Pitsladder


Sitet opdateres ikke længere med nyheder.
Læs dem i stedet på Motorsporten.dk

Ældre Dato Nyere    Indeks

 
31.3.2008
 Dødsfald: Jean Marie Balestre
1921 - 2008

 
30.3.2008
 Malaysias Grand Prix som aften/natløb
 

Hop til top31.3.2008

Dødsfald: Jean Marie Balestre
1921 - 2008

Max Mosleys karismatiske forgænger, som høvding for alverdens motorsport, Jean Marie Balestre, døde sidste uge, 86 år gammel.

Det var i slutningen af 70'erne at Balestre blev kendt uden for de franske grænser. Før den tid havde han huseret i Frankrig, hvor han havde været med til at grundlægge det franske motorsportsforbund.

I 1978 blev han udpeget til at lede den sportslige sektion af FIA - som han fik omdøbt til FISA. Og med Balestre kom også balladen til Formel 1. I 1980 kom han i konflikt med konstruktørerne - FOCA - der var ledet af Bernie Ecclestone. Konflikten drejede sig om hvordan sporten skulle styres og hvem der skulle tjene hvilke penge. Det førte i 1981 til en truende spræning af sporten hvor de private teams sammen med FOCA planlagde deres egen serie, mens bilfabrikanterne ville blive i Formel 1.

Så vidt kom det dog aldrig, Concorde aftalen blev indgået og den har siden, i nu ændret form, været den aftale der klargjorde hvordan beslutningerne bliver truffet i Formel 1.

En anden, og måske mere forståelig, mærkesag for Balestre, var hans korstog for øget sikkerhed i sporten. ØI hans tid kom sikkerheden gevaldigt i fokus, hvor han sammen med kørerne, konstruktørerne og lægen Syd Watkins, kæmpede mod banerne, der ikke altid var interesseret i at ofre penge på forbedrede medicinske faciliteter.

Det lykkedes også Balestre at gøre sig uheldigt bemærket et par gange, som da han løb over banen kort efter starten på et løb og nær var blevet jordet af en langsomt startende bil.

En af de sidste store sager var hans kontroverser med Ayrton Senna. I Japan i 1989 ville Balestre ikke godkende at Sennas pole blev flyttet til den rene side af banen. I løbet kørte Senna sammen med Prost og blev senere diskvalifceret. Efterfølgende kom Senna med nogle ikke specielt høflige udtalelser om Balestres person.

At Ayrton Senna sommetider bevægede sig over kanten for hvad der kan kaldes god opførsel i en racerbil, er der ikke megen tvivl om. At han nogle gange ligefrem kørte andre mennesker af banen, er der heller ikke nogen tvivl om. Der var i hans karrierere masser af muligheder for at slå ned på ham og give ham en straf. Men den eneste gang han for alvor blev truet med en straf af betydning var da han nægtede at undskylde overfor Balestre i vinteren 89/90. Så sur var Balestre at han truede med at udelukke Senna i seks måneder!

Situationen var latterlig og Senna kom alligevel til start. Tilgengæld blev Balestre året efter væltet som chef for FISA. Sagen mod Senna var ikke en direkte årsag, men mere et symptom på Balestre ledelsesstil, som ikke længere var så populær. Som afløser blev Max Mosley valgt. I 1993 blev Mosley så også præsident for FIA, og ved samme lejlighed foreslog Balestre at FISA blev nedlagt.

MMT  


 

Hop til top30.3.2008

Malaysias Grand Prix som aften/natløb

Det malaysiske Grand Prix skal køres som aften/natløb og altså i kunstlys. Man forventer at det sker allerede i næste sæson.

Som vi tidligere har omtalt, så ser det ud til at det malaysiske Grand Prix skal køres i kunstlys. Under det malaysiske Grand Prix i weekenden, blev der ført forhandlinger mellem Bernie Ecclestone og de malaysiske arrangører. De malaysiske arrangører har hele tiden været villige til at vil ændre tidspunktet for afviklingen af Grand Prixet, og det ser ud til at det nu gennemføres.

Samtidigt blev der ført samtaler med arrangørerne af det kinesiske Grand Prix, og også her er der interesse for at ændre tidspunktet for afviklingen af Grand Prixet. Bernie Ecclestone bekræfter dette og tilføjer endvidere at man i Sydkorea, som er nye i kalenderen for 2010, også gerne vil afvikle Grand Prixet i de mørke timer. Forhandlingerne med arrangørerne af Grand Prixerne i Kina og Sydkorea er dog ikke afsluttet. Men for alle tre steder gælder det at man godt kan se fordelen i at køre Grand Prixerne på et sent tidspunkt idet det vil tiltrække langt flere tv seere i Europa, ligesom det også giver mulighed for langt flere tilskuere på lægterne de respektive steder.

Modsat så siger man i Australien stadigvæk nej tak til at gennemføre det australske Grand Prix i kunstlys. Det ventes at såfremt man ikke opnår andet tilfredsstillende resultat for begge parter, så står Australien til at miste deres Grand Prix senest når deres kontrakt med Bernie Ecclestone udløber.

PDL  


 

Hop til top Copyright ©1997-2007 f1.motorsport.dk og motorsporten.dk