sikker på at han kan køre et stærkt løb i morgen."

BB  


Hop til top
Barrichello sur på stewards

Rubens Barrichello var skuffet efter kvalifikationen, da han mener at løbsstewards forhindrede ham i, at køre de sidste omgange af hans 12 kvalifikationsrunder.

Rubens Barrichello havde netop snuppet 2. pladsen for næsen af Mika Hakkinen, da han kom ind i pitten for at lave de sidste små ændringer på raceren. Men i stedet for at køre hen til garagen, blev han kaldt ind til kontrol. Rubens Barrichello er sikker på at, hvis han ikke var blevet kaldt ind, så havde han haft tid til at lave justeringerne, og at han ville have snuppet pole position fra holdkammeraten Michael Schumacher.

"Jeg mistede vigtig tid på banen i dag, da man igen besluttede at kalde min racer ind til kontrol. Jeg mener at man må kunne gøre det på en bedre måde, fordi det påvirkede mit arbejde i at vinde pole position.
Jeg var meget sur da man kaldte min racer ind igen. Jeg ved godt at de udtager et vis antal racere til kontrol, men min racer havde allerede været til kontrol 1 gang.
Jeg har lagt denne episode bag mig nu, og nu gælder det om at se fremad. I morgen starter vi alle med 0 point, og jeg glæder mig til at komme i gang med sæsonen. Jeg har ikke sat mig noget mål for sæsonen i år. Jeg vil bare køre det bedste jeg kan, og så må vi se hvordan det ender," siger Rubens Barrichello.


Barrichello er sikker på at det kunne have været blevet til pole i dag

BKP  


Hop til top
Ralf bedste Michelin-mand

Williams kom sig rimelig godt i kvalifikationen i forhold til fredagens træninger, hvor teamet var skuffet over den manglende fart. Ralf Schumacher viste at han stadig er værd at regne med som farlig outsider, og er måske nok Michelins bedste kort.

Han blev nemlig en formen nummer 5 i kvalifikationen, endda foran David Coulthard i McLaren. En del af grunden til at Ralf Schumacher kom tættere på toppen, er at banen er blevet bedre efterhånden som der kommer mere gummi i banen. "Michelin-dækkene virkede meget bedre end i går, så det hjalp at vejgrebet på banen er markant forbedret fra fredag. Jeg kan forestille mig at det endda ser lidt bedre ud i morgen," siger tyskeren.

Patrick Head var glad for dagens resultat. "En meget overbevisende kvalifikation af Ralf. Han blev bare stærkere og stærkere for hvert forsøg. Det er meget opmuntrende for teamet og meget godt for Michelin at være i form ved deres comeback i grand prix-løb," siger Williams' tekniske leder. Ralf Schumacher var den eneste Michelin-kører i top-10.

BB  


Hop til top
Räikkönen lidt skuffet

En anden debutant i feltet, Kimi Räikkönen slap rimelig godt fra sin første kvalifikation. Finnen sikrede sig en placering som nummer 13 til morgendagens australske grand prix.

Men inderst inde var han lidt skuffet over ikke at være kommet i top-10. Der havde dog været flere tekniske problemer med raceren, hvilket gjorde at han mistede tid på banen. Til morgen var han dog med fremme, og satte derfor næsen op efter en plads blandt de ti bedste - men det lod sig ikke gi' sig. "Jeg vil tro jeg er lidt skuffet over 'kun' at være blevet nummer 13 på grid'en, fordi jeg tror jeg kunne have klaret at være i top-10," siger finnen der kun har kørt 23 løb i single-seater forud for sit første Formel 1-grand prix.


I pressens søgelys: der har været et større påstyr om Räikkönen

13. pladsen slår dog ikke skår i glæden. "Min første Formel 1-kvalifikation gik meget godt, og jeg er glad," siger han og får rosende ord med på vejen af manden der hyrede ham, Peter Sauber. "13. pladsen i hans første Formel 1-kvalifikation er meget godt. Han gjorde et ekstremt godt stykke arbejde," siger teamchefen.

Læs mere - Albert Park - Sauber kvalifikation

BB  


Hop til top
Det er jo en Peugeot

Arrows' nye samarbejde med Asiatech blev ikke en ubetinget succes fra første færd. De er selvfølgelig nye i gamet, men der er stadig lang vej til at Arrows kan matche det pace de var på sidste år.

Det må være konklusionen efter den første kvalifikation. Der bliver som sædvanlig givet forskellige grunde til hvorfor det ikke lige gik så godt - den hyppigst anvendt er at det var de andre kørere der spærrede (men det siger de alle, så.) Mike Coughlan sætter dog fingeren på den væsentligste grund. "Vi har meget arbejde at udføre med vores partnere hos Asiatech, og vi har også lidt under manglende test," siger han og forklarer at teamet havde satset på at være indenfor de 12 første.

Teamets førstekører, Jos Verstappen forsøgte at give alt for at komme til at sætte en god tid, og noget har igennem weekenden tydet på at de måske kunne levere nogle gode tider, eftersom hollænderen i flere træninger har været meget godt med fremme, men i kvalifikationen var der ingen nåde. "Vi forsøgte virkelig hårdt i dag, og jeg tror at vi gjorde det bedste arbejde vi kunne," siger han. Han har dog haft en masse tekniske problemer - blandt andet med elektronikken i gearkassen.

Enrique Bernoldi havde dog ikke de store tekniske problemer, hvorfor hans 18. plads ikke var det helt store hit. Han kæmpede især med at få varme i dækkene (en god indikation på at han ikke er så god til at få sat raceren ordentlig op.) "Generelt klarer vi os okay, men på den sidste omgang ved mit sidste forsøg, var der masser af trafik, og jeg kunne ikke få nok temperatur i fordækkene, hvilket sløvede mig på min hurtige omgang," siger debutanten Bernoldi.


Bernoldi virkede ikke overbevisende

Det lader billedet tilbage af et Arrows-team der skal til at begynde forfra med en ny partner - og man fristes til at sige: det er jo trods alt stadig en Peugeot-motor de kører med, og vi husker kun alt for godt hvad den var værd sidste år.

Læs mere - Albert Park - Arrows kvalifikation

BB  


Hop til top
Ikke så ringe endda!

Benetton-Renault fik ikke ligefrem den mest pompøse start på det nye samarbejde, da de to kørere fik sikret sig sekundære placeringer på grid'en. Men ifølge Mike Gascoyne er det ikke så dårligt endda.

Teamet er som bekendt inde i en total renovering, og derfor kan det ikke forventes at de fra starten bliver dominerende, men ikke desto mindre må det siges at Benetton ligger i den tunge ende - hvor de meget vel kan komme til at ligge den første halve sæson. "Vi forventede ikke at kvalificere os højere end som nummer 14 i denne weekend, så jeg kan ikke sige at vi er meget skuffet," forklarer Mike Gascoyne. De to kørere har haft forskellige problemer - Fisichella med en vandlækage og Button med gearkassen. "Vi er i det store og hele hvor vi forventede at være, og vores næste milesten vil være gøre raceren holdbar til løbet," siger teamets nye tekniske leder.


Mike Gascoyne følger tropperne - og var egentlig godt tilfreds med de sekundære placeringer

Jenson Button var da heller ikke sådan at hyle ud af den, selvom han måtte tage til takke med en 16. plads. "Kvalifikationen er ikke gået så dårligt når man tager alle problemerne som vi har haft indtil videre i weekenden i betragtning," siger briten der nu kan vise om han også er en god kører når der er perioder med modgang. Fisichella måtte skifte til reserveraceren til sidst, men det var ikke en oplevelse han vil huske tilbage på. "Den var virkelig underlig at køre. Jeg ved ikke hvad problemet var, men den var stort set umulig at køre, så jeg måtte afbryde mine sidste to forsøg," siger italieneren, og teamet har senere fundet frem til at det var et problem med bremserne.

BB  


Hop til top
Alonso bestået!

Det er efter kvalifikationen blevet tid til at evaluere de nye køreres indsats. Minardis nye spanier, Fernando Alonso, står til en god karakter.

Godt nok blev det 'kun' til en kedelig 19. plads, men tager man i betragtning at raceren ikke så meget som havde kørt en testomgang, så er det imponerende hvad Alonso fik ud af raceren. Igennem de frie træninger har han således også kørt rimelig stærkt, og med lidt held kunne han have startet et par pladser længere fremme. "Alt gik godt i kvalifikationsopsætning. Jeg var ikke særlig bekymret, undtagen ved det at man i kvalifikationen kun kan køre sin bedste omgang med hvert sæt dæk, og derfor kunne jeg ikke tage mange chancer da jeg ikke havde en reserveracer til rådighed," forklarer Alonso.


Ok til Alonso - han klarede den første kvalifikation godt

Selvom det så gik nogenlunde var han lidt skuffet. "Jeg pressede til sidst lidt hårdere, da jeg var sikker på at tiden ville kvalificere mig, men jeg mistede et bremsepunkt og mistede næsten et halvt sekund. Hvis det ikke havde været for det, ville jeg have vundet mindste fire pladser," mener han. Imens kunne hans arbejdsgiver Paul Stoddart ose rundt i pitlane og gøre sig til midtpunkt. "Jeg tror at denne weekend har givet os respekt i pitlanen, og efter Fernandos præstation i dag, har folk stoppet mig og spurgt om den overraskelse som jeg havde lovet – de ved det nu," siger Stoddart, der bare var glad for at begge racere får lov at starte det australske grand prix – uagtet at de nok ikke kan følge med.

Når det så er sagt, så må det siges at Fernando Alonso er bestået – og at Gustav Brunner er genial! Hvordan den racer kan levere de tider med en bovlam Ford-motor og total uprøvede Michelin-dæk er noget nær en gåde…

Læs mere - Albert Park - Minardi kvalifikation

BB  


Hop til top
Ron Dennis forsvarer stabiliteten

Mclaren teamchef Ron Dennis forsvarer hans bilers stabilitet, med tanke på sæsonåbningen i den kommende weekend. Sidste år gik det jo helt galt, da både Mika Hakkinen og David Coulthard var ude af løbet efter blot 18 omgange af de 58 løbet varer og det samme gør sig gældende for året før.

Løb nummer 2 sidste år var ikke meget bedre. Det lykkedes ikke for Mika Hakkinen at gennemføre Interlagos og David Coulthard blev diskvalificeret. Det blev dog væsentligt forbedret i løbet af sæsonen, men i år er tvivlen forstærket af de mange problemer teamet er rendt ind i under tests.

"Vi har uden tvivl haft store problemer både med bilen og motoren, men det er jo hele ideen med at teste!!!!!!. Jeg vil hellere have en hurtig ustabil bil end en langsom stabil bil. Det er en større udfordring at vende den hurtige kontra den langsomme. Det er for dårligt at folk kalder 20001 sæsonen dårlig og ustabil. Faktisk gik det rigtigt godt, vores nærmeste konkurrent var bare den lille nuance bedre. Siden det første løb vi deltog i tilbage i 1966, har vi rent faktisk vundet hvert fjerde løb siden da, det demonstrerer med al tydelig det modsatte."

Ron Dennis mener at med den nye dækleverandør (Michelin) og deres optræden i Formel 1 vil give mulighed for flere overhalinger og mere spændende løb. Dog kører Mclaren videre med Bridgestone da de mener sig tilfredse med dette samarbejde.

"De teams der kører med Michelindæk vil uden tvivl få gode kvalifikationstider, men dækkene vil ikke holde i løbene.
Derfor vil dækvalget uden tvivl igen få en stor betydning for løbenes udgang."

Gordon Poulsen

XT  


Hop til top
Coulthard lover kamp til stregen

Coulthard har ingen intentioner om at lege andenviolin i den kommende sæson. Han vil starte på linie med Mika Hakkinen med det klare mål at vinde VM-titlen.

"Jeg starter med det klare mål at få titlen. For at kunne gøre dette behøver jeg ikke nogen hjælp fra teamkollega el lign, jeg behøver blot lidt mere held, mekanisk stabilitet og mere støtte fra mit team".

"Jeg har kørt race i 19 år og undet 9 grand prix løb og jeg har aldrig draget fordel af regnvejr el lign. Mine værste konkurrenter har dog noget længere erfaring i Formel 1 og der er deres force. Mika har været med siden 1991, ligeså Michael, den erfaring er mere vigtig end "Speed".

Coulthards kørsel i sidste sæson viste også at teamet ikke længere kunne bede ham om at træde til side for Mika. Dette skete sidste år, det til trods, har Coulthard aldrig offentligt givet udtryk for utilfredshed. Han har dog uden tvivl fundet det svært at acceptere det faktum at Mika fik fordel ved pitstops o.lign.

"Vi var meget skuffede over at tabe titlen til Ferrari sidste år, men i år vil vi vende det rundt. Når søndagen er omme, så har vi forhåbentlig et godt forspring til Michael og Rubens. Jeg kan dog ikke forudsige sæsonen, men det bliver uden tvivl en kamp mellem os og Ferrari."

Gordon Poulsen

XT  


Hop til top
Marques med i løbet

Det lykkedes ikke for Tarso Marques at kvalificere sig indenfor 107%-grænsen, men brasilianeren har fået dispensation af løbs-officials.

Dermed bliver feltet komplet. Marques satte sin racer af hvor han var et godt stykke fra deltagelse, og han forsøgte sig derefter i Alonsos racer, men manglede stadig et par tiendedele. Men det australske officials godtog at han alligevel kan deltage. "Jeg er meget glad for at de lader mig køre i morgen. Forhåbentlig har vi fået al uheldet væk i dag, så løbet bliver meget bedre for os," siger Marques der altså runder feltet af.

Men lad os nu se om de kan holde hele vejen hjem - det må ene og alene være det som teamet bør gå efter.

BB  


Hop til top
Burti i nyt stort uheld

Luciano Burti har ikke fået den bedste start på Formel 1-karrieren som fast kører for Jaguar. I går satte han raceren af, og under kvalifikationen ødelagde han endnu en Jaguar-racer.

Således kom brasilianeren total skævt ind i en af kurverne, hvor forenden af raceren begyndte at miste sit greb, hvor efter et spin var totalt uundgåeligt. Der var tale om et spin der var ved at sende raceren op i luften, og således lettede Jaguar-raceren ret meget. Burti spandt via gruset videre og ramte ind i muren, hvor hele venstresiden af raceren blev smadret.

Burti var uskadt ved uheldet, der forårsagede at det røde flag kom ud for at få fjernet de løsrevne Michelin-dæk og få den smadrede racer væk.

BB  


Hop til top
Honda godt fra start

Der var tilfredshed hos Honda over at en af deres kørere kørte sig ind blandt de forreste i fredagens frie træning.

Således placerede Jarno Trulli sig som nummer 2, selvom det nok ikke var med særlig tunge tanke. Men det var Honda egentlig ligeglade med - de fik et godt resultat. "Det var en god start for Honda, da der ikke var nogle problemer med alle fire Honda-drevne raceren. Vores nye samarbejde virker godt i løbssammenhæng, især for den nye gruppe Honda-ingeniører, og det er godt at se dem nyde arbejdet i dag," siger Kazutoshi Nishizawa, der er teknisk leder for Honda Racing.


Lys start for Honda med Jordan

En af partnerne - Eddie Jordan - var da også tilfreds med dagens resultat, selvom det formelt set ikke kan bruges til ret meget. "Det ser godt ud, men det er for tidligt at give forudsigelser. Det vigtigste er at begge kørere er glade, og den nye racer var konstant," siger Eddie Jordan.

BB  


 

Hop til top2.3.2001

Arrows har problemer med bremserne

Jos Verstappen og Enrique Bernoldi sluttede længere tilbage efter dagens træning, De to kørere havde dog forskellige problemer, blandt andet med bremserne.

Således måtte Verstappen havde skiftet bremser efter at der var gået mindre end en time af træningen. "Vi startede godt hvor raceren med det samme føltes meget god. Vi måtte skifte bremser mod slutningen af den første træning, men raceren føltes ikke så dårlig," forklarer hollænderen. Samme problem havde debutanten Bernoldi. "Eftermiddagens træning var bedre end til morgen, da jeg fik flere omgange. Jeg har dog stadig problemer med at bremse men det arbejder vi på," forklarer han.


Bernoldi kører hurtigt her - men blev kun nr. 20

Derudover havde Bernoldi et elektronisk problem i den første træning. "Enrique blev ramt af et mindre elektrisk problem i den første træning, som begrænsede hans antal omgange lidt," forklarer Didier Debae fra Asiatech.

BB  


Hop til top
Minardis mirakler

Det lykkedes for Minardi at komme til Australien efter at være blevet reddet fra at gå op i limningen af økonomiske årsager. De har fået kørt deres første test.

Da de to kørere trillede ud i Melbourne var det således første gang at racerne var rullende, og derfor blev det mere en testdag end træning for dem. Paul Stoddart har svært ved at få armene ned, selvom Alonso blev nummer 17 og Marques rundede feltet af. "Hvad kan jeg sige? Miraklerne fortsætter. Jeg er bare så stolt over hele teamets præstation - det var utroligt," siger han meget passioneret. Teamet vel ret beset det sidste team der køres på 'den gode gammeldags måde', så i det perspektiv klarede de sig godt.

Men det ligger lidt i grundfilosofien at man ikke kun er med i Formel 1 for at holde sig rullende, men i Minardis tilfælde er det her de bliver nødt til at begynde. Fernando Alonso viste rigtig gode takter ved at blive nummer 17, og han understreger sit potentiale. "Til morgen havde raceren noget understyring, men ingeniørerne arbejdede godt for at løse det. Til eftermiddagens træning var jeg helt sikkert mere heldig end Tarso og havde mulighed for at forbedre mig yderligere," siger Fernando Alonso.


Alonso kørte Minardi til en respektabel 17. plads

Derimod havde Tarso Marques en dårlig dag - i den anden træning futtede 99-udgaven af Fords motor af, og så blev der ikke mere test til brasilianeren. Men de er tilfredse hos Minardi - bare de kan holde raceren kørende så går det nok.

BB  


Hop til top
Kimi den bedste nybegynder

Saubers store satsning, Kimi Räikkönen sluttede den første dag som den bedste nybegynder, da han blev nummer 11 i dagens træning.

Finnen vidste ikke på forhånd hvad der var i vente, andet end en stor oplevelse, så var han meget godt tilfreds med den første dag som Formel 1-kører. "Jeg er glad for 11. pladsen i dag, men må sige at jeg ikke kom her med nogle forventninger," siger Räikkönen efter at have bestået den første test. Han skal stadig lære meget, og lægger derfor ikke noget stort pres på sig selv for at levere toppræstationer. "Jeg tager blot tingene som de kommer og lader situationen udvikle sig."


Räikkönen bestod den første prøve - i morgen skal vi se hvad han er værd

Som for de andre nybegyndere skal de lære den australske bane at kende, men det har indtil videre ikke været det store problem for Räikkönen. "Banen er ikke så svær at lære, så det eneste problem var at jeg hele tiden havde for meget understyring i den sidste sektor. Vi arbejder på det til i morgen, men det har været en god begyndelse på min Formel 1-karriere," siger han tilfreds.

BB  


Hop til top
Svært start for Montoya

Der blev sat meget fokus på Formel 1's nye ansigter, og i særdeleshed på Williams nye 'guldæg' Juan Pablo Montoya.

Den tidligere CART-mester havde dog ikke en særlig nem dag, da han skulle lære banen at kende samt forsøge at finde en velfungerende opsætning, hvilket dog viste sig at være noget problematisk. "Jeg har kæmpet lidt med opsætningen på raceren i dag," siger han indledningsvis, og det resulterede i et par småture udenfor asfalten, men ikke noget der var alvorligt. Henover dagen gik det mere tilbage end frem. "I den første træning var raceren helt sikker bedre end i den anden. Men jeg har lært noget i dag på en bane som for mig er helt ny," siger ha efter at han sluttede dagen som nummer 15, næsten halvandet sekund langsommere end Ralf Schumacher.


Ikke helt så let igen - Montoya kæmpede i de første træninger

En del af hans og Williams' problem har været de nye Michelin-dæk som giver for meget understyring. "Hovedproblemet for os var den store understyring og når man har et sådan problem mister man meget tid," siger han, og det er en betragtning som også Ralf Schumacher er enig i. Gerhard Berger giver dog total støtte til Montoya. "Juan Pablo havde opgaven med at sætte raceren op for første gang under presset i en grand prix-weekend på en bane som han aldrig har været på før. Det er ikke nemt for ham, men han gør alle anstrengelser," siger den østrigske BMW-boss.

BB  


Hop til top
Flyvende start for Schumacher

Michael Schumacher fik en noget ubehagelig start på titelforsvaret, da han stod for sæsonens første store stunt. Heldigvis kom tyskeren intet til, men det kunne have været gået meget galt.

Den tyske verdensmester var på vej ind i et område med gule flag, og de kom for sent ud, hvorfor han så fik trykket lidt for meget på bremsen. Derudover retter han en kritik af en ganske bestemt brosten på banen som sendte ham ud i det store stunt. "Jeg ramte dette trin, og det var på grund af det at raceren fløj af sted," forklarede han efter uheldet. "Jeg ved præcis hvad der skete og hvor jeg kørte af. Jeg så det torsdag og mente at der burde laves noget der. Det er ikke godt nok, og noget skal der gøres ved det," siger han og har senere inspiceret 'gerningsstedet' med FIA-officials.


Schumacher ser på sin racer efter uheldet

Raceren blev slynget op i luften og slog en dobbelt saltomotale, men landede heldigvis på bunden af raceren, således at tyskerens hoved ikke blev udsat for en mulig skade. Men det kunne have været gået rigtig galt. "Jeg var meget heldig at jeg ikke ramte muren," siger han. Raceren forsvandt fra ham og det sendte ham af sted på sæsonens første store uheld. "Det var ikke rart eller forventet, og jeg gjorde mig klar til det helt store sammenstød. Heldigvis var sammenstødet ikke så stort, og forhåbentlig kan raceren repareres," siger Schumacher.


Schumacher forklarer landsmanden Nick Heidfeld om hvordan man slår to saltoer...

BB  


Hop til top
Schumacher vil bruge sponsorhjelmen

Den tyske Formel 1-verdensmester, Michael Schumacher, sagde fredag, at han under søndagens løb i Melbourne, Australien, modstræbende vil bruge den hjelm, som han kontraktmæssigt er forpligtiget til. Spørgsmålet om, hvilken hjelm Schumacher kører med, fik yderligere næring under fredagens træning, da tyskeren mistede kontrollen over sin Ferrari og fløj et par omgange rundt i luften. De 80.000 tilskuere holdt vejret, indtil Schumacher selv kom ud af den røde racer.

Under træningen kørte verdensmesteren med en tyskfabrikeret Schuberth-hjelm, selv om han har en kontrakt med det belgiske firma Sports Europe om at bruge Bell-hjelme i denne sæson. Schumacher foretrækker hjelme fra Schuberth, fordi de, som han er siger, er af en højere kvalitet. Torsdag blev Schumacher dømt - af en belgisk domstol - til at skulle betale fem millioner belgiske francs (925.000 kr.) for hver gang, han ikke kører med en Bell-hjelm.

/ritzau/

XT  


Hop til top
De la Rosa til Jaguar i 2002

Niki Lauda bekræftede i dag, at Pedro de la Rosa næste år vil være finde blandt Jaguars to løbs-kørere. Pedro de la Rosa skrev i sidste måned under på en 2-årig kontrakt med Jaguar, efter at han havde testet for Prost-teamet i januar måned.

Efter de første frie træninger i Melbourne sagde Niki Lauda: "Vi havde ikke tegnet kontrakt med Pedro de la Rosa, hvis vi ikke kunne tilbyde ham et sæde i en løbsracer næste år. I år skal han bruges til at teste videre på vores racer, men næste år indgår han i vores planer om at blive en af vores faste kørere i teamet."

Niki Lauda nægtede dog at sige om det er Eddie Irvine eller Luciano Burti, der skal vige for Pedro de la Rosa. "Vi må se hvad fremtiden bringer, og så må vi tage stilling til det i løbet af året," slutter Niki Lauda.

I dagens frie træning skuffede begge de to kørere. Eddie Irvine sluttede på en 13. plads, mens Luciano Burti nok sluttede hvor man kunne forvente det, nemlig på en 18. plads. Luciano Burti nåede også at køre en tur af banen.

BKP  


Hop til top
Toyota ruster sig til F1

Toyotas bestræbelser på at indtræde i Formel 1 år 2002, blev yderligere understreget ved offentligørelsen af et nyt navn til deres stab af kørere. Valget faldt på den kun 19 årige australier, Ryan Briscoe.

Han kommer fra en lovende Kartkarriere, men vil i sæsonen 2001 koncentrere sig udelukkende om det italienske Formel Renault mesterskab og senere i 2002 forhåbentlig F3. Ifølge en talsmand fra Toyota, vil han fra starten af kun være tænkt som supplement til Toyotas udviklingsprogram for unge kørere og der vil ikke være tale om Formel 1 tests endnu.

Ryan Briscoe var meget glad og overrasket ved nyheden om hans tiltrædelse i Toyotas team, og udtaler " Jeg var i Karting og lidt sportsligt nede, da flere af mine konkurrenter skiftede til racerbiler. Men at et så stort firma som Toyota får øje på mig, giver selvtillid og tro på fremtiden. Jeg ved endnu ikke hvad fremtiden bringer, men dette giver mig mulighed for at forsætte min karriere i Europa som professionel, det har altid været mit ønske. Jeg var ikke vidende om at Toyota var i gang med at opbygge et Juniorteam, så jeg var meget overrasket og ser samarbejdet i møde med spænding. Hvis alt går vel, kører jeg forhåbentlig Formel 1 i 2003 el. 2004, hvem ved ??".

Toyota har i forvejen kontrakt på Mika Salo og Allan Mcnish til deres Formel 1 team, som de har valgt at placere i Frankrig, ved Paul Ricard banen. Det vil være deres base i udviklingsprocessen, indtil deres premiere i 2002.

Tidligere på ugen blev en af Toyotas sponsorer også afsløret. De har lavet en 3årig aftale med EMC, der vil forsyne dem med yderligere ekspertise og Knowhow til den tekniske og organisatoriske udvikling af teamet. TMG's præsident, Ove Andersson, glæder sig over samarbejdet; "Vi har den fulde tekniske og økonomiske opbakning fra Toyota Motor Corporation og det giver os den luksus at vi selv kan vælge vore sponsorer, i dette tilfælde EMC, der vil styrke os og give os det nødvendige forspring".

Gordon Poulsen

XT  


Hop til top
Sauber mister Red Bull

Kimi Raikkonen er en endnu større satsning fra Peter Saubers side end man først skulle have troet. Den debuterende finne er nemlig grunden til, at Sauber-teamet nu mister sin hovedsponsor gennem flere år, energidriksproducenten Red Bulll. Red Bulls administrerende direktør, Dietrich Mateschitz, foretrak, at sædet ved siden af Nick Heidfeld gik til Enrique Bernoldi, mens Peter Sauber ønskede at give Raikkonen en chance. Red Bull ejer 60% af teamet, men Peter Sauber fik alligevel trumfet sin vilje igennem.

Uenighederne over kørervalget har altså nu ført til et brud. Efter Peter Saubers mening kan man ikke dele magten over teamet i to, og han ser bort fra, at der er en del fortilfælde for dette blandt kollegaerne i F1. "Situationen med Red Bull er meget speciel. Red Bull har hovedparten af aktierne, men jeg har hovedparten af stemmerne," forklarer han. "At den største aktionær ønsker at have noget at have sagt, er helt forståeligt. Men man kan ikke have to personer i spidsen for et F1-team. Derfor vil samarbejdet med Red Bull slutte ved udgangen i 2001."

"Vi vil arbejde intenst denne sæson på at finde en ny hoversponsor. Det er alt hvad jeg kan sige," fortæller Peter Sauber. Eftersom F1 langt er gratis er det svejtsiske team også nødt til det, men det siges, at der allerede er fundet en til at overtage Red Bulls aktier, nemlig banken Credit Suisse.


Farvel og tak! Sauber og Red Bull er færdige med hinanden.

CBA  


Hop til top
Jordan starter forfra

Jordans Heinz-Harald Frentzen og Jarno Trulli er ivrige efter at komme i gang med sæsonen 2001. Ambitionen er først og fremmest at fjerne erindringen om forrige sæson fra hukommelsen. 2000-sæsonen var en stor skuffelse og stod i skarp kontrast med sæsonen 1999, hvor teamet havde nået et foreløbigt højdepunkt i karrieren med to sejre og en del podiepladser. Heinz-Harald Frentzen måtte se sig gå fra at være en seriøs kandidat til titlen i 1999, til at slutte som nr. 9 samlet i 2000. I alt 17 point blev det til for de to kørere, der havde store problemer med at få racerne til at holde løbene ud.

"Det var på nogle områder et katastrofalt år," indrømmer Frentzen. "Hvad angår mine mål, ønsker jeg virkelig at kunne starte forfra fra slutningen af 1999-sæsonen og viske sidste sæson ud. Vores præstation i 2000 skal glemmes." Nu ser han fremad: "Jeg kan ikke se nogen grund til, at vi ikke skulle have succes. Da Honda-handelen blev en realitet, hjalp det meget på vores morale og tekniske support. Motoren skulle være langt bedre, og det håber jeg også for pålideligheden."


Frentzen håber at den nye EJ11 er bedre end sidste års racer

Jarno Trulli sluttede lige bag sin teamkollega på en samlet 10.-plads. Om den sæson siger han: "Sidste år var den mest skuffende i hele min karriere. Jeg håber, at det værste er ovre nu. Jeg var fuld af selvsikkerhed, men det fungerede slet ikke." Jordan-teamet sætter alt ind på at få det til at fungere i år.

CBA  


Hop til top
Coulthards sidste chance?

Den er stensikker hvert år før sæsonstarten: David Coulthards forsikring om at i år, i år, er det hans tur. Og det er ligeledes en tradition, at vi ryster på hovedet, halvt afvisende, halvt undrende om Coulthard virkelig stadigvæk selv tror det.

Johnny Herbert støtter sin britiske landsmand, men han advarer også samtidigt om, at det muligvis er Coulthards sidste chance for et VM. To ting vil være altafgørende for en evt. titel: Coulthard skal lave færre fejl og være mere stabil over sæsonen. "David har hurtigheden og evnerne til at vinde mesterskabet, og der er ingen tvivl om, at han i McLaren’en har bilen til at gøre det i," siger Herbert, der slutter sin F1-karriere af med at følge sæsonen fra sidelinien som testkører for Arrows. "Men nu er det på tide, at han går ud og gør det, for der er ingen garanti for, at McLaren stadig vil være fremme i front efter denne sæson."

Det nævnes ofte, at Mika Hakkinen som Ron Dennis’ favorit har en fordel i den inbyrdes teamduel. Men nu hvor Hakkinen ikke længere forsvarer sin titel, kunne det vise sig at være Coulthards tur i år. Måske, siger Norbert Haug, der roser Coulthard for det store arbejde han har udført for teamet. Alligevel kan Haug ikke sige mere end ’måske’: "Folk vil snart opdage hvor god David egentlig er. Han har være uheldig, men han har altid kæmpet for teamet. Måske er det hans tur i år." Når alt kommer til alt, handler det om hvorvidt Coulthard har forstået, at chancer ikke er noget man får, men noget man tager.

CBA  


Hop til top
Intet pres på Montoya

Der er blevet talt og skrevet meget om Williams' valg af kørere til 2001. Var det rigtigt at sende Jenson Button på to års orlov hos Benetton for at tage Montoya ind?

Det er ingen hemmelighed at Button meget gerne ville blive hos Williams - et team der er på vej frem, og hvor det kan blive sværere med Renault de kommende to år, da det er et team under opbygning. Imens træder Montoya til - noget som Button vidste meget tidligt i 2000-sæsonen. Hvis Frank Williams ikke havde taget Montoya til sig, var han sandsynligvis gået til et andet team, og den chance turde han ikke tage.

Selv føler Montoya ikke at der ligger noget pres på ham til at skulle matche eller gøre det bedre end Button. "Da jeg kom ind i CART overtog jeg sædet efter Zanardi, som havde gjort det rigtig godt i serien, så deri ser jeg intet problem. Jeg ved ikke hvad der skete med Alex i Formel 1. Jeg fulgte ham på TV, og han kæmpede, men det sker ikke for mig," siger colombianeren sikkert.

Han har derfor ingen intentioner om at skulle være en substitut for den kører der har forladt sædet. "Jeg tog ikke til USA for at være en ny Zanardi, og igen her - i Formel 1 vil jeg være mig selv, ikke en ny Button," forklarer han og afviser at der ligger et stort pres på ham. "Jeg føler intet pres til at skulle matche hans resultater," forklarer han.

Det australske grand prix vil vise hvad Montoya kan og hans kørsel i weekenden vil blive fulgt meget intensivt.

BB  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk